Min pengehistorie

Mille fra Funny Finans, som jeg har fulgt siden hun startede med at blogge, skrev for noget tid siden sin egen pengehistorie ned, og jeg fandt konceptet interessant. Dels fordi det tvinger en til at forholde sig til ens forhold til penge, både nutidigt, fremtidigt og i fortiden. Og samtidig kan man lære noget om, hvorfor man reagerer som man gør lige nu, rent økonomisk. Og om hvorfor man gjorde som man gjorde dengang. Mille fik inspiration til det fra bogen Art of Money, som jeg ikke har læst, men det skal ikke afholde mig fra at give mig i kast med min egen pengehistorie som kommer her, delt op i tre dele:

Barndom – 0-16 år

Jeg er vokset op i en klassisk familie med mor, far og storesøster i et stort hus med have. Da mine forældre købte huset var kvarteret måske ikke noget særligt, men i løbet af få år blev husene købt af flere og flere par, der fik børn, og i dag er det steDET at bo, hvis du er en ressourcestærk børnefamilie.

Mine forældre er begge kandidat-uddannede og havde gode jobs. Jeg vil ikke sige, at vi var rige, men vi manglede aldrig noget, og vores forældre gjorde deres ypperste for at opfylde vores drømme. Om det så var at komme på privatskole fra 5.-9. klasse (mig), bo i Brasilien i en måned (min søster) eller lære at spille klaver, så de var nødt til at anskaffe et klaver og betale for lektioner i årevis (både min søster og jeg). Vi rejste meget, 2-3 gange om året, der var lørdagsslik hver lørdag og min søster og jeg var vant til at få mange gaver til jul og fødselsdage.

Til gengæld købte mine forældre sjældent nyt tøj, og mærkevarer var ikke noget de gik synderligt op i, som jeg husker det. Al vores elektronik var også enten gammelt (af god kvalitet) eller billige mærker, og selvom jeg ikke ved meget om biler gætter jeg på, at det heller ikke var i den afdeling der blev lagt flest penge. I de perioder, hvor begge mine forældre havde jobs i andre byer end den vi boede i, var bil nummer to også en brugt såkaldt “kone-bil”. Mine forældre arbejdede også meget, i nogle perioder underviste de også på aftenskole udover deres dagjobs, for at have flere penge at rutte med. Mine forældre lavede også madpakker til sig selv i hele deres arbejdsliv, og mange af vores ferier var bilferier. Vi spiste, som jeg husker det, som regel kun ude når min søster eller jeg havde fødselsdag.

Min opfattelse af penge var nok ekstremt ringe. Jeg husker ferier til Tyrkiet da jeg var helt lille, 4-5 år, hvor vi tog på markeder, hvor min søster og jeg fik penge vi kunne købe for. En dag gav min far mig en pengeseddel, så jeg havde lidt at købe nogle små ting på markedet med. Men for mig var rigtige penge altså mønter, der fyldte i min lille pung og klirrede når jeg gik rundt, så jeg bad om at få vekslet pengesedlen til mønter, selvom sedlen formentlig var mere værd. Hvis der var noget jeg gerne ville have, måtte jeg enten bruge mine egne penge på det, eller ønske mig det til jul eller fødselsdag, medmindre mine forældre kunne se en værdi i at jeg skulle have det nu, som fx min første mobiltelefon (som kunne ringe og sende 2-3 sms’er om dagen, og det var det).

Der blev ikke rigtig talt om penge som sådan i min familie, og jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for penges værdi, eller hvornår en sum penge var meget. Jeg anede ikke rigtig hvad ting kostede, hvad mine forældre fik i løn eller om vi havde mange eller få penge. Min opfattelse var nok bare, at der altid var nok. Derfor lavede jeg den konklusion i mit hoved, ubevidst, at når jeg selv blev voksen, fik min uddannelse og mit job, så ville der bare automatisk være nok.

Ifølge min søster blev der på et tidspunkt inden en ferie til London, hvor vi skulle på shopping, tilrettelagt et arbejdsskema for os børn, hvor vi kunne tjene penge på eksempelvis at rengøre køkkenet, hænge vasketøj op eller tømme opvaskemaskinen. Mine forældre håbede formentlig, at det ville gøre os mere økonomisk bevidste og lære os, at hvis man arbejdede kontinuerligt, så kom pengene tilsvarende kontinuerligt ind på kontoen. Men jeg lærte hurtigt, at jeg kunne nøjes med at lave husarbejde, hvis der var en CD jeg gerne ville købe, eller noget andet jeg gerne ville have.

Til min nonfirmation fik jeg, som jeg havde ønsket mig, en tur til USA. Jeg skulle afsted med en ungdomsorganisation uden mine forældre, og jeg skulle selv tjene mine lommepenge til turen. Igen vidste jeg ikke rigtigt, om arbejdet jeg fik som rengøringsassistent hos en slagter var godt eller dårligt betalt, eller om jeg havde sparet meget eller lidt sammen, men da jeg kom tilbage lidt over en måned senere, var alle pengene væk. Undervejs fik jeg et par mails fra mine forældre, der beskrev, at nu havde jeg nok brugt lidt for mange penge, eller nu havde jeg så og så meget tilbage.

Min økonomiske opdragelse fra barnsben er nok lidt blandet, er min konklusion. Min søster og jeg var ikke forkælede, selvom mange nok vil synes det. Vi vidste godt, at det at have ting kostede penge (selvom vi måske ikke vidste hvad mange penge var), og at nummer to bil ikke var så pæn som nummer et bil, fordi der ikke var råd til to biler af samme standard, hvis vi samtidig ville på ferie flere gange om året. Men der blev som sagt aldrig rigtig talt om økonomi i min familie, og jeg tror det var i god mening fra mine forældres side. De kom begge fra arbejderklassen, hvor de var de første i familien, der fik en videregående uddannelse, og det har formentlig været rimelig hårde kår. Særligt for min far, hvis mor var alenemor i en årrække. De har sandsynligvis fra en meget tidlig alder skullet forholde sig til, at der ikke var særlig mange penge at gøre med, og det tror jeg at de ville skåne deres børn for. Jeg tror, at deres mål var, at deres børn ikke skulle mangle noget, og aldrig skulle være bange for, om der nu kom mad på bordet igen i morgen eller om der var penge nok.

Men det betød også, at jeg startede min egen rejse som ansvarlig for egen økonomi med en relativt ringe forståelse for penges værdi og konceptet budget.

Ungdom – 17-25 år

Jeg begyndte at få et bedre begreb om penge og økonomi da jeg blev lidt ældre og begyndte at tjene mine egne penge selv. Hvis jeg ikke husker helt galt, så har jeg haft en eller anden form for job siden jeg var 13. Efter rengøringsjobbet hos slagteren kom jeg op og stod bag disken ved den nærliggende bagerforretning, og jeg glemmer aldrig skuffelsen jeg følte, da jeg fik min første lønseddel. Her troppede jeg troligt op én eftermiddag om ugen, og så var min løn så sølle?! Alligevel faldt det mig aldrig rigtig ind at spare mine penge op. Jo, måske en lille smule, men det var mere penge jeg satte til side til hvis der nu kom en mega fed koncert jeg bare måtte have billet til, eller til vores næste ferie, så jeg kunne shoppe billigt tøj og købe CD’er. Altså en opsparing, der hele tiden svandt ind, og så efterfølgende blev lidt større til næste omgang forbrug.

Generelt gik mine penge til forbudte cigaretter, CD’er, tøj, sko, caféture med veninderne (og byture, da vi blev lidt ældre), biografture, togbilletter og den slags. Jeg brugte aldrig flere penge end jeg havde, men de blev brugt rub og stub.

Da jeg blev 18 og kom i gymnasiet begyndte jeg at få SU, selvom jeg fortsat havde et fritidsjob, og jeg tror det var her jeg begyndte en lille opsparing. Jeg higede efter at komme hjemmefra, og selvom jeg havde en børneopsparing, der lå og ventede på mig til når jeg engang havde min egen lejlighed, så vidste jeg, at det ville blive dyrt at starte med at studere. Det havde jeg hørt fra min søster, der nok havde en lidt hårdere start rent økonomisk i forhold til at flytte hjemmefra end jeg selv havde.

Da det endelig skete, da jeg var 19-20 år gammel, strøg jeg direkte i IKEA med min egen opsparing samt min børneopsparing, som jeg nu fik adgang til, og købte alt i møbler fra nyt, fordi jeg mente det var en nødvendighed. Selvom mine forældre sagde, at jeg jo bare kunne starte ud med det jeg havde haft på mit værelse derhjemme. Mine forældre satte mig op med en samtale i banken med min rådgiver. Det syntes jeg lød enormt fornuftigt og voksent, kan jeg huske. Han sagde, at vi skulle lægge et budget, og jeg troede dengang, at et budget var sådan en magisk ting som gjorde, at de til formålet afsatte penge blev brugt på lige præcis dét uden at jeg følte nogen mangel.

Jeg blev slemt skuffet. Eksempelvis troede jeg, at jeg var smart, da jeg satte 1500 kroner ind på et dankort (jeg havde to), som specifikt var til mad og husholdning. Jeg troede, at hvis jeg satte 1500 kroner ind hver måned, som for mig var mange penge, så måtte der da være rigeligt til både alle dagens måltider og alle de byture man ofte er på når man starter på sit studie. Efter den første bytur, hvor der var mindre end 1000 kroner tilbage til resten af måneden indså jeg, at det nok ikke var specielt holdbart. Heldigvis havde jeg jo stadig størstedelen af min børneopsparing, så hver gang jeg fik overtræk (og det var flere gange om måneden på begge kort), så overførte jeg bare penge fra opsparingen til mine andre konti. Det var jo god økonomisk sans, ikke?

Jeg troede, at jeg havde styr på min økonomi og havde et fornuftigt forbrug, men det kan jeg jo se i dag at jeg overhovedet ikke havde. Og der var ikke meget opsparing i de år, og heller ikke penge til licens og andre af den slags regninger, hvor afstraffelsen ikke kom med det samme i form af en trussel om inkasso. Det blev lidt bedre, da jeg flyttede til København med min daværende kæreste, og fik et praktikjob som gav en god løn – lidt mere end hvad man får udbetalt på dagpenge på laveste sats. Her blev der igen plads til en lille opsparing, men her lærte jeg også en vigtig lektie:

Min daværende kæreste og jeg havde boet sammen før, i Aarhus, og delt de økonomiske pligter nogenlunde ligeligt. Igen var økonomi ikke rigtig noget vi talte om. Jeg vidste, at min kæreste havde en opsparing fra hans sabbatår, ligesom jeg selv havde, og jeg troede, at der var rigeligt med penge på den. Derfor fik jeg et chok da vi rykkede til København, til en meget dyrere lejlighed og flere udgifter, og han kunne informere mig om, at kassen var tom nu. Og han var lige blevet færdiguddannet og havde ikke noget job, og en måneds karantæne fra a-kassen, så i de første måneder hang størstedelen af udgifterne på mig. Det gav mig en voldsom følelse af usikkerhed, som jeg ikke havde mærket før. Jeg havde aldrig for alvor været nødt til at tænke over, om der nu var penge nok, for det havde der jo altid været, og følelsen af ikke at vide hvordan ens pengebeholdning så ud var skræmmende for mig. Samtidig havde jeg ikke styr på vores udgifter, og hvilke regninger, der kom hvornår, så hver gang man fik en rudekuvert var det en træls oplevelse. Økonomi begyndte at blive noget jeg frygtede og associerede med noget dårligt. Alligevel havde jeg ikke helt forstået det med et budget endnu – for når de trælse rudekuverter kom, så betalte jeg dem med penge fra min opsparing (bortset fra licens, den betalte jeg stadig ikke, for jeg havde ikke fattet at beløbet overgik til SKAT, hvis jeg ikke betalte det), og formåede altså ikke at nedsætte mit forbrug.

Min kæreste fik heldigvis job efter noget tid, og min opsparing begyndte at stige igen. Jeg var fast besluttet på at jeg aldrig igen ville have følelsen af, at der ikke var nok penge.

Når jeg sidder og tænker over min pengehistorie, så kan jeg se, at mange af mine dårlige vaner, både økonomisk men også mentalt stammer fra min tid i København. Det var på mange måder en hård tid for mig.

Det var for det første en hård praktikplads jeg havde. Jeg nåede at være der i omkring to måneder, før jeg gik ned med stress med et brag.

Mine arbejdsdage var lange og intense, og jeg følte et stort pres på mine endnu unge, grønne skuldre for at levere, og jeg havde ikke den psykiske ballast at stå imod med i en alder af 21. Jeg kom aldrig helt af med det, selvom mit arbejde tilbød både psykologtimer, nedsat tid og i den første kritiske tid efter mit sammenbrud også ferie. Jeg pressede hele tiden mig selv til at blive rask igen, for jeg skulle jo død og pine gennemføre min praktiktid, så jeg kunne få en god udtalelse, så jeg efter endt uddannelse kunne få et godt job. Jeg er uddannet i en branche, der har været i krise siden midten af 00’erne, så jobs hænger ikke på træet, og efter min erfaring med følelsen af usikkerhed over min økonomi var jeg overbevist om, at jeg var nødt til at få et godt job for at få det økonomiske til at hænge helt sammen. Jeg havde jo stadig opfattelsen, som jeg havde dannet fra helt lille, at så længe man fik en god uddannelse og et godt job, så ville der altid være penge nok.

Så derfor knoklede jeg videre uden særlig meget fokus på mit eget helbred, og jeg fik det langsomt dårligere uden at jeg selv var opmærksom på det. Jeg begyndte eksempelvis at spise helt horribelt dårligt, og i løbet af et par år havde jeg taget 30 kilo på. Kilo jeg stadig render rundt med den dag i dag. Søvnen har jeg først for nyligt for alvor fået styr på igen. Jeg har den dag i dag ikke kontakt til nogen af dem, jeg var i praktik med, og jeg bebrejder dem ikke, hvis de ikke bryder sig om mig. Mit overskud på det tidspunkt var sådan cirka lig nul, og jeg tror ikke at jeg var særlig rar at være omkring.

Jeg hadede mig selv for den fiasko, som jeg følte mit stress-sammenbrud var, jeg følte aldrig jeg var god nok og jeg var enormt usikker på mig selv. Siden da har jeg haft en virkelig lav faglig selvtillid. Mit selvværd fejler heldigvis ikke noget, men følelsen af at fejle så tidligt i mit arbejdsliv, og følelsen af ikke at have styr på mine ting og mit liv, sidder dybt i mig den dag i dag.

Jeg sparede dog stadig lidt op hver måned, selvom resten af økonomien fik lov at sejle sin egen sø, for den havde jeg slet ikke overskud til. Igen faldt det mig stadig ikke ind at nedsætte mit forbrug for at få mit budget til at hænge sammen – jeg var fuldt ud overbevist om, at jeg ved at tjene flere penge endelig ville få det, som mine forældre havde det, hvor der nok blev stadig nogle valg og fravalg, men hvor der også altid var penge nok.

Efter næsten seks år sammen slog min kæreste og jeg op. Jeg efterlod ham i København med en alt for dyr lejlighed, som vi havde lejet, fordi det var meningen vi skulle bo der to mand, og flyttede tilbage til Aarhus. Efter 18 måneder i København kunne jeg ikke være der et øjeblik mere, og jeg var desperat efter at komme væk fra praktikpladsen, presset, forholdet, der langsomt var blevet dårligere, og “hjem” til Aarhus, hvor jeg havde fundet en dejlig lejlighed til billige penge med kik til havet og ro omkring mig.

Her fik jeg et studiejob, gode veninder og mere ro i hverdagen. Jeg mente ikke, selvom jeg de fleste måneder havde en indtægt på omkring 7000 kroner, at der var råd til at spare op, så den slags var der ikke meget af, men det var ærlig talt heller ikke det, der var mit fokus. Jeg var så hjernevasket, tror jeg næsten man kan kalde det, at jeg stadig ignorerede mit mentale helbred, der skreg på hjælp, og knoklede afsted for at få en god afsluttende karakter og opbygge et netværk i branchen, så jeg kunne få det forbandede eftertragtede job. Samtidig mente jeg det var vigtigt at forkæle mig selv, i den naive tro at mit overskud ville komme tilbage hvis jeg gik mere regelmæssigt til frisøren, købte god, økologisk mad, gik i byen og gav mig selv gaver i butikkerne.

Fem måneder efter jeg fik min uddannelse, fik jeg så mit første job. Inden da havde jeg haft min egen lille freelancebiks, og jeg holdt mig faktisk stort set uden for dagpengeland. Da jeg lagde mit hoved på min pude om aftenen på den dag, hvor jeg havde fået jobbet kan jeg huske, at jeg følte en enorm ro. Nu havde jeg gjort det. Jeg havde endelig opnået det, der ville gøre, at mit liv ville blive lykkeligt og jeg aldrig skulle bekymre mig om penge igen.

Åh Gud, hvor kan man være naiv, når man aldrig har lært bedre.

Voksen – 25-30

Jaja. Nogen vil nok mene, at man er voksen når man er yngre end 25, men jeg begyndte først at se mere voksent på tingene da jeg fik mit første job. Med jobbet kom også en bedre løn, og for mit vedkommende gik der totalt forbrugsinflation i den. Nu var jeg jo nået dertil, hvor der egentlig bare var råd til lidt af det hele, ikke?

Wrong.

Jeg havde måske flere penge til rådighed, men usikkerheden, den bankende puls, de kaotiske tanker i et hoved, der aldrig rigtig havde ro og følelsen af utilstrækkelighed og uoverskuelighed var der stadig. Så jeg fortsatte mine dårlige pengevaner, og skruede endda voldsomt op for takeout, festivaler, ferier, band t-shirts, koncerter i udlandet, tatoveringer, øl og drinks i byen med veninderne… Alt, der gjorde, at jeg ikke behøvede at forholde mig til hvordan jeg egentlig havde det og hvad jeg dog skulle gøre ved det. Jeg begyndte at få overtræk på mit dankort hver måned, og det var ikke altid der var en opsparing, der kunne dække det.

Jeg tror jeg tænkte, at det var lige meget. For man skal jo have et arbejde og tjene penge – det er lykken.
Ledelsen i mit første job var rimelig top-down-agtig, og arbejdsmiljøet var præget af mistillid til medarbejderne, en hård tone og den der slags “venlige” mobning, som halvt er i sjov, halvt ikke er i sjov. Man kunne være sikker på, at cheferne kritiserede ens arbejde foran ens kolleger, selv hvis man ikke var der til at forklare eller forsvare. På forunderlig vis var ledelsen på samme tid ikke rigtig til stede, og det var i det hele taget meget kaotisk.

Jeg havde på dette tidspunkt opgivet alle tanker om reel opsparing, som ikke forsvandt igen ved næste ferie eller festival. Jeg havde endnu ikke nået den konklusion, at jeg var nødt til at kigge på det. Heller ikke den dag jeg kom hjem fra arbejde, og jeg ikke havde nogen strøm i lejligheden, fordi jeg ikke lige havde fået betalt min elregning, overvejede jeg, at jeg var nødt til at gøre noget ved min økonomiske situation. Jeg tænkte nok bare, at jeg snart ville få lønforhøjelse, eller snart fik et bedre betalt job, og så var problemet jo væk.

Jeg tror, at jeg bare kløede på og brugte alle mine penge på mig selv fordi jeg stadig flygtede. Hen imod en flygtig følelse af frihed, af ro, af overskud, af mental velvære. Samtidig havde jeg ikke noget mål. Jeg havde jo nået målet nu, ikke? Det med at få et job med en god løn? Der var jo styr på tingene nu, ikke?
Det var først da jeg mødte min nuværende kæreste, at jeg begyndte at se en mening i en god økonomi. Eller, i hvert fald en økonomi der ikke gik i minus hver måned. Med ham kom der også nye drømme, om en fælles fremtid, og han fjernede nogle af mine usikkerheder. Og da vi flyttede sammen, blev mine udgifter også lavere, og det blev nemmere at sætte et beløb til side hver måned.

Det var først i 2018, at jeg begyndte at opdage investering. Min storesøster, der selv sad i et job hun ikke var glad for, var begyndt at læse Mr. Money Mustache, der formåede at pensionere sig selv i en alder af 30 på grund af investeringer, og han blev nærmest hendes guru. Jeg synes det var åndssvagt og kedeligt når hun snakkede om det, for jeg levede jo som man skulle, og som jeg mente jeg havde fået at vide hele livet at man skulle.

Det var først i januar 2019, da jeg endelig tog mig sammen til at klikke på et af de mange links hun havde sendt mig fra hans blog, at boblen endelig brast for mig. Jeg havde levet mit liv og formøblet min økonomi totalt forkert. Ikke nok med at jeg havde brugt stort set alle mine penge på passiver – men man behøvede ikke nødvendigvis være på arbejdsmarkedet indtil man var 65. Der VAR en anden vej. Det gav mig incitamentet til endelig at få ryddet op i min økonomi, lagt et (holdbart) budget, og der kom skub på opsparing og investering.

I dag glæder jeg mig hver måned til den 5., for så trækker Nordnet penge til månedsopsparing, og jeg ser pengene stige i værdi stille og roligt, og beløbet stige. Jeg sparer op, og mit forbrug og mit syn på penge har ændret sig radikalt. Normalt afsætter jeg mellem 1500 og 2500 kroner til mig selv, når jeg har betalt mine regninger og betalt “mig selv” til investeringer og opsparing – og jeg plejer som regel at overføre lidt til opsparingskontoen i slutningen af måneden alligevel.

Jeg er i et andet job nu, der bestemt også har sine udfordringer, men jeg kan leve med det. Især nu, hvor jeg har et specifikt mål med det. Jeg håber at kunne gå på deltid om 5-6 år, eller måske starte min egen forretning op og være selvstændig.

Jeg er blevet meget bedre til at tale om penge og økonomi, og jeg har no shame i at spørge andre hvad de tjener og hvordan de fordeler pengene. Fordi jeg virkelig tror på at det er sådan vi lærer bedst, og økonomi skal ikke være et tabu, men noget, vi skal tale om, så vi alle kan blive bedre til det. Eksempelvis fandt jeg for nyligt ud af, at mine forældre faktisk lånte penge til det der klaver, de købte da jeg var mindre, og ikke bare havde pengene til det, sådan som mine naive antagelser om økonomi troede det hang sammen dengang.

Jeg er langsomt, i takt med at min økonomiske sans bliver bedre, også begyndt at tro mere på mig selv. Hvis jeg kan hive mig selv op fra det hul jeg var i, så kan jeg alt. Jeg har lært, at jeg ikke bliver den ambitiøse stræber-type på arbejdet, der ender i en chefstilling som 32-årig – og det har jeg det rigtig fint med. For jeg ved, at lykken ikke ligger i en højere lønseddel eller faglig anerkendelse – i hvert fald ikke for mig.
Jeg har erkendt, at min tid er det mest dyrebare jeg ejer og har – langt mere værdifuldt end restaurantbesøg, et fyldt tøjskab, eksotiske ferier og dyre gadgets. Og min tid vil jeg bruge på noget, der giver mig glæde, værdi, overskud og energi.

Så det er mit mål. Og det var min pengehistorie.

Hvad er din?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s