Du køber med dine følelser

Dette indlæg skrev jeg i sommer, men jeg fandt aldrig en god anledning til at få det udgivet. Nu, hvor de fleste butikker er lukkede, men vi stadig i stor stil bliver bombarderet med tilbud på Ting vi i virkeligheden slet ikke har brug for i det årlige januarudsalgshelvede, føler jeg, at det har sin relevans. God fornøjelse – og pas på dine penge.

For nyligt var Hr. Ny Finans og jeg i København. Vi skulle besøge gode venner, deltage i en af de gode venners kandidatfest, og kombinerede det med et par dage ekstra, nu vi alligevel var der og havde ferie.

Så vi tog på udstilling. Noget vi ind i mellem gør, hvis vi finder noget, der er interessant for os. Nærmere bestemt Nick Cave-udstillingen Stranger Than Kindness, der kørte i Den Sorte Diamant. Jeg er stor Nick Cave-fan, og han er et virkelig interessant menneske, og derfor gav det mening at bruge de 90 kroner pr. person for at få lov at komme ind.

Udstillingen var også super god, kreativ og informativ, og det var ikke de 2×90 kroner, der var dagens udskejelse. Da vi kom ud på den anden side, gik vi lige ind i diamantens butik. Og det skal man aldrig gøre, hvis man endnu ikke er der, hvor man kan styre sine impulser. For der på hylden lå en plakat. Plakater er en af mine store svagheder. Jeg elsker dem. Min forbrugeriske side elsker, at jeg på et stykke glittet papir ophængt i en ramme på en væg kan fortælle omverdenen, at jeg er sådan en, der hører alternativ musik og ved alt muligt om det. Jeg er lidt anderledes. Uh, det varmer i maven.

Og det var ikke bare en hvilken som helst plakat. Det var en plakat med en tidlig udgave af forsidekunsten til singlen Into My Arms, min absolutte yndlingssang, og som jeg altid har drømt om skulle være involveret i mit bryllup på en eller anden måde. Nick Caves egne skriblerier.

Eiiiijh! Udbrød min indre Forbruger.

– Det er jo LIGE sagen! Og den vil passe PERFEKT ind i huset! Og Hr. Ny Finans kender også sangen, og vi har hørt den live sammen, så det er faktisk også noget der er OS BEGGE! KØB KØB KØB!

Og uden at tænke videre over det, rev jeg dankortet igennem og var i løbet af ingen tid 100 kroner fattigere og en plakat rigere.

Problemet er ikke de 100 kroner. Naturligvis har jeg råd til at give 100 kroner for en plakat. Problemet er, at købet overhovedet ikke var gennemtænkt. Jeg havde ikke engang overvejet hvor den skulle hænge, og om der overhovedet var plads. Mine impulser og Forbrugeren i mig overrulede alting i mit hoved, og jeg fik ikke stillet mig selv de vigtigste spørgsmål, man altid bør stille sig selv før man køber noget:

  • Vil denne Ting gøre mit liv nemmere/bedre/rigere?
  • Vil denne Ting gøre mig gladere?
  • Vil denne Ting give mit liv mere værdi?
  • Har jeg brug for denne Ting?

Og nej. En plakat med skriblerier som Nick Cave lavede engang for mange år siden, og i øvrigt selv frasorterede i processen, gør ikke mit liv hverken nemmere, bedre eller rigere. Jeg vil måske blive lidt glad i starten, når jeg kigger på plakaten, men efterhånden vil den blive en af mange her i vores hjem, som jeg stort set ikke bemærker, medmindre jeg begynder at tænke over dem. Og nej, den bidrager ikke med mere værdi. Den bidrager blot til forbruger-tanken om, at mine Ting er med til at identificere hvem jeg er som person – eller nærmere hvem jeg gerne vil fremstå som. Og nej… Den tjener heller ikke noget praktisk formål, så jeg har ikke brug for den.

Altså alt i alt et lortekøb, lavet udelukkende ud fra følelser og impulser. Og netop den lærdom er vigtig at forstå, hvis man vil leve et liv med finansiel frihed: Du køber med dine følelser.

Åh, hvor har jeg haft en dårlig dag. Nu køber jeg lige denne her kjole, så kan jeg forkæle mig selv lidt.

Nu skal vi på god restaurant/ferie/whatever, for nu skal vi rigtig hygge os.

Med denne her ting bliver vores hjem endelig perfekt! Så vil jeg aldrig få lyst til at købe noget nogensinde igen!

Lyder det bekendt? Det er oftest i situationer, hvor vi er i vores følelsers vold, at vi tager de dårligste beslutninger omkring forvaltning af vores penge. For nej, din dårlige dag bliver ikke bedre i det øjeblik kjolen er købt, og der er mange andre måder at anerkende en sejr end at spilde penge på selvforkælelse eller restaurantbesøg. Og jo, du vil sandsynlig få lyst til at købe en ny Perfekt Ting i næste uge.

Og som om en plakat er beviset på, at jeg går op i musik, eller at Hr. Ny Finans eller jeg elsker hinanden og har gode oplevelser sammen.

For at komme ud af tankegangen om, at den næste Ting vil ændre alting må vi lære at udøve selvdisciplin og trække vejret dybt før vi laver køb, der ikke tæller dagligvarer, der står på vores indkøbsliste.

Lær at stille dig selv spørgsmålene nævnt ovenover – og vær ærlig overfor dig selv. Hvis du ikke kan tænke klart, så giv dig selv to uger. Aftal med dig selv, at hvis du stadig higer efter at eje den Ting når de to uger er gået, så kan du overveje at købe den. Men inden da skal du lige huske dig selv på det her:

Hvis jeg ikke havde brugt de 100 kroner på plakaten, men i stedet havde investeret dem, så var de i løbet af ti år med renters rente-effekten vokset til 192,87 kroner.

Og nej nej, 92,87 kroner oveni hatten på ti år er da ikke meget. Men overvej lige hvor mange impulskøb de fleste laver, som ikke er nødvendige. Skal vi være konservative og sige 10.000 kroner om året? Det bliver til 19.288,82 kroner på ti år! Helt uden at du har behøvet at gøre noget, andet end at investere dem og lad være med at bruge dem på Ting.

Så køb endelig den Ting som din indre Forbruger higer så meget efter. Men gør det med bevidstheden om, at dit liv ikke bliver bedre på grund af den, og at du går glip af næsten det dobbelte af beløbet om ti år. Du snyder egentlig bare dit fremtidige jeg for penge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s