Skønhedsindustrien tjener kassen på at undertrykke kvinder

Ikke kategoriseret

Det startede som en af de der små opdagelser man ind i mellem gør sig, når man læser noget man ikke har læst før. I det her tilfælde var det et interview med en kvindelig hudlæge, der advarede imod intimbarbering, fordi hun oplevede flere og flere, der fik meget komplicerede indgroede hår. Hun sagde noget med, at man skulle være virkelig varsom, fordi det jo altså ikke var meningen, at hårene skulle barberes af.

  • Hva’? Ikke meningen at man skal barbere sig, hvad snakker hun om? Kan jeg huske, at jeg tænkte.

Det virker måske åndssvagt, men det var virkelig en nyhed for mig, at hår på benene, under armene og i skridtet hos kvinder ikke var til for at blive fjernet. Det var jo ligesom det jeg havde lært, ikke? Jeg havde set min egen mor på meget smertefuld vis rive hårene ud ved roden med specielt papir, set min storesøsters farvestrålende Gillette-skraber på badeværelset og set de kvindelige roller i film og serier gå til beautydamer eller gøre det selv og alle sammen være virkelig hårløse. Og jeg havde fra filmbranchen i hvert fald lært, at de kvinder, der vovede ikke at barbere sig, var sådan nogle virkelig sure feminister, der gik i fodformede sko, ingen venner havde og som var vældig upopulære i skolen og aldrig fik den pæne fyr. Og det skulle man jo ikke risikere.

Så da min veninde og jeg nåede 12-13-års alderen, købte vi også hver vores skraber i moderigtig facon og farver. Det var ligesom et overgangsritual. Længe inden da havde jeg fra Vi Unge-bladene stiftet bekendtskab med makeup, både til hverdag, til fest og til når “det pludselig bankede på døren og man fik travlt med at få noget på”. For det kunne tilsyneladende ikke lade sig gøre bare at åbne døren som man så ud. Det var i øvrigt også i Vi Unge, at min veninde og jeg, dengang før Google var allemandseje, fandt en udførlig guide til førstegangsbarbering, så vi “kunne hoppe i shortsene uden problemer”, som artiklen beskrev.

Så da jeg var 12 år gammel gik jeg altså med makeup, brugte parfume, diverse hårprodukter, neglelak og barberede mig over hele kroppen mindst én gang om ugen.

12 år gammel. Og jeg var ikke tidligt på den i min folkeskole.

Det gik ikke op for mig, at jeg var faldet for ældgamle markedsføringstricks. At det faktisk ikke var mit valg at barbere mig eller bruge mascara fra Maxfactor – den, der fik ens øjenvipper til at ligne falske dukkevipper. Eller at jeg havde et valg.

I dag er det Kvindernes Kampdag, og selvom jeg betegner mig selv som feminist, så er det ikke en dag jeg plejer at markere. Men det vælger jeg at gøre i år. For det er skræmmende kort tid siden, at det gik op for mig, at jeg aldrig har tænkt over, hvorfor jeg barberer mig. Eller hvorfor jeg ikke har det godt med at gå ude på gaden med behårede ben eller uden BH. Det har jeg, og sikkert mange andre kvinder, det ikke, fordi kvinder i stort set al den tid, der har eksisteret reklamer har været firmaer, der har tjent penge på at undertrykke kvinder, forsøgt at tvinge dem til at rette ind og givet dem opfattelsen af, at de kun er “rigtige” som kvinder og mennesker, hvis de køber lige præcis det produkt, som firmaet sælger.

Kvinders pinlige problem

Jeg har altid barberet mig, fordi jeg havde opfattelsen af, at det var mere hygiejnisk. Det at lade hårene gro betragtede jeg som noget, der var lidt ulækkert, for at være helt ærlig. Derfor blev jeg voldsomt mindblown, da jeg lærte, at der ikke findes en undersøgelse, der har kunnet konkludere, at det er mere hygiejnisk at barbere sig. Ikke én eneste. Faktisk er det mere hygiejnisk at lade hårene stå, fordi de jo ligesom har en funktion, samt at skidt og snavs har nemmere ved at trænge ind i huden, hvis den er helt glat og sårbar. Heller ikke hos mænd med skæg kan man spore flere bakterier end hos mænd uden skæg.

Amerikanske Gillette lancerede den første skraber lavet specifikt til kvinder i 1915. Inden da havde firmaet udviklet den første såkaldte safety razor, der var grundlaget for de fleste skraberes udseende i dag. Uden at have læst voldsomt op på deres historie, så gætter jeg på at følgende er sket:

Det var nemt nok at sælge idéen om en barberskraber til mænd. De døjede med skægget, der hele tiden voksede ud. Men på et tidspunkt ville de gerne udvide forretningen – så hvem kan man udvide til? Nå ja, kvinder! Men kvinder har ikke ansigtsbehåring. What to do?

Det er ikke ukendt, specielt indenfor skønhedsindustrien, at fremgangsmetoden for at kunne sælge et nyt produkt simpelthen er at opfinde et nyt problem, som ingen andre anede eksisterede, før et firma pludselig fandt på det. Tænk over det – tror du kvinder i stenalderen bekymrede sig synderligt over grå hår og rynker? Eller om der nu var GB nok på deres mobiler? Eller hvor træls det var, at støvsugeren havde en irriterende ledning som man skulle slæbe rundt fra værelse til værelse?

Det var også det Gillette gjorde. I en reklame for den første kvindelige skraber blev armhulehår i 1915 betegnet som “et pinligt, personligt problem”.

Helt ærligt. Fuck jer, Gillette. Den slags markedsføring er udelukkende med til at skabe nye “problemer”, der skaber usikkerhed hos modtageren (her kvinder) som allesammen bliver shamet til at købe og bruge et firmas produkter for ikke at føle sig forkerte eller udenfor.

Dermed tjener Gillette penge på kvinders usikkerheder – for i dag er det stadig ikke velset, at kvinder ikke barberer sig. Og andre må gerne have en holdning til det. Det samme gør Nivea, MaxFactor, L’Oreal, Chanel og alle de andre i mode- og skønhedsindustrien. Allesammen repræsenterer de produkter og firmaer, hvis hovedformål er at undertrykke kvinder og få dem til at føle sig så forkerte, grimme, utilpasse, uværdige og ufortjente, at de igennem livet bruger store summer på alskens produkter som firmaerne tjener penge på.

Shampoo, balsam, rynkecreme, pudder, blush, læbestift, neglelak, hårlak, mascara, øjenskygge, kohl, foundation, hårfarve, primer, bumsemidler, voks, barberblade, krølle/glattejern, menstruationsbind med parfume, fortsæt selv den uendeligt lange liste… For nyligt lærte jeg om v-steaming, som dybest set er at du skal sætte din tissekone hen over kogende vand med urter i, som skulle rense din tissekone. Igen bliver den kvindelige krop gjort til noget ulækkert og forkert. En tissekone skal IKKE koges med urter, en tissekone er et velfungerende økosystem, og dem, der forsøger at overbevise dig om noget andet, er formentlig folk der tjener på latterlige produkter som v-steaming (som heller ikke er blevet bevist som at have en effekt). Hvis det var tvingende nødvendigt at vi gjorde det, hvorfor gælder det så ikke for tissemænd?

Alle de nævnte ting er produkter, som du formentlig indtil tween-alderen levede et ganske fint liv uden at kende meget til. Dengang var dine øjenvipper ikke perfekte eller sorte, men det gjorde ikke noget. Dine kinder var ikke friskt røde hele tiden, men det var okay. Dine læber var ikke skarpt tegnet op, og dine øjenlåg havde ikke en forførende farve. Men vi overlevede allesammen. Fordi det ikke var et behov vi havde. Fordi vi endnu ikke var blevet manipuleret til at tro, at kvindekroppen som helhed blot var et lærred som skulle udsmykkes, ændres og formes før det var værdigt.

Det er ikke rart at indrømme eller sige, og jeg er bange for, at du vil blive provokeret når du læser det. Men det er altså sådan det hænger sammen. Størstedelen af de kvinder, der barberer deres ben, gør det af frygt for hvordan andre vil se på dem, tager makeup på for at undgå prædikatet af at være sådan en, der “ikke gør noget ud af sig selv”, gemmer brysterne væk i en BH fordi det simpelthen ville være så pinligt hvis nogen så en brystvorte. Ligesom menstruation heller ikke er noget vi snakker om – for fanden altså – i langt de fleste reklamer er menstruationsblodet stadig blåt! Kvindens krop er endnu ikke hendes egen. Den tilhører i høj grad skønhedsbranchen, som bramfrit kan få lov at diktere hvad der er rigtigt og forkert, og har magten til at udskamme dem, der ikke vil være med. Og retter man ikke ind kan jeg love for, at man ofte får det at vide, både af medierne og vores omverden – for det er det vi er programmeret til at tænke.

Det er 106 år siden, at Gillette første gang kaldte kvinders kønsbehåring et “pinligt, personligt problem”. Det første ud af mange eksempler på hvordan skønhedsbranchen på ingen måde, uanset hvor meget de prøver at lade som om, har dine bedste interesser på hjerte. Skønhedsbranchen nedgør, udskammer og gør deres bedste for at styre og bestemme over kvinder. Og den tjener mega fedt på det.

At udefrakommende forsøger at fortælle dig hvad du skal gøre og synes, for derefter at udskamme dig, hvis du ikke gider lege med, er undertrykkelse, om man vil det eller ej. Og hey, jeg har ingen holdning til om du skal gå med makeup eller lade armhulerne være fulde af hår. Jeg synes at der er nok mennesker derude, der har en holdning til hvad kvinder bør og ikke bør, og jeg er røvtræt af det.

Men jeg skriver det her for at gøre dig opmærksom på det, hvis du nu ikke var. For det tror jeg, at mange stadig ikke er, fordi det ligger så dybt kulturelt i os. Jeg forsøgte at fortælle min veninde om min opdagelse med barbering og konkluderede, at opfattelsen var blevet skabt af firmaer som Gillette, som altså tjente kassen på at skabe en illusion om at kvinder, der går rundt med hår, er ulækre.

  • Men jeg bruger sådan en laserdims. Den fjerner langsomt behåringen, så i det lange løb er det billigere, fortalte min veninde.

Og det er det sikkert, men det misser lidt pointen. Problemet er ikke, at barberblade er dyre eller at produktet findes til kvinder. Problemet er, at det er et “problem” der er blevet skabt for at sælge et unødvendigt og dermed overflødigt produkt. Et “problem” som fortæller os, at noget helt naturligt på kvindekroppen, som faktisk har en biologisk funktion, er forkert. Vi er altså blevet manipuleret til at tro at kvindekroppen skal være glatbarberet, at en kvinde “gør noget ud af sig selv” hvis hun går med makeup, at menstruationsblod er ulækkert, at kvinder, der ikke bruger makeup eller barberer sig er dovne og så videre. Og det støtter vi alle sammen, hver eneste gang vi køber de produkter.

Hvad med dig selv, Kapitalisthippie?

Jeg skal overhovedet ikke være hellig. Lige nu er hårene på mine ben rimelig lange, og det har de været i ret lang tid. Men det er nok mest fordi det lige har været vinter og corona og sår’n. Jeg har faktisk nydt corona på det punkt. Jeg har ikke haft tøjkrise i over et år, mine bryster har aldrig været friere, min hud har aldrig været friskere og renere og mine øjenvipper har aldrig været mere velplejede. Simpelthen fordi min hud ikke bliver sjasket ind i kemikalier i form af makeup og derefter udsat for virkelig kras makeup-fjerner hver aften. Det har været virkelig fedt, not gonna lie.

De få gange jeg har haft makeup på siden marts 2020 har det føltes unaturligt og ikke særlig behageligt. Men præ-corona gik jeg med mascara og pudder hver eneste dag. Jeg betalte en kvinde i dyre domme for at rive hårene i mit skridt ud ved roden, og benene og armhulerne klarede jeg selv ugentligt. Håret blev vasket med dyr shampoo og balsam og endnu dyrere hårkur, og hver gang jeg skulle til et bryllup eller en fin fest gik jeg i panik og købte flere nye kosmetikdimser, der hobede sig op på badeværelset. Fordi jeg troede det var rigtigt. Fordi jeg gerne ville passe ind. Fordi jeg ville have at Hr. Kapitalisthippie skulle være stolt af mig. Hans kvinde. Siden jeg begyndte at gå mere op i min økonomi og blev mere minimalistisk, er mange af de Ting ikke længere del af mit liv. Både på grund af økonomiske, men i høj grad også andre, årsager.

Hårvoksningen er sparet væk og den kommer aldrig tilbage. Mine skønhedsrutiner har langsomt ændret sig, jo ældre jeg er blevet, og de er blevet mere og mere afdæmpede. Men jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at barbere mine ben og mine armhuler til sommer, og jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg tør møde op på arbejde, når corona igen tillader den slags, uden makeup. Og jeg har i hvert fald også BH på, det kan jeg ligeså godt afsløre. Også selvom jeg synes livet er federe uden. Så hvem gør jeg det egentlig for?

Min omverden. Det er jeg meget klar over. Og ærgerlig over. Men jeg er der ikke endnu, hvor jeg tør. Det er vi mange, der ikke er. Derfor er kvindekampen stadig nødvendig.

Og derfor har jeg et virkelig stort had-kærlighedsforhold til firmaer som Gillette. Med mest had.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s