Hvad jeg får i løn: Vi skal turde tale mere om økonomi

Da jeg var helt nyuddannet og fuldstændig ny indenfor min branche blev jeg tilbudt mit første fuldtidsjob. Sådan et med pensionsopsparing og det hele.

Chefen inviterede mig til lønforhandling, og jeg ringede til stedets tillidsrepræsentant, for det havde jeg fået at vide at man skulle, og spurgte, om han ville tage med til samtalen. Jeg anede nemlig intet om hvordan sådan en samtale foregik eller hvornår et udkast fra chefen var godt eller skidt. Tillidsrepræsentanten var dog på ferie lige på det tidspunkt, så jeg begyndte at kontakte alle dem jeg kendte, der selv havde lønforhandlet for nylig.

Ud af de måske 7 mennesker, jeg kontaktede, heriblandt nogle, som jeg nu stod og skulle arbejde i samme firma som, var der én eneste, der gav mig et klart svar a la “Jeps, jeg får 31.547 kroner om måneden før skat, og ud af det ligger mit personlige tillæg på 11.000.”

Resten var en del mere vage, og sagde ting som “Jamen, det er i omegnen af XX” eller “På den gode side af XX”. En enkelt påstod slet ikke at vide det, husker jeg. Man må håbe, at der aldrig har været fejl på den persons lønseddel. Tendensen fortsatte efter at jeg var blevet ansat. Det blev meget hurtigt klart, at man helst ikke skulle spørge, hvad ens kolleger fik i løn, og gjorde man, skabte man akavet stemning og fik meget tavse kolleger. Også selvom jeg gerne selv lagde ud med mit eget tal.

Hvorfor, spurgte jeg dengang mig selv, og det gør jeg sådan set stadig. Hvorfor er det så farligt at sige, hvad man får i løn? Er vi bange for, at vores kolleger synes vi enten er blevet taget ved næsen, eller er lidt for gode til at forhandle i forhold til hvad de synes vi er værd som arbejdskraft? Hvordan kan vi gå i fagforeninger sammen, gå på barrikaderne med og for hinanden og snakke om nødvendige lønstigninger, der følger med inflationen, hvis vi reelt ikke ved hvad vores sidemand tjener?

Gennemsigtighed

Så kan man kigge på gennemsnittet, lyder svaret som regel. Og ja, det kan man da også, men gennemsnittet er, i hvert fald i min branche, ekstremt misvisende, hvis du spørger mig. Der er MEGET store forskelle på hvad folk i min branche tjener. Jeg kender til folk, der har fået 79.000 om måneden før skat som menig medarbejder (og 40 års anciennitet) og jeg kender til unge nyuddannede, hvis lønudspil var så ringe, at vores tillidsrepræsentanter valgte at tage det op på stormøde. Og jeg tør godt love, at tiden, hvor en almindelig dødelig medarbejder i min branche kan komme op på 79.000 kroner er helt slut. Så kan det godt være, at gennemsnittet mellem de to viser 38.000 før skat eller sådan noget, men hvad skal man bruge det til?

Når man vælger at lave en blog som Kapitalisthippie, så synes jeg også det kalder på gennemsigtighed. Hvis jeg mener, at jeg har noget at sige om hvordan vi bruger vores penge, og hvordan vi ikke skal bruge dem, så må jeg også spille med helt åbne kort. Og jeg har virkelig ikke noget problem med at folk ved hvad jeg tjener eller hvordan jeg bruger mine penge. For mig er det ikke et udtryk for hvad jeg er værd som medarbejder eller hvor dygtig jeg er, udelukkende hvordan økonomien så ud i firmaet dengang, og hvad jeg kunne forhandle mig til da jeg blev ansat.

Så her er de farlige tal altså; min seneste lønseddel:

Jeg har overstreget enkelte ting, som jeg anser som personlig information. Forhåbentlig fremgår selve lønsedlens tal dog rimelig gennemskueligt.

Ud af det får jeg 20.300 kroner udbetalt hver måned, eventuelle genetimer ikke indberegnet. Min grundløn er 21.587 kroner, og mit personlige tillæg er 10.545 kroner. Altså en månedsløn på 32.041 kroner, firmabetalt pension ikke medregnet. Kommer den oveni, ligger lønnen på 34.804 kroner. I november måned har vi medarbejdere derudover mulighed for at afskrive mediekøb (eksempelvis licens, streamingtjenester, internet mv) for op til 4.500 kroner, som firmaet betaler. I juni måned får vi også 1 procent af vores berettigede feriepenge udbetalt, i mit tilfælde som regel omkring 2500 kroner.

Det betyder, at min udbetalte årsløn kommer lige op over 250.000 kroner. En kvart million. Det lyder fandme af meget, når det lige står listet op på den måde. Hvis jeg ingen udgifter havde og ingen penge brugte overhovedet, kunne jeg være millioner i løbet af 4 år. Men det er naturligvis en utopisk tanke.

Det man til gengæld kan bruge ens fulde udbetalte årsløn er at se, hvordan ens forbrug fordeler sig. Hvor meget af din løn går til gæld, budget, mad, rejser, forbrug? Er det fornuftigt? Stemmer det overens med dine prioriteter og det billede du havde af dit eget forbrug? Ser din egen løn pludselig også ud af rigtig meget?

Det andet gode…

… ved fuldstændig åbenhed er, at det hele bliver meget mere tilgængeligt og relaterbart. Når folk hører, hvor meget og hvor hurtigt Hr. Kapitalisthippie og jeg har barberet 170.000 kroner af vores bankgæld på 381.000 kroner (spoiler alert: 10 måneder) er deres første indskydelse som regel “Nå, men du får sikkert også en rigtig god løn” eller “Så meget tjener jeg slet ikke, at det er en mulighed for mig”. Det bliver lynhurtigt deres konklusion, og så behøver de ikke beskæftige sig mere med det, men gid man dog tjente så mange penge, at der var råd til den slags.

Jeg har 20.000 kroner udbetalt. Næsten halvdelen af det beløb går til gæld, og når gælden er væk vil det og mere til gå til investering. Derudover kommer der penge til opsparing, investering, budget og mad. Sammenlagt omkring 18.000 kroner, og jeg plejer som oftest at overføre noget fra mine “lommepenge” til enten opsparingen eller mit investeringsdepot i slutningen af måneden alligevel.

Så nej, jeg har ikke en ekstraordinært høj løn. Faktisk vil jeg tro at den er rimelig gennemsnitlig. Jeg kender nogle, særligt offentligt ansatte indenfor sundhedssektoren, der tjener mindre, og jeg kender nogle, både i min egen og i andre brancher, der tjener mere. Så jeg ved, at det kan lade sig gøre, at betale høje summer af på sin gæld eller investere 60% eller mere af sin månedlige indtægt i aktier og obligationer, også selvom man ikke tjener en million om året. Det hele handler om hvordan man prioriterer. Havde jeg tjent mindre, havde jeg også brugt mange penge på gæld og investering, i stedet for mad og Ting. Havde jeg tjent mere, same story.

Misforstå mig ikke, jeg synes mit lønniveau er udmærket, særligt efter jeg er blevet opmærksom på hvor få penge jeg egentlig har brug for. Jeg klager bestemt ikke. Ifølge min seneste årsopgørelse ligger min samlede indtægt før skat osv. på omkring 366.000 kroner, og ifølge Danmarks Statistik ligger gennemsnittet på 326.000. Det vil jo faktisk sige, at mange af dem, der i deres hoved har konkluderet, at de slet ikke har råd til at gøre som jeg gør, faktisk måske har en lille smule bedre råd.

Tør du snakke om løn – og tør du måske selv skrive hvad du tjener, i kommentarfeltet?

Fem grunde til at du skal investere dine penge

Jeg kender en kvinde, som er både skarp og intelligent. Jeg holder meget af hende, og jeg håber derfor, at hun vil tilgive mig, hvis hun nogensinde læser det her.

Denne kvinde er til en vis grad en tryghedsnarkoman, og hun kan godt lide, at der er styr på tingene. Hun bruger ikke flere penge end hun har, faktisk bruger hun overhovedet heller ikke alle dem hun har. Hendes kistebund er godt polstret. Hun er fornuftig. Hun har været på arbejdsmarkedet i mere end 30 år, og der er mindre end ti år til hun kan gå på pension. For et par år siden blev hun skilt, og i den forbindelse fik hun kigget sin økonomi igennem. Igen et fornuftigt valg.

Men der stoppede fornuften så for mig. En dag, da vi sad og snakkede om investering og økonomi proklamerede hun skarpt, at det bestemt ikke var noget for hende, og at hun synes det var en meget bedre løsning at have pengene stående i banken. Derudover havde hun jo huset (som ikke var betalt af), og hun var i fuld gang med at indbetale det årlige beløb hun måtte til en aldersopsparing, foruden den pension hun havde i kraft af sit job.

På sin bankkonto havde hun selv sparet næsten 400.000 kroner op, konkluderede hun stolt.

Hvilket i mine øjne, pardon my language, er fuldstændig åndssvagt.

  • Hvad er det meningen du gerne vil med de penge? spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene. De skulle vist mest bare stå der, som en form for sikkerhed, så der var lidt til fremtiden også.

Okay. Fair nok. Altid godt med en form for buffer. Men en passiv buffer på 400.000, der bare står og ikke gør noget?

Kvinden gør for så vidt ikke noget forkert, og hun gør ikke noget som rigtig mange andre på hendes alder ikke gør. Jeg tror der er rigtig mange mennesker derude i 50’erne og 60’erne, der har usigeligt store beløb stående i banken til nogenlunde 0,00% i årlig rente. Det betyder, at dine penge faktisk står og bliver mindre værd.

Grund nummer 1: Inflation

Mød inflation. Inflation er dybest set stigninger i samfundets priser, og hvis dine penge ikke følger med inflationen, så bliver din købekraft løbende forringet i takt med inflationsstigningerne. De sidste par år har inflationen sammenlagt for 2018 og 2019 ligget på 0,8 procent. Det vil sige, at hvis du havde 100.000 kroner stående på en opsparing i banken i hele 2019, så har de lige pludselig mistet en lille del af deres købsværdi, og er nu 99.200 kroner værd. Uden at du har rørt dem. En tommerfingerregel siger, at hvis du har 100.000 kroner stående i banken til 0% i rente, og du bare lader inflation æde af dem ligeså stille, så er de kun 80.000 kroner værd efter ti år.

Havde du modsat investeret dem i eksempelvis C25 og et par andre indeksfonde, så ville de over ti år være vokset til over 198.000 kroner, hvis man regner ud fra den historisk set gennemsnitligt årlige stigning på aktiemarkedet på 7 procent. Det leder over til…

Grund nummer to: Lad dine penge arbejde for dig

Når du investerer dine penge, kan du se det som om hver eneste investerede krone bliver ansat af dig til at arbejde for dig. Og hver eneste time, døgnet rundt, arbejder alle dine ansatte for at gøre din formue større og mere værd. Det betyder, på sigt, at du ikke behøver at arbejde helt så meget i dit lønmodtagerjob for at kunne betale dine regninger – det arbejder dine ansatte på. Også når du sover eller er på ferie. Lader du dem stå i banken, laver de til gengæld ikke en skid – og de bliver i hvert fald ikke mere værd.

Grund nummer tre: Strafrenter

Du betaler alle mulige former for gebyrer for overhovedet at få lov at være med i en bank. Et af dem er strafrenter, hvis dit indestående på en konto overstiger bankens tilladte beløb. Det varierer fra bank til bank, jeg kender til nogle, der får strafrenter, hvis der står mere end 50.000 kroner på en konto, og nogen, hvor det først bliver udløst efter 750.000. Ofte kommer det an på bankens størrelse. Selve renten varierer også, men taget i betragtning af, at stort set ingen banker i dag tilbyder opsparingskonti med en reel positiv rente, så er det en virkelig dårlig forretning for dig, hvis du ligefrem får strafrenter. Investerer du i stedet pengene, er der en mulighed for at du får afkast. Den højeste positive rente jeg har hørt om i en bank lå på 3 procent – og kun for de første 50.000 kroner. Det årlige gennemsnitlige afkast på aktiemarkedet har de sidste mange år ligget på 7 procent.

Grund nummer 4: Garantifond

Nu er det de færreste, der har en million eller to stående passivt i deres bank, men jeg synes alligevel at det følgende er en god pointe at huske på.

Jeg har læst, at danskerne er et af de folkefærd, der har flest penge gemt væk på opsparingskonti til 0 procent i rente. Samlet set er det flere milliarder kroner, og hvad sker der med dem, hvis din bank går konkurs? Den slags har vi set før, eksempelvis Amagerbanken og Tønder Bank (som jeg selv havde, dengang den eksisterede). GII er Garantifonden for Indskydere og Investorer, og er en slags forsikring for dig. Går din bank konkurs, vil denne fond sikre dig mod tab – men kun til en vis grænse.

Denne grænse ligger lige nu på 100.000 euro eller omkring 744.000 kroner. Alt indestående du måtte have haft udover det i den krakkede bank, er tabt. Det er der naturligvis også risiko for, hvis du investerer, men i det tilfælde har du i det mindste selv investeret pengene og ikke bare tænkt, at de stod i banken og var “safe”. Dette er altså også en god ting at huske på, hvis man mener, at det er tryggest og bedst bare at lade pengene stå. I hvert fald, hvis der er tale om mere end 744.000.

Grund nummer 5: Viden og empowerment

Du kan selvfølgelig godt bare ringe til din bankrådgiver og bede ham eller hende om at investere nogle af dine opsparede penge for dig. Din bank tilbyder uden tvivl diverse pakkeløsninger og investeringsmuligheder, og din bankrådgiver kan uden tvivl få det til at lyde virkelig attraktivt. Og måske er de også rigtig gode til at forvalte dine penge for dig og generere et stort afkast til dig. Men faktum er, at jo flere hænder dine penge skal igennem, før de når ned til dig, jo mindre er der tilbage til dig til sidst.

Det er blandt andet grunden til, at aktivt forvaltede investeringsforeninger har højere omkostninger (oftest over 1 procent årligt), mens de passive er noget lavere. Og hvis du lader andre gøre det, ved du så egentlig hvor dine penge er henne, og hvad de er investeret i?

Viden er magt, og tager du magten over din egen økonomi og investering, så er det dig, der er bossen. Det giver dig en uvurderlig følelse af selvstændighed, og tro mig, den følelse er værdifuld.

Alt dette snakkede jeg med den skarpe og intelligente kvinde om, og selvom hun endnu ikke er tryg ved at investere, så endte det faktisk med, at hun spurgte, om jeg ville lære hende mere. Succes!

Mit første aktiekøb: Sådan kommer du i gang

Hvordan kommer du i gang med at investere?

Det er det spørgsmål jeg som oftest får, når folk hører hvad det er jeg render og laver på Nordnet. Altså, efter de har fundet ud af, at jeg ved hvad det er jeg gør og jeg har fået aflivet et par myter om investering. Som fx at det er et vildt farligt og risikabelt sted at gebærde sig, og at man er sikker på at miste alle sine penge meget hurtigt.

Jeg oplever faktisk, at mange af dem jeg taler med, der endnu ikke investerer, gerne vil i gang, men at det er et helt nyt og ukendt felt for dem, som virker overvældende og uoverskueligt. Hvor starter man henne og hvordan ved man, hvad man skal sætte sine penge i?

Når vi når dertil i samtalen fortæller jeg altid en forkortet version af den jeg vil fortælle nu: Om dengang jeg fik taget min børs-mødom og købte mine første aktier.

Mine allerførste aktier købte jeg i begyndelsen af maj 2019. Jeg var stærkt igang med at pløje igennem bøger, podcasts og blogs om investering på både dansk og engelsk. Jeg følte, at jeg var ved at være klar, faktisk utålmodig, for at komme ind i markedet og få noget hands-on erfaring. Og råd nummer ét når man skulle igang med at investere var som regel, at man skulle investere i noget man kendte.

Efter mange år som vegetar og nyslået veganer gav det mening for mig at investere i amerikanske Beyond Meat, der netop ville blive børsnoteret om få dage. Beyond Meat laver, efter min vurdering, verdens allerbedste køderstatninger, som selv kødspisere ofte må indrømme smager ret meget som kød. Som i virkelig meget som kød. Samtidig vidste jeg, at de havde aftaler med mange store restaurantkæder og forlystelsesparker i USA og deres plan om ekspansion til Europa var godt i gang. Det virkede nogenlunde sikkert. Jeg troede på foretagendet.

Jeg havde få måneder før overført 10.000 kroner til Nordnet. Jeg ville ønske, at jeg havde en fagligt god grund fyldt med analyser og kvalificerede årsager til, at det netop var Nordnet jeg åbnede som mit første depot. Men det var fordi min søster sagde, at det var det jeg skulle bruge.

Da Beyond Meat blev børsnoteret, købte jeg for 7000 danske kroner i aktier i firmaet, der kostede 25 dollars pr. stk. Ka-ching, sagde det, da Nordnet slugte mine penge med det samme jeg havde trykket “køb”.

Og så gik jeg i panik. “7000 kroner! Det er jo VIRKELIG mange penge! Og hvad nu, hvis det hele flopper? Og hvorfor i alverden skulle kødspiserne NOGENSINDE acceptere erstatningsprodukter? Nej nej neeeeeeeeeej, er der fortrydelsesret på det her?!”

Det var der ikke, men jeg fortrød virkelig. På trods af al den viden jeg havde opsamlet i min research på investering, så var det min første handel, og jeg var ikke inde i skattereglerne for amerikanske aktier eller hvordan en handel rent praktisk fungerede, så jeg følte mig utryg og usikker og kunne lige se for mig, hvordan mine penge var blevet forvandlet til et stort fedt 0 efter et par dage. Selv efter al min læsning.

Det var de ikke. Langt fra. Mine aktier steg mere end 100 procent den første dag, og da jeg solgte små to måneder senere, var mit afkast på over 500 procent. Beyond Meat havde den største kursstigning på første handelsdag i næsten to årtier for et børsnoteret selskab, og frem mod slutningen af juli blev den ved med at stige.

Jeg nåede at komme ud inden den dykkede lidt, og Beyond Meat er ikke kommet så højt op i kurs siden. Det kan den sagtens nå endnu, men pointen er, at jeg formåede i mit første forsøg at gøre det, som alle investorer drømmer om: Jeg købte på bunden og solgte (næsten) på toppen. Jeg fik altså det maksimale ud af de 7000 kroner jeg investerede.

Det gav mig blod på tanden. Til at oprette en månedsopsparing på Nordnet. Sexet, I know.

Til dem, der ikke kender konceptet, så har investeringsplatformen Nordnet en månedsopsparing, der giver dig mulighed for at opsætte et automatisk køb af op til fire forskellige fonde, som du har udvalgt på forhånd, til et bestemt beløb, som du har valgt. Og som du så selvfølgelig skal sørge for er tilgængeligt på din Nordnet-konto hver måned.

Min søster hjalp mig med at sætte min månedsopsparing op på en café over en kop havre-latte i København, og hun viste mig, hvordan jeg kunne undersøge de forskellige fondes benchmarke, risikoprofiler og indhold. Og så har den egentlig bare kørt helt automatisk siden. Det gode ved månedsopsparingen er blandt andet, at du ikke betaler kurtage, altså købsgebyr, som man ellers gør ved aktiekøb, og det betyder mange penge sparet. Det betyder også, at det ikke er alle indeksfonde Nordnet har, der er at finde derinde, men udvalget er alligevel ret bredt.

Hvad så, hvis dit første køb ikke havde været en succes, ville du så være fortsat?

Det er som regel det næste folk spørger om. Og svaret er 100% ja. Fordi fejl er også læring, når det kommer til investering, og ja, vel egentlig også alle andre aspekter af livet.

Da jeg havde købt mine Beyond Meat-aktier gik jeg ind på Nordnet hver dag og så, hvordan de gik op og ned. Samtidig holdt jeg øje med det danske C25-indeks, og langsomt lærte jeg at tyde, hvorfor kursen var som den var og hvad der påvirkede den i løbet af dagen. Selv hvis alle mine aktier havde fejlet, så havde jeg stadig fået brast bylden, så at sige. Nordnet var ikke længere stort og uoverskueligt, jeg vidste hvordan køb og salg foregik og jeg var fortrolig med platformen.

Min første “store” fejl på aktiemarkedet lavede jeg efter cirka et halvt år. Efter månedsopsparingen var mit næste enkeltkøb for omkring 1000 kroners Orkla-aktier. Orkla er et norsk firma, der blandt andet ejer danske Naturli’, der laver produkter til vegetarer og veganere, samt Kim’s Chips, LongoVital og mange flere. Igen havde jeg en tro på, at der i fremtiden vil være en større efterspørgsel efter vegetariske og veganske produkter, og vi har altid brug for chips og vitaminpiller, så den virkede sikker. Også denne aktie steg godt, og jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde investeret mere. Så jeg købte for yderligere 2000 danske kroner hos Orkla – og havde så ikke lige gennemskuet, at det fine afkast, der var på de allerede eksisterende Orkla-aktier i min portefølje, ligesom forsvandt når jeg købte mere af samme aktie, men til en højere pris.

Ups.

Orkla-aktierne kom dog efter det efterfølgende.

Så altså:

Mit bedste råd til nybegyndere er; Bare kom i gang! Det er fuldstændig ligegyldigt om du rammer guldåren i første forsøg, eller om du går ud af dit første år som privatinvestor med et tab. Det vigtigste er, at du kommer i gang. Er du fornuftig, er du alligevel ikke ude efter en hurtig gevinst, men efter et stabilt og gennemsnitligt afkast år efter år, og en portefølje, der langsomt, men sikkert bliver mere værd. Og så er det lige meget, om der i dag står -5 procent eller mere.

Time in the market beats timing in the market, skulle Warren Buffet, verdens bedste privatinvestor, have sagt.

Tror du på markedskræfterne, så tror du på, at markedet gennemsnitligt har en årlig stigning på omkring syv procent. Det betyder altså, at din portefølje langsomt, men sikkert bliver mere værd år efter år, fordi du kontinuerligt investerer og renters rente dermed kommer i spil.

Ja, der vil være år, hvor dit afkast ikke er særlig stort, måske endda ikke-eksisterende. Jeg mistede alt mit afkast og mere til tilbage i februar måned, da Corona for alvor inficerede aktiemarkedet. Men nu, otte måneder senere, er min portefølje mere værd end den var i februar. Igennem dit liv som investor vil der komme kriser. Det eneste man kan vide sig sikker på, på aktiemarkedet er, at det altid går op og ned.

Så længe du sørger for at have spredt din risiko rimelig bredt, og du er eksponeret indenfor flere brancher, så kan det aldrig gå helt galt. Og jo, det kan det selvfølgelig godt. Men hvis det går så galt, at du mister ALLE DE PENGE du har investeret og der ikke er sandsynlighed for at du nogensinde får dem igen, så er aktiemarkedet sandsynligvis gået fuldstændig nedenom og hjem på grund af en verdenskrise så ekstrem, at dine penge formentlig alligevel er værdiløse.

Er du kommet i gang med at investere? Og hvis ikke, hvad er det så der holder dig tilbage?

Månedsupdate: September 2020

En kende forsinket af en månedsupdate, men oktober har vist sig at være en travl måned fra start. Mange aftaler, meget arbejde og en del milepæle. Men det må I høre mere om i næste månedsupdate.

September var… en hård måned at komme igennem. Det lykkedes, jovist, og der blev både investeret, sparet op og afbetalt gæld. Men det var en LANG måned, synes jeg, og der var en del ekstraudgifter, der tærede på budgettet, blandt andet en cykel, der skulle have helt nye dæk, en fødselsdagsgave og nye forsikringer til sammenlagt 8000 kroner. Det kan godt mærkes, for at sige det mildt. Forsikringspengene var ventede, og vi havde i budgettet til dem, og de tæller derfor ikke med i opgørelsen, men ikke desto mindre var det en stor udgift. Derudover var det også måneden hvor vi skiftede a-kasse og fagforening, og de skulle have hele beløbet på én gang.

På den anden side, så barberede vi 500 kroner af madbudgettet, så vi i alt brugte for omkring 2000 kroner i september måned. Rimelig godt gået, synes vi selv! Det skyldes blandt andet, at vi er kommet ind i en god rytme med at købe Too Good To Go-poser, hvor man virkelig får smæk for skillingen, og at mine forældre, som kom på besøg i starten af måneden, generøst medbragte kartofler, persille, bolsjebeder, grønne bønner og gulerødder fra deres egen have, hvilket naturligvis gjorde, at vi i næsten en uge ikke behøvede at købe ind.

Alt i alt så forbruget i september måned således ud:

Faktisk er det lidt misvisende, for en del af budgettet, hvori blandt andet forsikrings- og a-kasseindbetalingen ligger, er sket fra vores budgetkonto med penge der stod der i forvejen. Jeg har alligevel valgt at tage det med, da det trods alt var en udgift vi havde denne måned. At der blev brugt 500 kroner mindre på madbudgettet kommer også først til at vise sig fra næste måned, da vi har et decideret mad-dankort, som vi fast overfører til, og det var først fra oktober måned, at vi valgte at overføre 250 kroner mindre per person. Et personligt forbrug på lige omkring ti procent af ens samlede udbetaling er måske lavt for nogen, men højt for mig, specielt taget i betragtning at det er væsentligt højere end både investering og opsparing, og det nager mig. Det bliver forhåbentlig bedre i næste måned, og jeg har trods alt bufferen til det.

Investeringsmæssigt gik det lidt bedre i september, hvis man kigger overordnet på procenterne:

Et lille forsigtigt skridt opad, med en del usikkerhed, som I kan se. Jeg kan afsløre, at det her, midt på måneden, ser væsentligt bedre ud. Med frygt for at begå hybris. Igen er det Freetrailer-aktierne, der trækker snittet op – afkastet ligger nu på omkring 200 procent! Det svinger lidt op og ned som den slags jo gør, men med et solidt plus på bundlinjen.

Igen har jeg ikke købt enkeltaktier, men holdt mig til Nordnets månedsopsparing med samme fordeling som sidst, som er:

Jeg har endnu ikke foretaget nogen ændringer der, og hvorvidt jeg kommer til at gøre det ved jeg endnu ikke helt. Jeg vil gerne have lidt flere obligationer ind i porteføljen, for det er lige nu en meget lillebitte del af det samlede beløb, og jeg kunne mærke, at det under coronakrisen, som var min første krise på aktiemarkedet, egentlig var meget rart, at de bare lå der og var rimelig stabile med et meget lille minus, modsat aktierne.

Månedens optur/nedtur

Man mærker virkelig at man kører med et meget stramt budget, når man står med uforudsete udgifter. Og selvom jeg netop har en opsparing til den slags, så piner det mig når jeg er nødt til at trække fra den for noget så åndssvagt som at jeg er nødt til at tage toget på arbejde, fordi min cykel er til reparation. Jeg skal blive bedre til at huske mig selv på at den slags sker og vil blive ved med at ske, og at det ikke betyder, at jeg er dårlig til at budgettere eller bruger forkerte penge. Jeg bruger stadig ikke penge på to go-kaffe, tøj eller andre luksus-Ting og jeg er hele tiden opdateret på hvad jeg har tilbage. Der er ingen overraskelser på den måde. Men træls er det uanset hvad. På den anden side er det egentlig lidt fedt at have den modsatte reaktion til forbrug end mange andre: Det kan virkelig pine mig at skulle bruge penge jeg ikke er absolut nødt til at bruge. Jeg føler ikke det er et strejf af luksus eller lykke, jeg føler udelukkende at det sætter mig tilbage i forhold til mit mål. Jeg vælger at tolke det sådan, at jeg næppe bliver typen, der ødsler mine penge væk, når der engang står 750.000 eller en million på mit depot.

Til gengæld virkelig fedt at vi brugte 500 kroner mindre på madbudgettet. Jeg bliver nogle gange overrasket når jeg hører, hvad andre bruger på mad og undrer mig virkelig over hvordan de kan bruge så mange penge. Det er fedt at mærke, at jeg bliver bedre til at udnytte råvarerne, så vi får det maksimale ud af det og vi undgår madspild. Samtidig bliver man med Too Good To Go-poser nødt til at være kreativ, og det udvider mine madkundskaber.

Status på gæld

Gælden ser nu således ud:

Mor og far: 50.500 (55.000)

Banklån: 288.402 (381.000)

Realkreditlån: 1.652.000 (1.652.000)

Jeg har i september måned indbetalt 5.600 kroner til banklånet, 3.400 kroner til “banklånsopsparingen” og 500 kroner til mine forældre.

Jeg kalder det banklånsopsparingen, da den ekstra afbetaling vi selv vælger at lave ikke trækkes automatisk hver måned, som den “aftalte” afbetaling gør. Når vi når oktober har vi overført så meget til denne opsparing, at vi vil bede vores bankdame om at overføre til lånet, så det bliver mindre.

Mål for oktober

Nu er vi jo godt nok midt i måneden… Men jeg vil kigge på hvordan jeg sætter budgettet op i disse månedsupdates, for jeg synes det kan se både forvirrende og misvisende ud. Det skyldes nok, at Hr. Kapitalisthippie og jeg ikke har fællesøkonomi og derfor har forskellige udgifter. Derudover vil jeg i et par indlæg også komme mere ind på hvordan vi styrer vores økonomi og hvordan den er opdelt.

Og så skal jeg i gang med investeringsindlæggene! De tager lang tid at skrive, og der er meget information, så måske der bliver lidt stille på bloggen i oktober måned (som der har været indtil videre…). Men de kommer.

Oktober bliver også måneden hvor vi får vores indefrosne feriepenge udbetalt, og det kommer til at rykke med gældsafviklingen!

Hvordan gik din september måned?

Ryd op i dit liv og bliv rigere

Der er to måder man kan rydde op på – mentalt og fysisk. Den fysiske udgave udfører de fleste nok et par gange om ugen, om ikke andet når der kommer gæster.

Et rent og opryddet hjem giver os en følelse af velvære. Pludselig er der plads, rene linjer, orden. Alt er rent og pænt. For slet ikke at tale om den mentale highfive man lige giver sig selv for veludført opgave. For mig er det personligt nemmere at slappe af eller koncentrere mig om et specifikt gøremål, hvis mit hjem er opryddet. Det er som om ens hjerne tænker “Godt, det var det. Næste!”.

På samme måde fungerer det, når du rydder op mentalt. At rydde op mentalt, at udføre en form for mental minimalisme, er noget jeg vil komme meget mere ind på i senere indlæg, men det vigtigste du skal vide lige nu er, at fysisk og mentalt rod har samme ulempe: Det skaber uoverskuelighed, det giver dårlig samvittighed og det påvirker dit billede af dig selv negativt. Og vigtigst af alt: Det dræner din økonomi. For når linjerne ikke er rene, når man ikke har overblik eller styr på sine fysiske ejendele, så bliver ens billede af sig selv mudret, og man kan ende med at tro at man har brug for flere ting for at få det bedre og opnå bedre lykke, hvilket koster penge. Og den slags går ikke, når man vil have styr på sin økonomi. At lave store livsstilsændringer kræver motivation, engagement, hårdt arbejde og ikke mindst en tro på at det kan lade sig gøre, og især det sidste er næsten umuligt, hvis man har et negativt billede af sig selv.

Så derfor er lektion nummer et i dag: Ryd op i dine fysiske ting! Jeg lover dig, at du bliver overrasket over, hvad det gør ved din opfattelse af dig selv samt både dit fysiske og psykiske velvære. Og selvfølgelig absolut ikke mindst din pengepung.

Et eksempel fra mit eget liv: Da vi skulle flytte i hus var det 7. gang på ti år, at jeg flyttede adresse. Og jeg hader at flytte. Helt vildt meget. Hver eneste gang jeg hev flyttekasserne frem, gjorde jeg det altid i god tid inden flytningen (når det var muligt), og sagde til mig selv, at denne gang ville jeg gennemgå ALTING og sortere det i respektive bunker, der enten skulle med videre, sælges, doneres eller smides ud.

Men fordi at jeg dengang var en ganske almindelig forbruger, så var mængden af Ting ukritisk akkumuleret så meget, at opgaven blev uoverskuelig. Mit negative billede af mig selv, der kom fra selve det fysiske og mentale rod, overophedede, og jeg endte altid med at give op og bare smide det hele i flyttekasser og slæbe det med videre til næste sted. Og mængden af Ting fortsatte med at akkumulere, så til sidst havde jeg bare virkelig mange ting. Som i: Virkelig mange ting. Der var massevis af tøj jeg aldrig brugte, måske 50 forskellige neglelakker, hvoraf flere aldrig var blevet åbnet, tonsvis af cremer, shampooer og parfumer, der bare lå, sko, bøger, køkkenredskaber, der samlede støv, en stor sort pose med gamle tøjdyr, Tupperware-bokse, hvor låg-til-boks-ratio aldrig matchede for slet ikke at tale om opbevaringsrummene.

Åh, opbevaringsrummene. Det endegyldige bevis på, at menneskets evne til at samle på ting er gået helt over gevind. Når vi er derude, hvor vi er nødt til at have et ekstra rum udenfor vores bolig til ren opbevaring af ting (som mange af os aldrig ser eller bruger nogensinde igen), så er det gået alt, alt for vidt. I min holdning skal der i et opbevaringsrum ikke være andet end en eller to kasser med julepynt, udstyr til at reparere ens cykel eller bil, en vandslange, overskudsmaling, værktøj og måske havemøblerne (om vinteren, altså). Men hos alt for mange (mig selv inklusive, i tiden før Kapitalisthippie) bliver rummet i stedet brugt til opbevaring af alt det, der ikke er plads til i vores bolig, fordi vi har alt for mange Ting.

Særligt opbevaringsrummet i Hr. Kapitalisthippies sidste lejlighed inden vi flyttede i hus var slemt. Her var vi to husholdninger med komplette køkkensæt og så videre, der rykkede sammen, og fordi vi ikke kunne overskue opgaven, blev det meste af alt mit presset ind i kælderrummet. Og mere kom til i løbet af de to år vi boede i lejligheden sammen.

Mit åbenbaringsøjeblik kom nogle måneder før vi flyttede. Vi kunne se rundt i vores lejlighed og konkludere, at det ville kræve en del flyttekasser at få alle Tingene pakket ned og sendt videre til vores nye hjem. Samtidig havde vi længe været trætte af, at der ikke rigtig var plads til alle vores Ting, og vi var enige om, at der nok var et par stykker af dem, som vi egentlig ikke havde brug for. Derfor blev vi enige om at få styr på kælderrummet og sorteret Tingene der, så vi ligesom havde en slags headstart.

Og hold. Nu. OP! Hvor var der mange Ting. Ikke mindst Ting vi ikke anede vi stadig ejede. Rummet var måske 15 kvadratmeter dybt, og det var fuldstændig proppet. Vi kiggede kort på hinanden, nikkede, smøgede ærmerne op og gik i gang. Rummet blev fuldstændig tømt i løbet af få dage. Det meste blev sendt til genbrug, enkelte ting blev sat til salg og resten blev smidt ud, fordi det ikke var værd at give til genbrug.

Efterfølgende fortsatte jeg arbejdet med mine egne Ting oppe i lejligheden. Jeg opdagede eksempelvis, at jeg havde ikke mindre end tre glattejern. Og at jeg, selvom jeg ikke anså mig selv for at være shoppe-typen, alligevel havde en del tøj, der stadig havde prismærket i nakken. At bøger fra min barndom, som jeg aldrig nogensinde ville komme til at læse igen, stod og fyldte i de i forvejen proppede boghylder. Og alle de andre Ting.

Vi samlede begge sammen af vores respektive Ting, købte stande på to loppemarkeder af to omgange, og solgte for over 3000 kroner i alt. Derudover solgte vi via Marketplace på Facebook. Alt det, der ikke blev solgt, sendte vi til genbrug eller smed ud.

Vi fortsatte på denne måde helt indtil vi fyldte flyttekasserne med de ting, der rent faktisk skulle med os videre. Og faktisk også lidt da vi først var flyttet ind, da vi fortsatte med at træne Oprydningsmentaliteten og lidt efter lidt indså, at der stadig var Ting vi ikke havde brug for.

Resultatet?

Resultatet blev, at vi nok har smidt omkring 60 procent af vores Ting videre. Vores hus har hverken kælder eller loft, og det er helt med vilje. Det holder Oprydningsmentaliteten veltrænet hele tiden. For vi vil ikke falde i samme fælde hvor vi tror, at vi hele tiden har brug for nye Ting for at forbedre vores liv og opnå mere lykke. I vores arbejdsværelse har vi en lille hems, og der står en kasse med julepynt og så en kasse til os hver med personlige affekter, som vi af diverse årsager endnu ikke er klar til at skille os af med, selvom de ikke nødvendigvis tjener et praktisk formål.

Rent æstetisk er vores hjem langt mere strømlinet og enkelt end før. Det i sig selv giver, som skrevet før, mere energi, overskud og overblik. Og så er der sket noget magisk: Det er gået op for mig, at jeg har brug for utroligt få Ting. Så meget, at jeg til min 30 års fødselsdag for nyligt faktisk havde svært ved at finde på reelle ønsker. Og dermed har jeg sparet mig selv for tusindvis af kroners fejlkøb. Penge, som jeg i stedet kan bruge på investeringer, som kan vokse sig til flere penge og mere frihed i sidste ende.

Faktisk vil jeg mene, at der stadig er store muligheder for at sortere ud i mængden af bøger, tøj osv. Men vigtigst er, at når jeg har indset, at jeg ikke har brug for Ting, så køber jeg ikke Ting. Og dermed kommer jeg til at spare penge resten af mit liv.

Simple as that. Hvert eneste køb, der bliver gennemført og får en plads i huset, er gennemtænkt og velovervejet og har som oftest en praktisk funktion. Dermed bliver der brugt færre penge, og man sætter pris på de Ting, der nu engang er der. Fordi de er særligt udvalgte. Når 60 procent af alle ens Ting bliver sendt videre i systemet, så er dem, der fik lov at stå tilbage, specielle og værdsatte. Og det er som regel nok til, at der ikke er brug for flere Ting.

Også fordi jeg fandermer ikke gider lave den slags oprydning nogensinde igen, for shit, hvor er det hårdt og tager lang tid!

Uddybet (men ikke altomfattende) liste af ting, der måtte lade livet:

  • Bøger, der aldrig vil blive læst igen
  • DVD-film samt serier på DVD
  • Make up, hårdimser, neglelak og cremer en masse (tilbage har jeg det mest basic make up jeg bruger til daglig samt en børste)
  • Hårtørrer(e) og glattejern(e)
  • Tøj
  • Sko
  • Gamle ting fra barndommen uden sentimental værdi
  • Køkkenudstyr, der aldrig blev brugt
  • CD’er
  • Gammelt elektronik
  • Plakater og billedrammer
  • Tasker
  • Håndklæder (INGEN har brug for så mange håndklæder, at de ikke kan være i to store skuffer på et stort badeværelse)
  • Gamle brætspil, der ikke er blevet spillet i årevis
  • Armbånd fra samtlige festivaler jeg har været på siden 2003 (samt koncertbilletter)

Det hedder “at optimere” – ikke at spare

Det er et af de ord, der virkelig kan clickbaite for vildt. “Spar”, “sparer”, “spare”. Du kender det sikkert selv.

“Sådan kan du spare 1000 kroner om måneden”, “Spar penge på madbudgettet” og “Hanne sparede 20 kroner op hver dag i en måned – resultatet vil overraske dig”.

Selve ordet at spare har fået enormt meget værdi lagt i sig. Det er lidt ligesom med at tabe sig. Det er som om der er en forventning lagt i ordet. Det kan også være noget negativt, har jeg oplevet. Sparer man for meget på pengene, så er man en gnier og en fedterøv.

Derfor bruger jeg ikke ordet selv. Jo, vi “sparer” en masse penge på vores el- og vandforbrug ved at være fornuftige med forbruget, og vi “sparer” en masse penge på madbudgettet ved at lave madplan. Men sparer man bare de penge, og lader være med at bruge dem på noget efterfølgende, så har man ikke opnået noget væsentligt ved det.

At spare associeres i dag med at man undværer, undlader. Mangler. Det man får, er ikke helt ligeså godt som det man kunne have fået, hvis man havde valgt ikke at spare. Det er blevet en træls ting. Og det skal det ikke være, for det er ikke sandt.

Derfor bruger jeg ordet at optimere. Jeg har optimeret mit forbrug. Så kom der pludselig en helt anden energi ned over ordet, ikke? Vi har optimeret vores el- og vandforbrug mest muligt. Vi har optimeret vores ugentlige madindkøb. Jeg har optimeret min økonomi. Pludselig betyder den præcis samme handling noget helt andet.

Jeg har sparet 500 kroner på vores månedlige vandforbrug = Jeg er en nærigrøv, der ikke gider bruge vand på brusebad

Jeg har optimeret vores vandforbrug, så vi forbruger for 500 kroner mindre hver måned = Jeg har effektiviseret vores forbrug mest muligt

To sider af samme sag, men to vidt forskellige udfald. Derfor skal du nu til at bruge udtrykket optimere i stedet for at spare. Se hvad det gør ved folk omkring dig. Jeg har selv testet den af. Når jeg sagde, at vi havde sparet penge på vores vandforbrug var folk ligeglade, tenderende grinende, fordi de forestillede sig at jeg gik mindre i bad fordi jeg var nærig. Men da jeg sagde, at vi havde optimeret vores vandforbrug var reaktionen en helt anden.

“Nå, hvordan det?” ville de så pludselig vide.

Og det virker også på dig selv. Når du pludselig “optimerer” i stedet for at “spare”, så gør du noget godt for dig selv, du er effektiv, i stedet for at du afholder dig selv fra at gøre noget, du egentlig gerne vil.

Vi har “optimeret” vores vandforbrug ved at tage præcis samme mængde minutter om at gå i bad – men ved at få en vandbesparende bruser. Vi har “optimeret” vores elforbrug ved at gøre lige præcis ingenting anderledes – vi har bare indført spareskinner og købt et hus med solceller på taget.

Dermed har vi også sparet penge, men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi har optimeret et forbrug, der er uundgåeligt. Vi vil ikke undvære hverken mad, bad eller strøm. Men vi vil gerne undgå at spilde unødigt, så vi bruger flere penge end vi er nødt til og skader miljøet mere end højst nødvendigt. Hvis jeg kan få samme rene følelse ved et brusebad på 20 liter vand i stedet for 50 liter – så gør jeg da det. Dermed har jeg optimeret. Hvis jeg kan bruge mindre unødig strøm ved at indføre en spareskinne, så vi ikke bruger standby-strøm – så gør jeg da det. Jeg har optimeret. Men opnået det samme.

Det handler om at bruge de penge, du er nødt til at bruge, bedst muligt, så du får mest muligt ud af dem. Så du kan bruge resten af dem på at gøre det, der vil gøre dig glad. I mit tilfælde at investere i aktier, så jeg er et skridt nærmere økonomisk frihed.

Månedsupdate: August 2020

Den første måned med et nyt budget er nu officielt gået. Hr. Kapitalisthippie og jeg startede den store nedskrivning af vores banklån i august, da vi var tilbage på normal løn efter en frivillig lønnedgang i forbindelse med Covid-19.

Jeg tænkte, at det i samme ombæring gav mening at starte det blogprojekt jeg længe havde haft i tankerne. Og her er vi så 🙂
Den første måned er egentlig gået fint, synes jeg. Vi havde en konto, der var blevet oprettet i forbindelse med huskøbet, og den har vi brugt som opsparingskonto til banklånet. Når der står et beløb af en vis størrelse, vil vi overføre det til banklånet. Grunden til at vi gør det på den måde er, at vi ikke ønskede at sætte beløbet vi i forvejen betaler op, HVIS vi nu skulle komme i en situation, hvor vi ikke kan indbetale det ekstra beløb en måned af en eller anden grund. Det regner vi bestemt ikke med, for vi har diverse økonomiske buffere til den slags situationer, men vi vil hellere være på den sikre side. Det er aldrig en god situation at stå i, hvis man pludselig ikke kan betale sine regninger.

På den konto står der nu 20.000 kroner. Rimelig ok gået, eftersom vi startede i august, synes vi selv! Der stod 5000 på kontoen i forvejen, dertil kommer 4×3400 kroner fra os hver for august og september måned, og så fik vi nogle penge tilbage for strøm vi har solgt fra vores solceller på omkring 1300 kroner. Det føles sgu meget godt, må jeg indrømme.

Mit private budget var en smule stramt, da der både skulle betales indboforsikring og licens. Alligevel fik jeg overført både til opsparing og Nordnet, og forbruget i august måned så dermed således ud:

Som I kan se går størstedelen af min løn til afbetaling af gæld. Det er rart at se, selvom jeg gerne vil have den op på 50%. Jeg er glad for at se, at mit personlige forbrug ligger i den lave ende, selvom jeg gerne så at det lå under det jeg bruger på mad om måneden. De store forbrugssyndere i august måned var vores årsdag (fire år!), og selvom vi brugte noget mindre end vi ellers ville have gjort før Kapitalisthippie-tanken blev skabt, så bonger det alligevel ud på resultatet. Derudover skulle der betales for vejfest samt en ekstraudgift til grundejerforeningen på 2000 kroner. Det kan mærkes. Jeg lægger også skarpt ud her i september med en cykel, der skal have nye dæk, så det bliver spændende at se, hvad det betyder for resultatet i september. Derudover er Kapitalisthippie kommet både på Facebook og Instagram, og du skal være velkommen til at følge med der.

I forhold til investeringerne, så har august været en fin måned. Der ligger stadig lidt corona og lurer i nogle af beholdningerne, men overordnet har det været en måned med plus:

Det er især mine Freetrailer-aktier, der er gået helt amok, pt. med et afkast på over 90%. Jeg har ikke købt nogle enkeltaktier i august måned, og det kommer der nok til at gå noget tid før jeg gør igen på grund af de lave beløb jeg kan overføre i disse afbetalingsmåneder. Jeg har dermed kun gjort brug af månedsopsparingen på Nordnet, og her ser fordelingen således ud:

Jeg gjorde i lang tid brug af Sparindex’ OMX C25-indeksfond, men fandt at den fra Danske Invest performede nogenlunde ligeså godt og koster omkring 100 kroner mindre per bevis. Jeg har skruet op for antallet af obligationer og lidt ned for Sparindex INDEX Globale Akt Min Risk, og overvejer helt at droppe sidstnævnte for stedet for at koncentrere mig om Sparindex Globale Aktier KL, da man her får en langt større luns af markedet.

Månedens optur/nedtur

Nedturen er helt klart, at det var svært at holde sig indenfor mit private budget. Det skal helst køre ret automatisk, og det kommer det også til, for i de kommende måneder ligger der ingen store regninger og venter. Opturen er dels at være i gang og at vi kunne se, at budgettet fungerede (til trods for det stramme privatbudget for mig). Og at madposten er så lille en del af det samlede budget, men at det stadig løber fint rundt. Det er sgu fedt at se!

Mål for september

Målet for september måned er at kunne spare en smule mere op og investere en smule mere. Samtidig vil jeg ransage huset for ting, der kan sælges, så jeg kan nå at gøre dem i stand/shine dem lidt op til den kommende julesæson, hvor jeg har en idé om at der er lidt større mulighed for at sælge nogle ting.

Hvordan er din måned gået?

Går der inflation i dine drømme?

Vi kender alle til inflation som et økonomisk fænomen – særligt hører man tit om, hvorvidt ens løn følger med inflationen, altså stigningen i prisen på eksempelvis dagligvarer.

Men har du nogensinde tænkt over drømme-inflation? Om det er et reelt udtryk ved jeg ikke, men det er sådan jeg definerer det. Lad mig komme med et eksempel:

Til dem, der ikke ved det, så er jeg helt vild med Disney. Særligt forlystelsesparkerne i USA og Paris, og jeg skal ind i mellem holde streng snor i mig selv for ikke at gå amok i Disney-kopper (min favorit-ting at købe), store, flotte Disney-bøger fyldt med professionelle fotografier og ikke mindst ture til parkerne, som oftest ender med at være meget dyre.

Vores første tur til Disney World i Orlando, Florida fandt sted i november 2019. Den endte med at koste et sted mellem 40.000 og 45.000 kroner for ni dage i alt – det meste inklusive. Det dyreste var klart den ene nat vi tilbragte i en suite, på et af de dyreste hoteller i Disney World til en værdi af omkring 8.000 kroner.

Det var ni fantastiske dage, og jeg fortryder ikke en eneste af de gange, dankortet blev revet gennem maskinen. Det hele var en drøm jeg havde haft i 20 år, der nu gik i opfyldelse. Men det var også en drøm, som der var gået voldsom inflation i, ser jeg nu.

Da jeg oprindeligt startede med at kigge på hvad det ville koste os at tage derover, kiggede jeg på en teltplads (som Disney World også tilbyder) i fire dage. Det ville give os én dag i hver park. Det skal lige siges, at Disney World har fire parker, 2 vandparker, adskillige golfbaner, et stort shoppingdistrikt, omkring 27 hoteller og flere restauranter end man nogensinde kan nå igennem. Altså et sted, hvor der kan bruges mange dage – og mange penge.

Men det vigtigste for mig var at få lov at være der. At være en del af det. Opleve det. Derfor var det fint med en teltplads og cereal bars til morgenmad. Det blev så pludselig til syv dage. Og så var det jo ikke fedt at ligge i telt så længe, så teltet blev opgraderet til det billigste hotel. Som så blev opgraderet til et hotel i moderat prisklasse (Disney definerer deres hoteller udefra prisklasserne value, moderate og deluxe). Værelset på det hotel blev til et lidt bedre værelse med lidt bedre udsigt. Turen blev forlænget med et døgn mere. For så til sidst at blive forlænget med en nat mere og overnatningen i suiten på deluxe-hotellet. Pludselig var det at tage sine billeder selv og få en fremmed til at holde kameraet mens man smilede ind i det også for dårligt, så jeg pungede ud for en omgang Memory Maker, der er Disneys egne fotografer, der render rundt og tager billeder. Og vi kunne da ikke nøjes med at blive hentet af Disneys egne gratis busser i lufthavnen – vi skulle have privat bil til 150 dollars for én tur – drikkepenge ikke inkluderet.

Så teltturen på fire dage med hjemmelavet morgenmad og måske en snack eller to i parkerne endte med otte dage, ni overnatninger på fine hoteller med mindst et restaurantbesøg per dag samt en masse ekstra oplevelser som Memory Maker, dessert parties og After Hours-begivenheder.

Drømmen var altid den samme – at være der, at opleve det, at være en del af det. Og det må man sige, at vi var. Og jo, vi oplevede nok flere ting, fordi vi pungede mere ud. Men havde turen været dårligere af, at vi havde ligget i telt og haft færre dage?

Nej. Det havde den jo ikke, må jeg konkludere. Der var gået totalt drømme-inflation i den.

Hvis vi havde holdt os til den oprindelige plan havde vi stadig mærket den såkaldte “Disney Magic”, som gør Disney-parkerne til noget særligt. Vi havde stadig fået vilde oplevelser og gode minder resten af livet.

Jeg fortryder som sagt ikke at vi tog turen som vi gjorde, men jeg blev selv lidt skræmt over at tænke på, hvor voldsomt den var vokset i løbet af det år jeg planlagde den. Det var som om jeg at undervejs fuldstændig mistede syn for, hvad der egentlig var vigtigt, og pludselig var det som om at turen ikke var helt perfekt, hvis vi ikke sov på netop det hotel, eller spiste på netop den restaurant.

Og det gik op for mig, at sådan har vi faktisk altid gjort, Hr. Ny Finans og jeg. Drømmen starter lille og ydmyg, og vokser sig pludselig stor og dyr. Vi har svært ved at nøjes, må jeg konkludere.

Jeg tror det er det samme der sker, når brudepar ser regningen for det forestående bryllup stige langt over budgettet. Eller når det nye elektronik til huset bliver liiiidt dyrere end planlagt. Man mister fokus på hvad der er vigtigt og bliver fanget i at det hele tiden kan blive lidt bedre. Og dyrere.

Vi øver os i at blive bedre til at undgå drømme-inflation. Jeg prøver at holde fokus på, hvad det er, der er vigtigt for os:

  • At have en god, sund økonomi
  • At investere mest muligt
  • At nedbringe vores gæld
  • At stræbe efter et liv med mindre arbejde og mere frihed

Der kommer til at være flere Disney-ture. Da vi kom hjem bredte drømme-inflationen sig allerede, så jeg planlagde, at næste gang skulle vi overnatte to dage i en suite. Mindre kan måske gøre det.

Dette indlæg skrives i øvrigt fra vores terrasse derhjemme. For selvom det er sommerferie, så er det en god øvelse i at nøjes. Oprindeligt, før Corona, skulle vi have været i Disneyland Paris og på biltur til Amsterdam og Bruxelles. Men nu har vi tre uger herhjemme, med små ture ud i det danske land. Der er afsat 3000 kroner, i stedet for de omkring 12.000 kroner, vi regnede med at bruge på bilturen.

Det føles mega godt. Og det føles ligeså meget som sommerferie, som det ellers ville have gjort. Særligt når vi fyrer op for grillen, åbner en flaske rosé og sidder ude på terrassen hele aftenen indtil vi ikke gider mere, og derefter sover til langt op ad formiddagen dagen efter.

Vi skal jo ikke nå noget. Vi kan godt nøjes.

Hvorfor vil du ikke arbejde?

Det er som oftest det spørgsmål man møder når man forklarer folk principperne bag FIRE.

Så lad os lige lukke den af med det samme: Jeg vil GERNE arbejde. Jeg tror bare på at mennesket yder bedst når de får lov at arbejde under frie rammer; altså at de selv bestemmer hvornår, med hvad og hvor ofte de arbejder.

Den vestlige arbejdsmodel er, hvis du tænker over det, utrolig fastlåst i rammer. Du møder ind klokken 8, du går 15.30, du har fri to dage om ugen, du har en halv times frokostpause, du gør dit arbejde. Det er lige meget om din hjerne først fungerer optimalt klokken 10, eller du er mest produktiv efter klokken 17. Eller at du ikke er sulten når de andre går til frokostpause. Eller at din chef er en nar, at et nært familiemedlem er syg eller dine kolleger mobber dig.
Du må ikke arbejde fra 8-10, tage en pause, hvor du træner, læser en bog, er sammen med din familie, for derefter at vende tilbage til arbejdet fra 12-17.30, hvis det passer dig bedst. Hvis du finder noget andet, der er mere vigtigt, for eksempel en familiemæssig ting, så skal du først bede om lov til at få fri så du kan tage afsted.
Smag lige på den: Du skal bede om lov. For ikke at gå på arbejde.

For når man er ansat på en arbejdsplads, så har man indgået en kontrakt. Arbejdsgiver udbetaler dig en løn som I enten er blevet enige om eller som følger en overenskomst (for det meste), og som modsvar til det møder du så op et på forhånd aftalt antal timer hver uge og udfører arbejdet. Og det er faktisk ligegyldigt om du er oplagt, engageret, glad for det, dygtig, interesseret, motiveret eller noget andet. Du har nemlig skrevet under, og du har gjort dig afhængig af de penge, som din chef udbetaler til dig.

For vi skal jo have penge, ikke? Vi skal have penge, så vi kan få tag over hovedet, mad på bordet, en bil, der kan transportere os på arbejde, tøj på kroppen, el, vand og varme og så videre.

Hele vores liv fra vi er færdigudklækkede fra uddannelsen til vi går på pension centrerer rundt om arbejdet. Vi indretter vores liv efter det. Vi flytter tæt på vores arbejde, om ikke andet i kørselsafstand. Vi bruger op imod halvdelen af vores vågne timer på det. Når vi får børn giver vi os selv et år til at lære dem vores rutiner, så det kan lade sig gøre at have et barn mens man samtidig har et arbejde – uanset om det passer ind i barnets rutiner. Efter det år betaler vi andre mennesker for at passe dem, og når de skal i skole lader vi andre om deres dannelse. Mange af os strækker den så langt som muligt når vi er syge for at undgå at skulle melde fra på arbejde.

Det er ligemeget om vi er trætte, om vores børn græder efter os henne i institutionen, om vores forældre sidder på plejehjemmet og savner os, om vores partner ikke har kigget os rigtigt i øjnene i lang tid eller om vi har det godt mentalt. Vi skal bare arbejde.

Kort sagt: Vi indretter vores liv efter hvad der passer bedst i forhold til vores arbejde, ikke vores liv.

Og det hele er en slags ond cirkel. Vi skal bruge en bil for at komme på arbejde, hente/bringe og købe ind. Så er vi nødt til at arbejde. Så skal vi også have et godt hus at flade ud i, når vi er færdige med at arbejde, så vi kan nyde vores fritid. Så køber vi, bare engang i mellem, take out eller spiser på restaurant, fordi vi ikke har tid til at lave mad. Vi betaler nogen for at rengøre vores hus, og en vaskehal klarer bilen, mens vaskeriet klarer tøjet, altsammen så vi kan arbejde og tjene flere penge til al den bekvemmelighed, som vi i første omgang anskaffede os fordi det altsammen virkede for uoverskueligt nu vi arbejdede så meget.

Du er nu i hamsterhjulet, og der skal du blive til nogen andre har bestemt at du er gammel nok til at gå på pension. Velkommen til.

Jeg vil meget gerne arbejde.

Jeg vil bare gerne selv have lov at tilrettelægge min dag. Som jeg ser det, så er det allermest dyrebare jeg ejer og har min tid. Det er ikke mit hus, min cykel, min dyre blender i køkkenet eller noget af det andet. Det er min tid. Og den mener jeg bliver brugt bedst når jeg bruger den på noget, der giver mig og verden omkring mig værdi. Hvis det er dit nuværende arbejde 100% af tiden, så tillykke. Du er en af meget få.

Så måske har jeg ikke lyst til at arbejde fuldtid. Måske har jeg lyst til at arbejde alt mellem 0-50 timer om ugen, alt efter hvilket humør jeg er i i den uge. Og ikke kun med det jeg er uddannet som. Måske vil jeg skrive bøger, måske vil jeg være frivillig i fem forskellige organisationer, der gør noget godt for andre mennesker, måske vil jeg blive folkeskolelærer eller uddanne mig som doula. Who knows? Når man ikke er afhængig af en indtægt, så kan man gøre som man vil.

Og fordi jeg ikke skal stå ret på et kontor fem dage om ugen i et bestemt tidsrum, så kan jeg arbejde hvor og hvornår jeg vil. Så i princippet kunne jeg tage til Barcelona i vintermånederne og bo der, mens jeg lod en roman flyde ud gennem mine fingre og ned i tastaturet. Eller jeg kan stå op herhjemme klokken fem om morgenen, arbejde i tre timer, for så at spise morgenmad med min kæreste, læse i to timer, spise frokost med mine forældre og gå en tur med dem inden jeg vender tilbage til arbejdet, holder en pause med yoga og the med en veninde og slutter af med grill og gode venner på terrassen. Ingen åndssvage og uproduktive møder man skal udholde, ingen kollega-telefoner, der ringer og forstyrrer en, ingen uforstående chefer der ikke har tillid til ens arbejdsmoral og ingen følelse af konstant at skulle præstere.

Derudover har jeg en tro på, at når mennesket får lov at arbejde på de termer, der nu passer det enkelte menneske bedst, og de ikke piskes for at opnå en bestemt kvote, at de rent faktisk er mere effektive, mere kreative, mere resultatorienterede og opnår bedre resultater i sidste ende.

Bare se på Mr.Money Mustache, der siden han gik på pension for over ti år siden har skabt en succesfuld blog og bevægelse omkring FIRE, startet sin egen lille tømrerforretning, der kun laver de projekter han selv har lyst til, opfostret og i perioder hjemmepasset sit barn med sin ekskone og skabt MMM HQ, en slags fælleskontor for iværksættere, i hans hjemby. Foruden

Men hvordan undgår man så at være afhængig af en lønseddel?

Det er en længere snak, der kræver sit eget (og flere) blogindlæg. But for now skal du bare vide dette:

  1. Forbrug mindre
  2. Invester mere

Det vil sige, at hvis du forbruger 100% af din lønseddel, så kommer du aldrig til at gå på pension. Men jo højere en procentdel af din løn du lader være med at forbruge, og i stedet sparer op og investerer, jo større et depot har du. Det depot består af penge, der med tiden vil yngle sig til flere penge.

Og på et tidspunkt vil afkastet og udbyttet fra dit investerede beløb automatisk, når du kontinuerligt investerer, overstige dine udgifter. Det eliminerer behovet for et almindeligt fuldtidsarbejde, når alle dine faste udgifter (og måske mere end det) er dækket ind via passiv indkomst, altså indkomst som du får, uanset om du vælger at arbejde eller ej, fordi du har investeret dine penge.

Hvad så med penge udover det? Det er så der din arbejdsindsats kommer ind i billedet. For måske kan du så nøjes med at arbejde 10, 20 eller 30 timer om ugen, nu der er sørget for dine faste udgifter, og du ikke ender med at stå uden tag over hovedet, hvis du ikke tjener penge den næste måneds tid. Hvad vil du så lave? Vil du fortsætte med det arbejde du har i samme mængde timer, eller vil du måske beholde jobbet mens skrue lidt ned for aktiviteten?

Vil du tage en ny uddannelse? Arbejde med noget helt andet? Blive frivillig? Passe dine børn selv? Skrive en bog?

Hvis du er økonomisk uafhængig kan du vende tingene på hovedet, og indrette dit liv efter hvad der passer bedst i forhold til dig, ikke til dit arbejde.

Min pengehistorie

Mille fra Funny Finans, som jeg har fulgt siden hun startede med at blogge, skrev for noget tid siden sin egen pengehistorie ned, og jeg fandt konceptet interessant. Dels fordi det tvinger en til at forholde sig til ens forhold til penge, både nutidigt, fremtidigt og i fortiden. Og samtidig kan man lære noget om, hvorfor man reagerer som man gør lige nu, rent økonomisk. Og om hvorfor man gjorde som man gjorde dengang. Mille fik inspiration til det fra bogen Art of Money, som jeg ikke har læst, men det skal ikke afholde mig fra at give mig i kast med min egen pengehistorie som kommer her, delt op i tre dele:

Barndom – 0-16 år

Jeg er vokset op i en klassisk familie med mor, far og storesøster i et stort hus med have. Da mine forældre købte huset var kvarteret måske ikke noget særligt, men i løbet af få år blev husene købt af flere og flere par, der fik børn, og i dag er det steDET at bo, hvis du er en ressourcestærk børnefamilie.

Mine forældre er begge kandidat-uddannede og havde gode jobs. Jeg vil ikke sige, at vi var rige, men vi manglede aldrig noget, og vores forældre gjorde deres ypperste for at opfylde vores drømme. Om det så var at komme på privatskole fra 5.-9. klasse (mig), bo i Brasilien i en måned (min søster) eller lære at spille klaver, så de var nødt til at anskaffe et klaver og betale for lektioner i årevis (både min søster og jeg). Vi rejste meget, 2-3 gange om året, der var lørdagsslik hver lørdag og min søster og jeg var vant til at få mange gaver til jul og fødselsdage.

Til gengæld købte mine forældre sjældent nyt tøj, og mærkevarer var ikke noget de gik synderligt op i, som jeg husker det. Al vores elektronik var også enten gammelt (af god kvalitet) eller billige mærker, og selvom jeg ikke ved meget om biler gætter jeg på, at det heller ikke var i den afdeling der blev lagt flest penge. I de perioder, hvor begge mine forældre havde jobs i andre byer end den vi boede i, var bil nummer to også en brugt såkaldt “kone-bil”. Mine forældre arbejdede også meget, i nogle perioder underviste de også på aftenskole udover deres dagjobs, for at have flere penge at rutte med. Mine forældre lavede også madpakker til sig selv i hele deres arbejdsliv, og mange af vores ferier var bilferier. Vi spiste, som jeg husker det, som regel kun ude når min søster eller jeg havde fødselsdag.

Min opfattelse af penge var nok ekstremt ringe. Jeg husker ferier til Tyrkiet da jeg var helt lille, 4-5 år, hvor vi tog på markeder, hvor min søster og jeg fik penge vi kunne købe for. En dag gav min far mig en pengeseddel, så jeg havde lidt at købe nogle små ting på markedet med. Men for mig var rigtige penge altså mønter, der fyldte i min lille pung og klirrede når jeg gik rundt, så jeg bad om at få vekslet pengesedlen til mønter, selvom sedlen formentlig var mere værd. Hvis der var noget jeg gerne ville have, måtte jeg enten bruge mine egne penge på det, eller ønske mig det til jul eller fødselsdag, medmindre mine forældre kunne se en værdi i at jeg skulle have det nu, som fx min første mobiltelefon (som kunne ringe og sende 2-3 sms’er om dagen, og det var det).

Der blev ikke rigtig talt om penge som sådan i min familie, og jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for penges værdi, eller hvornår en sum penge var meget. Jeg anede ikke rigtig hvad ting kostede, hvad mine forældre fik i løn eller om vi havde mange eller få penge. Min opfattelse var nok bare, at der altid var nok. Derfor lavede jeg den konklusion i mit hoved, ubevidst, at når jeg selv blev voksen, fik min uddannelse og mit job, så ville der bare automatisk være nok.

Ifølge min søster blev der på et tidspunkt inden en ferie til London, hvor vi skulle på shopping, tilrettelagt et arbejdsskema for os børn, hvor vi kunne tjene penge på eksempelvis at rengøre køkkenet, hænge vasketøj op eller tømme opvaskemaskinen. Mine forældre håbede formentlig, at det ville gøre os mere økonomisk bevidste og lære os, at hvis man arbejdede kontinuerligt, så kom pengene tilsvarende kontinuerligt ind på kontoen. Men jeg lærte hurtigt, at jeg kunne nøjes med at lave husarbejde, hvis der var en CD jeg gerne ville købe, eller noget andet jeg gerne ville have.

Til min nonfirmation fik jeg, som jeg havde ønsket mig, en tur til USA. Jeg skulle afsted med en ungdomsorganisation uden mine forældre, og jeg skulle selv tjene mine lommepenge til turen. Igen vidste jeg ikke rigtigt, om arbejdet jeg fik som rengøringsassistent hos en slagter var godt eller dårligt betalt, eller om jeg havde sparet meget eller lidt sammen, men da jeg kom tilbage lidt over en måned senere, var alle pengene væk. Undervejs fik jeg et par mails fra mine forældre, der beskrev, at nu havde jeg nok brugt lidt for mange penge, eller nu havde jeg så og så meget tilbage.

Min økonomiske opdragelse fra barnsben er nok lidt blandet, er min konklusion. Min søster og jeg var ikke forkælede, selvom mange nok vil synes det. Vi vidste godt, at det at have ting kostede penge (selvom vi måske ikke vidste hvad mange penge var), og at nummer to bil ikke var så pæn som nummer et bil, fordi der ikke var råd til to biler af samme standard, hvis vi samtidig ville på ferie flere gange om året. Men der blev som sagt aldrig rigtig talt om økonomi i min familie, og jeg tror det var i god mening fra mine forældres side. De kom begge fra arbejderklassen, hvor de var de første i familien, der fik en videregående uddannelse, og det har formentlig været rimelig hårde kår. Særligt for min far, hvis mor var alenemor i en årrække. De har sandsynligvis fra en meget tidlig alder skullet forholde sig til, at der ikke var særlig mange penge at gøre med, og det tror jeg at de ville skåne deres børn for. Jeg tror, at deres mål var, at deres børn ikke skulle mangle noget, og aldrig skulle være bange for, om der nu kom mad på bordet igen i morgen eller om der var penge nok.

Men det betød også, at jeg startede min egen rejse som ansvarlig for egen økonomi med en relativt ringe forståelse for penges værdi og konceptet budget.

Ungdom – 17-25 år

Jeg begyndte at få et bedre begreb om penge og økonomi da jeg blev lidt ældre og begyndte at tjene mine egne penge selv. Hvis jeg ikke husker helt galt, så har jeg haft en eller anden form for job siden jeg var 13. Efter rengøringsjobbet hos slagteren kom jeg op og stod bag disken ved den nærliggende bagerforretning, og jeg glemmer aldrig skuffelsen jeg følte, da jeg fik min første lønseddel. Her troppede jeg troligt op én eftermiddag om ugen, og så var min løn så sølle?! Alligevel faldt det mig aldrig rigtig ind at spare mine penge op. Jo, måske en lille smule, men det var mere penge jeg satte til side til hvis der nu kom en mega fed koncert jeg bare måtte have billet til, eller til vores næste ferie, så jeg kunne shoppe billigt tøj og købe CD’er. Altså en opsparing, der hele tiden svandt ind, og så efterfølgende blev lidt større til næste omgang forbrug.

Generelt gik mine penge til forbudte cigaretter, CD’er, tøj, sko, caféture med veninderne (og byture, da vi blev lidt ældre), biografture, togbilletter og den slags. Jeg brugte aldrig flere penge end jeg havde, men de blev brugt rub og stub.

Da jeg blev 18 og kom i gymnasiet begyndte jeg at få SU, selvom jeg fortsat havde et fritidsjob, og jeg tror det var her jeg begyndte en lille opsparing. Jeg higede efter at komme hjemmefra, og selvom jeg havde en børneopsparing, der lå og ventede på mig til når jeg engang havde min egen lejlighed, så vidste jeg, at det ville blive dyrt at starte med at studere. Det havde jeg hørt fra min søster, der nok havde en lidt hårdere start rent økonomisk i forhold til at flytte hjemmefra end jeg selv havde.

Da det endelig skete, da jeg var 19-20 år gammel, strøg jeg direkte i IKEA med min egen opsparing samt min børneopsparing, som jeg nu fik adgang til, og købte alt i møbler fra nyt, fordi jeg mente det var en nødvendighed. Selvom mine forældre sagde, at jeg jo bare kunne starte ud med det jeg havde haft på mit værelse derhjemme. Mine forældre satte mig op med en samtale i banken med min rådgiver. Det syntes jeg lød enormt fornuftigt og voksent, kan jeg huske. Han sagde, at vi skulle lægge et budget, og jeg troede dengang, at et budget var sådan en magisk ting som gjorde, at de til formålet afsatte penge blev brugt på lige præcis dét uden at jeg følte nogen mangel.

Jeg blev slemt skuffet. Eksempelvis troede jeg, at jeg var smart, da jeg satte 1500 kroner ind på et dankort (jeg havde to), som specifikt var til mad og husholdning. Jeg troede, at hvis jeg satte 1500 kroner ind hver måned, som for mig var mange penge, så måtte der da være rigeligt til både alle dagens måltider og alle de byture man ofte er på når man starter på sit studie. Efter den første bytur, hvor der var mindre end 1000 kroner tilbage til resten af måneden indså jeg, at det nok ikke var specielt holdbart. Heldigvis havde jeg jo stadig størstedelen af min børneopsparing, så hver gang jeg fik overtræk (og det var flere gange om måneden på begge kort), så overførte jeg bare penge fra opsparingen til mine andre konti. Det var jo god økonomisk sans, ikke?

Jeg troede, at jeg havde styr på min økonomi og havde et fornuftigt forbrug, men det kan jeg jo se i dag at jeg overhovedet ikke havde. Og der var ikke meget opsparing i de år, og heller ikke penge til licens og andre af den slags regninger, hvor afstraffelsen ikke kom med det samme i form af en trussel om inkasso. Det blev lidt bedre, da jeg flyttede til København med min daværende kæreste, og fik et praktikjob som gav en god løn – lidt mere end hvad man får udbetalt på dagpenge på laveste sats. Her blev der igen plads til en lille opsparing, men her lærte jeg også en vigtig lektie:

Min daværende kæreste og jeg havde boet sammen før, i Aarhus, og delt de økonomiske pligter nogenlunde ligeligt. Igen var økonomi ikke rigtig noget vi talte om. Jeg vidste, at min kæreste havde en opsparing fra hans sabbatår, ligesom jeg selv havde, og jeg troede, at der var rigeligt med penge på den. Derfor fik jeg et chok da vi rykkede til København, til en meget dyrere lejlighed og flere udgifter, og han kunne informere mig om, at kassen var tom nu. Og han var lige blevet færdiguddannet og havde ikke noget job, og en måneds karantæne fra a-kassen, så i de første måneder hang størstedelen af udgifterne på mig. Det gav mig en voldsom følelse af usikkerhed, som jeg ikke havde mærket før. Jeg havde aldrig for alvor været nødt til at tænke over, om der nu var penge nok, for det havde der jo altid været, og følelsen af ikke at vide hvordan ens pengebeholdning så ud var skræmmende for mig. Samtidig havde jeg ikke styr på vores udgifter, og hvilke regninger, der kom hvornår, så hver gang man fik en rudekuvert var det en træls oplevelse. Økonomi begyndte at blive noget jeg frygtede og associerede med noget dårligt. Alligevel havde jeg ikke helt forstået det med et budget endnu – for når de trælse rudekuverter kom, så betalte jeg dem med penge fra min opsparing (bortset fra licens, den betalte jeg stadig ikke, for jeg havde ikke fattet at beløbet overgik til SKAT, hvis jeg ikke betalte det), og formåede altså ikke at nedsætte mit forbrug.

Min kæreste fik heldigvis job efter noget tid, og min opsparing begyndte at stige igen. Jeg var fast besluttet på at jeg aldrig igen ville have følelsen af, at der ikke var nok penge.

Når jeg sidder og tænker over min pengehistorie, så kan jeg se, at mange af mine dårlige vaner, både økonomisk men også mentalt stammer fra min tid i København. Det var på mange måder en hård tid for mig.

Det var for det første en hård praktikplads jeg havde. Jeg nåede at være der i omkring to måneder, før jeg gik ned med stress med et brag.

Mine arbejdsdage var lange og intense, og jeg følte et stort pres på mine endnu unge, grønne skuldre for at levere, og jeg havde ikke den psykiske ballast at stå imod med i en alder af 21. Jeg kom aldrig helt af med det, selvom mit arbejde tilbød både psykologtimer, nedsat tid og i den første kritiske tid efter mit sammenbrud også ferie. Jeg pressede hele tiden mig selv til at blive rask igen, for jeg skulle jo død og pine gennemføre min praktiktid, så jeg kunne få en god udtalelse, så jeg efter endt uddannelse kunne få et godt job. Jeg er uddannet i en branche, der har været i krise siden midten af 00’erne, så jobs hænger ikke på træet, og efter min erfaring med følelsen af usikkerhed over min økonomi var jeg overbevist om, at jeg var nødt til at få et godt job for at få det økonomiske til at hænge helt sammen. Jeg havde jo stadig opfattelsen, som jeg havde dannet fra helt lille, at så længe man fik en god uddannelse og et godt job, så ville der altid være penge nok.

Så derfor knoklede jeg videre uden særlig meget fokus på mit eget helbred, og jeg fik det langsomt dårligere uden at jeg selv var opmærksom på det. Jeg begyndte eksempelvis at spise helt horribelt dårligt, og i løbet af et par år havde jeg taget 30 kilo på. Kilo jeg stadig render rundt med den dag i dag. Søvnen har jeg først for nyligt for alvor fået styr på igen. Jeg har den dag i dag ikke kontakt til nogen af dem, jeg var i praktik med, og jeg bebrejder dem ikke, hvis de ikke bryder sig om mig. Mit overskud på det tidspunkt var sådan cirka lig nul, og jeg tror ikke at jeg var særlig rar at være omkring.

Jeg hadede mig selv for den fiasko, som jeg følte mit stress-sammenbrud var, jeg følte aldrig jeg var god nok og jeg var enormt usikker på mig selv. Siden da har jeg haft en virkelig lav faglig selvtillid. Mit selvværd fejler heldigvis ikke noget, men følelsen af at fejle så tidligt i mit arbejdsliv, og følelsen af ikke at have styr på mine ting og mit liv, sidder dybt i mig den dag i dag.

Jeg sparede dog stadig lidt op hver måned, selvom resten af økonomien fik lov at sejle sin egen sø, for den havde jeg slet ikke overskud til. Igen faldt det mig stadig ikke ind at nedsætte mit forbrug for at få mit budget til at hænge sammen – jeg var fuldt ud overbevist om, at jeg ved at tjene flere penge endelig ville få det, som mine forældre havde det, hvor der nok blev stadig nogle valg og fravalg, men hvor der også altid var penge nok.

Efter næsten seks år sammen slog min kæreste og jeg op. Jeg efterlod ham i København med en alt for dyr lejlighed, som vi havde lejet, fordi det var meningen vi skulle bo der to mand, og flyttede tilbage til Aarhus. Efter 18 måneder i København kunne jeg ikke være der et øjeblik mere, og jeg var desperat efter at komme væk fra praktikpladsen, presset, forholdet, der langsomt var blevet dårligere, og “hjem” til Aarhus, hvor jeg havde fundet en dejlig lejlighed til billige penge med kik til havet og ro omkring mig.

Her fik jeg et studiejob, gode veninder og mere ro i hverdagen. Jeg mente ikke, selvom jeg de fleste måneder havde en indtægt på omkring 7000 kroner, at der var råd til at spare op, så den slags var der ikke meget af, men det var ærlig talt heller ikke det, der var mit fokus. Jeg var så hjernevasket, tror jeg næsten man kan kalde det, at jeg stadig ignorerede mit mentale helbred, der skreg på hjælp, og knoklede afsted for at få en god afsluttende karakter og opbygge et netværk i branchen, så jeg kunne få det forbandede eftertragtede job. Samtidig mente jeg det var vigtigt at forkæle mig selv, i den naive tro at mit overskud ville komme tilbage hvis jeg gik mere regelmæssigt til frisøren, købte god, økologisk mad, gik i byen og gav mig selv gaver i butikkerne.

Fem måneder efter jeg fik min uddannelse, fik jeg så mit første job. Inden da havde jeg haft min egen lille freelancebiks, og jeg holdt mig faktisk stort set uden for dagpengeland. Da jeg lagde mit hoved på min pude om aftenen på den dag, hvor jeg havde fået jobbet kan jeg huske, at jeg følte en enorm ro. Nu havde jeg gjort det. Jeg havde endelig opnået det, der ville gøre, at mit liv ville blive lykkeligt og jeg aldrig skulle bekymre mig om penge igen.

Åh Gud, hvor kan man være naiv, når man aldrig har lært bedre.

Voksen – 25-30

Jaja. Nogen vil nok mene, at man er voksen når man er yngre end 25, men jeg begyndte først at se mere voksent på tingene da jeg fik mit første job. Med jobbet kom også en bedre løn, og for mit vedkommende gik der totalt forbrugsinflation i den. Nu var jeg jo nået dertil, hvor der egentlig bare var råd til lidt af det hele, ikke?

Wrong.

Jeg havde måske flere penge til rådighed, men usikkerheden, den bankende puls, de kaotiske tanker i et hoved, der aldrig rigtig havde ro og følelsen af utilstrækkelighed og uoverskuelighed var der stadig. Så jeg fortsatte mine dårlige pengevaner, og skruede endda voldsomt op for takeout, festivaler, ferier, band t-shirts, koncerter i udlandet, tatoveringer, øl og drinks i byen med veninderne… Alt, der gjorde, at jeg ikke behøvede at forholde mig til hvordan jeg egentlig havde det og hvad jeg dog skulle gøre ved det. Jeg begyndte at få overtræk på mit dankort hver måned, og det var ikke altid der var en opsparing, der kunne dække det.

Jeg tror jeg tænkte, at det var lige meget. For man skal jo have et arbejde og tjene penge – det er lykken.
Ledelsen i mit første job var rimelig top-down-agtig, og arbejdsmiljøet var præget af mistillid til medarbejderne, en hård tone og den der slags “venlige” mobning, som halvt er i sjov, halvt ikke er i sjov. Man kunne være sikker på, at cheferne kritiserede ens arbejde foran ens kolleger, selv hvis man ikke var der til at forklare eller forsvare. På forunderlig vis var ledelsen på samme tid ikke rigtig til stede, og det var i det hele taget meget kaotisk.

Jeg havde på dette tidspunkt opgivet alle tanker om reel opsparing, som ikke forsvandt igen ved næste ferie eller festival. Jeg havde endnu ikke nået den konklusion, at jeg var nødt til at kigge på det. Heller ikke den dag jeg kom hjem fra arbejde, og jeg ikke havde nogen strøm i lejligheden, fordi jeg ikke lige havde fået betalt min elregning, overvejede jeg, at jeg var nødt til at gøre noget ved min økonomiske situation. Jeg tænkte nok bare, at jeg snart ville få lønforhøjelse, eller snart fik et bedre betalt job, og så var problemet jo væk.

Jeg tror, at jeg bare kløede på og brugte alle mine penge på mig selv fordi jeg stadig flygtede. Hen imod en flygtig følelse af frihed, af ro, af overskud, af mental velvære. Samtidig havde jeg ikke noget mål. Jeg havde jo nået målet nu, ikke? Det med at få et job med en god løn? Der var jo styr på tingene nu, ikke?
Det var først da jeg mødte min nuværende kæreste, at jeg begyndte at se en mening i en god økonomi. Eller, i hvert fald en økonomi der ikke gik i minus hver måned. Med ham kom der også nye drømme, om en fælles fremtid, og han fjernede nogle af mine usikkerheder. Og da vi flyttede sammen, blev mine udgifter også lavere, og det blev nemmere at sætte et beløb til side hver måned.

Det var først i 2018, at jeg begyndte at opdage investering. Min storesøster, der selv sad i et job hun ikke var glad for, var begyndt at læse Mr. Money Mustache, der formåede at pensionere sig selv i en alder af 30 på grund af investeringer, og han blev nærmest hendes guru. Jeg synes det var åndssvagt og kedeligt når hun snakkede om det, for jeg levede jo som man skulle, og som jeg mente jeg havde fået at vide hele livet at man skulle.

Det var først i januar 2019, da jeg endelig tog mig sammen til at klikke på et af de mange links hun havde sendt mig fra hans blog, at boblen endelig brast for mig. Jeg havde levet mit liv og formøblet min økonomi totalt forkert. Ikke nok med at jeg havde brugt stort set alle mine penge på passiver – men man behøvede ikke nødvendigvis være på arbejdsmarkedet indtil man var 65. Der VAR en anden vej. Det gav mig incitamentet til endelig at få ryddet op i min økonomi, lagt et (holdbart) budget, og der kom skub på opsparing og investering.

I dag glæder jeg mig hver måned til den 5., for så trækker Nordnet penge til månedsopsparing, og jeg ser pengene stige i værdi stille og roligt, og beløbet stige. Jeg sparer op, og mit forbrug og mit syn på penge har ændret sig radikalt. Normalt afsætter jeg mellem 1500 og 2500 kroner til mig selv, når jeg har betalt mine regninger og betalt “mig selv” til investeringer og opsparing – og jeg plejer som regel at overføre lidt til opsparingskontoen i slutningen af måneden alligevel.

Jeg er i et andet job nu, der bestemt også har sine udfordringer, men jeg kan leve med det. Især nu, hvor jeg har et specifikt mål med det. Jeg håber at kunne gå på deltid om 5-6 år, eller måske starte min egen forretning op og være selvstændig.

Jeg er blevet meget bedre til at tale om penge og økonomi, og jeg har no shame i at spørge andre hvad de tjener og hvordan de fordeler pengene. Fordi jeg virkelig tror på at det er sådan vi lærer bedst, og økonomi skal ikke være et tabu, men noget, vi skal tale om, så vi alle kan blive bedre til det. Eksempelvis fandt jeg for nyligt ud af, at mine forældre faktisk lånte penge til det der klaver, de købte da jeg var mindre, og ikke bare havde pengene til det, sådan som mine naive antagelser om økonomi troede det hang sammen dengang.

Jeg er langsomt, i takt med at min økonomiske sans bliver bedre, også begyndt at tro mere på mig selv. Hvis jeg kan hive mig selv op fra det hul jeg var i, så kan jeg alt. Jeg har lært, at jeg ikke bliver den ambitiøse stræber-type på arbejdet, der ender i en chefstilling som 32-årig – og det har jeg det rigtig fint med. For jeg ved, at lykken ikke ligger i en højere lønseddel eller faglig anerkendelse – i hvert fald ikke for mig.
Jeg har erkendt, at min tid er det mest dyrebare jeg ejer og har – langt mere værdifuldt end restaurantbesøg, et fyldt tøjskab, eksotiske ferier og dyre gadgets. Og min tid vil jeg bruge på noget, der giver mig glæde, værdi, overskud og energi.

Så det er mit mål. Og det var min pengehistorie.

Hvad er din?