Månedsupdate: April 2021

Ikke kategoriseret

Som sædvanligt er jeg i virkelig god tid med månedens update på hvordan det er gået med økonomien og porteføljen…

Så i stedet for at jeg bruger jeres tid på at skrive mig varm, skal vi så ikke bare gå lige på og hårdt?

Status på gæld

Vores gæld ser pr. maj 2021 således ud:

Mor og far: 47.000 kroner (55.000)

Banklån: 0 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Hold kæft, hvor er det fedt, at bankgælden er væk. Det har vi også fejret godt og grundigt, både med champagne og restaurantbesøg. Restauranterne nåede lige at åbne en uges tid før vi var færdige, så det var perfekt timing, kan man sige. Vi er enormt stolte af det vi har opnået ved at sætte afvikling af vores bankgæld på 381.000 på 16 måneder i stedet for de tre år, som det oprindeligt var planen. Det giver os en stor mængde økonomisk frihed nu, som vi har tænkt os at bruge på at få boostet vores opsparinger og aktiedepoter. Men i princippet kom vi jo først af med gælden med maj-lønnen, så den bliver først omtalt for alvor i næste månedsupdate.

Depotet

Hvis jeg havde været en dygtig blogger, der sørgede for at lave de her månedsupdates i starten af måneden, som jo rent faktisk giver rigtig god mening, så ville billedet se meget anderledes ud. Det gik sgu rigtig godt i starten af maj, det må jeg sige. Men for et par uger siden begyndte det at tage nogle voldsomme dyk, og sådan er det jo at investere. What goes up, must come down. Forhåbentlig bare ikke altid så meget down, at man stadig har mistet penge 20 år senere. Sådan her så portefølje-regnskabet ud 22. maj for en måned:

Som I kan se, så så det fint ud i starten af måneden, hvorefter hele lortet begyndte at vælte i midten af måneden. Selv mine Freetrailer-aktier, som ellers længe kun er gået op, og som havde et afkast på over 500%, dykkede. Sådan er det jo. Jeg forholder mig, som altid, rolig, og køber og beholder. Det, der irriterer mig mest ved det er egentlig bare, at det dykkede helt vildt dagen efter at Nordnet havde trukket til månedsopsparingen…

Der er (igen) ikke blevet ændret i indkøbene på månedsopsparingen, og fordelingen så derfor i april stadig således ud:

Det bliver dog sidste måned, at den gør det. Juni bliver den første måned, hvor vi ikke afbetaler mere end halvdelen af vores lån til banklånet, og en stor mængde penge bliver derfor frigivet til investering. I et kommende indlæg skal jeg nok vise hvad jeg køber og hvordan fordelingen er.

Forbrug

Lad mig være ærlig fra start her: Jeg har ikke lavet lagkagediagram over mit forbrug for april måned. Mest fordi jeg ikke har overblik over det.
Det skal ikke forståes sådan, at jeg er gået amokka med mit dankort, og at vores hjem nu er fyldt med Kähler-vaser og mad, der rådner i køleskabet. Jeg har stadig kun haft 1000-1500 kroner til privatforbrug, og det er jeg ikke overskredet, og vi brugte heller ikke mere end de normale 1600-2000 kroner på mad end vi plejer. Der er også stadig blevet sparet op og investeret, og vi brugte jo stadig størstedelen på afbetaling af gæld. Det skal mere forståes sådan, at jeg har været langt mere afslappet omkring det. Muligvis fordi jeg vidste, at gælden nu snart var væk.

Det med gælden har ikke været et stressmoment for mig, snarere det modsatte. Det var virkelig fedt at vide, at vi hele tiden kom et meget stort skridt tættere på at være af med de 381.000 kroner. Men det har nok påvirket mit forbrugsmønster og mine tanker på en måde, hvor jeg var nervøs eller ukomfortabel med at bruge penge, fordi jeg vidste, at der lå en stor udgift i starten af hver måned. Men i april, fordi jeg vidste, at vi nu nåede målet, så havde jeg ikke samme fornemmelse, og derfor ikke samme behov for at notere alting ned. Og så længe jeg ikke bruger mere end det beløb jeg har afsat til privatforbrug, og gerne mindre end det, så ser jeg ikke noget problem i ikke at tracke hver krone og øre.

Månedens optur/nedtur

På det personlige plan er månedens optur klart, at nogle af vores bedste venner er flyttet til vores by! I stort set al den tid vi har kendt dem, har de boet i København, men nu har de sat snuden mod Vestjylland, og det er fantastisk. Kvinden i forholdet er en af mine allerbedste veninder, og det er virkelig dejligt at kunne være sammen med hende en almindelig torsdag aften, eller svinge forbi til en kop kaffe efter arbejde, og vide, at vi kan gøre det igen i morgen, hvis det er det. Der behøver ikke gå tre måneder mellem hvert besøg, fordi det er nødt til at være en weekend hvor vi alle kan, og vi behøver ikke være så intenst sammen. Det er virkelig fantastisk.

Månedens nedtur… Månedens nedtur… Månedens nedtur… Jo, en dag kom mine forældre på besøg. De er ekstreme have-entusiaster, og de kan slet ikke overskue, at vi ikke har en rigtig have, og at vi ikke rigtig holder den smule jord vi har. Hr. Kapitalisthippies og mit hus består af et hus, en carport og to terrasser. Det er det. Alt græs rundt om ejes af grundejerforeningen, der også betaler for at få det slået og frugttræerne, der stadig er meget små, passet. Vi har ikke mere have end en stribe jord rundt om hver terrasse, hvor bygherrerne plantede nogle små pis-buske, som jeg kalder dem, der har minus funktion. De vokser ikke meget højere end til mine ankler, de er grimme og de blomstrer ikke eller noget. Så mine forældre kom over en dag, hev nogle af de døde buske ud, plantede en hindbærbusk, en solbærbusk og noget ramsløg.

Men på trods af rigelig gødning, og masser af regn, så er alle tre dele nu døde. Jeg må have et virkelig dårligt ry i planteverdenen! I samme ombæring fik vi dog en tomatplante, som jeg har indendørs, og den er i live endnu, så håbet lever stadig…

381.000 på 16 måneder – sådan gjorde vi det

Ikke kategoriseret

Det følgende er skrevet med tømmermænd. I går fejrede Hr. Kapitalisthippie og jeg nemlig, at vi formåede at betale banklånet på vores hus af på 16 måneder – halvandet år før tid! Vi poppede en flaske champagne og skålede sammen, inden Hr. Kapitalisthippie skulle i seng, for han har nemlig vagt hver dag her i bededagsferien. Vi er måske mindre begældede nu end før, men vi er ikke frie fra at skulle arbejde 🙂

I dette indlæg vil jeg fortælle og beskrive hvordan vi fandt pengene til det, og ikke mindst hvorfor vi gjorde det. Så skal vi ikke bare komme i gang?

Hvad?

Da vi overtog vores hus i januar 2020 fik vi naturligvis også en del gæld med i købet. Husets pris var 2.065.000 kroner, og vores gæld var opdelt i et realkreditlån på 1.652.000 kroner og et banklån på 381.000 kroner. Vi har afdragsfrihed i huset frem til 2025, og den oprindelige plan var at bruge den periode på at afbetale banklånet, som havde den største rente.

Realkredit: Rente på 1,44 procent
Banklån: Rente på 3,25 procent

Den oprindelige aftale vi lavede med banken var, at vi ville afbetale banklånet over tre år, så vi havde to år med ren afdragsfrihed og lave udgifter. Det betød, at vi ifølge den oprindelige aftale skulle afbetale lånet med 11.200 kroner om måneden. I løbet af sommeren sidste år blev vi dog enige om, at vi godt kunne oppe beløbet, og dermed komme af med gælden før tid. Den oprindelige løbeperiode var frem til marts 2023.

Hvor meget?

Til at starte med, hævede vi afbetalingsbeløbet fra august 2020 med 6.800 kroner, så det i alt lød på 18.000 kroner. Det betød, at vi ville være færdige med lånet til oktober 2021. Vi blev ret overraskede over, hvor meget tid der lige blev barberet af gælden, blot ved at vi hver især undværede yderligere 3400 kroner om måneden.

Det gav os blod på tanden, og i november 2020 begyndte vi at snakke om, hvorvidt vi kunne afsætte yderligere midler til gældsafvikling. Det kunne vi godt, blev vi enige om, og fra januar 2021 oppede vi afviklingen med 5.400 kroner, så vi i alt hver måned afviklede banklånet med 23.400 kroner. Altså lidt mere end en fordobling af den oprindelige afbetalingsaftale.

Januar 2020: 11.200 kroner til gældsafvikling
Januar 2021: 23.400 kroner til gældsafvikling

Budgettet?

Da vi overtog huset i januar 2020 så mit budget ca. sådan her ud:

Løn: 20.300 kroner (udbetalt)
Budget: 3600 kroner
Gældsafvikling: 6100 kroner (til bankgæld og privatgæld til mine forældre)
Mad: 1600 kroner
Transport: 950 kroner
Opsparing: 2000 kroner
Investering: 2500 kroner
Privatforbrug: 3550 kroner

Fra januar til 1. maj 2021 har mit budget set sådan her ud:

Løn: 20.600 kroner (udbetalt)
Budget: 3400 kroner
Gældsafvikling: 12.200 kroner
Mad: 1000 kroner
Transport: 450 kroner
Opsparing: 2000 kroner
Investering: 0-550 kroner
Privatforbrug: 1000 kroner

Som I kan se en væsentlig ændring i prioriteringen. En fordobling af gældsafviklingen, men hvad tænker du, når du kigger på de to budgetter? Er der nogle af de andre poster, der ser væsentligt forandret ud for dig? Der blev stadig indbetalt penge til opsparing og (for det meste) investering, der var stadig penge til sjov og spas i privatforbruget, der var stadig penge til ordentlig mad og så videre.

Så hvad ændrede sig?

Hvordan fandt vi pengene?

For at forklare hvordan to normaltlønnede unge mennesker uden nævneværdige opsparinger er i stand til at betale så mange penge af på så kort tid, er vi nødt til at kigge på to ting: De praktiske ændringer og vigtigst: Den mentale ændring.

Lad os tage de praktiske først.

Forsikringer: Når man køber et hus, stiger ens mængde af forsikringer helt vildt. Du skal have en husforsikring, formentlig nogle flere ulykkesforsikringer og de fleste banker kræver før du får lov at låne, at du tegner en livsforsikring gennem et selskab som de samarbejder med. Kort sagt: Vi er forsikrede i hoved og røv, og det koster mange penge. I januar 2020 kostede vores forsikringer os årligt 14.000 kroner, inklusive bilforsikring. Da vi blev enige om at vi ville af med gælden før tid, tog vi en eftermiddag i vores sommerferie i juni 2020, hvor vi ringede rundt til forskellige forsikringsselskaber og pressede dem på priserne. Det fik os til at skifte forsikringsselskab, og i dag er vores forsikringer på i alt 10.000 kroner – altså en besparelse på 4000 kroner. Derudover fik vi kigget på vores forsikringsbehov. Eftersom corona hærgede allerede dengang (stopper det nogensinde?) kunne vi godt se, at vi nok ikke havde behov for en rejseforsikring, så den har vi valgt fra indtil vi engang igen kan komme udenfor Danmarks grænser på ferie. Det bliver for vores vedkommende ikke lige foreløbig, fordi vi har andre prioriteter. Desuden viste det sig, at vi i vores nuværende ulykkesforsikring betalte ekstra for ski-ulykker – og jeg har ikke stået på ski siden jeg var 18…

Så det kan klart betale sig at bruge tiden på at kigge på forsikringerne ind i mellem. Måske en gang om året eller hverandet år.

Ingen af os er medlem af sygesikringen Danmark. Hr. Kapitalisthippie fordi han ikke kan på grund af tidligere sygdom – jeg fordi jeg ikke føler behov for det.

Abonnementer: Vi gjorde brug af ti års-reglen, da vi skulle nedbringe vores udgifter. Hvor vi før havde både Netflix, Viaplay, HBO, DPlay, Mofibo og TV2 Play samt Spotify, har vi i dag Netflix, Familie-Spotify som mindsker vores udgifter, og et delt Disney+-abonnement, som vi betaler 1/3 af prisen for. Dermed har vi sparet rimelig mange penge, synes vi selv.

Netflix, Viaplay, HBO, Dplay, Mofibo, TV2 Play og Spotify i et år: Ca. 8000 kroner
Netflix, Familie-Spotify og 1/3 Disney+: 3.359 kroner

Hr. Kapitalisthippie valgte også at opsige sit bilvask-abonnement, som månedligt kostede ham 79 kroner, samt et fitnessabonnement på ca. 200 kroner om måneden. En besparelse på i alt omkring 3348 kroner.

Mad: For to år siden lå vores månedlige madbudget på 3400 kroner, og jeg havde svært ved at få det til at hænge sammen. Da vi flyttede i hus, skar vi det ned til først 3200 kroner, og senere til 2000 kroner. Uden problemer. Jeg begyndte at gøre brug af Too Good To Go-poser, hvilket virkelig har lettet vores frugt- og grøntpost. Vi har skåret væsentligt ned på fastfood, hvilket selvfølgelig gør en kæmpe forskel, og jeg begyndte at praktisere at undgå madspild. Hr. Kapitalisthippie har yderligere skåret ned på sit kødforbrug (kød er dyrt!) og det meste kød han får i dag kommer også fra Too Good To Go-poser. Så vidt jeg ved, er han tilfreds med mængden han får nu, som er et par gange om ugen. Derudover er jeg begyndt at lave flere ting fra bunden selv, eksempelvis det brød vi spiser, samt snacks. Vi er også blevet bedre til at købe ind i store mængder, når noget vi bruger ofte, er på tilbud, eksempelvis plantemælk.

Vi sulter ikke på nogen måde, vi får god, sund og nærende mad, mindre takeout og undgår så vidt muligt madspild. I budgettet er der også plads til gæster flere gange om måneden. Win-win.

Transport: Denne gælder kun mig. I januar 2020 arbejdede jeg i en by, der ligger ca. 15 kilometer fra vores hus, og jeg plejede at tilbagelægge distancen med tog. Det kostede mig månedligt 510 kroner. Derudover indbetaler jeg 450 kroner til benzin og lån på vores bil, en VW Polo fra 2019. I alt 960 kroner om måneden. I januar 2020 valgte jeg, for at nedbringe mine transportudgifter, at købe en elcykel, som kunne transportere mig på arbejde gratis. Elcyklen var på tilbud, og kostede 4000 kroner.

Transportudgifter i januar 2020 i løbet af et år: 11.520 kroner
Transportudgifter efter januar 2020: 5400 kroner (+ masser af gratis motion!)

A-kasse/fagforening: Denne var klart den sværeste for os. Som de fleste andre nyder vi godt af en overenskomstbaseret løn og et net af tillidsrepræsentanter og medarbejderforeninger, der er på vores side. Jeg har dog oplevet flere gange, at fagforeningen (ikke medarbejderforeningen eller tillidsrepræsentanten) IKKE var på min side, og ikke kæmpede min sag hvor de burde. Samtidig var vores fagforening dyr – især når jeg ikke følte jeg fik hjælp fra den når det var nødvendigt. Vi opsagde derfor vores fagforening og tilhørende a-kasse, og skiftede til en billigere.

Fagforening/a-kasse årligt for to før skift: 23.600 kroner
Fagforening/a-kasse årligt for to efter skift: 12.858 kroner

Vi oplevede nogle ubehageligheder i forbindelse med skiftet, som jeg ikke ønsker at uddybe her. Fagforening er et ømt emne, og noget, der virkelig kan få sindene i kog. I hvert fald i vores branche. I forbindelse med de oplevelser, ønsker jeg ikke at melde mig ind i vores “egen” fagforening igen, nu hvor lånet er væk, hvilket ellers var planen. Det har Hr. Kapitalisthippie dog valgt at gøre, og det accepterer jeg selvfølgelig fuldt ud. Det er her vigtigt for mig at nævne, at vi har 100 procent frit fagforeningsvalg i Danmark.

Når min opsparing er kommet på rette fod igen, overvejer jeg at melde mig helt ud af både fagforening samt a-kasse, men det har jeg ikke taget endelig stilling til endnu.

Skønhed/pleje: Denne gælder også kun for mig. Før det store skift, blev jeg hver måned vokset ved en skønhedssalon til en værdi af 500 kroner, og jeg blev klippet og farvet stort set hver måned, hvilket kostede mig omkring 1000 kroner om måneden. Begge disse ting blev skåret væk. Sidst jeg blev klippet (hvilket var i sommeren sidste år), bad jeg om en frisure, der var nem at holde og ikke krævede så mange besøg, og det fik jeg. En enkelt gang før det blev jeg klippet af en veninde. Det blev ikke kønt, men vi havde det sjovt!

På grund af corona har mine udgifter til makeup samt makeupfjerner været minimale, da jeg simpelthen ikke har gået med det på hjemmekontoret. Og det har virkelig været skønt. Nu er jeg vendt tilbage til kontoret, men jeg er fortsat med ikke at gå med makeup til daglig, og det er en beslutning som jeg (og mine øjenvipper og min hud) er meget glade for. Jeg savner ikke at skulle bruge tiden om morgenen på det, og bestemt heller ikke at skulle fjerne det hver aften når jeg er mega træt. Jeg vurderer, at jeg årligt før nok brugte omkring 500 kroner om året på makeup.

Skønhed/pleje om året før: Ca. 18.500 kroner
Skønhed/pleje om året nu: Ca. 450 kroner (til klipning, en smule makeup osv.)

Okay. Det var det praktiske.

Og nu til det mentale, som klart er det, der har gjort den største forskel for os:

Som du kan se, var der mange besparelser at hente her, ved blot at lave små tweaks i forbruget. Vi har ikke skåret noget væk, som vi gerne ville have – blot skåret det ind til det, der var det nødvendige, og som virkelig betød noget for os. Det, vi gerne ville prioritere. Vi kunne sagtens have skåret mere fra.
Behøver vi så mange streamingkanaler? Nej. Men det vil vi gerne have.
Kunne vi ikke have klaret os med en lavere internethastighed? Jo, men det gider vi ikke.
Kunne jeg ikke have fået en brugt cykel uden el gratis? Jo, men jeg er mega doven.
Kunne vi ikke have ladet være med at købe fastfood overhovedet, og ikke bruge penge på snacks, vin og andre unødvendige ting i madbudgettet? Jo, sagtens. Men det er ting vi godt kan lide, som vi ikke vil undvære.

Vi har stadig kunnet hente takeout, tage i biografen, tage på bar og restaurant, invitere venner og familie til aftensmad, forkæle hinanden, hente morgenbrød ved bageren og alt det andet, der giver livet værdi.

Vi har bare prioriteret det, der var vigtigt for os, og skåret det overflødige fra.

Det gælder også i vores privatforbrug. Jeg har ikke brug for, at Hr. Kapitalisthippie bringer mig blomster i forbindelse med Valentinsdag (fuck, jeg hader det lort) eller køber gaver til flere tusinde kroner for at bevise sin kærlighed overfor mig til jul og fødselsdage. Jeg har heller ikke behov for at spise på restaurant hver uge eller hver måned. Jeg bliver ikke mere lykkelig af nyt tøj hver måned eller en Kähler-vase i vindueskarmen. Jeg har brug for, at vi har gode, lange snakke, kigger hinanden i øjnene og nyder hinandens selskab, og hygger os med venner og familie. Og så er det ligegyldigt hvor og hvordan det foregår.

Når folk har hørt lidt mere om vores gældsafvikling og mindskede forbrug, får jeg ofte fornemmelsen af, at de tror vi lever i ren armod. At vi går sultne i seng, aldrig tænder for lyset, konstant bare sidder derhjemme og keder os og at det hele er mega surt. Og at vi er nærige.
Det er IKKE tilfældet. Vi mangler ikke noget, og vi har ikke manglet noget i de 16 måneder det har taget os at betale lånet af. Og på trods at det “stramme” budget, er det alligevel lykkedes Hr. Kapitalisthippie at spare op til og købe den gamer-computer til 12.000 kroner, som han havde sukket efter længe. Hvis det var det han kunne finde på at bruge 12.000 kroner på, på trods af et lavt forbrug, så tror jeg virkelig ikke vi har oplevet stor mangel på noget 🙂

Jeg mener det virkelig når jeg siger, at vi ikke har manglet noget. Det har været virkelig godt for os, at få skåret tingene ind til benet, og få lidt perspektiv på vores eget forbrug. Når jeg i dag tænker på, at jeg i løbet af 16 måneder har brugt hvad der svarer til næsten 200.000 kroner på gældsafvikling på 16 måneder, så kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om, hvad jeg skulle have brugt de penge på ellers.
Jo, nogle af dem var nok gået til mere opsparing og investering. Men kender jeg mig selv i januar 2020 godt nok, så ved jeg også, at det ikke ville have talt for hele beløbet. Måske 90.000-100.000 kroner, hvis jeg er gavmild ved mig selv. Det betyder, at næsten 100.000 kroner ville være gået til… ja… ingenting? Fastfood, to go-kaffe, hårfarvninger? Nyt og unødvendigt tøj? Koncerter jeg ikke har savnet? Dims? Jeg tror, at jeg foretrækker at pengene er blevet brugt som de er.

Men nogle af pengene kom jo også udefra

Det plejer folk ofte at tage op, når vi snakker med andre om det. Og ja, det er rigtigt. Noget af gældsafviklingen er kommet fra de famøse indefrosne feriepenge samt vores opsparinger. I mit tilfælde omkring 45.000 kroner, og det samme fra Hr. Kapitalisthippie, så i alt ca. 90.000 ud af de 381.000 kroner, kommer fra indefrosne feriepenge og opsparing.

Men hvis vi dividerer 381.000 med 16, så bliver det 23.812. Det vil sige, at vi, hvis vi havde strammet ordentligt ind fra start, næsten kunne have afviklet lånet på samme mængde tid uden at gøre brug af indefrosne feriepenge eller opsparinger. Så egentlig bed vi blot os selv i røven ved ikke at gøre det fra start.

Jeg har taget opgørelsen fra vores bank, så du her kan se hvad der er blevet indbetalt hvornår:

Jeg har overstreget personfølsomme oplysninger

Som du kan se, har vi i løbet af de 16 måneder betalt renter for sammenlagt 10.665 kroner. I alt har vi altså afbetalt 391.665 kroner på 16 måneder.

Havde vi ikke oppet indbetalingen, men kørt med de oprindelige 11.200 kroner frem til 2023, havde det beløb heddet 400.196 kroner. Vi har altså sparet 8.531 kroner ved at afvikle lånet 20 måneder før tid. Det er ikke meget, når man ser på det store billede.

Til gengæld åbner vores nye budget op for enorme muligheder. Vi har hver især fået frigivet 11.700 kroner om måneden. Tænk på, hvilke opsparinger og investeringsdepoter vi kan nå at lave inden 2025! Det er der vi begynder at afbetale realkreditlånet.

Hvad vi har lært

Det var Hr. Kapitalisthippies idé, at vi skulle prøve at afbetale lånet før tid.
Det skete i løbet af sommeren 2020, hvor corona hærgede, og alle brancher, inklusive vores egen, mistede masser af penge. Hr. Kapitalisthippie og jeg gik ned i løn, sammen med størstedelen af vores kolleger, i tre måneder. Ti procent. Det var helt frivilligt, selvom det gjorde ondt på et ungt par, der lige havde købt hus. Det gjorde, at firmaet, som vi arbejder for, kunne overleve. Der var stadig fyringer, men færre end der ellers ville have været.

Jeg tror, at det var det, der startede den for os. Det var utrygt at vide, at vi så ind i besparelser og fyringer på arbejdet og vide, at vi lige havde stiftet gæld for 2 millioner. Tænk, hvis en af os blev fyret! Ved at komme af med banklånet før tid, kunne det måske fjerne noget af den frygt og bekymring.

Det fjernede meget mere end det.

Jeg er i dag ikke bange for at miste mit job. Jo, det vil da være træls, for jobs i vores branche hænger ikke på træerne. Men jeg er ikke bange for at miste en indtægt. Jeg ved, at vi kan leve for meget få midler og stadig ikke føle, at vi mangler noget. Det er vel dybest set det vi mennesker er allermest bange for. At have følelsen af, at vi mangler noget. At vi må undvære.
Det ved jeg, at jeg ikke vil få, hvis vi en dag står økonomisk dårligere i det, end vi gør i dag.

For jeg har lært, at jeg virkelig ikke har behov for mange ting for at føle mig glad og tilfreds. Jeg har lært, at mad ikke behøver at koste mange penge for at være og smage godt. Jeg har lært, at store gaver ikke er det, der udgør en god jul eller fødselsdag. Jeg har lært, at jeg sagtens kan føle mig forkælet og veltilpas uden restaurantbesøg, frisør og meget andet. Jeg har lært, at jeg sagtens kan holde en god ferie uden at den behøver at foregå i et andet land eller være fyldt med pengesugende aktiviteter.

Det giver mig en følelse af magt. Det er MIG, der kontrollerer mit forbrug – ikke mit forbrug, der kontrollerer mig.

Det er mig, der bestemmer.

Og med den viden kan jeg bruge de 11.700 kroner, der nu er blevet frigivet til andre formål, til at skabe en fremtid, hvor jeg har meget mere frihed. Måske siger jeg mit job op om nogle år, eller går på deltid? Måske tager vi orlov og rejser rundt i verden i et år? Hvem ved?

Verden ligger for vores fødder lige nu. For det har vi arbejdet for, at den gør.

Og den følelse er sgu både gældsafviklingen og tømmermændene værd.

Aktier til børn: Gaven, der bliver ved med at give

Ikke kategoriseret

I et af teatrene i West End i London kører der et skuespil, der hedder The Mousetrap, som er skrevet af krimiforfatteren Agatha Christie. Det er det teaterstykke, der har kørt i længst sammenhængende tid med mere end 27.000 opførelser. Agatha Christie selv gav rettighederne til stykket til sit barnebarn, som levede af indkomsten det genererede i lang tid.

Vild nok dåbsgave.

Han gav senere disse royalties videre til et college i Wales, hvor indkomsten bruges til at drive et kunstcenter. Det er altså en gave, der er blevet ved med at give. Den har givet Agatha Christies barnebarn mulighed for at skabe et liv på hans præmisser, uafhængigt af indkomst, og senere støttet videreformidling af kunst. Virkelig cool, hvis du spørger mig!

Jeg begyndte at investere da jeg var sidst i 20’erne, hvilket er sent, hvis man gerne vil opnå økonomisk uafhængighed. Men reelt troede jeg ikke det var muligt for en privatperson for mig, som ikke hver måned kunne hælde 100.000 kroner ind i markedet. Jeg tænker ind i mellem hvordan mit liv havde set ud, hvis mine forældre havde lært mig det fra barnsben, eller måske ligefrem investeret min børneopsparing, i stedet for at udlevere den til mig da jeg flyttede hjemmefra.

Efter at jeg selv har vendt skuden har jeg tit tænkt, at jeg gerne selv vil lære mine børn om investering og pengeyngel fra en tidlig alder. Altså, hvis jeg engang får børn. Det er ikke noget der er på plakaten lige nu!

Men andre mennesker i min familie har børn, og de børn skal som regel have gaver to gange om året: Til fødselsdag og jul. Hr. Kapitalisthippie har to små niecer, som er tvillinger, og vi bliver inviteret til deres fødselsdag hvert år, hvilket er rigtig hyggeligt. Jeg ville gerne være sådan en cool tante, der gav de gode gaver. I ved, det der familiemedlem, som ikke var ens forældre, hvis gave man altid glædede sig lidt mere til at åbne? Den stilling gik jeg benhårdt efter.

Det gik… ikke så godt. Et år forsøgte vi os med noget Frozen, dengang det var populært. Vi har også været omkring kinetisk sand og bamser formet som enhjørninge. Problemet var, at der kun var to små (virkelig velopdragne) piger, men virkelig mange voksne, der var ude efter titlen, og der var mange gaver. Sikkert for mange penge, i hvert fald for vores vedkommende. De to små søde piger blev simpelthen overrendt af gaver, kan man sige. Og det er ikke et ondt ord om hverken pigerne, deres forældre eller de andre gavegivere. Men det var forståeligt nok svært for pigerne at forholde sig til alt det nye skinnende legetøj som de fik, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at det nogle gange meget hurtigt endte i bunken på værelset. Det synes jeg var ærgerligt, både udefra et økonomisk og bæredygtigt synspunkt, men også for pigerne. At der var så meget at vælge imellem, at så meget blev valgt fra.

Det hjalp nok heller ikke på det, at pigerne havde fødselsdag få dage før juleaften, så der var dobbelt op på pakkerne. Så da de havde fødselsdag sidste år, besluttede Hr. Kapitalisthippie og jeg os for, at vi ville prøve noget andet. Vi ville give dem aktier!

Hvis du havde købt for 2000 kroners Apple-aktier…

I år 2000, så ville de i dag have en værdi af 200.000 kroner. Har du nogensinde givet nogen en gave til en værdi af 2000 kroner, som 20 år senere var det værd? Jeg blev nonfirmeret i 2012, altså blot få år senere, og jeg vil gætte på, at mange af os i hvert fald fik pengegaver til den fest, der var 2000 værd. Jeg brugte mine nonfirmationspenge på en rejse til USA, hvilket jeg ikke fortryder. Men 200.000 kroner i aktier i dag ville bestemt heller ikke have gjort mig noget.

Hr. Kapitalisthippie og jeg besluttede os altså for at introducere pigerne for aktier til deres fødselsdag. Vi spurgte deres forældre på forhånd, om de synes om idéen, og den var de med på. De investerer selv, og kan vist også ind i mellem synes, at pigerne får lige lovlig meget legetøj.

Men hvad skulle vi så vælge for aktier? Grundet vores afbetaling af bankgælden på huset havde vi ikke uanede mængder af penge, og derfor var aktier som netop Apple udelukket. Vi ville gerne give dem en lille del af et firma, som de kendte, så det måske var mere håndterbart for dem. Disney var oppe at vende, sammen med Coca-Cola Company (begge for dyre), vi snakkede om Mattel (som ejer Barbie), men ingen af er specielt interesseret i Barbie-dukker, og vi vidste ikke om de ville kunne kæde Mattel-navnet sammen med Barbie.

Som de fleste små børn, så er de her to søde piger overordentligt glade for slik og søde sager. Og derfor faldt valget på Cloetta AB. Det er dem, der blandt andet laver Läkerol, Malaco, Juleskum og PEZ (kan I huske dem? De der små syrlige tabletter, som man skulle hive ud af en stor plasticdims formet som ens yndlingskarakter fra tegnefilm?). Mange af deres mærker er desuden glutenfri, hvilket passer perfekt, for den ene af niecerne har cøliaki. Samtidig anser jeg Cloetta AB for at være et stabilt firma med gode indtjeningsmuligheder, også i fremtiden. Til sidst udbetaler Cloetta AB udbytte en gang om året, mellem 0,50-1 SEK pr. aktie, og vi tænkte, at det måske ville være sjovt for pigerne at få lidt håndører ind i mellem, som de så enten kunne spare op eller bruge på legetøj eller slik.

Da vi købte dem, kostede de omkring 24 svenske kroner, hvilket svarer til ca. 17,50 danske kroner. Vi besluttede os for at købe ti aktier til hver af pigerne. Derudover købte vi også noget Cloetta-slik til dem, for at gøre det hele mere konkret. Til sidst lavede Hr. Kapitalisthippie et gammeldags aktiecertifikat, der bevidnede, at pigerne fra dags dato var indehavere af ti stk. Cloetta AB-aktier til en værdi af sådan-og-sådan, som de skulle underskrive. Igen for at gøre det mere realistisk for pigerne.

Hvordan tog de så imod det?

Indrømmet, det var lidt nervepirrende at møde op til en børnefødselsdag uden legetøj i hænderne. Vi holdt vejret lidt, da de pakkede hver deres gave op. De kiggede noget underligt på det til at starte med. Held i uheld var der, på grund af Corona, færre mennesker med til dagen, end der normalt ville være, så vi havde tid (og pigerne overskud) til at sætte os ned og forklare indholdet.

Vi forklarede dem, at alt slikket, der lå i pakken, blev produceret af et firma, der hed Cloetta AB, som lå i Sverige. Og at vi havde købt nogle aktier i det firma til dem, hvilket faktisk betød, at de nu var medejere af en slikfabrik! Jeg forsøgte at forklare dem, at de som aktionærer nu ejede en lillebitte del af det selskab, og at de, hvis de en dag ville det, kunne sælge den andel, til en forhåbentligt højere pris end vi havde givet. Dermed havde de tjent penge på det. Til sidst forklarede jeg dem meget kort om konceptet bag udbytte. Og med det forstod de, at de hvert år ville få penge til at købe slik for, så den del var de helt med på!

Til at starte med blev de nok lidt skuffede. Det er nok også meget at forvente af ni-årige piger ikke at blive skuffede over en “blød pakke”. Jeg ved jo af gode grunde heller ikke, om deres lillebitte andel vil stige i værdi med tiden eller gå nedenom og hjem. Måske er der, når de fylder 18, den præcis samme værdi som da vi købte dem, måske mere, måske mindre. Sådan er det jo.

Men senere, da vi sad og legede med noget af det legetøj de trods alt fik, satte den ene af dem sig ved siden af mig.

  • Det er faktisk lidt sejt at være medejer af en slikbutik, sagde hun.

Det gav jeg hende ret i, og hun spurgte, om jeg også investerede, og hvad man ellers kunne lægge penge i. Vi fik os en god snak på børneniveau om aktier.

Senere igen kom en af deres legekammerater forbi, og de skulle selvfølgelig vise gavebordet. Noget af det første de nævnte, var deres nyerhvervede slikfabrik. Som de godt nok fik forklaret som om de alene ejede den, men altså, tæt på!

Og who knows? Måske har netop den gave og den snak sået et lillebitte frø i pigerne, som vil komme dem til gavn senere. Jeg tror aldrig det er for tidligt at give børn en opfattelse af, at penge ikke nødvendigvis behøver at gå til forbrug.

Hvordan giver du aktier til børn?

Alt i alt synes jeg det var en succes at prøve at give pigerne den anderledes gave. Helt sikkert noget, vi kunne finde på igen en anden gang. Men hvordan gør man så? Der er flere måder at gribe det an på.

Først lidt om SKAT, som med alt andet i livet også spiller ind her. Børn og børnebørn kan i 2021 gives for op til 68.700 kroner, før der skal betales 15 procent i skat. Det gælder også for ugifte samboende, oldebørn osv. Svigerbørn kan man give 23.500 kroner før der skal svares skat. Mellem ægtefæller er der ingen grænser.

Penge/aktier til alle andre, også niecerne, skal modtager angive på selvangivelsen som anden indkomst.

Rent lavpraktisk kan du:

  • Selv oprette en konto og købe for personen
  • Købe aktierne på dit eget depot og overføre dem til en andens.
    Her skal du dog være opmærksom på beskatning. Når aktierne at stige i værdi inden du overfører dem, så skal du betale skat på stigningen. Også selvom aktierne, og dermed afkastet, faktisk ikke er dit. Der kan også være rimeligt store omkostninger forbundet med at flytte aktier fra et depot til et andet.
  • Oprette en konto med personen, som har modtaget aktierne i gave, og købe dem sammen med personen.
    Er personen nybegynder på markedet, har du dermed også hjulpet dem igang og måske gjort dem lidt mere fortrolige i en handelsplatform. Dobbelt win!

Vi valgte den endnu mere lavpraktiske udgave, som var at overføre beløbet til deres forældre på MobilePay, hvorefter aktierne blev købt på morens Nordnet-konto. Der var tale om et så lille beløb, at vi ikke synes andet gav mening, og eftersom de ikke er vores børn eller børnebørn, ville jeg ikke være komfortabel med at skulle oprette et depot i deres navn. Forældrene valgte efterfølgende selv at fordoble antallet af Cloetta AB-aktier til pigerne, så de nu har 20 hver i deres mors depot.

Månedsupdate: Marts 2021

Ikke kategoriseret

I skrivende stund er der 20 dage til Hr. Kapitalisthippie og jeg er færdige med at afbetale vores banklån. 20 sølle dage. Til den tid vil vi have brugt 16 måneder på at afbetale omkring 400.000 kroner inklusive renter.

Pardon my French, men fuck, hvor jeg glæder mig!

Marts har derfor været en optimismens måned. Lånet var lavere end nogensinde, solen og varmen tittede frem og Hr. Kapitalisthippies fødselsdag blev fejret ad TRE omgange for at gøre det hele så coronavenligt som muligt.

Status på gæld

Vores gæld ser pr. april 2021 således ud:

Mor og far: 47.500 kroner (55.000)

Banklån: 32.987 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

I sidste månedsupdate udtrykte jeg lidt nervøsitet over, om vi nu nåede at få de famøse indefrosne feriepenge ud inden 1. maj. For her i husstanden var de naturligvis helt automatisk reserveret til banklånet. Der var tale om ca. 20.000 kroner efter skat i alt, så de var relativt vigtige, hvis vi stadig skulle kunne nå vores mål om at være færdige med afbetalingen 1. maj. Heldigvis kom de jo som bekendt til udbetaling i midten af marts, og på én måned formåede vi derfor at barbere omkring 43.400 kroner af lånet. Hold nu, hvor jeg glæder mig til at den slags penge kan gå til investering i stedet for lån! Det resterende beløb af lånet går ikke helt op med de 23.400 kroner vi afbetaler fast hver måned, men som beskrevet i sidste månedsupdate, vil de resterende ca. 10.000 kroner blive taget fra vores respektive opsparingskonti.

Jeg havde været lidt nervøs over det faktum, at der ville blive trukket renter når vi nåede april. Men det blev ikke til mere end 790 kroner, og det tror jeg lige, at vi overlever.

Depotet

Det er taget et lille stykke inde i april måned, men pt. ser porteføljen således ud:

Som I kan se gik det ret godt i marts måned. Faktisk ligger porteføljen lige nu, sammenlagt for hele året, på 6,64 procents afkast. Det lyder måske ikke af meget, men når man tænker på, at jeg går efter det historisk set gennemsnitlige markedsafkast på syv procent om året, og jeg ikke har gjort andet for det end at investere mellem 1000-2000 kroner hver måned gennem en automatiseret månedsopsparing, så synes jeg egentlig det er ganske pænt.

Selvfølgelig vil det ikke bare gå i en lige linje resten af året, det er jeg klar over. Ellers ville investering næsten være for nemt 😉

Jeg har ikke ændret i indkøbene på Nordnets månedsopsparing, så det ser stadig sådan her ud:

Det kommer jeg dog til fra juni måned, som bliver den første uden enorm afbetaling af gæld. I et kommende indlæg vil jeg gå lidt mere i dybden med mit budget som det kommer til at se ud når gælden er væk.

Forbrug

Hr. Kapitalisthippie fyldte 31 i marts, og det blev selvfølgelig fejret. Selve fødselsdagen lå på en fredag, så der var vi begge på arbejde (på hjemmekontoret), og om aftenen var det bare os to. I løbet af weekenden havde vi gæster ad flere omgang, og på trods af masser af mad, der skulle laves, så gik vi ud af måneden uden at have brugt over på madbudgettet.

Jeg ryster mere og mere på hovedet af mig selv, når jeg tænker på, at det engang var svært for mig at brødføde to mennesker for 3400 kroner om måneden, når vi nu er et sted, hvor vi bruger 2000 kroner på ALLE måltider til to fuldvoksne mennesker – og vi i det budget også kan have råd til at have gæster flere gange. Heldigvis kan man blive klogere!

Sådan her fordelte forbruget sig i marts måned:

Som tidligere kan du se, at jeg aktivt ikke har lagt penge over på Nordnet, men at jeg alligevel har investeret. På grund af udbyttebetaling samt en lillebitte opsparing på Nordnet har jeg haft penge til de sidste par måneder at opretholde den månedlige investering på omkring 1000-2000 kroner, og i stedet fokusere mine penge på opsparing og afbetaling af gæld. Det bliver også rart, når jeg ikke er nødt til at lave den prioritering mere lidt om lidt 🙂

Der blev brugt lidt penge på en fødselsdagsgave til Hr. Kapitalisthippie, og om aftenen fik vi take out fra en af hans yndlingsrestauranter – begge poster, der blev ført ind under personligt forbrug. Når posten alligevel formåede at være under 10 procent af min samlede udbetalte løn, er jeg svært tilfreds. Og det var Hr. Kapitalisthippie også med fejringen, hvilket jo er det vigtigste.

Månedens optur/nedtur

Månedens optur var nok, at jeg, ligesom i sidste måned, stolede på mine egne evner og undgik unødigt forbrug. Vi havde inviteret Hr. Kapitalisthippies familie til brunch (med coronavenlig afstand og så videre – bare rolig!), og både hans mor og ene niece har begge cøliaki. Altså ikke på den trendy helse-agtige måde, men på den måde, hvor de bliver virkelig syge, hvis de får gluten. Jeg er i min madlavning vant til at bruge både mel, pasta osv. fyldt med gluten, fordi det er gode og billige råvarer, der rækker langt. Vi ville gerne lave glutenfri vafler, men alle opskrifter jeg googlede mig frem til, krævede en eller anden færdigblanding af diverse glutenfri meltyper, som jeg ikke var i besiddelse af, og som var herredyre. Men det skulle sgu være løgn, at jeg var underlagt Semper eller Finax for at kunne lave vafler uden mel! Jeg smækkede noget kikærtemel sammen med noget rismel (som jeg alligevel havde i skabet) sammen med noget rismælk, lidt sukker og nogle æg. Og krydsede fingre.

De små niecer plejer at være relativt kræsne og ikke så glade for at blive introduceret for nye madvarer. Men ned røg stort set alle vaflerne – med masser af flødeskum og jordbær. Igen fik jeg bekræftet, at man ikke behøver at ty til dyre erstatninger eller gøre tingene på en bestemt måde. Succes!

Nedturen var ENDNU et besøg af en håndværker. Denne gang fordi vores klimaanlæg pludselig stoppede med at virke. Og denne gang havde jeg på fornemmelsen, at jeg ikke kunne redde situationen ved at rense et afløb. Det fik jeg ret i. Det var noget med en dims, der skulle udskiftes, og det endte med at koste omkring 1000 kroner. Oh well. Nu virker anlægget. Måske man skulle bruge den næste ferie på at læse samtlige manualer i huset, så man kunne blive en form for ekspert i ens eget hus?

Og apropos det, så vil jeg her til sidst lige nævne, at jeg har en artikel med i det nyeste Økonomista-magasin, der lige er kommet på gaden. Det handler netop om hvad jeg har lært efter et år som husejer – skrevet med et glimt i øjet og rigelige mængder selvironi. Se mere og køb magasinet (der har virkelig mange gode og informative artikler) lige her!

Månedsupdate: Februar 2021

Ikke kategoriseret

I februar havde jeg fødselsdag. 31 år er jeg nu. Jeg holdt ikke nogen stor fødselsdagskomsammen på grund af den der globale pandemi vi er midt i, men mine forældre kom lige forbi en eftermiddag til en frokost på afstand og en kop kaffe. På væggen i vores køkken-alrum hænger der en tavle, som den forrige ejer af huset klistrede så godt fast, at vi ikke har turdet fjerne den. Nu bruger vi den til at vise vores countdown til vi siger farvel til boliglånet. Især Hr. Kapitalisthippie synes det er vildt fedt at rette i tallene hver den første i måneden.

“Hold da op, I er godt nok nået langt!”, udbrød min mor, da hun kiggede dybere på tallene på tavlen.

Og ja, det er vi 🙂

Status på gæld

Vores gæld ser pr. marts 2021 nu således ud:

Mor og far: 48.000 kroner (55.000)

Banklån: 76.599 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Overvej lige det lige. I januar 2020 startede vi ud med en bankgæld på 381.000 kroner. Nu, blot 13 måneder senere, er den gæld barberet ned til 76.599 kroner. Det er vi fandme stolte af!

Vores mål var jo, at banklånet var helt væk pr. 1. maj, og det er det stadig. Men selvom 76.000 kroner i princippet er et noget mindre beløb end 381.000, så virker det ret stort, taget i betragtning af at det skal være væk om sølle to måneder. Vi overfører fast 23.400 kroner til lånet hver måned, sådan som vores budget er nu, så der kommer de første 46.800 kroner fra. Så mangler vi 29.799 kroner. Fåårk, det er mange penge! Vi bliver reddet af de sidste indefrosne feriepenge, som jeg virkelig snart håber de åbner for udbetaling af. Det er ca. 20.000 kroner i alt, og de resterende 9.799 kroner (og hvad der måtte nå at komme af renter inden maj) snupper vi fra vores respektive opsparinger. Så alt i alt har vi stadig en tro på, at det nok skal gå. Men hvis de pludselig beslutter sig for at udskyde udbetalingen af feriepengene til senere eller lignende… ja… så er vi fucked. Eller, nej, vi er jo ikke fucked, for vi har selv valgt at betale lånet af før tid, så når vi ikke det, så sker der sådan set ikke andet end at det tager en måned mere. Men vi er meget opsatte på at nå det der mål, der hedder 1. maj.

Depotet

Februar så store nedture på aktiemarkedet. Noget af det stammede fra udbetaling af udbytte, som for mange fondes vedkommende ofte finder sted omkring februar måned, eksempelvis Sparindex. Meget af det er generel usikkerhed og urolighed. Aktiemarkedet er steget næsten uafbrudt siden marts sidste år, midt i en global krise. What gives? Kan det fortsætte? Er nedturen på vej? Dør det hele nu?

Nogen, som mig, gør lige præcis ingenting. Andre bliver utrygge, går måske i panik, sælger alt eller meget og venter. Jo flere, der hiver deres penge ud af markedet, jo mindre er efterspørgslen, og jo større er faldet.

Jeg ved ikke, om vi er på vej ind i en stor aktiekrise, om der blot er tale om en lille korrektion, eller om det hele går helt amokka i grønne tal igen i næste uge. Og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg tror på et gennemsnitligt mindre afkast over årene. Som altid.

Ikke desto mindre var februar en kende hård ved porteføljen:

Som I kan se, endte det med et lille opsving efter en ret heftig nedtur. Jeg har ikke ændret i min månedsopsparing siden jeg startede bloggen, og det ser derfor stadig således ud:

Når man er langsigtet investor skal man altid væbne sig med tålmodighed, for med et historisk gennemsnitligt årligt afkast på 7 procent, så tager det lang tid før noget bliver til millioner. Alligevel glæder jeg mig efterhånden virkelig til at bankgælden er væk, så jeg for alvor kan begynde at investere store beløb hver måned. Det bliver virkelig rart!

Forbrug

Jeg brugte nogle penge på mig selv i denne måned. Hr. Kapitalisthippie og jeg gik sammen om en online bootcamp hos Stinna Briks. Disclaimer: Jeg kender Stinna personligt, men der er ikke tale om betalt reklame eller noget. Bare en thumbs up til et godt projekt! Normalt laver hun bootcamps af ti ugers længde, hvor man får to ugentlige træninger med fysisk fremmøde (og rigeligt med sved på panden…), kostoplæg, måling og vejning og masser af motivation i en lukket Facebookgruppe. Derudover tips til hjemmetræning udover den fælles træning. Men her i corona har hun udvidet til online bootcamps af en måneds varighed, og for mig, der elsker personlig frihed, er det mega fedt selv at kunne bestemme hvornår jeg vil træne, og ikke være afhængig af at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Nu, hvor jeg ikke længere cykler 30 kilometer om dagen, fordi vi alle arbejder hjemme, så er det vigtigt for mig, at jeg stadig får en eller anden form for motion. Jeg har det nemlig ultimativt bedst når jeg ikke laver noget som helst, så det kommer ikke af sig selv, det der med motion.

Som I kan se står der et stort fedt 0 ved investering. Og jeg har ganske rigtigt ikke overført nogle midler til min Nordnet-konto i februar. Til gengæld havde jeg nogle penge stående i forvejen, og med lidt over 1000 kroner i udbetalt udbytte i februar måned, så blev der også råd til at bruge 1000 kroner på månedsopsparingen i denne måned.

Månedens optur/nedtur

De to ting hænger sammen denne måned. Lad os starte med nedturen:

En dag dybderengjorde jeg diverse ting i huset, eksempelvis filtret i vores vaskemaskine. Den skulle også køre et rengøringsprogram på tromlen, men knapt havde jeg sat det i gang en torsdag aften sidst på måneden, før maskinen bimlede og bamlede – og hældte vand i store mængder ud på gulvet.

Fuuuuuuuck.

Når sådan noget sker, så går jeg i panik. Dels fordi bip-lyden, som maskinen kom med, var meget insisterende og irriterende, og jeg ved absolut ingenting om vaskemaskiner, så i mit hoved kan den være sekunder fra at springe i luften. Og det der med vand, der fosser ud på gulvet, er bare heller ikke særlig fedt. Vi fik stoppet programmet, men bip-lyden fortsatte, og maskinen ville ingenting. Vi endte med at ringe efter en VVS’er. Og jeg lukkede øjnene for, hvad det mon kostede at få sådan en ud akut en torsdag aften klokken 21.

Han kom, sparkede lidt til maskinen, fik bip-lyden til at stoppe og sagde “Prøv igen i morgen”. Øhm, okay. Han var væk, da der var gået et kvarter. Det eneste han reelt gjorde var at stoppe bip-lyden – ved at gøre maskinen lydløs…

Men fint nok. Dagen efter prøver vi igen. Denne vælter det også ud med vand – fra afløbet, som maskinen er tilknyttet! Fuuuuuuuck, altså. Maskinen vaskede altså som den skulle, men det fossede stadig ud med vand, bare fra et nyt sted. Vi ringede til VVS’eren igen, som foreslog, at han kom forbi med slamsugeren, for det var tilsyneladende den eneste løsning.

Og så blev jeg sur. For det kan simpelthen ikke være rigtigt at man skal ud i en slamsuger-løsning med en vaskemaskine, der kun er seks år gammel! Han så 100% bare to idioter, der ikke anede noget om noget som helst og så blev hans øjne lavet om til dollartegn. Hvilket er mærkeligt, eftersom vi i Danmark jo kører med DKK, men alligevel… I øvrigt krævede han 1500 kroner (!!!) for det 15 minutter lange besøg, der ikke løste udfordringerne. Det er 100 kroner i minuttet!

Det var nedturen. Puha, jeg blev næsten helt sur igen bare af at skrive det! Lad os skynde os til opturen:

Nogle måneder før var vores håndvask stoppet til. Altså som i HELT stoppet, intet vand undslap til sidst vasken. Og fordi vi på det tidspunkt ikke lige havde råd til et VVS-besøg (specielt ikke, hvis det koster 100 kroner pr. minut!) gik jeg selv i gang med at google, hvordan man løste sådan en udfordring.

Og her fik jeg bekræftet noget, som jeg længe har mistænkt men ikke turdet tænke til ende: Vi mennesker kan faktisk selv mange af de ting, som vi outsourcer til andre. For det viste sig, at det ikke var skidesvært at lokalisere og skille vandlåsen på badeværelset ad og rengøre den, som var løsningen på problemet. Det var heller ikke skidesvært at finde ud af, at det var det, der skulle til. Men fordi det ikke er noget vi ved noget om, og vi ikke kan være HELT SIKRE på, at gør-det-selv-manden på YouTube har ret, så føles det ofte tryggere at overlade det til den grådige VVS-mand, der så får 1500 kroner for noget, som du godt kan selv.

Med vaskemaskinen gav det mening for mig, at vi måske også her var ude i en vandlås eller et afløb, der lige skulle renses. Hr. Kapitalisthippie var noget mere skeptisk og mente ikke, at det var noget vi skulle begynde at pille ved selv. Men det gjorde jeg altså. Efter at have renset både vandlås og afløb, som godt nok trængte til det, satte jeg gang i en vask igen. Med hjertet helt oppe under halsen. Forestil dig en tegneseriefigur, hvor svedperler og neglestumper fra neglebidningen flyver rundt til alle sider, mens panikken står malet i øjnene. Det var mig.

Men det virkede. En rensning af vandlåsen, så der var bedre gennemgang, når vaskemaskinen udsendte store mængder vand på én gang, var alt, der skulle til. Ingen slamsuger, ingen reparation og ingen ny maskine, som VVS’eren også konkluderede at vi nok havde brug for. En rensning af vandlåsen. Som kostede os 0 kroner.

Dermed har jeg fået understreget overfor mig selv én gang for alle, at det ikke er farligt at forsøge selv først. Hvis noget er i stykker, så kan man alligevel ikke ødelægge det igen, til gengæld kan man lære noget. Og jeg har lært ALDRIG at tage en timebetalt håndværkers ord for gode varer!

Skønhedsindustrien tjener kassen på at undertrykke kvinder

Ikke kategoriseret

Det startede som en af de der små opdagelser man ind i mellem gør sig, når man læser noget man ikke har læst før. I det her tilfælde var det et interview med en kvindelig hudlæge, der advarede imod intimbarbering, fordi hun oplevede flere og flere, der fik meget komplicerede indgroede hår. Hun sagde noget med, at man skulle være virkelig varsom, fordi det jo altså ikke var meningen, at hårene skulle barberes af.

  • Hva’? Ikke meningen at man skal barbere sig, hvad snakker hun om? Kan jeg huske, at jeg tænkte.

Det virker måske åndssvagt, men det var virkelig en nyhed for mig, at hår på benene, under armene og i skridtet hos kvinder ikke var til for at blive fjernet. Det var jo ligesom det jeg havde lært, ikke? Jeg havde set min egen mor på meget smertefuld vis rive hårene ud ved roden med specielt papir, set min storesøsters farvestrålende Gillette-skraber på badeværelset og set de kvindelige roller i film og serier gå til beautydamer eller gøre det selv og alle sammen være virkelig hårløse. Og jeg havde fra filmbranchen i hvert fald lært, at de kvinder, der vovede ikke at barbere sig, var sådan nogle virkelig sure feminister, der gik i fodformede sko, ingen venner havde og som var vældig upopulære i skolen og aldrig fik den pæne fyr. Og det skulle man jo ikke risikere.

Så da min veninde og jeg nåede 12-13-års alderen, købte vi også hver vores skraber i moderigtig facon og farver. Det var ligesom et overgangsritual. Længe inden da havde jeg fra Vi Unge-bladene stiftet bekendtskab med makeup, både til hverdag, til fest og til når “det pludselig bankede på døren og man fik travlt med at få noget på”. For det kunne tilsyneladende ikke lade sig gøre bare at åbne døren som man så ud. Det var i øvrigt også i Vi Unge, at min veninde og jeg, dengang før Google var allemandseje, fandt en udførlig guide til førstegangsbarbering, så vi “kunne hoppe i shortsene uden problemer”, som artiklen beskrev.

Så da jeg var 12 år gammel gik jeg altså med makeup, brugte parfume, diverse hårprodukter, neglelak og barberede mig over hele kroppen mindst én gang om ugen.

12 år gammel. Og jeg var ikke tidligt på den i min folkeskole.

Det gik ikke op for mig, at jeg var faldet for ældgamle markedsføringstricks. At det faktisk ikke var mit valg at barbere mig eller bruge mascara fra Maxfactor – den, der fik ens øjenvipper til at ligne falske dukkevipper. Eller at jeg havde et valg.

I dag er det Kvindernes Kampdag, og selvom jeg betegner mig selv som feminist, så er det ikke en dag jeg plejer at markere. Men det vælger jeg at gøre i år. For det er skræmmende kort tid siden, at det gik op for mig, at jeg aldrig har tænkt over, hvorfor jeg barberer mig. Eller hvorfor jeg ikke har det godt med at gå ude på gaden med behårede ben eller uden BH. Det har jeg, og sikkert mange andre kvinder, det ikke, fordi kvinder i stort set al den tid, der har eksisteret reklamer har været firmaer, der har tjent penge på at undertrykke kvinder, forsøgt at tvinge dem til at rette ind og givet dem opfattelsen af, at de kun er “rigtige” som kvinder og mennesker, hvis de køber lige præcis det produkt, som firmaet sælger.

Kvinders pinlige problem

Jeg har altid barberet mig, fordi jeg havde opfattelsen af, at det var mere hygiejnisk. Det at lade hårene gro betragtede jeg som noget, der var lidt ulækkert, for at være helt ærlig. Derfor blev jeg voldsomt mindblown, da jeg lærte, at der ikke findes en undersøgelse, der har kunnet konkludere, at det er mere hygiejnisk at barbere sig. Ikke én eneste. Faktisk er det mere hygiejnisk at lade hårene stå, fordi de jo ligesom har en funktion, samt at skidt og snavs har nemmere ved at trænge ind i huden, hvis den er helt glat og sårbar. Heller ikke hos mænd med skæg kan man spore flere bakterier end hos mænd uden skæg.

Amerikanske Gillette lancerede den første skraber lavet specifikt til kvinder i 1915. Inden da havde firmaet udviklet den første såkaldte safety razor, der var grundlaget for de fleste skraberes udseende i dag. Uden at have læst voldsomt op på deres historie, så gætter jeg på at følgende er sket:

Det var nemt nok at sælge idéen om en barberskraber til mænd. De døjede med skægget, der hele tiden voksede ud. Men på et tidspunkt ville de gerne udvide forretningen – så hvem kan man udvide til? Nå ja, kvinder! Men kvinder har ikke ansigtsbehåring. What to do?

Det er ikke ukendt, specielt indenfor skønhedsindustrien, at fremgangsmetoden for at kunne sælge et nyt produkt simpelthen er at opfinde et nyt problem, som ingen andre anede eksisterede, før et firma pludselig fandt på det. Tænk over det – tror du kvinder i stenalderen bekymrede sig synderligt over grå hår og rynker? Eller om der nu var GB nok på deres mobiler? Eller hvor træls det var, at støvsugeren havde en irriterende ledning som man skulle slæbe rundt fra værelse til værelse?

Det var også det Gillette gjorde. I en reklame for den første kvindelige skraber blev armhulehår i 1915 betegnet som “et pinligt, personligt problem”.

Helt ærligt. Fuck jer, Gillette. Den slags markedsføring er udelukkende med til at skabe nye “problemer”, der skaber usikkerhed hos modtageren (her kvinder) som allesammen bliver shamet til at købe og bruge et firmas produkter for ikke at føle sig forkerte eller udenfor.

Dermed tjener Gillette penge på kvinders usikkerheder – for i dag er det stadig ikke velset, at kvinder ikke barberer sig. Og andre må gerne have en holdning til det. Det samme gør Nivea, MaxFactor, L’Oreal, Chanel og alle de andre i mode- og skønhedsindustrien. Allesammen repræsenterer de produkter og firmaer, hvis hovedformål er at undertrykke kvinder og få dem til at føle sig så forkerte, grimme, utilpasse, uværdige og ufortjente, at de igennem livet bruger store summer på alskens produkter som firmaerne tjener penge på.

Shampoo, balsam, rynkecreme, pudder, blush, læbestift, neglelak, hårlak, mascara, øjenskygge, kohl, foundation, hårfarve, primer, bumsemidler, voks, barberblade, krølle/glattejern, menstruationsbind med parfume, fortsæt selv den uendeligt lange liste… For nyligt lærte jeg om v-steaming, som dybest set er at du skal sætte din tissekone hen over kogende vand med urter i, som skulle rense din tissekone. Igen bliver den kvindelige krop gjort til noget ulækkert og forkert. En tissekone skal IKKE koges med urter, en tissekone er et velfungerende økosystem, og dem, der forsøger at overbevise dig om noget andet, er formentlig folk der tjener på latterlige produkter som v-steaming (som heller ikke er blevet bevist som at have en effekt). Hvis det var tvingende nødvendigt at vi gjorde det, hvorfor gælder det så ikke for tissemænd?

Alle de nævnte ting er produkter, som du formentlig indtil tween-alderen levede et ganske fint liv uden at kende meget til. Dengang var dine øjenvipper ikke perfekte eller sorte, men det gjorde ikke noget. Dine kinder var ikke friskt røde hele tiden, men det var okay. Dine læber var ikke skarpt tegnet op, og dine øjenlåg havde ikke en forførende farve. Men vi overlevede allesammen. Fordi det ikke var et behov vi havde. Fordi vi endnu ikke var blevet manipuleret til at tro, at kvindekroppen som helhed blot var et lærred som skulle udsmykkes, ændres og formes før det var værdigt.

Det er ikke rart at indrømme eller sige, og jeg er bange for, at du vil blive provokeret når du læser det. Men det er altså sådan det hænger sammen. Størstedelen af de kvinder, der barberer deres ben, gør det af frygt for hvordan andre vil se på dem, tager makeup på for at undgå prædikatet af at være sådan en, der “ikke gør noget ud af sig selv”, gemmer brysterne væk i en BH fordi det simpelthen ville være så pinligt hvis nogen så en brystvorte. Ligesom menstruation heller ikke er noget vi snakker om – for fanden altså – i langt de fleste reklamer er menstruationsblodet stadig blåt! Kvindens krop er endnu ikke hendes egen. Den tilhører i høj grad skønhedsbranchen, som bramfrit kan få lov at diktere hvad der er rigtigt og forkert, og har magten til at udskamme dem, der ikke vil være med. Og retter man ikke ind kan jeg love for, at man ofte får det at vide, både af medierne og vores omverden – for det er det vi er programmeret til at tænke.

Det er 106 år siden, at Gillette første gang kaldte kvinders kønsbehåring et “pinligt, personligt problem”. Det første ud af mange eksempler på hvordan skønhedsbranchen på ingen måde, uanset hvor meget de prøver at lade som om, har dine bedste interesser på hjerte. Skønhedsbranchen nedgør, udskammer og gør deres bedste for at styre og bestemme over kvinder. Og den tjener mega fedt på det.

At udefrakommende forsøger at fortælle dig hvad du skal gøre og synes, for derefter at udskamme dig, hvis du ikke gider lege med, er undertrykkelse, om man vil det eller ej. Og hey, jeg har ingen holdning til om du skal gå med makeup eller lade armhulerne være fulde af hår. Jeg synes at der er nok mennesker derude, der har en holdning til hvad kvinder bør og ikke bør, og jeg er røvtræt af det.

Men jeg skriver det her for at gøre dig opmærksom på det, hvis du nu ikke var. For det tror jeg, at mange stadig ikke er, fordi det ligger så dybt kulturelt i os. Jeg forsøgte at fortælle min veninde om min opdagelse med barbering og konkluderede, at opfattelsen var blevet skabt af firmaer som Gillette, som altså tjente kassen på at skabe en illusion om at kvinder, der går rundt med hår, er ulækre.

  • Men jeg bruger sådan en laserdims. Den fjerner langsomt behåringen, så i det lange løb er det billigere, fortalte min veninde.

Og det er det sikkert, men det misser lidt pointen. Problemet er ikke, at barberblade er dyre eller at produktet findes til kvinder. Problemet er, at det er et “problem” der er blevet skabt for at sælge et unødvendigt og dermed overflødigt produkt. Et “problem” som fortæller os, at noget helt naturligt på kvindekroppen, som faktisk har en biologisk funktion, er forkert. Vi er altså blevet manipuleret til at tro at kvindekroppen skal være glatbarberet, at en kvinde “gør noget ud af sig selv” hvis hun går med makeup, at menstruationsblod er ulækkert, at kvinder, der ikke bruger makeup eller barberer sig er dovne og så videre. Og det støtter vi alle sammen, hver eneste gang vi køber de produkter.

Hvad med dig selv, Kapitalisthippie?

Jeg skal overhovedet ikke være hellig. Lige nu er hårene på mine ben rimelig lange, og det har de været i ret lang tid. Men det er nok mest fordi det lige har været vinter og corona og sår’n. Jeg har faktisk nydt corona på det punkt. Jeg har ikke haft tøjkrise i over et år, mine bryster har aldrig været friere, min hud har aldrig været friskere og renere og mine øjenvipper har aldrig været mere velplejede. Simpelthen fordi min hud ikke bliver sjasket ind i kemikalier i form af makeup og derefter udsat for virkelig kras makeup-fjerner hver aften. Det har været virkelig fedt, not gonna lie.

De få gange jeg har haft makeup på siden marts 2020 har det føltes unaturligt og ikke særlig behageligt. Men præ-corona gik jeg med mascara og pudder hver eneste dag. Jeg betalte en kvinde i dyre domme for at rive hårene i mit skridt ud ved roden, og benene og armhulerne klarede jeg selv ugentligt. Håret blev vasket med dyr shampoo og balsam og endnu dyrere hårkur, og hver gang jeg skulle til et bryllup eller en fin fest gik jeg i panik og købte flere nye kosmetikdimser, der hobede sig op på badeværelset. Fordi jeg troede det var rigtigt. Fordi jeg gerne ville passe ind. Fordi jeg ville have at Hr. Kapitalisthippie skulle være stolt af mig. Hans kvinde. Siden jeg begyndte at gå mere op i min økonomi og blev mere minimalistisk, er mange af de Ting ikke længere del af mit liv. Både på grund af økonomiske, men i høj grad også andre, årsager.

Hårvoksningen er sparet væk og den kommer aldrig tilbage. Mine skønhedsrutiner har langsomt ændret sig, jo ældre jeg er blevet, og de er blevet mere og mere afdæmpede. Men jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at barbere mine ben og mine armhuler til sommer, og jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg tør møde op på arbejde, når corona igen tillader den slags, uden makeup. Og jeg har i hvert fald også BH på, det kan jeg ligeså godt afsløre. Også selvom jeg synes livet er federe uden. Så hvem gør jeg det egentlig for?

Min omverden. Det er jeg meget klar over. Og ærgerlig over. Men jeg er der ikke endnu, hvor jeg tør. Det er vi mange, der ikke er. Derfor er kvindekampen stadig nødvendig.

Og derfor har jeg et virkelig stort had-kærlighedsforhold til firmaer som Gillette. Med mest had.

Lær at investere #5: En samtale mellem dig og mig

investering, investeringsguide, privatøkonomi

Dette er femte og foreløbigt sidste indlæg i investeringsguiden for begyndere. Læs første indlæg her. Læs andet indlæg her. Læs tredje indlæg her. Læs fjerde indlæg her.

Vi er nu nået til det femte og foreløbigt sidste indlæg i investeringsguiden til dig, der er nybegynder eller går og pønser på at gå ind i markedet. Indtil videre har vi lært lidt om aktiemarkedet generelt, forskellige typer investeringer, risikoprofil, SKAT, forskellige strategier og metoder til investering, vigtigheden i at være diversificeret og du har set hvordan jeg selv gør.

Faktisk ved du, hvis du har læst med indtil nu, alt hvad du skal vide, for at kunne gå i gang med din første investering og derfra lære videre. Jeg har givet dig al den viden jeg selv havde, og meget mere, da jeg selv kastede mig ud i det.

Så hvad er det, der holder dig tilbage? Jeg tror jeg ved det.

Frygt, usikkerhed, nervøsitet. Frygt for at miste dine penge, usikkerhed fordi du stadig ikke helt ved, hvad det der aktiemarked går ud på, og nervøsitet for at gøre noget forkert.
Du mangler måske en, der besvarer alle de spørgsmål, der ikke rigtig passer ind nogen steder, eller som du måske ikke tør stille. En at holde i hånden. En skulder at læne dig op ad. Du mangler nogen at snakke med det hele om. En du kan stille alle de spørgsmål, der måtte komme i fremtiden.

Er det ikke rigtigt?

I dette indlæg vil jeg derfor bede dig gøre følgende:
Forestil dig, at vi to er veninder. Du har kendt mig i lang tid, du stoler på mig. Du ved, at jeg ikke ville gøre noget så vildt som at lægge mine penge i aktiemarkedet, og så endda bagefter prøve at overbevise dig om at du skulle gøre det samme, hvis jeg ikke for alvor mente, at det var en god idé. Glem alt om investeringsguides og ting du skal lære. Lige nu sidder du bare i sofaen med en god kop kaffe, overfor din gode veninde, og du har mig helt for dig selv. Du er helt fri til at stille alle de spørgsmål og udtrykke alle de bekymringer og nervøsiteten du har, og så snakker vi om det sammen. Okay? Helt nede på jorden.

Skal vi prøve?

Nu leger vi lige, at det her er os to. Har du monstro noget havremælk? Photo by Anna Urlapova on Pexels.com

Jeg synes bare det hele er så uoverskueligt!

Det kan jeg godt forstå. Det syntes jeg også, da jeg startede. Der er så meget man ikke ved og ikke forstår, og når man prøver at læse noget om det føler man sig egentlig ofte dommere end før man gik i gang, er det ikke rigtigt?Jeg tror, at man ikke skal se sådan på det, at man først går i gang med at investere når man ved absolut alt, for investering er helt klart et learning by doing-fag. Der vil hele tiden være noget nyt at lære, og ting du først forstår, når du har fingrene nede i materien, og det er okay. Start ud simpelt: Køb en aktie i et selskab du kender og tror på. Måske noget på C25-indekset, eller måske har du en hobby, der gør, at du ved at XX selskab er en rigtig god investering. Lad være med at spekulere på om du får det til en god pris eller kurtage eller noget i den stil. Til at starte med handler det ikke om at lave big bucks – du skal bare lære.

Køb for en mængde penge du er komfortabel med, og som du ikke bliver ruineret af at miste, hvis det skulle ske. Følg dit indkøb i lidt tid, prøv at finde ud af, hvorfor aktien går op og ned som den gør og mærk hvordan det påvirker dig. Et skridt ad gangen, ik’?

Det er også en god idé at melde dig ind i nogle Facebookgrupper for investering. Der er nogen for alle køn, eksempelvis Unge Investorer, og er du kvinde er der god hjælp at hente i grupper som Kvindelogen by Ophelia Invest og Moneypenny – Kvinder som investerer. Her kan man lære meget af at være flue på væggen og se hvilke spørgsmål der bliver stillet og læse svarene. Sådan har jeg selv lært rigtig meget, ligesom det er en god mulighed for hele tiden at blive opmærksom på nye udviklinger og ting indenfor investeringsverdenen.

Husk dog at bruge søgefeltet inden du stiller spørgsmål – måske er der allerede en, der har spurgt og fået svar 🙂

Jeg er skidebange for at miste mine penge!

Selvfølgelig er du det, og det synes jeg egentlig du skal se som en god ting. Det betyder, at du er opmærksom på risici og måske tænker dig om en ekstra gang inden du laver typiske fejl som ikke at være diversificeret nok eller falde med på hype-aktier, som er lottokuponer.
Din frygt er normal. Ingen har lyst til at miste sine penge. Det er derfor aktiemarkedet nogle gange tager nogle voldsomme dyk. Når det sker, er en del af det, at mange investorer går i panik og skynder sig at hive deres penge ud – fordi de er bange for at miste dem. Hvis flere havde is i maven og troede på, at det kunne gå op igen, ville markedet være en del mere stabilt.

Der er to vigtige pointer at nævne her.
1. Invester kun penge du har råd til at tabe! Så den der yogaferie vi to skal på til næste år, de penge, du skal bruge for at betale den, dem skal du ikke investere. Du skal heller ikke investere næste måneds husleje. Jeg kan heller ikke på nogen måde anbefale at du låner penge til investering. De penge, du skal investere med, skal være de der 500-1000-2000-hvad-det-nu-end-er-for-et-beløb, som du godt kan undvære hver måned. Som din økonomi ikke bliver ødelagt af ikke at have.

Det betyder, at skulle du være så uheldig at miste alle dine penge, og der ikke er en chance for at selskabet du er investeret i kan vende skuden, så har det ikke påvirket din økonomi overhovedet. Du har stadig penge til huslejen, mad, dine regninger og alt det sjove. Smart, ik’?

2. Du har kun tabt penge, hvis du sælger med tab. Eller hvis firmaet går konkurs, selvfølgelig. Men når du står i den situation at din investering er i rød, så er det ikke rart. Virkelig ikke rart. Det er mega stressende, og man kan kun se de røde tal og man går måske en smule i panik og bliver utryg. I den situation vil vores hjerner altid forsøge at få os tilbage på rette køl, og hjernen rationaliserer ofte, at du skal fjerne det, der gør dig utryg, altså aktien, som lige nu er mindre værd end da du købte den. Hjernen vil altså gerne sælge, for at slippe for de trælse følelser.

Men hjernen er i panik og tænker ikke klart. Den tænker kun på at få fjernet udfordringen der er der lige nu. Det er din opgave at fortælle hjernen at det er ok, at aktien er i rød lige nu. For det er det. Forhåbentlig går den op igen i løbet af dage eller uger. Og hvis den ikke gør, så er det også ok. For du har kun tabt pengene, hvis du sælger. Hvis du giver op og trækker dig ud, så har du tabt. Hvis du gør det absolut nemmeste, som er ingenting, så er der stadig en mulighed for at aktien bliver grøn og giver afkast igen. Vi siger ofte “Jeg har tabt 1000 kroner i dag!” men det passer altså kun, hvis vi har solgt aktier med tab. Hvis vi bare ignorerer dem og lader dem stå, så er vi lige så rige eller fattige, som vi var i går.

Aktiemarkedet går op og ned. Sådan er det. Men efter alle slemme kriser vi har været igennem, hver eneste en, har aktiemarkedet rejst sig og priserne har været højere end før. Og det vil det blive ved med i al den tid aktiemarkedet eksisterer, er der mange der mener, for vi mennesker vil altid vækst. Vi vil altid få nye idéer, der bliver til selskaber, som bliver børsnoteret, og der vil altid være vækst. Og hvis der ikke er det, så er vores største bekymring formentlig ikke værdien af vores portefølje, for det betyder at samfundet er i langt større problemer end blot finansielle.

Jeg synes bare ikke jeg har pengene!

Hvis du er studerende, så nej, måske ikke. Hvis du følger med i de nævnte Facebookgrupper vil du dog opdage, at der også er mange studerende, der finder penge til investering. Hvis du er en helt almindelig lønmodtager, med en gennemsnitlig løn og ikke noget gæld andet end måske en bolig og en bil, så garanterer jeg dig, at du har pengene. Lige nu bruger du dem bare på noget andet som du måske ikke er opmærksom på faktisk koster dig rigtig mange penge. Det fandt jeg selv ud af ved at gøre brug af ti års-reglen.

Generelt går de fleste af os rundt og klatter en masse penge væk uden at vi selv er klar over det. Måske køber du for meget mad ind, måske køber du flere nipsTing til boligen, selvom du allerede har rigeligt. Prøv at skrive alle dine indkøb ned i din telefon i løbet af en måned og se, om der er noget der overrasker dig – og om der måske er noget af dit forbrug du kan halvere eller helt undvære.

Du kan også tjene ekstra penge. Enten ved at tage nogle ekstra vagter på dit arbejde, hvis det er en mulighed, eller begynde at sælge dine Ting. Hr. Kapitalisthippie og jeg lavede en kæmpe sortering i vores Ting, da vi rykkede ind i huset, og vi fik solgt rigtig meget. Da vi for nyligt ryddede op igen troede jeg derfor ikke, at vi havde noget, der kunne sælges, men på en uge havde jeg solgt for næsten 800 kroner. Måske det er det samme for dig?

Dog vil jeg sige, at hvis du har anden gæld end et boliglån og et billån, og det er til meget høje renter, så fokuser på at komme af med det først. Især forbrugslån kan have meget høje renter (for slet ikke at snakke om renten på kviklån!), og du kan ikke være sikker på at du kan præstere et afkast, der matcher eller er større end renten på din gæld.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om mine bedste tips til at nedbringe ens forbrug – og det er ikke de der typiske med at tage kortere bade eller huske at slukke lyset når man går ud af et rum.

Jeg er vildt bange for at lave en fejl!

I hear you. Og jeg forstår dig. Jeg arbejder i en branche, hvor ens fejl kan blive set af millioner af mennesker, så det skal nok blive opdaget, hvis man begår dem. Det er ikke superfedt.

Jeg har brugt enormt lang tid på at bekymre mig, om jeg nu lavede nogen fejl. Både på arbejdet, på aktiemarkedet og privat. Det er virkelig drænende, og heldigvis har jeg nu fundet andre og sjovere ting at bruge min tid på.
Jeg tænker på det sådan her: Der er ikke noget i vejen med at begå fejl, hvis man lærer noget af det. I så fald er fejlen faktisk en gave. Jo, den er! Hvis den fejl, du begår, er grunden til, at du aldrig begår den samme fejl igen og lærer af det, så er det enormt værdifuldt. Så er du blevet klogere og bedre i stand til at tage de rigtige beslutninger. Det er sgu da for fedt!

Du skal ikke være bange for at lave fejl på aktiemarkedet. Faktisk kan du være helt sikker på, at det vil ske. Alle investorer, uanset hvor erfarne og dygtige de er, vil sommetider lave investeringer, der munder ud i tab. Det er okay. Det vigtige er, at du lærer af din fejl og bliver klogere og stærkere.

Jamen, jeg føler mig virkelig dum!

Det gjorde jeg også da jeg startede. For at være ærlig, så anede jeg ikke hvad det var jeg havde gang i. Lige nu taler jeg ikke om de Facebookgrupper jeg har nævnt tidligere, men der er også nogle grupper på Facebook, hvor det lader til at det mere er normen at tale nybegyndere ned end op.

Hvorfor forstår jeg ikke helt, men der er jo nogen, der får det bedre med sig selv ved at hævde sig på vegne af andre. De typer skal du ignorere. Er det helt slemt, så kom herover, så åbner vi en flaske vin og bagtaler dem for vildt indtil du får det bedre. Det er ikke dig, der er noget galt med – det er helt klart dem. Hvor nederen er man ikke lige, hvis man sidder bag en skærm og nedgør nybegyndere og peger fingre ad dem?

Det er som om at aktiemarkedet er skabt til at få folk til at føle sig dumme. Der bliver konstant brugt høje lixtal-ord, som sagtens kunne have været et ganske almindeligt velkendt ord. Kurtage, eksempelvis. Hvorfor ikke bare kalde det et gebyr? Husk på, at banker og børsmæglere tjener penge på din uvidenhed. Personligt tror jeg, at de store spillere i aktieverdenen godt kan lide, at branchen er lidt utilgængelig. For jo flere hænder dine investerede penge skal igennem før de kommer ned til dig, jo bedre er det for dem. De tjener penge på din uvidenhed.

Jeg ser det sådan her: Du arbejder på at blive klogere for at skabe en bedre fremtid for dig selv, og måske din familie, ved at investere. Det gør dig til alt andet end dum i mine øjne. Det dumme her ville være, hvis du egentlig gerne ville lære at investere, men du lod være, fordi du var bange for at føle dig dum. At du gerne vil tage magten over din økonomi og dit liv kan aldrig nogensinde blive dumt – uanset hvor mange spørgsmål du er nødt til at stille. Og alle, også idioterne i Facebookgrupperne, har været nybegyndere på et tidspunkt.

Husk at du også altid er velkommen til at spørge mig, hvis der er noget du er i tvivl om, og som du er bange for andre vil dømme dig for. Jeg lover dig, at jeg aldrig nogensinde vil se ned på dig, grine af dig eller sige at du har taget et lortevalg. Jeg har selv været ny, og jeg tror på at tale folk op – ikke ned.

Åh, jeg synes bare det er en kæmpe risiko…

At investere er en risiko. Det er rigtigt. Hvis du ikke tør løbe en eller anden form for risiko, hvor lille er stor den end måtte være, så har du ingen mulighed for at opnå afkast. Hvis du vil have dine penge til at arbejde for dig, så er du nødt til at lægge dem ud i markedet. Sådan er det.

Men jeg er faktisk lidt træt af, at aktiemarkedet konstant ses som et superfarligt sted med masser af risiko. Selvfølgelig – du skal være snusfornuftig, måske endda hældende til det konservative, på aktiemarkedet, og ikke løbe voldsomme risici, men man kan også se sådan her på det:

Hvis du lod dine penge stå i banken, så kunne du være 100 procent sikker på, at de ville blive mindre værd med tiden på grund af inflation. Det er altså 100 procent sikkert en dårlig investering. Hvis du smider nogle af dine penge (dem du kan undvære) ud på markedet, så er der i det mindste en mulighed for at de kan generere noget afkast til dig eller holde deres værdi. Og så længe du ikke giver dig i kast med gearede produkter (det behøver du ikke at vide hvad er lige nu), så kan du ikke komme til at skylde nogen penge. Du kan allerhøjst miste dine penge – men du har jo kun investeret penge du har råd til at tabe, så selvom det er træls og gør ondt, så ændrer det ikke noget på din situation. Omvendt ville det sgu da være træls at gå og gemme 100.000 kroner på en bankkonto og i alle årene tænke, at nu skal du snart leve det rige liv, for så blot at opdage, at de kun er 80.000 kroner værd til den tid. That’s inflation for ya!

Jeg føler ikke jeg ved alt hvad jeg skal vide!

Okay. Så lad os lige tage den igen. Du kender overordnet til aktiemarkedet, du kender til de mest gængse investeringsformer (aktier, obligationer, fonde), du kender til aktiv og passiv investering, du kender til forskellige investeringsstrategier, du kender til diversificering, du kender til risikoprofil, du kender til forskellige investeringsplatforme, du kender til realisationsskat og lagerskat og du kan tyde hvilke investeringsformer der bliver beskattet hvordan, du kender til omkostninger ved investering samt vekselgebyr og kurtage, du kender til dollar-cost-average-konceptet, du kender til Nordnets månedsopsparing og du ved, at investering kan være en måde at undgå at dine penge går til i inflation.

Det er sgu da ret meget, når man sådan lige kigger på det! Jeg vil helt klart mene, at du lige nu ved alt det du skal vide for at kunne lave din første investering. Ved du det hele? Nej. Er det nødvendigt til at begynde med? Nej.

At investere er lidt som at lave mad. Du kan godt lave the basics, som en kødsovs med spaghetti til, uden at have den fjerneste anelse om hvordan man pocherer et æg eller laver en luftig chokolademousse. Jo mere mad du laver, jo flere skills vil du opnå og jo bedre vil du kunne gebærde dig i et køkken. Det er det samme med investering. Betyder det, at du ikke kan lave en teknisk analyse af et selskab eller ved hvordan man shorter, at du overhovedet ikke kan noget og ikke bør gå i gang? Nej. Rom blev ikke bygget på en dag, og du kan stadig lave en ganske lækker ret i din nye portefølje selvom du kun kender til the basics. Resten kommer løbende. Det lover jeg.

Jamen, jeg vil gerne vide præcis hvad jeg skal investere i!

Det ved jeg godt. Men det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Dels fordi “det rigtige” varierer fra person til person, men også fordi du skal huske på, at jeg ikke er uddannet økonom, certificeret børsmægler eller noget i den stil. Jeg er bare en privatperson, der selv tog springet og opdagede, at det slet ikke var så farligt som jeg gik og troede.

Ej, come nu lige on, vi er jo venner!

Okay. Hvis du vrider armen om på mig, så vil jeg sige, at jeg selv, hvis jeg skulle starte ud på ny lige nu, ville lægge mine første penge i en passivt forvaltet indeksfond, der følger enten C25-indekset eller verdensindekset. På den måde opnår du en god spredning, indeksene er ikke så dyre og du har noget at lære udefra. Og så siger jeg altså ikke mere!

Er det ikke et vildt dårligt tidspunkt at gå ind på markedet på?

Det spørgsmål der er en klassiker, og jeg har en historie, der passer godt til: Min søster begyndte at investere flere år før mig, og selvom hun handler mere med enkeltaktier end jeg selv gør, så følger vi samme strategi. Da hun gik i gang havde hun lige præcis ingen at læne sig op ad eller snakke med. Hun var helt alene, og ligesom du, skidebange for at begå fejl. Så da hun hørte nogen snakke om, at lige det tidspunkt ville være et rigtig dumt et at gå ind på aktiemarkedet i, for der ville komme en krise lige om lidt, skyndte hun sig at lade være. Så hun ventede.

Og ventede.

Og ventede…

Til der var gået to år. Og den der krise var ikke rigtig kommet. To år, hvor hendes investeringer kunne have været ude i markedet og arbejdet for hende, og to år, hvor hun kunne have bygget renters rente op. Husk at “Time in the market, beats timing the market”.

Min søster faldt for det her:

Diverse medier har altid travlt med at forudsige det næste crash. Kan du huske det store krak i 2014? Det kan jeg heller ikke.

Og det er der mange der gør hvert år. Men prå’li’å’hør her: Vi er altid på vej ind i en krise. Det er det eneste vi kan være sikre på med hensyn til aktiemarkedet: På et tidspunkt går det ned igen. Betyder det, at vi skal vente med at gå ind til et andet tidspunkt? Nej. For time beats timing in the market, og kommer du ind lige når det går nedad, så får du bare et godt udsalg til at starte din portefølje ud med. Jeg kom selv ind i markedet da det var relativt højt, og nogle måneder efter gik hele lortet nedad, men jeg har stadig overordnet set afkast.

Til sidst blev min søster i øvrigt træt af at vente, og gik ind i markedet. Uden tanke på om det var et godt eller et skidt tidspunkt. Og hun er ikke blevet ruineret endnu 🙂

Kæft, hvor du egentlig snakker meget, Kapitalisthippie. Har du ikke sådan en eller anden form for bulletpoint-ting du lige kan smide op i stedet?

Jaerh, sorry, ved det godt. Jeg vil bare så gerne hjælpe dig. Og jo, vi tager lige:

Den nye investors tjekliste:

  1. Opret en konto på den platform du vælger at investere fra (du kan godt have konti flere steder, men start ud med en enkelt i starten, det gør det mindre uoverskueligt).
  2. Find din risikoprofil.
  3. Find din strategi (hvis du er usikker her, så aftal evt med dig selv, at du vil beholde dit første køb for altid eller indtil den når et vist procentmæssigt tab – men husk at du kun taber, hvis du sælger med tab).
  4. Udvælg en aktie eller en fond du gerne vil lægge nogle penge i, og sæt dig ind i hvordan den beskattes.
  5. Lad være med at investere mere end du har råd til at tabe – for altid, men især i forhold til dit første køb. Jeg lagde selv en god slat penge i min første investering, og jeg var heldig. Havde jeg vidst hvad jeg ved i dag, var jeg nok gået ind med lidt færre penge, hvilket ville have fjernet meget af den nervøsitet jeg rendte rundt med i ugevis efterfølgende.
  6. Følg aktien eller fonden i noget tid, undersøg hvordan markedet påvirker din investering. Spørg evt i Facebookgrupperne, hvis du er i tvivl, og følg med hos eksempelvis Børsen, Euroinvestor eller JP Finans.
  7. Mærk efter, hvordan svingningerne påvirker dig mentalt. Bliver du nervøs i nedgange? Bange? Utryg? Undersøg hvorfor. Hvis du forlader din strategi og sælger med tab, så spørg dig selv hvad der fik dig til at gøre det? Og viste det sig at være den rigtige beslutning?
  8. Pas på med at lytte til andres “anbefalinger”. I diverse Facebookgrupper vil der altid være nogen, der holder på at du skal investere i lige præcis den aktie de selv har investeret i. Men husk: Du skal aldrig foretage en investering du ikke selv mener er rigtig eller ikke forstår hvorfor andre tror så meget på. Mange aktier bliver hypede, og hvis alle begynder at snakke om dem, er det som regel for sent at gå med på den.
  9. Nu har du fået brast bylden og kastet dig ud i det. Tillykke! Efter noget tid kan det være, at du føler dig klar til at foretage endnu en investering. Måske lærte din første investering dig, at du skal være value investor eller kun fokusere på fonde eller noget helt tredje. Det er alt sammen okay. Du skal gøre det du selv har det bedst med og som føles rigtigt for dig.

Okay. I get you. Men altså, jeg har brug for flere råd!

Okay, fair nok. Her kommer mine bedste råd til alle investorer, nye som gamle, krydret lidt med mine egne erfaringer.

  1. Don’t believe the hype. For noget tid siden snakkede alle om cannabisfirmaer, der blev børsnoteret. DET ville bare blive det store! Nogen af dem gjorde, mange gjorde ikke. Hypede aktier skal man altid være forsigtig med.
  2. Invester ikke i ting du ikke forstår. Da jeg var ny på markedet, snakkede alle om Nustay, en dansk udgave af Expedia, kan man kalde det, som lige var blevet børsnoteret, og som blandt andet havde Lars Seier Christensen (en kendt dansk investor) blandt investorerne. Det blev spået en strålende fremtid, hvis man skulle tro alle mulige ansigtsløse mennesker på nettet.
    Problemet var bare, at jeg ikke forstod produktet. Jeg kunne ikke se hvad Nustay skulle kunne gøre, som Expedia, hotels.com og alle de andre jeg normalt brugte til den slags ikke kunne. Og jeg var i tvivl om jeg synes det var en supergod investering i tider, hvor mange fravælger udenlandsrejser på grund af klimaforandringerne. Derfor fulgte jeg et gængs råd i investeringsverdenen, som er: “Invester ikke i noget du ikke forstår”. Men det var hårdt. I lang tid havde jeg ondt i maven og spekulerede på, om det i virkeligheden ikke bare var mig, der var dum? Måske missede jeg lige nu en kæmpe mulighed, mens alle de andre var hoppet på toget? Så kom corona, og Nustay blev erklæret konkurs i Skifteretten. Det bringer mig til næste gode råd:
  3. Stol på din intuition. Din intuition er ikke den del af dig, der bare gerne vil hoppe med på alle lottokuponerne og ignorere advarsler og faretegn. Din intuition er den del af dig, der virkelig forstår alle risici, men stadig kan tænke ja eller nej. Den skal du lytte til. Den har ikke altid ret – men hellere falde med noget man selv mente var det rigtige, i stedet for at falde fordi man bare gjorde det de andre gjorde, ikke?
  4. Du har ligeså meget ret til at være på markedet som de store spillere. Man kan godt komme til at føle sig lidt ydmyg med de få tusinde kroner man kan smide ind i markedet hver måned, især hvis man er nybegynder, men det er ligemeget. Der er ingen, der har patent på markedet, og du har ligeså meget ret til at forsøge at opnå afkast som de store mappedrenge. Husk det. Altid.
  5. Kig mere på omkostninger end afkast. Dette gør sig gældende især for fonde og ETF’er og hvis du investerer gennem din bank. Fint med et godt afkast, men husk, at du også skal betale omkostningerne i de år, hvor afkastet er lavt.
  6. Start småt. Læg nogle penge i en enkelt aktie eller fond og hold dig til den indtil du føler dig mere sikker. Gør evt. brug af Nordnets månedsopsparing.
  7. Du kan godt! Jeg ved godt at det hele er nyt, at du føler dig usikker og nervøs og at du formentlig kommer til at bide dine negle helt ned før du laver din første investering. Men der er én ting jeg ikke tvivler på: Du kan godt. Om nogle måneder vil du kigge tilbage på det her øjeblik, og smile lidt ved tanken om hvad det dog egentlig var du var så bange for. At komme i gang er meget sværere end bare at fortsætte. Tro mig, om noget tid det hele være meget mere afmystificeret, og du vil opdage, at du langsomt bliver mere hjemmevant på markedet og hele tiden lærer noget nyt. Jeg tror på dig!

Og skal vi så ikke få drukket den der kaffe om tale om noget andet nu?

Dette var det femte og foreløbig sidste indlæg i en guide, der har til formål at besvare dine spørgsmål om investering og aktiemarkedet. Jeg håber, at du nu føler dig mere klar til at foretage din første investering. Hvis du er kommet i gang på baggrund af denne guide, vil jeg meget gerne høre fra dig!

Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet (måske flere andre sidder med præcis samme spørgsmål!) eller sende mig en besked på Instagram eller Facebook. Jeg besvarer alle spørgsmål der måtte komme – og der findes ingen dumme af slagsen 🙂

God fornøjelse derude!

Månedsupdate: Januar 2021

Ikke kategoriseret

Ny måned, ny månedsupdate!

Der er blevet sat turbo på tingene. Fra januar kørte vi (igen) med et nyt budget, og nu indbetaler vi hver især 11.700 kroner, så i alt 23.400 kroner, på boliglånet. Til sammenligning var den originale aftale med banken, som blev sat i kraft i januar 2020, at vi i alt skulle betale 11.200 kroner om måneden. Så vi har lige fordoblet indsatsen og så lidt til. Det ses også tydeligt på afbetalingen – mere om det senere!

Status på gæld:

Okay. Mere om det nu så. Efter januar måned ser vores gæld sådan her ud:

Mor og far: 48.500 kroner (55.000)

Banklån: 99.999 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Vi er nået ned til de to-cifrede beløb! Woop-woop! Det er en fantastisk følelse, og tænk at vi er nået derned på lige præcis et år. Det betyder, at vi siden januar 2020, hvor vi overtog huset, har afbetalt 281.001 kroner plus renter.
Hvis vi fortsatte på den her måde, så ville vi kunne være helt af med alt vores gæld i huset, altså realkreditten, om 4,5 år. Det kommer vi dog ikke til at gøre. Jeg vælger at se sådan her på det: Der er en rente på realkreditten på 1,44 procent (skal genforhandles om fire år). Jeg har en stærk formodning om at jeg på aktiemarkedet kan lave et afkast, der årligt er bedre end 1,44 procent – og derfor giver det bedre mening at investere pengene i stedet for at bruge dem på ekstra afbetaling.

Vi satser stadig på at kunne være helt færdige med bankgælden til maj – selvom jeg nok må indrømme, at 99.999 kroner føles som rigtig mange penge i den sammenhæng. Der er kun tre måneder til!

Depotet

Januar var en virkelig interessant måned at være investor i, og det har afspejlet sig i porteføljen:

Som du kan se et rigtig fint afkast til at starte med, og så crashede hele markedet i sidste uge. Det er ved at komme lidt igen, men om vi er på vej ud i en korrektion, eller om den krise, som alle “eksperterne” har forudset ville komme siden sidste store finansielle krise, endelig kommer, det ved ingen før bagefter. Og hey, det er ikke fordi jeg er jubeloptimist. Det eneste man kan vide sig sikker på på aktiemarkedet er, at det vil gå ned. Jeg er bare ved at være en kende træt af diverse “eksperter” som i alt for skarpvinklede tv-indslag og artikler får lov at forudsige dommedag uden at have specielt meget at have det i.
Eksempelvis florerede et klip fra et Clement-program på diverse Facebooksider den forløbne uge. Her sidder en “ekspert”, der har “regnet på det” og hans konklusion var altså, at aktiemarkedet meget snart vil krakke og aldrig nogensinde komme sig. Simpelthen en ren økonomisk doom. Hvordan manden havde forestillet sig at verden ville fortsætte uden nogen former for økonomisk vækst, det ved jeg så ikke lige.
Rigtig mange blev utrygge og paniske, og det forstår man jo godt. Men i selvsamme program var der en 2-3 andre velkendte og succesfulde investorer, der var lodret uenige med ham – det var bare ikke lige så interessant at vise i et kort klip på sociale medier.

Det har selvfølgelig også noget at gøre med den krig, der er udbrudt på Wall Street lige nu. Jeg vil ikke gå forfærdeligt meget i detaljer med den (læs evt. mere her og her) men overordnet kan man sige, at der lige nu foregår en virkelig interessant kamp på børsen mellem den lille og den store mand, hvis lige vi aldrig har set før på aktiemarkedet. En flok Reddit-nørder er gået i flæsket på velrenommerede amerikanske hedgefonde fyldt med analytikere, økonomer og højtuddannede børsmæglere – og de giver dem kamp til stregen i aktiespekulation. Så hvis du ikke vidste, hvad shorting var for et par uger siden, så har du i hvert fald haft stor mulighed for at lære det nu – på alle andre sites end mit 🙂

Så altså. Opture og nedture på markedet denne måned, svært at sige hvordan det vil fortsætte, men en mindre korrektion ville ikke gøre mig så meget, faktisk. Aktierne er enormt højt prissat, så et lille udsalg ville passe mig fint.

Mine indkøb har til gengæld ikke ændret sig det mindste. Altid rart med lidt stabilitet på aktiemarkedet, ikke?

I sidste månedsupdate skrev jeg, at jeg formentlig ville blive nødt til at sætte aktiekøbene lidt på pause indtil vi var færdige med afbetalingen af banklånet til maj. Det har, indtil videre, ikke vist sig at holde stik. Og det er selvfølgelig rart. Januar var en måned, hvor man helt automatisk havde mest lyst til at blive inde, alt var lukket og vi har arbejdet hjemmefra, hvilket har minimeret mulighederne for at købe Ting og det ses i det samlede budget. Jeg har nu derfor en tro på, at jeg kan blive ved med at indbetale minimum 1000 kroner til Nordnet hver måned frem til maj. Og SÅ kommer der ENDELIG turbo på investeringerne!

Det bringer os videre til…

Forbrug

Jeg havde et personligt forbrug i januar måned på et stort rundt 0. Det er tankevækkende, synes jeg. Ikke at mit personlige forbrug normalt er højt, som regel mindre end 10% af min udbetalte løn på 20300 kroner, men alligevel vildt at jeg på en måned kan bruge lige præcis ingenting og stadig være glad og tilfreds. Det viser bare, at jeg stadig bruger unødvendige penge, selvom der er skåret så meget af. Det skal der arbejdes på.

Det, der var afsat til forbrug, men som så ikke blev brugt, blev i stedet hældt over på opsparingen. Jeg har i modellen ikke medtalt de ca. 900 kroner jeg tjente i løbet af januar på at sælge diverse Ting. Indtil videre står de på en separat konto, for jeg ved endnu ikke om det er bedst at lægge dem til bufferen, sende dem til Nordnet eller lægge dem i opsparingen. Derudover er jeg ikke helt færdig med at sælge Ting, selvom der er gået lidt lavvande i det, så når jeg ikke har mere til salg vil jeg vurdere hvad der skal ske med pengene.

Gæld fylder rigtig meget, som du kan se, og det gør mig glad. Mit håb er, når vi er ude på den anden side af den bankgæld, at min opsparings- og investeringsrate ligger deromkring, eller måske lidt højere.

Vi slap også godt fra januar måned på madkortet – 1600 kroner endte vi med at bruge. Resten er blevet overført til februar måned, hvor jeg har fødselsdag i slutningen af måneden. Det er Hr. Kapitalisthippie, der beslutter hvad der skal ske den dag, og vi har begge en klar aftale om, at vi ikke skal gå amok bare fordi en af os fylder år, men det er alligevel meget godt at have en buffer.

Månedens optur/nedtur

Det er vel egentlig ikke en reel nedtur som sådan, men i sidste måned havde jeg som mål at få gennemgået vores budgetkonto for hele 2020 fordi jeg var overbevist om, at vi indbetaler for meget til den. Sådan ser det altså bare ud, for eksempel lige nu, hvor alle regninger for februar måned er betalt, og der stadig er et plus på 13.000 kroner. Det irriterer mig at de penge bare står der, passivt, og ikke gør en skid. Men gennemgangen, som Hr. Kapitalisthippie og jeg satte os ned og lavede i midten af januar, viste altså, at tallene stemmer meget godt overens.

Vi indbetaler tilsammen 216.000 kroner til budgetkontoen om året. Fuck, det er mange penge, når man sådan lige lægger dem sammen. 134.400 af dem går til banklånet (resten af den månedlige afbetaling kommer fra hver vores lønkonti), og de resterende 81.600 kroner fordeles ud på andre budgetmæssige udgifter såsom el, vand, varme, reparationer, A-kasse og fagforening, forsikringer, ejendomsskat, grundejerforening osv. Og det passede altså meget godt i sidste ende, viste det sig. Jo egentlig fint, fordi vi havde regnet rigtigt i første omgang og ikke “spildt” penge på kontoen som sådan, og jo klart bedre, end hvis der havde manglet penge. Men 81.600 kroner årligt til budgetudgifter synes jeg er MANGE penge i en husstand på to (tænk hvis vi havde børn!), så i løbet af året skal vi have kigget på om vi ikke kan få nogle af de poster lidt ned.

Månedens optur, til gengæld, er virkelig fed. Jeg har fået supergod respons for investeringsindlæggene her på bloggen, og masser af god feedback på indlæg generelt på Facebook og Instagram. Det er jeg mega glad for! Mit håb med Kapitalisthippie var at jeg kunne inspirere og hjælpe andre i gang, og indtil videre lader det til at være tilfældet, så det er jeg virkelig tilfreds med.

Så til jer, der sidder derude og har læst med helt hertil: Tusind tak ❤
På søndag kommer det foreløbigt sidste indlæg i investeringsguiden for begyndere, og jeg glæder mig vildt til det, for det bliver et lidt specielt indlæg, synes jeg selv. Jeg er i fuld gang med at skrive det, og forhåbentlig bliver det det allersidste der skal til for nogen til selv at komme i gang.

Hvordan gik din januar måned?

Lær at investere #4: Sådan gør jeg selv

Ikke kategoriseret

Dette er fjerde indlæg i investeringsguiden for begyndere. Læs første indlæg her. Læs andet indlæg her. Læs tredje indlæg her.

Lige til at starte med: Dette indlæg beskriver hvordan jeg selv griber det med investering an. Det er ikke ment som en guide til hvordan du kopierer mig 1:1, for du skal altid selv lave den research der skal til for at du kan finde de investeringer, der giver mest mening for dig. Samtidig er det heller ikke reklame for den ene eller den anden platform. Men jeg lærer selv bedst med konkrete eksempler, og derfor har jeg valgt at lægge min egen portefølje og mine egne valg frem på bordet. Husk at jeg hverken er finansiel rådgiver, økonom eller andet. Blot en glad amatør og nørd.

Se min portefølje

Jeg begyndte at investere i sommeren 2019. Min allerførste investering kan du læse om her. Inden da havde jeg læst et par bøger, fulgt med i nogle Facebookgrupper og hørt et par podcasts. Jeg var velsignet af, at min søster selv var gået i gang nogle år inden da og ligesom var min mentor til at starte med. Der var en at læne sig op ad, og det gjorde processen lidt mere tryg. Jeg lærte meget af at kigge min søster over skulderen, og hvis du sidder derude og mangler en at gøre det med, så stiller jeg hermed min skulder til rådighed.

Så i dag gennemgår jeg altså min egen portefølje, mine køb, mine valg samt min strategi.

Lad os bare få svesken på disken. Her er min portefølje på Nordnet:

Jeg har en anden konto i mit Nordnet-depot, hvor der står 13 Tryg-aktier. Det var her jeg ville have købt mine enkeltaktier fra inden jeg skiftede strategi. Grunden til at obligationsfonden står i minus er, at billedet blev taget kort efter der var blevet udbetalt udbytte for denne fond, og det får kursen til at gå ned.

Som du kan se består den af lidt af hvert. Noget af det er enkeltaktier fra starten af min tid som privatinvestor, det meste er diverse fonde som er eller har været i min månedsopsparing på Nordnet.

Jeg gør udelukkende brug af Nordnet. Dels fordi jeg ikke (længere) har nogen amerikanske eller andre udenlandske aktier (bortset fra Orkla, som er norsk), og dels fordi jeg til at starte med ikke vidste, at Nordnet er rigtig dyre på kurtage og vekselgebyr på udenlandske aktier. Som eksempel tager Nordnet 13 USD i minimumskurtage på amerikanske aktier! Og vekselgebyr udover det!

Vil du bevæge dig meget i den verden kan jeg anbefale Saxo Investor, da de har nogle af de laveste gebyrer på udenlandske aktier. Generelt er Nordnet dyrere på enkeltaktier, men gode til månedsopsparing i fonde. Se evt. denne oversigt fra Unge Investorers Facebookside:

Til at starte med, dengang i sommeren 2019, fik jeg sat min månedsopsparing op med hjælp fra min søster, og så købte jeg lidt forskellige enkeltaktier. Mest for at få processen og platformen ind under huden, og fordi jeg dengang tænkte, at jeg skulle være vækstinvestor (læs evt mere om de forskellige former for investeringsstrategier i investeringsguidens andet indlæg).

Jo mere jeg læste, og jo klogere jeg blev på investering fandt jeg dog ud af, at passiv indeksinvestering (som vi lærte om i investeringsguiden #1) var det rigtige valg for mig. Det baserer jeg på følgende faktorer:

  1. Jeg gider ikke bruge alt for meget af min tid på at investere og finde ud af hvad jeg skal investere i
  2. Jeg går efter at matche det generelle markedsafkast
  3. Jeg er interesseret i udbytteaktier, da de giver mig “gratis” penge til at købe flere aktier for, og fordi jeg ikke vil beskattes efter lagerprincippet
  4. Jeg vil sprede min risiko så meget som muligt
  5. Jeg vil have så billige omkostninger som muligt, vil gerne undgå kurtage, og ønsker ikke at mere end nødvendigt af mit afkast skal gå til ÅOP

Med de faktorer in mente gav passiv indeksinvestering gennem Nordnets månedsopsparing mening for mig. Så skal vi ikke kigge lidt på den mulighed? Jo da!

Nordnets månedsopsparing

Månedsopsparing er et koncept som kun kan findes på Nordnet. Normalt når du køber aktiver på børsen, hvadenten det så er aktier, fonde eller noget helt andet, så betaler du diverse gebyrer, eksempelvis vekselgebyr, hvis der er tale om udenlandske aktiver, og kurtage. Kurtage er bare et fancy ord for gebyr, og det er den betaling din bank eller børsmæglerplatform tager for at du investerer hos dem. Kurtagen slipper man ikke for, uanset om man køber dansk eller udenlandsk, og den er vigtig at have i tankerne når man handler. Hos Nordnet er kurtagen som minimum 29 kroner pr. handel, se evt. mere her. Og du betaler også, når du sælger igen, så der skal altså et vist afkast til før det giver mening rent økonomisk for dig.

Men gør du brug af Nordnets månedsopsparing, så slipper du helt for kurtage. Månedsopsparingen er egentlig bare en form for automatiseret månedlig investering, hvor du udvælger nogle fonde, sætter et beløb, bestemmer hvor meget, der procentmæssigt skal købes af hver fond, og så sørger for, at der hver måned er det beløb til rådighed på din Nordnet-konto. Det kan gøres nemt ved at oprette en automatisk overførsel fra din bank til Nordnet hver måned. Og for at gøre det mere attraktivt for små-investorer som dig og mig, lokker de altså med 0 kroner i kurtage.

Du behøver altså én gang at udvælge hvilke fonde du vil have, sætte det op og så kører det automatisk. Det er naturligvis ikke alle fonde på hele verdensmarkedet du kan finde i månedsopsparingen. Formentlig har Nordnet en form for aftale med diverse investeringsforeninger, men du kan finde mange både passive og aktive samt ETF’er, der dækker enkelte sektorer på verdensmarkedet, dækker overordnet, dækker bestemte lande og så videre.

Her er min månedsopsparing, som den ser ud lige nu:

Allerøverst har vi Maj Invest Globale Obligationer. Som en form for sikkerhedsnet for mig selv (selvom der naturligvis aldrig er noget, der er helt sikkert på aktiemarkedet) så har jeg valgt at investere i globale obligationer. Dengang jeg startede opsparingen var der ikke mange muligheder at vælge af i forhold til obligationer, og da jeg gerne ville have, at det skulle være en passiv fond, blev det denne. Den har performet fint og udbetaler et fint udbytte årligt, så pt. er jeg tilfreds med den.

Dernæst har vi Danske Inv. Danmark Indeks kl DKK d. Skønt og ligetil navn…
Det er en passiv, udbyttebetalende fond fra Danske Invest, der har det danske C25-indeks som benchmark. Det betyder altså, at denne fond har som mål at opnå nogenlunde samme afkast som C25-indekset på årlig basis. Det danske C25-indeks består af de 25 mest handlede børsnoterede selskaber i Danmark. Det giver dig dermed en god spredning i nogle populære firmaer, der som regel også har rimeligt styr på økonomien. Selskaberne omfatter blandt andet Ørsted, Mærsk (B-aktierne – husker du det med at nogle selskaber deler deres aktier op i A- og B-udgaver?), Danske Bank og Carlsberg (B-aktierne). Danske Inv. Danmark Indeks kl DKK d er den nyeste tilføjelse til min månedsopsparing. Jeg har tidligere gjort brug af Sparindex INDEX OMX C25 KL (igen, skidegodt navn) som følger det samme indeks og har samme benchmark – men jeg opdagede, at den fra Danske Invest performede nogenlunde ligeså godt (nogle gange endda bedre), havde lavere årlige omkostninger og kostede omkring 100 kroner mindre per bevis. Det fik mig til at skifte, og det har jeg ikke fortrudt.

Så kommer Sparindex INDEX Globale Akt Min Risk KL (kan vi godt lige blive enige om, at alle de her navne kan forkortes væsentligt ned og at det måske ville gøre det mindre intimiderende for nye investorer?). Denne fond baserer sig på globale aktier, altså et godt snit over hele linjen, af aktier som har “minimum risiko”. Tja… Det var denne fond jeg tabte flest penge på tilbage i marts, da coronakrisen inficerede aktiemarkedet, og som I kan se i min portefølje er den aldrig rigtig kommet op igen. Ikke endnu, i hvert fald, modsat stort set alle andre aktier. Det viser bare, at man ikke skal tage investeringsforeningens vurdering for gode varer. Jeg beholder den i min månedsopsparing indtil jeg får GAV-prisen (Gennemsnitlig Anskaffelses Værdi) ned på minimum den nuværende pris, så den i det mindste ikke er i minus. Hver gang du køber en aktie, som du allerede har i dit depot, og du køber den til en lavere pris end sidst, så falder din GAV-pris. Det er faktisk kun derfor jeg bliver ved med at købe ind i den.

Til sidst har vi Sparindex INDEX Globale Aktier KL. Det her er helt klart min favoritfond i porteføljen. Der er nogen, der mener, at hvis du køber ind i denne fond, så har du sådan set ikke brug for mere. Jeg er tilbøjelig til at være enig, bortset fra at jeg altid vil supplere med en vis mængde obligationer. Sparindex INDEX Globale Aktier KL følger et indeks ved navn MSCI ACWI. ACWI står for All Country World Index, og det er noget nær det bredest mulige indeks. Kort sagt dækker den over mere end 9000 forskellige aktiver i 49 forskellige markeder, i både store, små og mellemstore selskaber og i mange forskellige lande. Det er altså virkelig en bred kam du køber ind i her, som skaber stor spredning og som kommer meget tæt på verdensindekset, som den også har som benchmark. Når verdensmarkedet et år et afkast på 7 procent (som er gennemsnittet), så har denne fond til formål at følge det. Du får, kort fortalt, lidt af det hele med her.

Som du kan se på billedet fra månedsopsparingen, så køber jeg ikke ind for et særligt stort beløb lige nu. Det er fordi vi fokuserer vores penge på at afbetale vores banklån på huset. Når vi er færdige med det til maj, så vil beløbet være væsentligt højere, og der skal ske en udskiftning i månedsopsparingen. Lige nu køber jeg lige meget ind i hver fond, men du kan selv dreje på procenterne, hvis du eksempelvis vil have en højere indkøbsprocent af obligationer eller mere af en bestemt ETF. Efter maj vil jeg formentlig fokusere på blot Sparindex INDEX Globale Aktier KL og Maj Invest Globale Obligationer. Formentlig i en form for 80-20, hvor 80% af beløbet bliver brugt på Sparindex INDEX Globale Aktier og 20% på Maj Invest Globale Obligationer.

Nordnet selv har lavet en udmærket videoguide, der viser hvordan man opretter en månedsopsparing. Den kan du se her.

Ellers er det, du skal vide om Nordnets månedsopsparing at:

  • Der bliver købt aktier gennem din månedsopsparing hver den 5. i måneden eller den første hverdag efter den 5. Hver måned ser jeg flere spørgsmål på diverse Facebookgrupper fra frustrerede nybegyndere, der hver den 5. sidder klar for at se deres månedsopsparings første opkøb, som ikke har indset, at markedet ikke er åbent eksempelvis lørdag og søndag eller på helligdage.
  • De indkøbte aktiver kan som regel ses sidst på dagen, i nogle tilfælde først dagen efter. Den pris, dine fonde bliver købt til, beregnes udfra et gennemsnit over hele dagen på indkøbsdagen. Aktiemarkedet rykker sig jo konstant lidt frem og tilbage på prisen, og det er altså sådan Nordnet har valgt at gøre det. Alternativet ville være, at jeg selv sad og prøvede at regne ud, hvornår prisen var bedst, ved at holde konstant øje, og det ønsker jeg ikke at bruge min tid på.
  • Du kan sagtens skifte ud i fondene i din månedsopsparing, som jeg selv har gjort flere gange. Gør du det, sker der ikke noget med købene i de fonde du skifter ud. De ligger trygt i dit depot, som du altid kan se på Nordnet. Du kan også nemt ændre beløbet du køber ind for hver måned.
  • Husk ti procent. Fordi aktiepriserne konstant ændrer sig, så vil dine udvalgte fonde ikke koste det samme hver måned. Forhåbentlig stiger de jo langsomt i værdi. Det betyder, at hvis du eksempelvis har sat månedsopsparingen til at købe ind for 1000 kroner om måneden, så kan det samlede indkøbsbeløb godt være 1027 kroner eller 988 kroner. Du skal derfor altid sørge for, at der som minimum står lidt mere end det beløb du har valgt at købe ind for, for at være sikker på, at der er lidt at tage af. Omkring 10 procent anbefaler Nordnet selv.
  • Månedsopsparingen køber ikke ind, hvis der ikke er dækning på kontoen.
  • Hvis du på et tidspunkt ikke længere ønsker at gøre brug af månedsopsparingen, så sker der ikke noget ved det. Dine indkøbte fonde vil stadig være i dit depot, for du har jo købt dem. Du kan bare lade være med at overføre flere penge eller slette månedsopsparingen – dine indkøb forsvinder ikke. Dem ejer du nu.
  • Månedsopsparingen gør brug af dollar-cost-average-metoden.
  • Du kan kun købe fonde og ETF’er i månedsopsparingen – ikke enkeltaktier eller andre former for aktiver.

Dollar-cost-average-metoden

Dollar-cost-average, eller DCA, er hvad jeg vil kalde en metode til investering. Mange kalder konceptet en investeringsstrategi, men fordi DCA ikke sporer dig ind på hvad du skal købe, men nærmere hvornår du skal købe på aktiemarkedet, så ser jeg det mere som en metode.

DCA er en bestemt måde at købe aktier på, og formålet med den er at forsøge at udligne udsving i en akties kurs og opnå den bedst mulige købspris. Som vi ved bestemmes aktiernes kurs ud fra udbud og efterspørgsel, og de kan svinge med flere kroner eller procenter i løbet af en dag. Så hvordan ved man hvornår det er bedst at købe ind? Det behøver man slet ikke bekymre sig om, hvis man gør brug af DCA. DCA går nemlig ud på, at vi hver måned investerer for det samme beløb, så vi køber flest aktier, når priserne er lave, og færrest aktier, når prisen er høj. Dermed opnår vi en nogenlunde gennemsnitspris, i stedet for at smide alle vores penge ind på én gang, hvor vi risikerer at komme til at købe på toppen.

Eksempel:

Du har 10.000 kroner, som du gerne vil sende ud og arbejde for dig på aktiemarkedet. Du har besluttet dig for, at du gerne vil sætte pengene i en bestemt fond (eller aktie, eller ETF osv), og denne fond koster i øjeblikket 500 kroner pr. bevis. Du har besluttet dig for at gøre brug af DCA-metoden, og vil hver måned investere 2000 kroner, indtil de 10.000 kroner er brugt op.

I den første måned koster fonden 500 kroner, og du kan dermed købe 4 beviser.

Måneden efter er prisen så røget op på 1000 kroner (wow, vild fond du har fundet dig, alligevel!) og du kan dermed købe to beviser.

I tredje måned går det knap så godt. Her er prisen røget ned på 400 kroner, og du kan dermed købe fem beviser.

I fjerde måned er det helt skidt, og prisen er nu nede på 100 kroner. Det betyder, at du kan købe 20 beviser for dine 2000 kroner.

Heldigvis går det mega godt i 5. måned, hvor et bevis koster 2000 kroner. Dermed kan du købe 1 bevis.

Det betyder, at når de fem måneder er gået, og alle dine 10.000 kroner er kommet ud på markedet og arbejder for dig, så har du købt i alt 32 beviser i din valgte fond. Hvis du havde lagt alle 10.000 kroner ind i fonden i den første måned, havde gennemsnitsprisen været 500 kroner, og du havde fået 20 beviser i fonden. Men fordi du købte ind efter DCA-metoden over fem måneder, så fik du i stedet 32 beviser og en gennemsnitspris på 312,50 kroner. DCA går simpelthen ud på at købe ind for det samme beløb hver måned, uanset om prisen stiger eller ej, for at opnå det lavest mulige gennemsnit på prisen. Dermed undgår vi at komme til at købe på toppen, altså til aktiens allerhøjeste pris, som vi jo helst ikke vil. Du behøver med andre ord ikke at forsøge at time markedet.

Der er altså masser af fordele ved DCA-metoden, men selvfølgelig også nogle ulemper. Ved DCA gør man som udgangspunkt ikke brug af pludselige nedsving i prisen, som der eksempelvis var tilbage i marts sidste år eller nu her i januar i år. Dermed går man også potentielt glip af en god udsalgspris. Typisk er der også flere handelsomkostninger forbundet med at købe flere gange. Det siger sig selv, at hvis du betaler kurtage pr. handel, og du med DCA handler eksempelvis 5 gange, så betaler du mere i handelsomkostninger end hvis du havde smidt alle pengene ind på én gang. Sådan hænger det dog ikke sammen, hvis du gør brug af Nordnets månedsopsparing, da der jo ikke er kurtage på månedsopsparingen. Det er altså kun en ulempe, hvis du gør brug af konceptet udenfor månedsopsparingen.

Og så er der undersøgelser, der viser, at eftersom markedet historisk set har været konstant stigende, så giver det mere mening, på den lange bane, at smide alle pengene ind på én gang for at lade tiden arbejde for dig mest muligt. Jeg går dog stadig ind for DCA personligt, da jeg ikke har store summer at smide ind, så ved at gøre brug af DCA med de summer jeg nu engang har, giver jeg stadig mig selv chancen for at opnå en god gennemsnitspris.

Hvilken strategi bruger jeg?

Som vi lærte lidt om i andet indlæg i investeringsguiden, så er det altid en god idé at have en strategi. Den jeg har valgt, der fungerer for mig, er buy and hold, eller køb og behold. Det betyder, at når jeg foretager et køb på aktiemarkedet, så er det fordi jeg har en forventning om, at købet skal være en del af min portefølje i meget lang tid. Det kaldes at være langsigtet. Formentlig vil der være mange fonde og aktier i min portefølje, som jeg aldrig nogensinde sælger. Det er det modsatte af daytrading, som er kortsigtet, og hvor du flere gange om dagen køber og sælger hele tiden – ofte kan daytradere købe den samme aktie flere gange om dagen, og sælge den adskillige gange ligeså.

Hvad er så meningen med det? Er du langsigtet har du en forventning om, at dine investeringer over tid, i nogle tilfælde meget lang tid, vil vækste. Og tid og tålmodighed gør meget for aktier.

Havde du eksempelvis købt for 2000 kroners Apple-aktier tilbage i år 2000, så ville de nu have en værdi af 200.000 kroner. Altså på 20 år. En gigantisk stigning, som du ville være gået glip af, hvis du solgte ud da du opnåede et afkast på 10 procent eller lignende, som man jo ellers godt kan synes er et fint afkast.

At være langsigtet i mine investeringer giver mig også en indre ro, når uroen og kaosset indtager aktiemarkedet, som det altid gør ved korrektioner og kriser. Lige nu her i januar falder det meste af markedet, og det gør mange urolige. Hvad vil der ske med deres aktier? Skal de sælge? Købe mere? Er vi på vej ind i en krise? Dem, der ender med at gå i panik og sælge, er som oftest dem, der ikke har en klar strategi eller i hvert fald ikke er langsigtede. Og jo flere, der går i panik og sælger ud, jo mere kaos og nedgang kommer der på markedet. Samtidig risikerer de at sælge med tab eller et meget lavt afkast.
Jeg er ikke urolig for tiden. Jeg ved, at mine aktiver skal ligge og hygge sig i mange år, før jeg skal begynde at leve af afkastet, og den nuværende situation, og den næste krise, og den næste korrektion og den næste krise igen, er derfor blot små streger i regningen for mig. Jeg tror på, at tiden arbejder for mig og mine investeringer. Og som Warren Buffett altid har sagt:

“Time in the market beats timing the market”

Sælger du ud når markedet går nedad, risikerer du at sælge på bunden og måske tabe penge. Samtidig kan det blive dyrt for dig at komme ind i markedet igen, hvis du prøver at time det perfekte tidspunkt, for det er umuligt at gøre, og du risikerer dermed at købe aktier til en dyr pris. Bliver du siddende i båden i urolige tider, vil havet (eller aktiemarkedet) på et tidspunkt blive roligt igen.

Investering skal helst være kedeligt

Puha, det var lige en større omgang. Men nu kender du til Nordnets månedsopsparing, dollar-cost-average og vigtigheden i at kigge på kurtage. Nu skal vi til noget som er meget vigtigt for mig at pointere.

Jeg har nogle gange opfattelsen af, at folk, når de lærer at jeg investerer, tror at jeg daytrader for vildt, har en gigantisk portefølje med en milliard forskellige aktiver og at jeg altid er med på den nyeste trend og de nyeste hype-aktier.

Det er jeg ikke. Overhovedet.

Jeg har ingen interesse i enkeltaktier, og dem, der er i mit depot lige nu, er nogle der blev købt før jeg valgte min nuværende strategi, som altså går ud på at købe passive, udbyttebetalende indeksfonde, der giver en så bred diversificering som muligt via dollar-cost-average-konceptet.

Hvorfor gør jeg sådan? Det er helt simpelt. Jeg tror ikke på at jeg kan slå markedet. Det handler ikke om at jeg ikke er dygtig eller ved en masse om aktier, men helt simpelt om at det er de færreste der kan, og endnu færre, hvis nogen overhovedet, der kan blive ved med det. Så længe jeg ikke tror at jeg kan det, så er indeksinvestering det eneste, der giver mening for mig.

Hvis du lige nu sidder og tænker, at det da lyder virkelig kedeligt og som totalt minus-actionpræget, så gør det mig glad. For jeg tror nemlig på dette citat af Paul Samuelson:

“Investing should be more like watching paint dry or watching grass grow. If you want excitement, take $800 and go to Las Vegas.”

Investering for mig skal helst være så kedeligt som muligt og samtidig give mig et gennemsnitligt afkast. Jeg er ikke interesseret i lottokuponer. Hvis jeg får et grimt sug i maven hver gang markedet dykker eller jeg skal logge på Nordnet, så gør jeg noget forkert. Det er SÅ nemt at tabe penge på markedet, og ingen investorer vil nogensinde gå igennem deres liv på aktiemarkedet uden at lide tab mindst én gang, men man kan gøre det man selv føler er bedst i forhold til at minimere risikoen.

Med mine investeringer vil jeg:

  • Opnå et afkast, der svarer til markedsgennemsnittet
  • Betale så lidt som muligt i omkostninger
  • Skulle bruge så lidt tid på det som muligt
  • Minimere risici for tab
  • Få den bedste gennemsnitlige pris, igen uden at skulle bruge for meget tid på det

Investering kan være spændende at lære om, men generelt set vil jeg ikke bruge mit liv foran en computer på at skabe mest muligt afkast. Jeg investerer for at frigive tid – ikke bruge den. For mig er investering midlet til mere frihed og mindre arbejde, men ikke noget jeg skal bruge min tid på.

Derfor investerer jeg som jeg gør.

Dette var det fjerde af fem indlæg i en guide, der har til formål at besvare dine spørgsmål om investering og aktiemarkedet. I næste uge be- og afkræfter vi nogle af de mest vedholdende myter på aktiemarkedet, som måske afholder nye investorer fra at tage springet, og vi gennemgår privatinvestorens tjekliste samt generelle gode råd.

Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet (måske flere andre sidder med præcis samme spørgsmål!) eller sende mig en besked på Instagram eller Facebook. Jeg besvarer alle spørgsmål der måtte komme – og der findes ingen dumme af slagsen 🙂

Ti års-reglen – princippet, der kan få dig til at sige nej til det meste

Ikke kategoriseret

Der var engang, før jeg fik min økonomiske åbenbaring, hvor jeg hver morgen slog et sving ind forbi 7-Eleven på vej til arbejde. Den lå jo lige på vejen. Der røg som minimum en to go-latte med, ofte også et eller andet morgenmadsprodukt. 45 kroner, måske. Jeg tænkte ikke engang over det, det var en ren vane. Altså, 45 kroner. Det er jo ingenting, ikke?

Sådan tror jeg, at mange ser på et beløb som 45 kroner. Eller 30 kroner. Eller 50 kroner. Det er dråber i vandet i forhold til de beløb vi får udbetalt hver måned (for de fleste af os), så vi skænker dem ikke en tanke.

Vi lejer da bare en film, det koster jo kun 35 kroner.

Skal vi ikke lige have den i kurven også? Vi skal nok få det spist. Og hvis ikke, så er det kun 25 kroner.

Nå, jeg fik ikke stofposen med. Fuck det, en pose koster kun 3,50 kroner.

Det er vildt billigt, det er kun 75 kroner om måneden.

Men alle de små beløb hober sig op. Det gik op for mig på det tidspunkt, hvor jeg flyttede sammen med Hr. Kapitalisthippie. Faktisk husker jeg det meget tydeligt. Jeg var lige kommet hjem fra en festival i Berlin, og skulle med bankende hjerte, der sidst i måneden, åbne netbank og se hvor galt det stod til. Og jeg blev ærlig talt overrasket over at se, at min konto ikke engang var tæt på at gå i minus. Jeg tænkte, at der måske var nogen regninger, der ikke var blevet trukket endnu, men nej. Det hele så ud som det skulle. Og så lagde jeg mærke til, at der ikke var nogen transaktioner fra 7-Eleven. For Hr. Kapitalisthippie boede i den anden ende af byen, så jeg købte ikke længere kaffe om morgenen, men drak den bare når jeg mødte ind på kontoret.

Det var simpelthen kaffen, der havde drænet min konto, måned efter måned, mens jeg gik og var overbevist om at det var fordi jeg ikke fik nok i løn eller at vi brugte alt for mange penge på varmt vand. Og jeg havde jo ikke engang savnet papkaffen. Så på én og samme måned havde jeg altså formået at tage på festival i et andet land med alt hvad det indebærer af transport, mad og overnatning og skeje ud dér, og stadig få min morgenkaffe, bare på en anden måde, og stadig ikke gå i minus. På grund af købekaffe!

Tænk på hvad det kan blive til i løbet af et år. Eller ti år! tænkte jeg.

Hvad er ti års-reglen?

Mød ti års-reglen. En lille regel jeg satte op for mig selv, da jeg selv begyndte at tænke mere over hvor mine penge røg hen. For jeg var en af dem der. En af dem, der lystigt betalte 45 kroner for kaffe og to go-morgenmad uden at tænke over, at det egentlig var penge, og som så senere på måneden undrede mig over, hvor alle mine penge mon var blevet af. Jeg købte jo ikke nogen store ting til flere hundrede kroner. What’s up with that?

Men det er ligemeget. For de små beløb tæller ligeså meget som de store – og det lærer ti års-reglen dig.

Lad os tage mit eget eksempel med 7-Eleven-morgenmaden:

Lad os antage, at jeg fem dage om ugen gik på stationen for at få min kaffe og min morgenmad. Det er 225 kroner om ugen. Jeg har seks ugers ferie om året, så dem trækker vi fra, og så er der 46 uger tilbage. 46 uger, hvor jeg hver uge brugte 225 kroner på kaffe og morgenmad. Det er 10.350 kroner om året.

Altså, 10.350 om året er altså heller ikke særlig meget, sidder du så måske nu og tænker. Og nej, det er det ikke nødvendigvis, hvis man har et gennemsnitligt lønnet job. Havde man været på SU, havde det til gengæld været ca. 1/10 af ens rådighedsbeløb på årsbasis. Og man har sgu da lov til at købe to go-kaffe, når man er færdiguddannet og voksen og tjener rigtige penge! Men okay, hvis du ikke er overbevist endnu.

Så gang det lige med ti år.

Og så når vi op på 103.500 kroner, som jeg ville have givet til 7-Eleven i bytte for middelmådig kaffe og ligegyldige kalorier.

103.500 kroner. Til noget, som jeg jo egentlig allerede havde derhjemme, og ligeså godt kunne have smækket i en termokop med en bolle ved siden af og bare taget med i tasken.

Seriøst, smag lige på den. Ethundredeogtretusindfemhundrede kroner! For mig er det voldsomt mange penge at give for noget så ligegyldigt som kaffe i et papkrus. Så blev de 45 kroner pludselig til lidt mere end blot 45 ligegyldige kroner.

Men det stopper ikke her. For hvis jeg i stedet havde taget de 45 kroner om dagen og lagt dem i investering, så var de i løbet af de ti år blevet til over 200.000 kroner, hvis vi regner med et gennemsnitligt årligt markedsafkast på 7 procent.

Kan de fleste af os ikke undvære 45 kroner om dagen?

Dit forbrug bestemmer din formue – ikke din løn

En udbredt misforståelse omkring penge og formue er, at grundlaget for vores formue mest af alt bygger på størrelsen af vores indtægt. Tjener du godt, så bliver du rig. Dette er ikke sandt – eller det behøver det i hvert fald ikke at være. I virkeligheden handler det i langt højere grad om hvordan du bruger dine penge – eller ikke bruger dem. Men langt de fleste af os er slet ikke opmærksomme på alle de små beløb, som min to go-kaffe, som med tiden kan akkumulere til virkelig store beløb. Penge, der kunne være blevet brugt mere fornuftigt, sparet op eller investeret.

Jeg bruger kaffen som eksempel da den kommer fra mit eget liv og samtidig bygger på teorien bag The Latté Factor, men småbeløbene kan i virkeligheden være mangt og meget. Er du typen, der ofte finder “gode tilbud” på nips til vindueskarmen i genbrugsbutikker og på loppemarkeder? Køber sjove genstande til pakkekalendre/julefrokoster/den næste fest i Tiger? Køber blade i kiosken, handler tøj bare fordi det er på udsalg eller flere gange om måneden lystigt lejer film på nettet?

Købekaffen blev en øjenåbner for mig. Den første af mange. Og det var der jeg lavede ti års-reglen for mig selv. Fra da af har jeg altid lavet regnestykket i mit hoved, hvis jeg pludselig får en fiks idé om et nyt streamingabonnement, ikke gider lave frokost til dagen efter eller pludselig synes at det er så synd for mig at jeg skal møde på et arbejde hver dag, så jeg må faktisk godt “forkæle” mig selv med papkaffe.

For min hjerne kan stadig tænke “Det er jo bare 30/45/50 kroner, det er jo ingenting!

Men det bliver det i det lange løb, og selvom vores hjerner kan have svært ved at acceptere det, fordi vi kun ser nu-prisen på 45 kroner, så gør vi altså os selv en kæmpe tjeneste ved at se prisen som den ser ud om ti år – og så lige lægger flødeskummen på til sidst som er værdien, hvis de penge så i stedet var blevet investeret.

Lad os lige tage et par andre eksempler – bare fordi det er sjovt.

Den hurtige sandwich

Flere af mine kolleger kigger hånligt på min frokosttallerken i kantinen, der indeholder resterne af aftensmaden fra dagen før, som jeg har opvarmet i mikroen. Så går de så ned på en sandwichbar i nærheden og køber en sandwich til 39 kroner.

Det er billigere end hvis jeg skal lave frokost derhjemme, mener en af mine kolleger.

Oh, really?

5 sandwiches om ugen: 195 kroner

Hver arbejdsdag i et år: 8.970 kroner

Hver arbejdsdag i ti år: 89.700 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 196.715 kroner

Til sammenligning er 89.700 kroner nogenlunde det, som Hr. Kapitalisthippie og jeg bruger på samtlige af døgnets måltider i løbet af ca. 3,7 år. Og 8.970 kroner svarer til 4,5 måneders madforbrug i vores budget.

Luksusbilvask

Hr. Kapitalisthippie er bilentusiast, og da vi fik ny bil i november 2019 købte han et abonnement til bilvask på 69 kroner i måneden. Det kan næsten ikke gøres billigere, mente han.

Bilvask i en måned: 69 kroner

Bilvask i et år: 828 kroner

Bilvask i ti år: 8.280 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 17.700 kroner

Jeg tror nok det havde været billigere bare at vaske bilen selv…

Tøjkøb

Hvis vi nu siger, at du er glad for at købe tøj, og du hver måned bruger 500 kroner på det både i butikkerne og på nettet. Så i alt 1000 kroner.

Tøjkøb i en måned: 1000 kroner

Tøjkøb i et år: 12.000 kroner

Tøjkøb i ti år: 120.000 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 236.000 kroner

Jowjow, vi skal jo alle have nyt tøj ind i mellem, kan man sige. Og ja, det skal vi da. Men man kan eddermame få meget tøj i almindelige butikker for 236.000 kroner, og man skal arbejde VIRKELIG hårdt for at slide alt det tøj op!

Hvad ti års-reglen har sparet mig

Jeg lavede på et tidspunkt en cirka-opgørelse over hvad min brug af ti års-reglen har sparet mig. Altså penge, som jeg nu er blevet opmærksom på er blevet brugt forkert og derfor har sendt ud at arbejde for mig som investering i stedet for – eller vil gøre, for flere af dem nåede jeg heldigvis at få stoppet før der var gået ti år.

Mobilspil: 4.800 kroner

Pendlerkort DSB: 63.600 kroner (i stedet begyndte jeg at cykle)

To go-kaffe og morgenmad: 103.500 kroner

Ekstra lagringsplads i iCloud: 840 kroner

Div. streamingabonnementer: 21.360 kroner

Månedlig boks med unødvendige lækkerier fra vegansk shop: 24.000 kroner

I alt en besparelse på over 218.000 kroner over ti år – helt uden at jeg har følt noget voldsomt afsavn. Ikke noget med at sælge bilen, ikke kunne tage på ferie eller skulle følge en stram madplan. Bare en helt simpel gennemgang af unødvendige små pengehuller, som mine penge fossede ud af, uden jeg var opmærksom på det.

De vil i øvrigt, igen med et gennemsnitligt årligt afkast på aktiemarkedet på 7 procent, stige til over 400.000 kroner i løbet af ti år.

Ti års-reglen er tatoveret langt ind under huden på mig. Den hjælper mig, hver gang min Indre Forbruger tager over og synes, at jeg skal “berige” mit liv med endnu en Ting eller et abonnement til “få” penge. For hvert køb jeg foretager mig, bringer mig en lille smule mindre tæt på mit mål om at opnå økonomisk uafhængighed. Derfor er det ikke længere så svært for mig at modstå eventuelle fristelser. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig nogensinde køber noget som helst andet end mad. Selvfølgelig gør jeg det. Men så er det et bevidst valg og noget, der er gennemtænkt.

Så hvis du ikke føler, at pengene slår til, eller at du slet ikke kan overskue, hvordan du skal finde penge til investering, selvom du egentlig har lyst, så er det her måske et godt sted at starte. Find dine små pengehuller, og få så hullet lappet.

Eller hvis du er typen, der har svært ved at stoppe med at shoppe, eller bare elsker følelsen når dankortet bliver revet igennem og du spankulerer gennem gågaden med en ny Ting i en skinnende pose. Så brug ti års-reglen. Lav regnestykket, og præsentér dig selv for det. Vil du opbygge din formue og lægge din fremtid i dine egne hænder, eller vil du have endnu en Ting? Den ene Ting tæller, ligeså meget som den næste gør. Og den før det. Og alle de andre små køb, du vil få muligheden for at lave resten af dit liv.

Og hey, hvis du efter at have læst det her stadig føler, at dit forbrug er lige præcis som det skal være, og du ikke kan se et problem i de akkumulerede tal, så er det også helt fint. Nu kan du så bare foretage de køb og fortsætte det forbrug på et oplyst grundlag.

Det er stadig en win, hvis du spørger mig 🙂