381.000 på 16 måneder – sådan gjorde vi det

Ikke kategoriseret

Det følgende er skrevet med tømmermænd. I går fejrede Hr. Kapitalisthippie og jeg nemlig, at vi formåede at betale banklånet på vores hus af på 16 måneder – halvandet år før tid! Vi poppede en flaske champagne og skålede sammen, inden Hr. Kapitalisthippie skulle i seng, for han har nemlig vagt hver dag her i bededagsferien. Vi er måske mindre begældede nu end før, men vi er ikke frie fra at skulle arbejde 🙂

I dette indlæg vil jeg fortælle og beskrive hvordan vi fandt pengene til det, og ikke mindst hvorfor vi gjorde det. Så skal vi ikke bare komme i gang?

Hvad?

Da vi overtog vores hus i januar 2020 fik vi naturligvis også en del gæld med i købet. Husets pris var 2.065.000 kroner, og vores gæld var opdelt i et realkreditlån på 1.652.000 kroner og et banklån på 381.000 kroner. Vi har afdragsfrihed i huset frem til 2025, og den oprindelige plan var at bruge den periode på at afbetale banklånet, som havde den største rente.

Realkredit: Rente på 1,44 procent
Banklån: Rente på 3,25 procent

Den oprindelige aftale vi lavede med banken var, at vi ville afbetale banklånet over tre år, så vi havde to år med ren afdragsfrihed og lave udgifter. Det betød, at vi ifølge den oprindelige aftale skulle afbetale lånet med 11.200 kroner om måneden. I løbet af sommeren sidste år blev vi dog enige om, at vi godt kunne oppe beløbet, og dermed komme af med gælden før tid. Den oprindelige løbeperiode var frem til marts 2023.

Hvor meget?

Til at starte med, hævede vi afbetalingsbeløbet fra august 2020 med 6.800 kroner, så det i alt lød på 18.000 kroner. Det betød, at vi ville være færdige med lånet til oktober 2021. Vi blev ret overraskede over, hvor meget tid der lige blev barberet af gælden, blot ved at vi hver især undværede yderligere 3400 kroner om måneden.

Det gav os blod på tanden, og i november 2020 begyndte vi at snakke om, hvorvidt vi kunne afsætte yderligere midler til gældsafvikling. Det kunne vi godt, blev vi enige om, og fra januar 2021 oppede vi afviklingen med 5.400 kroner, så vi i alt hver måned afviklede banklånet med 23.400 kroner. Altså lidt mere end en fordobling af den oprindelige afbetalingsaftale.

Januar 2020: 11.200 kroner til gældsafvikling
Januar 2021: 23.400 kroner til gældsafvikling

Budgettet?

Da vi overtog huset i januar 2020 så mit budget ca. sådan her ud:

Løn: 20.300 kroner (udbetalt)
Budget: 3600 kroner
Gældsafvikling: 6100 kroner (til bankgæld og privatgæld til mine forældre)
Mad: 1600 kroner
Transport: 950 kroner
Opsparing: 2000 kroner
Investering: 2500 kroner
Privatforbrug: 3550 kroner

Fra januar til 1. maj 2021 har mit budget set sådan her ud:

Løn: 20.600 kroner (udbetalt)
Budget: 3400 kroner
Gældsafvikling: 12.200 kroner
Mad: 1000 kroner
Transport: 450 kroner
Opsparing: 2000 kroner
Investering: 0-550 kroner
Privatforbrug: 1000 kroner

Som I kan se en væsentlig ændring i prioriteringen. En fordobling af gældsafviklingen, men hvad tænker du, når du kigger på de to budgetter? Er der nogle af de andre poster, der ser væsentligt forandret ud for dig? Der blev stadig indbetalt penge til opsparing og (for det meste) investering, der var stadig penge til sjov og spas i privatforbruget, der var stadig penge til ordentlig mad og så videre.

Så hvad ændrede sig?

Hvordan fandt vi pengene?

For at forklare hvordan to normaltlønnede unge mennesker uden nævneværdige opsparinger er i stand til at betale så mange penge af på så kort tid, er vi nødt til at kigge på to ting: De praktiske ændringer og vigtigst: Den mentale ændring.

Lad os tage de praktiske først.

Forsikringer: Når man køber et hus, stiger ens mængde af forsikringer helt vildt. Du skal have en husforsikring, formentlig nogle flere ulykkesforsikringer og de fleste banker kræver før du får lov at låne, at du tegner en livsforsikring gennem et selskab som de samarbejder med. Kort sagt: Vi er forsikrede i hoved og røv, og det koster mange penge. I januar 2020 kostede vores forsikringer os årligt 14.000 kroner, inklusive bilforsikring. Da vi blev enige om at vi ville af med gælden før tid, tog vi en eftermiddag i vores sommerferie i juni 2020, hvor vi ringede rundt til forskellige forsikringsselskaber og pressede dem på priserne. Det fik os til at skifte forsikringsselskab, og i dag er vores forsikringer på i alt 10.000 kroner – altså en besparelse på 4000 kroner. Derudover fik vi kigget på vores forsikringsbehov. Eftersom corona hærgede allerede dengang (stopper det nogensinde?) kunne vi godt se, at vi nok ikke havde behov for en rejseforsikring, så den har vi valgt fra indtil vi engang igen kan komme udenfor Danmarks grænser på ferie. Det bliver for vores vedkommende ikke lige foreløbig, fordi vi har andre prioriteter. Desuden viste det sig, at vi i vores nuværende ulykkesforsikring betalte ekstra for ski-ulykker – og jeg har ikke stået på ski siden jeg var 18…

Så det kan klart betale sig at bruge tiden på at kigge på forsikringerne ind i mellem. Måske en gang om året eller hverandet år.

Ingen af os er medlem af sygesikringen Danmark. Hr. Kapitalisthippie fordi han ikke kan på grund af tidligere sygdom – jeg fordi jeg ikke føler behov for det.

Abonnementer: Vi gjorde brug af ti års-reglen, da vi skulle nedbringe vores udgifter. Hvor vi før havde både Netflix, Viaplay, HBO, DPlay, Mofibo og TV2 Play samt Spotify, har vi i dag Netflix, Familie-Spotify som mindsker vores udgifter, og et delt Disney+-abonnement, som vi betaler 1/3 af prisen for. Dermed har vi sparet rimelig mange penge, synes vi selv.

Netflix, Viaplay, HBO, Dplay, Mofibo, TV2 Play og Spotify i et år: Ca. 8000 kroner
Netflix, Familie-Spotify og 1/3 Disney+: 3.359 kroner

Hr. Kapitalisthippie valgte også at opsige sit bilvask-abonnement, som månedligt kostede ham 79 kroner, samt et fitnessabonnement på ca. 200 kroner om måneden. En besparelse på i alt omkring 3348 kroner.

Mad: For to år siden lå vores månedlige madbudget på 3400 kroner, og jeg havde svært ved at få det til at hænge sammen. Da vi flyttede i hus, skar vi det ned til først 3200 kroner, og senere til 2000 kroner. Uden problemer. Jeg begyndte at gøre brug af Too Good To Go-poser, hvilket virkelig har lettet vores frugt- og grøntpost. Vi har skåret væsentligt ned på fastfood, hvilket selvfølgelig gør en kæmpe forskel, og jeg begyndte at praktisere at undgå madspild. Hr. Kapitalisthippie har yderligere skåret ned på sit kødforbrug (kød er dyrt!) og det meste kød han får i dag kommer også fra Too Good To Go-poser. Så vidt jeg ved, er han tilfreds med mængden han får nu, som er et par gange om ugen. Derudover er jeg begyndt at lave flere ting fra bunden selv, eksempelvis det brød vi spiser, samt snacks. Vi er også blevet bedre til at købe ind i store mængder, når noget vi bruger ofte, er på tilbud, eksempelvis plantemælk.

Vi sulter ikke på nogen måde, vi får god, sund og nærende mad, mindre takeout og undgår så vidt muligt madspild. I budgettet er der også plads til gæster flere gange om måneden. Win-win.

Transport: Denne gælder kun mig. I januar 2020 arbejdede jeg i en by, der ligger ca. 15 kilometer fra vores hus, og jeg plejede at tilbagelægge distancen med tog. Det kostede mig månedligt 510 kroner. Derudover indbetaler jeg 450 kroner til benzin og lån på vores bil, en VW Polo fra 2019. I alt 960 kroner om måneden. I januar 2020 valgte jeg, for at nedbringe mine transportudgifter, at købe en elcykel, som kunne transportere mig på arbejde gratis. Elcyklen var på tilbud, og kostede 4000 kroner.

Transportudgifter i januar 2020 i løbet af et år: 11.520 kroner
Transportudgifter efter januar 2020: 5400 kroner (+ masser af gratis motion!)

A-kasse/fagforening: Denne var klart den sværeste for os. Som de fleste andre nyder vi godt af en overenskomstbaseret løn og et net af tillidsrepræsentanter og medarbejderforeninger, der er på vores side. Jeg har dog oplevet flere gange, at fagforeningen (ikke medarbejderforeningen eller tillidsrepræsentanten) IKKE var på min side, og ikke kæmpede min sag hvor de burde. Samtidig var vores fagforening dyr – især når jeg ikke følte jeg fik hjælp fra den når det var nødvendigt. Vi opsagde derfor vores fagforening og tilhørende a-kasse, og skiftede til en billigere.

Fagforening/a-kasse årligt for to før skift: 23.600 kroner
Fagforening/a-kasse årligt for to efter skift: 12.858 kroner

Vi oplevede nogle ubehageligheder i forbindelse med skiftet, som jeg ikke ønsker at uddybe her. Fagforening er et ømt emne, og noget, der virkelig kan få sindene i kog. I hvert fald i vores branche. I forbindelse med de oplevelser, ønsker jeg ikke at melde mig ind i vores “egen” fagforening igen, nu hvor lånet er væk, hvilket ellers var planen. Det har Hr. Kapitalisthippie dog valgt at gøre, og det accepterer jeg selvfølgelig fuldt ud. Det er her vigtigt for mig at nævne, at vi har 100 procent frit fagforeningsvalg i Danmark.

Når min opsparing er kommet på rette fod igen, overvejer jeg at melde mig helt ud af både fagforening samt a-kasse, men det har jeg ikke taget endelig stilling til endnu.

Skønhed/pleje: Denne gælder også kun for mig. Før det store skift, blev jeg hver måned vokset ved en skønhedssalon til en værdi af 500 kroner, og jeg blev klippet og farvet stort set hver måned, hvilket kostede mig omkring 1000 kroner om måneden. Begge disse ting blev skåret væk. Sidst jeg blev klippet (hvilket var i sommeren sidste år), bad jeg om en frisure, der var nem at holde og ikke krævede så mange besøg, og det fik jeg. En enkelt gang før det blev jeg klippet af en veninde. Det blev ikke kønt, men vi havde det sjovt!

På grund af corona har mine udgifter til makeup samt makeupfjerner været minimale, da jeg simpelthen ikke har gået med det på hjemmekontoret. Og det har virkelig været skønt. Nu er jeg vendt tilbage til kontoret, men jeg er fortsat med ikke at gå med makeup til daglig, og det er en beslutning som jeg (og mine øjenvipper og min hud) er meget glade for. Jeg savner ikke at skulle bruge tiden om morgenen på det, og bestemt heller ikke at skulle fjerne det hver aften når jeg er mega træt. Jeg vurderer, at jeg årligt før nok brugte omkring 500 kroner om året på makeup.

Skønhed/pleje om året før: Ca. 18.500 kroner
Skønhed/pleje om året nu: Ca. 450 kroner (til klipning, en smule makeup osv.)

Okay. Det var det praktiske.

Og nu til det mentale, som klart er det, der har gjort den største forskel for os:

Som du kan se, var der mange besparelser at hente her, ved blot at lave små tweaks i forbruget. Vi har ikke skåret noget væk, som vi gerne ville have – blot skåret det ind til det, der var det nødvendige, og som virkelig betød noget for os. Det, vi gerne ville prioritere. Vi kunne sagtens have skåret mere fra.
Behøver vi så mange streamingkanaler? Nej. Men det vil vi gerne have.
Kunne vi ikke have klaret os med en lavere internethastighed? Jo, men det gider vi ikke.
Kunne jeg ikke have fået en brugt cykel uden el gratis? Jo, men jeg er mega doven.
Kunne vi ikke have ladet være med at købe fastfood overhovedet, og ikke bruge penge på snacks, vin og andre unødvendige ting i madbudgettet? Jo, sagtens. Men det er ting vi godt kan lide, som vi ikke vil undvære.

Vi har stadig kunnet hente takeout, tage i biografen, tage på bar og restaurant, invitere venner og familie til aftensmad, forkæle hinanden, hente morgenbrød ved bageren og alt det andet, der giver livet værdi.

Vi har bare prioriteret det, der var vigtigt for os, og skåret det overflødige fra.

Det gælder også i vores privatforbrug. Jeg har ikke brug for, at Hr. Kapitalisthippie bringer mig blomster i forbindelse med Valentinsdag (fuck, jeg hader det lort) eller køber gaver til flere tusinde kroner for at bevise sin kærlighed overfor mig til jul og fødselsdage. Jeg har heller ikke behov for at spise på restaurant hver uge eller hver måned. Jeg bliver ikke mere lykkelig af nyt tøj hver måned eller en Kähler-vase i vindueskarmen. Jeg har brug for, at vi har gode, lange snakke, kigger hinanden i øjnene og nyder hinandens selskab, og hygger os med venner og familie. Og så er det ligegyldigt hvor og hvordan det foregår.

Når folk har hørt lidt mere om vores gældsafvikling og mindskede forbrug, får jeg ofte fornemmelsen af, at de tror vi lever i ren armod. At vi går sultne i seng, aldrig tænder for lyset, konstant bare sidder derhjemme og keder os og at det hele er mega surt. Og at vi er nærige.
Det er IKKE tilfældet. Vi mangler ikke noget, og vi har ikke manglet noget i de 16 måneder det har taget os at betale lånet af. Og på trods at det “stramme” budget, er det alligevel lykkedes Hr. Kapitalisthippie at spare op til og købe den gamer-computer til 12.000 kroner, som han havde sukket efter længe. Hvis det var det han kunne finde på at bruge 12.000 kroner på, på trods af et lavt forbrug, så tror jeg virkelig ikke vi har oplevet stor mangel på noget 🙂

Jeg mener det virkelig når jeg siger, at vi ikke har manglet noget. Det har været virkelig godt for os, at få skåret tingene ind til benet, og få lidt perspektiv på vores eget forbrug. Når jeg i dag tænker på, at jeg i løbet af 16 måneder har brugt hvad der svarer til næsten 200.000 kroner på gældsafvikling på 16 måneder, så kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om, hvad jeg skulle have brugt de penge på ellers.
Jo, nogle af dem var nok gået til mere opsparing og investering. Men kender jeg mig selv i januar 2020 godt nok, så ved jeg også, at det ikke ville have talt for hele beløbet. Måske 90.000-100.000 kroner, hvis jeg er gavmild ved mig selv. Det betyder, at næsten 100.000 kroner ville være gået til… ja… ingenting? Fastfood, to go-kaffe, hårfarvninger? Nyt og unødvendigt tøj? Koncerter jeg ikke har savnet? Dims? Jeg tror, at jeg foretrækker at pengene er blevet brugt som de er.

Men nogle af pengene kom jo også udefra

Det plejer folk ofte at tage op, når vi snakker med andre om det. Og ja, det er rigtigt. Noget af gældsafviklingen er kommet fra de famøse indefrosne feriepenge samt vores opsparinger. I mit tilfælde omkring 45.000 kroner, og det samme fra Hr. Kapitalisthippie, så i alt ca. 90.000 ud af de 381.000 kroner, kommer fra indefrosne feriepenge og opsparing.

Men hvis vi dividerer 381.000 med 16, så bliver det 23.812. Det vil sige, at vi, hvis vi havde strammet ordentligt ind fra start, næsten kunne have afviklet lånet på samme mængde tid uden at gøre brug af indefrosne feriepenge eller opsparinger. Så egentlig bed vi blot os selv i røven ved ikke at gøre det fra start.

Jeg har taget opgørelsen fra vores bank, så du her kan se hvad der er blevet indbetalt hvornår:

Jeg har overstreget personfølsomme oplysninger

Som du kan se, har vi i løbet af de 16 måneder betalt renter for sammenlagt 10.665 kroner. I alt har vi altså afbetalt 391.665 kroner på 16 måneder.

Havde vi ikke oppet indbetalingen, men kørt med de oprindelige 11.200 kroner frem til 2023, havde det beløb heddet 400.196 kroner. Vi har altså sparet 8.531 kroner ved at afvikle lånet 20 måneder før tid. Det er ikke meget, når man ser på det store billede.

Til gengæld åbner vores nye budget op for enorme muligheder. Vi har hver især fået frigivet 11.700 kroner om måneden. Tænk på, hvilke opsparinger og investeringsdepoter vi kan nå at lave inden 2025! Det er der vi begynder at afbetale realkreditlånet.

Hvad vi har lært

Det var Hr. Kapitalisthippies idé, at vi skulle prøve at afbetale lånet før tid.
Det skete i løbet af sommeren 2020, hvor corona hærgede, og alle brancher, inklusive vores egen, mistede masser af penge. Hr. Kapitalisthippie og jeg gik ned i løn, sammen med størstedelen af vores kolleger, i tre måneder. Ti procent. Det var helt frivilligt, selvom det gjorde ondt på et ungt par, der lige havde købt hus. Det gjorde, at firmaet, som vi arbejder for, kunne overleve. Der var stadig fyringer, men færre end der ellers ville have været.

Jeg tror, at det var det, der startede den for os. Det var utrygt at vide, at vi så ind i besparelser og fyringer på arbejdet og vide, at vi lige havde stiftet gæld for 2 millioner. Tænk, hvis en af os blev fyret! Ved at komme af med banklånet før tid, kunne det måske fjerne noget af den frygt og bekymring.

Det fjernede meget mere end det.

Jeg er i dag ikke bange for at miste mit job. Jo, det vil da være træls, for jobs i vores branche hænger ikke på træerne. Men jeg er ikke bange for at miste en indtægt. Jeg ved, at vi kan leve for meget få midler og stadig ikke føle, at vi mangler noget. Det er vel dybest set det vi mennesker er allermest bange for. At have følelsen af, at vi mangler noget. At vi må undvære.
Det ved jeg, at jeg ikke vil få, hvis vi en dag står økonomisk dårligere i det, end vi gør i dag.

For jeg har lært, at jeg virkelig ikke har behov for mange ting for at føle mig glad og tilfreds. Jeg har lært, at mad ikke behøver at koste mange penge for at være og smage godt. Jeg har lært, at store gaver ikke er det, der udgør en god jul eller fødselsdag. Jeg har lært, at jeg sagtens kan føle mig forkælet og veltilpas uden restaurantbesøg, frisør og meget andet. Jeg har lært, at jeg sagtens kan holde en god ferie uden at den behøver at foregå i et andet land eller være fyldt med pengesugende aktiviteter.

Det giver mig en følelse af magt. Det er MIG, der kontrollerer mit forbrug – ikke mit forbrug, der kontrollerer mig.

Det er mig, der bestemmer.

Og med den viden kan jeg bruge de 11.700 kroner, der nu er blevet frigivet til andre formål, til at skabe en fremtid, hvor jeg har meget mere frihed. Måske siger jeg mit job op om nogle år, eller går på deltid? Måske tager vi orlov og rejser rundt i verden i et år? Hvem ved?

Verden ligger for vores fødder lige nu. For det har vi arbejdet for, at den gør.

Og den følelse er sgu både gældsafviklingen og tømmermændene værd.

Månedsupdate: Marts 2021

Ikke kategoriseret

I skrivende stund er der 20 dage til Hr. Kapitalisthippie og jeg er færdige med at afbetale vores banklån. 20 sølle dage. Til den tid vil vi have brugt 16 måneder på at afbetale omkring 400.000 kroner inklusive renter.

Pardon my French, men fuck, hvor jeg glæder mig!

Marts har derfor været en optimismens måned. Lånet var lavere end nogensinde, solen og varmen tittede frem og Hr. Kapitalisthippies fødselsdag blev fejret ad TRE omgange for at gøre det hele så coronavenligt som muligt.

Status på gæld

Vores gæld ser pr. april 2021 således ud:

Mor og far: 47.500 kroner (55.000)

Banklån: 32.987 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

I sidste månedsupdate udtrykte jeg lidt nervøsitet over, om vi nu nåede at få de famøse indefrosne feriepenge ud inden 1. maj. For her i husstanden var de naturligvis helt automatisk reserveret til banklånet. Der var tale om ca. 20.000 kroner efter skat i alt, så de var relativt vigtige, hvis vi stadig skulle kunne nå vores mål om at være færdige med afbetalingen 1. maj. Heldigvis kom de jo som bekendt til udbetaling i midten af marts, og på én måned formåede vi derfor at barbere omkring 43.400 kroner af lånet. Hold nu, hvor jeg glæder mig til at den slags penge kan gå til investering i stedet for lån! Det resterende beløb af lånet går ikke helt op med de 23.400 kroner vi afbetaler fast hver måned, men som beskrevet i sidste månedsupdate, vil de resterende ca. 10.000 kroner blive taget fra vores respektive opsparingskonti.

Jeg havde været lidt nervøs over det faktum, at der ville blive trukket renter når vi nåede april. Men det blev ikke til mere end 790 kroner, og det tror jeg lige, at vi overlever.

Depotet

Det er taget et lille stykke inde i april måned, men pt. ser porteføljen således ud:

Som I kan se gik det ret godt i marts måned. Faktisk ligger porteføljen lige nu, sammenlagt for hele året, på 6,64 procents afkast. Det lyder måske ikke af meget, men når man tænker på, at jeg går efter det historisk set gennemsnitlige markedsafkast på syv procent om året, og jeg ikke har gjort andet for det end at investere mellem 1000-2000 kroner hver måned gennem en automatiseret månedsopsparing, så synes jeg egentlig det er ganske pænt.

Selvfølgelig vil det ikke bare gå i en lige linje resten af året, det er jeg klar over. Ellers ville investering næsten være for nemt 😉

Jeg har ikke ændret i indkøbene på Nordnets månedsopsparing, så det ser stadig sådan her ud:

Det kommer jeg dog til fra juni måned, som bliver den første uden enorm afbetaling af gæld. I et kommende indlæg vil jeg gå lidt mere i dybden med mit budget som det kommer til at se ud når gælden er væk.

Forbrug

Hr. Kapitalisthippie fyldte 31 i marts, og det blev selvfølgelig fejret. Selve fødselsdagen lå på en fredag, så der var vi begge på arbejde (på hjemmekontoret), og om aftenen var det bare os to. I løbet af weekenden havde vi gæster ad flere omgang, og på trods af masser af mad, der skulle laves, så gik vi ud af måneden uden at have brugt over på madbudgettet.

Jeg ryster mere og mere på hovedet af mig selv, når jeg tænker på, at det engang var svært for mig at brødføde to mennesker for 3400 kroner om måneden, når vi nu er et sted, hvor vi bruger 2000 kroner på ALLE måltider til to fuldvoksne mennesker – og vi i det budget også kan have råd til at have gæster flere gange. Heldigvis kan man blive klogere!

Sådan her fordelte forbruget sig i marts måned:

Som tidligere kan du se, at jeg aktivt ikke har lagt penge over på Nordnet, men at jeg alligevel har investeret. På grund af udbyttebetaling samt en lillebitte opsparing på Nordnet har jeg haft penge til de sidste par måneder at opretholde den månedlige investering på omkring 1000-2000 kroner, og i stedet fokusere mine penge på opsparing og afbetaling af gæld. Det bliver også rart, når jeg ikke er nødt til at lave den prioritering mere lidt om lidt 🙂

Der blev brugt lidt penge på en fødselsdagsgave til Hr. Kapitalisthippie, og om aftenen fik vi take out fra en af hans yndlingsrestauranter – begge poster, der blev ført ind under personligt forbrug. Når posten alligevel formåede at være under 10 procent af min samlede udbetalte løn, er jeg svært tilfreds. Og det var Hr. Kapitalisthippie også med fejringen, hvilket jo er det vigtigste.

Månedens optur/nedtur

Månedens optur var nok, at jeg, ligesom i sidste måned, stolede på mine egne evner og undgik unødigt forbrug. Vi havde inviteret Hr. Kapitalisthippies familie til brunch (med coronavenlig afstand og så videre – bare rolig!), og både hans mor og ene niece har begge cøliaki. Altså ikke på den trendy helse-agtige måde, men på den måde, hvor de bliver virkelig syge, hvis de får gluten. Jeg er i min madlavning vant til at bruge både mel, pasta osv. fyldt med gluten, fordi det er gode og billige råvarer, der rækker langt. Vi ville gerne lave glutenfri vafler, men alle opskrifter jeg googlede mig frem til, krævede en eller anden færdigblanding af diverse glutenfri meltyper, som jeg ikke var i besiddelse af, og som var herredyre. Men det skulle sgu være løgn, at jeg var underlagt Semper eller Finax for at kunne lave vafler uden mel! Jeg smækkede noget kikærtemel sammen med noget rismel (som jeg alligevel havde i skabet) sammen med noget rismælk, lidt sukker og nogle æg. Og krydsede fingre.

De små niecer plejer at være relativt kræsne og ikke så glade for at blive introduceret for nye madvarer. Men ned røg stort set alle vaflerne – med masser af flødeskum og jordbær. Igen fik jeg bekræftet, at man ikke behøver at ty til dyre erstatninger eller gøre tingene på en bestemt måde. Succes!

Nedturen var ENDNU et besøg af en håndværker. Denne gang fordi vores klimaanlæg pludselig stoppede med at virke. Og denne gang havde jeg på fornemmelsen, at jeg ikke kunne redde situationen ved at rense et afløb. Det fik jeg ret i. Det var noget med en dims, der skulle udskiftes, og det endte med at koste omkring 1000 kroner. Oh well. Nu virker anlægget. Måske man skulle bruge den næste ferie på at læse samtlige manualer i huset, så man kunne blive en form for ekspert i ens eget hus?

Og apropos det, så vil jeg her til sidst lige nævne, at jeg har en artikel med i det nyeste Økonomista-magasin, der lige er kommet på gaden. Det handler netop om hvad jeg har lært efter et år som husejer – skrevet med et glimt i øjet og rigelige mængder selvironi. Se mere og køb magasinet (der har virkelig mange gode og informative artikler) lige her!

Månedsupdate: Februar 2021

Ikke kategoriseret

I februar havde jeg fødselsdag. 31 år er jeg nu. Jeg holdt ikke nogen stor fødselsdagskomsammen på grund af den der globale pandemi vi er midt i, men mine forældre kom lige forbi en eftermiddag til en frokost på afstand og en kop kaffe. På væggen i vores køkken-alrum hænger der en tavle, som den forrige ejer af huset klistrede så godt fast, at vi ikke har turdet fjerne den. Nu bruger vi den til at vise vores countdown til vi siger farvel til boliglånet. Især Hr. Kapitalisthippie synes det er vildt fedt at rette i tallene hver den første i måneden.

“Hold da op, I er godt nok nået langt!”, udbrød min mor, da hun kiggede dybere på tallene på tavlen.

Og ja, det er vi 🙂

Status på gæld

Vores gæld ser pr. marts 2021 nu således ud:

Mor og far: 48.000 kroner (55.000)

Banklån: 76.599 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Overvej lige det lige. I januar 2020 startede vi ud med en bankgæld på 381.000 kroner. Nu, blot 13 måneder senere, er den gæld barberet ned til 76.599 kroner. Det er vi fandme stolte af!

Vores mål var jo, at banklånet var helt væk pr. 1. maj, og det er det stadig. Men selvom 76.000 kroner i princippet er et noget mindre beløb end 381.000, så virker det ret stort, taget i betragtning af at det skal være væk om sølle to måneder. Vi overfører fast 23.400 kroner til lånet hver måned, sådan som vores budget er nu, så der kommer de første 46.800 kroner fra. Så mangler vi 29.799 kroner. Fåårk, det er mange penge! Vi bliver reddet af de sidste indefrosne feriepenge, som jeg virkelig snart håber de åbner for udbetaling af. Det er ca. 20.000 kroner i alt, og de resterende 9.799 kroner (og hvad der måtte nå at komme af renter inden maj) snupper vi fra vores respektive opsparinger. Så alt i alt har vi stadig en tro på, at det nok skal gå. Men hvis de pludselig beslutter sig for at udskyde udbetalingen af feriepengene til senere eller lignende… ja… så er vi fucked. Eller, nej, vi er jo ikke fucked, for vi har selv valgt at betale lånet af før tid, så når vi ikke det, så sker der sådan set ikke andet end at det tager en måned mere. Men vi er meget opsatte på at nå det der mål, der hedder 1. maj.

Depotet

Februar så store nedture på aktiemarkedet. Noget af det stammede fra udbetaling af udbytte, som for mange fondes vedkommende ofte finder sted omkring februar måned, eksempelvis Sparindex. Meget af det er generel usikkerhed og urolighed. Aktiemarkedet er steget næsten uafbrudt siden marts sidste år, midt i en global krise. What gives? Kan det fortsætte? Er nedturen på vej? Dør det hele nu?

Nogen, som mig, gør lige præcis ingenting. Andre bliver utrygge, går måske i panik, sælger alt eller meget og venter. Jo flere, der hiver deres penge ud af markedet, jo mindre er efterspørgslen, og jo større er faldet.

Jeg ved ikke, om vi er på vej ind i en stor aktiekrise, om der blot er tale om en lille korrektion, eller om det hele går helt amokka i grønne tal igen i næste uge. Og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg tror på et gennemsnitligt mindre afkast over årene. Som altid.

Ikke desto mindre var februar en kende hård ved porteføljen:

Som I kan se, endte det med et lille opsving efter en ret heftig nedtur. Jeg har ikke ændret i min månedsopsparing siden jeg startede bloggen, og det ser derfor stadig således ud:

Når man er langsigtet investor skal man altid væbne sig med tålmodighed, for med et historisk gennemsnitligt årligt afkast på 7 procent, så tager det lang tid før noget bliver til millioner. Alligevel glæder jeg mig efterhånden virkelig til at bankgælden er væk, så jeg for alvor kan begynde at investere store beløb hver måned. Det bliver virkelig rart!

Forbrug

Jeg brugte nogle penge på mig selv i denne måned. Hr. Kapitalisthippie og jeg gik sammen om en online bootcamp hos Stinna Briks. Disclaimer: Jeg kender Stinna personligt, men der er ikke tale om betalt reklame eller noget. Bare en thumbs up til et godt projekt! Normalt laver hun bootcamps af ti ugers længde, hvor man får to ugentlige træninger med fysisk fremmøde (og rigeligt med sved på panden…), kostoplæg, måling og vejning og masser af motivation i en lukket Facebookgruppe. Derudover tips til hjemmetræning udover den fælles træning. Men her i corona har hun udvidet til online bootcamps af en måneds varighed, og for mig, der elsker personlig frihed, er det mega fedt selv at kunne bestemme hvornår jeg vil træne, og ikke være afhængig af at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Nu, hvor jeg ikke længere cykler 30 kilometer om dagen, fordi vi alle arbejder hjemme, så er det vigtigt for mig, at jeg stadig får en eller anden form for motion. Jeg har det nemlig ultimativt bedst når jeg ikke laver noget som helst, så det kommer ikke af sig selv, det der med motion.

Som I kan se står der et stort fedt 0 ved investering. Og jeg har ganske rigtigt ikke overført nogle midler til min Nordnet-konto i februar. Til gengæld havde jeg nogle penge stående i forvejen, og med lidt over 1000 kroner i udbetalt udbytte i februar måned, så blev der også råd til at bruge 1000 kroner på månedsopsparingen i denne måned.

Månedens optur/nedtur

De to ting hænger sammen denne måned. Lad os starte med nedturen:

En dag dybderengjorde jeg diverse ting i huset, eksempelvis filtret i vores vaskemaskine. Den skulle også køre et rengøringsprogram på tromlen, men knapt havde jeg sat det i gang en torsdag aften sidst på måneden, før maskinen bimlede og bamlede – og hældte vand i store mængder ud på gulvet.

Fuuuuuuuck.

Når sådan noget sker, så går jeg i panik. Dels fordi bip-lyden, som maskinen kom med, var meget insisterende og irriterende, og jeg ved absolut ingenting om vaskemaskiner, så i mit hoved kan den være sekunder fra at springe i luften. Og det der med vand, der fosser ud på gulvet, er bare heller ikke særlig fedt. Vi fik stoppet programmet, men bip-lyden fortsatte, og maskinen ville ingenting. Vi endte med at ringe efter en VVS’er. Og jeg lukkede øjnene for, hvad det mon kostede at få sådan en ud akut en torsdag aften klokken 21.

Han kom, sparkede lidt til maskinen, fik bip-lyden til at stoppe og sagde “Prøv igen i morgen”. Øhm, okay. Han var væk, da der var gået et kvarter. Det eneste han reelt gjorde var at stoppe bip-lyden – ved at gøre maskinen lydløs…

Men fint nok. Dagen efter prøver vi igen. Denne vælter det også ud med vand – fra afløbet, som maskinen er tilknyttet! Fuuuuuuuck, altså. Maskinen vaskede altså som den skulle, men det fossede stadig ud med vand, bare fra et nyt sted. Vi ringede til VVS’eren igen, som foreslog, at han kom forbi med slamsugeren, for det var tilsyneladende den eneste løsning.

Og så blev jeg sur. For det kan simpelthen ikke være rigtigt at man skal ud i en slamsuger-løsning med en vaskemaskine, der kun er seks år gammel! Han så 100% bare to idioter, der ikke anede noget om noget som helst og så blev hans øjne lavet om til dollartegn. Hvilket er mærkeligt, eftersom vi i Danmark jo kører med DKK, men alligevel… I øvrigt krævede han 1500 kroner (!!!) for det 15 minutter lange besøg, der ikke løste udfordringerne. Det er 100 kroner i minuttet!

Det var nedturen. Puha, jeg blev næsten helt sur igen bare af at skrive det! Lad os skynde os til opturen:

Nogle måneder før var vores håndvask stoppet til. Altså som i HELT stoppet, intet vand undslap til sidst vasken. Og fordi vi på det tidspunkt ikke lige havde råd til et VVS-besøg (specielt ikke, hvis det koster 100 kroner pr. minut!) gik jeg selv i gang med at google, hvordan man løste sådan en udfordring.

Og her fik jeg bekræftet noget, som jeg længe har mistænkt men ikke turdet tænke til ende: Vi mennesker kan faktisk selv mange af de ting, som vi outsourcer til andre. For det viste sig, at det ikke var skidesvært at lokalisere og skille vandlåsen på badeværelset ad og rengøre den, som var løsningen på problemet. Det var heller ikke skidesvært at finde ud af, at det var det, der skulle til. Men fordi det ikke er noget vi ved noget om, og vi ikke kan være HELT SIKRE på, at gør-det-selv-manden på YouTube har ret, så føles det ofte tryggere at overlade det til den grådige VVS-mand, der så får 1500 kroner for noget, som du godt kan selv.

Med vaskemaskinen gav det mening for mig, at vi måske også her var ude i en vandlås eller et afløb, der lige skulle renses. Hr. Kapitalisthippie var noget mere skeptisk og mente ikke, at det var noget vi skulle begynde at pille ved selv. Men det gjorde jeg altså. Efter at have renset både vandlås og afløb, som godt nok trængte til det, satte jeg gang i en vask igen. Med hjertet helt oppe under halsen. Forestil dig en tegneseriefigur, hvor svedperler og neglestumper fra neglebidningen flyver rundt til alle sider, mens panikken står malet i øjnene. Det var mig.

Men det virkede. En rensning af vandlåsen, så der var bedre gennemgang, når vaskemaskinen udsendte store mængder vand på én gang, var alt, der skulle til. Ingen slamsuger, ingen reparation og ingen ny maskine, som VVS’eren også konkluderede at vi nok havde brug for. En rensning af vandlåsen. Som kostede os 0 kroner.

Dermed har jeg fået understreget overfor mig selv én gang for alle, at det ikke er farligt at forsøge selv først. Hvis noget er i stykker, så kan man alligevel ikke ødelægge det igen, til gengæld kan man lære noget. Og jeg har lært ALDRIG at tage en timebetalt håndværkers ord for gode varer!

Månedsupdate: Januar 2021

Ikke kategoriseret

Ny måned, ny månedsupdate!

Der er blevet sat turbo på tingene. Fra januar kørte vi (igen) med et nyt budget, og nu indbetaler vi hver især 11.700 kroner, så i alt 23.400 kroner, på boliglånet. Til sammenligning var den originale aftale med banken, som blev sat i kraft i januar 2020, at vi i alt skulle betale 11.200 kroner om måneden. Så vi har lige fordoblet indsatsen og så lidt til. Det ses også tydeligt på afbetalingen – mere om det senere!

Status på gæld:

Okay. Mere om det nu så. Efter januar måned ser vores gæld sådan her ud:

Mor og far: 48.500 kroner (55.000)

Banklån: 99.999 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Vi er nået ned til de to-cifrede beløb! Woop-woop! Det er en fantastisk følelse, og tænk at vi er nået derned på lige præcis et år. Det betyder, at vi siden januar 2020, hvor vi overtog huset, har afbetalt 281.001 kroner plus renter.
Hvis vi fortsatte på den her måde, så ville vi kunne være helt af med alt vores gæld i huset, altså realkreditten, om 4,5 år. Det kommer vi dog ikke til at gøre. Jeg vælger at se sådan her på det: Der er en rente på realkreditten på 1,44 procent (skal genforhandles om fire år). Jeg har en stærk formodning om at jeg på aktiemarkedet kan lave et afkast, der årligt er bedre end 1,44 procent – og derfor giver det bedre mening at investere pengene i stedet for at bruge dem på ekstra afbetaling.

Vi satser stadig på at kunne være helt færdige med bankgælden til maj – selvom jeg nok må indrømme, at 99.999 kroner føles som rigtig mange penge i den sammenhæng. Der er kun tre måneder til!

Depotet

Januar var en virkelig interessant måned at være investor i, og det har afspejlet sig i porteføljen:

Som du kan se et rigtig fint afkast til at starte med, og så crashede hele markedet i sidste uge. Det er ved at komme lidt igen, men om vi er på vej ud i en korrektion, eller om den krise, som alle “eksperterne” har forudset ville komme siden sidste store finansielle krise, endelig kommer, det ved ingen før bagefter. Og hey, det er ikke fordi jeg er jubeloptimist. Det eneste man kan vide sig sikker på på aktiemarkedet er, at det vil gå ned. Jeg er bare ved at være en kende træt af diverse “eksperter” som i alt for skarpvinklede tv-indslag og artikler får lov at forudsige dommedag uden at have specielt meget at have det i.
Eksempelvis florerede et klip fra et Clement-program på diverse Facebooksider den forløbne uge. Her sidder en “ekspert”, der har “regnet på det” og hans konklusion var altså, at aktiemarkedet meget snart vil krakke og aldrig nogensinde komme sig. Simpelthen en ren økonomisk doom. Hvordan manden havde forestillet sig at verden ville fortsætte uden nogen former for økonomisk vækst, det ved jeg så ikke lige.
Rigtig mange blev utrygge og paniske, og det forstår man jo godt. Men i selvsamme program var der en 2-3 andre velkendte og succesfulde investorer, der var lodret uenige med ham – det var bare ikke lige så interessant at vise i et kort klip på sociale medier.

Det har selvfølgelig også noget at gøre med den krig, der er udbrudt på Wall Street lige nu. Jeg vil ikke gå forfærdeligt meget i detaljer med den (læs evt. mere her og her) men overordnet kan man sige, at der lige nu foregår en virkelig interessant kamp på børsen mellem den lille og den store mand, hvis lige vi aldrig har set før på aktiemarkedet. En flok Reddit-nørder er gået i flæsket på velrenommerede amerikanske hedgefonde fyldt med analytikere, økonomer og højtuddannede børsmæglere – og de giver dem kamp til stregen i aktiespekulation. Så hvis du ikke vidste, hvad shorting var for et par uger siden, så har du i hvert fald haft stor mulighed for at lære det nu – på alle andre sites end mit 🙂

Så altså. Opture og nedture på markedet denne måned, svært at sige hvordan det vil fortsætte, men en mindre korrektion ville ikke gøre mig så meget, faktisk. Aktierne er enormt højt prissat, så et lille udsalg ville passe mig fint.

Mine indkøb har til gengæld ikke ændret sig det mindste. Altid rart med lidt stabilitet på aktiemarkedet, ikke?

I sidste månedsupdate skrev jeg, at jeg formentlig ville blive nødt til at sætte aktiekøbene lidt på pause indtil vi var færdige med afbetalingen af banklånet til maj. Det har, indtil videre, ikke vist sig at holde stik. Og det er selvfølgelig rart. Januar var en måned, hvor man helt automatisk havde mest lyst til at blive inde, alt var lukket og vi har arbejdet hjemmefra, hvilket har minimeret mulighederne for at købe Ting og det ses i det samlede budget. Jeg har nu derfor en tro på, at jeg kan blive ved med at indbetale minimum 1000 kroner til Nordnet hver måned frem til maj. Og SÅ kommer der ENDELIG turbo på investeringerne!

Det bringer os videre til…

Forbrug

Jeg havde et personligt forbrug i januar måned på et stort rundt 0. Det er tankevækkende, synes jeg. Ikke at mit personlige forbrug normalt er højt, som regel mindre end 10% af min udbetalte løn på 20300 kroner, men alligevel vildt at jeg på en måned kan bruge lige præcis ingenting og stadig være glad og tilfreds. Det viser bare, at jeg stadig bruger unødvendige penge, selvom der er skåret så meget af. Det skal der arbejdes på.

Det, der var afsat til forbrug, men som så ikke blev brugt, blev i stedet hældt over på opsparingen. Jeg har i modellen ikke medtalt de ca. 900 kroner jeg tjente i løbet af januar på at sælge diverse Ting. Indtil videre står de på en separat konto, for jeg ved endnu ikke om det er bedst at lægge dem til bufferen, sende dem til Nordnet eller lægge dem i opsparingen. Derudover er jeg ikke helt færdig med at sælge Ting, selvom der er gået lidt lavvande i det, så når jeg ikke har mere til salg vil jeg vurdere hvad der skal ske med pengene.

Gæld fylder rigtig meget, som du kan se, og det gør mig glad. Mit håb er, når vi er ude på den anden side af den bankgæld, at min opsparings- og investeringsrate ligger deromkring, eller måske lidt højere.

Vi slap også godt fra januar måned på madkortet – 1600 kroner endte vi med at bruge. Resten er blevet overført til februar måned, hvor jeg har fødselsdag i slutningen af måneden. Det er Hr. Kapitalisthippie, der beslutter hvad der skal ske den dag, og vi har begge en klar aftale om, at vi ikke skal gå amok bare fordi en af os fylder år, men det er alligevel meget godt at have en buffer.

Månedens optur/nedtur

Det er vel egentlig ikke en reel nedtur som sådan, men i sidste måned havde jeg som mål at få gennemgået vores budgetkonto for hele 2020 fordi jeg var overbevist om, at vi indbetaler for meget til den. Sådan ser det altså bare ud, for eksempel lige nu, hvor alle regninger for februar måned er betalt, og der stadig er et plus på 13.000 kroner. Det irriterer mig at de penge bare står der, passivt, og ikke gør en skid. Men gennemgangen, som Hr. Kapitalisthippie og jeg satte os ned og lavede i midten af januar, viste altså, at tallene stemmer meget godt overens.

Vi indbetaler tilsammen 216.000 kroner til budgetkontoen om året. Fuck, det er mange penge, når man sådan lige lægger dem sammen. 134.400 af dem går til banklånet (resten af den månedlige afbetaling kommer fra hver vores lønkonti), og de resterende 81.600 kroner fordeles ud på andre budgetmæssige udgifter såsom el, vand, varme, reparationer, A-kasse og fagforening, forsikringer, ejendomsskat, grundejerforening osv. Og det passede altså meget godt i sidste ende, viste det sig. Jo egentlig fint, fordi vi havde regnet rigtigt i første omgang og ikke “spildt” penge på kontoen som sådan, og jo klart bedre, end hvis der havde manglet penge. Men 81.600 kroner årligt til budgetudgifter synes jeg er MANGE penge i en husstand på to (tænk hvis vi havde børn!), så i løbet af året skal vi have kigget på om vi ikke kan få nogle af de poster lidt ned.

Månedens optur, til gengæld, er virkelig fed. Jeg har fået supergod respons for investeringsindlæggene her på bloggen, og masser af god feedback på indlæg generelt på Facebook og Instagram. Det er jeg mega glad for! Mit håb med Kapitalisthippie var at jeg kunne inspirere og hjælpe andre i gang, og indtil videre lader det til at være tilfældet, så det er jeg virkelig tilfreds med.

Så til jer, der sidder derude og har læst med helt hertil: Tusind tak ❤
På søndag kommer det foreløbigt sidste indlæg i investeringsguiden for begyndere, og jeg glæder mig vildt til det, for det bliver et lidt specielt indlæg, synes jeg selv. Jeg er i fuld gang med at skrive det, og forhåbentlig bliver det det allersidste der skal til for nogen til selv at komme i gang.

Hvordan gik din januar måned?

Ti års-reglen – princippet, der kan få dig til at sige nej til det meste

Ikke kategoriseret

Der var engang, før jeg fik min økonomiske åbenbaring, hvor jeg hver morgen slog et sving ind forbi 7-Eleven på vej til arbejde. Den lå jo lige på vejen. Der røg som minimum en to go-latte med, ofte også et eller andet morgenmadsprodukt. 45 kroner, måske. Jeg tænkte ikke engang over det, det var en ren vane. Altså, 45 kroner. Det er jo ingenting, ikke?

Sådan tror jeg, at mange ser på et beløb som 45 kroner. Eller 30 kroner. Eller 50 kroner. Det er dråber i vandet i forhold til de beløb vi får udbetalt hver måned (for de fleste af os), så vi skænker dem ikke en tanke.

Vi lejer da bare en film, det koster jo kun 35 kroner.

Skal vi ikke lige have den i kurven også? Vi skal nok få det spist. Og hvis ikke, så er det kun 25 kroner.

Nå, jeg fik ikke stofposen med. Fuck det, en pose koster kun 3,50 kroner.

Det er vildt billigt, det er kun 75 kroner om måneden.

Men alle de små beløb hober sig op. Det gik op for mig på det tidspunkt, hvor jeg flyttede sammen med Hr. Kapitalisthippie. Faktisk husker jeg det meget tydeligt. Jeg var lige kommet hjem fra en festival i Berlin, og skulle med bankende hjerte, der sidst i måneden, åbne netbank og se hvor galt det stod til. Og jeg blev ærlig talt overrasket over at se, at min konto ikke engang var tæt på at gå i minus. Jeg tænkte, at der måske var nogen regninger, der ikke var blevet trukket endnu, men nej. Det hele så ud som det skulle. Og så lagde jeg mærke til, at der ikke var nogen transaktioner fra 7-Eleven. For Hr. Kapitalisthippie boede i den anden ende af byen, så jeg købte ikke længere kaffe om morgenen, men drak den bare når jeg mødte ind på kontoret.

Det var simpelthen kaffen, der havde drænet min konto, måned efter måned, mens jeg gik og var overbevist om at det var fordi jeg ikke fik nok i løn eller at vi brugte alt for mange penge på varmt vand. Og jeg havde jo ikke engang savnet papkaffen. Så på én og samme måned havde jeg altså formået at tage på festival i et andet land med alt hvad det indebærer af transport, mad og overnatning og skeje ud dér, og stadig få min morgenkaffe, bare på en anden måde, og stadig ikke gå i minus. På grund af købekaffe!

Tænk på hvad det kan blive til i løbet af et år. Eller ti år! tænkte jeg.

Hvad er ti års-reglen?

Mød ti års-reglen. En lille regel jeg satte op for mig selv, da jeg selv begyndte at tænke mere over hvor mine penge røg hen. For jeg var en af dem der. En af dem, der lystigt betalte 45 kroner for kaffe og to go-morgenmad uden at tænke over, at det egentlig var penge, og som så senere på måneden undrede mig over, hvor alle mine penge mon var blevet af. Jeg købte jo ikke nogen store ting til flere hundrede kroner. What’s up with that?

Men det er ligemeget. For de små beløb tæller ligeså meget som de store – og det lærer ti års-reglen dig.

Lad os tage mit eget eksempel med 7-Eleven-morgenmaden:

Lad os antage, at jeg fem dage om ugen gik på stationen for at få min kaffe og min morgenmad. Det er 225 kroner om ugen. Jeg har seks ugers ferie om året, så dem trækker vi fra, og så er der 46 uger tilbage. 46 uger, hvor jeg hver uge brugte 225 kroner på kaffe og morgenmad. Det er 10.350 kroner om året.

Altså, 10.350 om året er altså heller ikke særlig meget, sidder du så måske nu og tænker. Og nej, det er det ikke nødvendigvis, hvis man har et gennemsnitligt lønnet job. Havde man været på SU, havde det til gengæld været ca. 1/10 af ens rådighedsbeløb på årsbasis. Og man har sgu da lov til at købe to go-kaffe, når man er færdiguddannet og voksen og tjener rigtige penge! Men okay, hvis du ikke er overbevist endnu.

Så gang det lige med ti år.

Og så når vi op på 103.500 kroner, som jeg ville have givet til 7-Eleven i bytte for middelmådig kaffe og ligegyldige kalorier.

103.500 kroner. Til noget, som jeg jo egentlig allerede havde derhjemme, og ligeså godt kunne have smækket i en termokop med en bolle ved siden af og bare taget med i tasken.

Seriøst, smag lige på den. Ethundredeogtretusindfemhundrede kroner! For mig er det voldsomt mange penge at give for noget så ligegyldigt som kaffe i et papkrus. Så blev de 45 kroner pludselig til lidt mere end blot 45 ligegyldige kroner.

Men det stopper ikke her. For hvis jeg i stedet havde taget de 45 kroner om dagen og lagt dem i investering, så var de i løbet af de ti år blevet til over 200.000 kroner, hvis vi regner med et gennemsnitligt årligt markedsafkast på 7 procent.

Kan de fleste af os ikke undvære 45 kroner om dagen?

Dit forbrug bestemmer din formue – ikke din løn

En udbredt misforståelse omkring penge og formue er, at grundlaget for vores formue mest af alt bygger på størrelsen af vores indtægt. Tjener du godt, så bliver du rig. Dette er ikke sandt – eller det behøver det i hvert fald ikke at være. I virkeligheden handler det i langt højere grad om hvordan du bruger dine penge – eller ikke bruger dem. Men langt de fleste af os er slet ikke opmærksomme på alle de små beløb, som min to go-kaffe, som med tiden kan akkumulere til virkelig store beløb. Penge, der kunne være blevet brugt mere fornuftigt, sparet op eller investeret.

Jeg bruger kaffen som eksempel da den kommer fra mit eget liv og samtidig bygger på teorien bag The Latté Factor, men småbeløbene kan i virkeligheden være mangt og meget. Er du typen, der ofte finder “gode tilbud” på nips til vindueskarmen i genbrugsbutikker og på loppemarkeder? Køber sjove genstande til pakkekalendre/julefrokoster/den næste fest i Tiger? Køber blade i kiosken, handler tøj bare fordi det er på udsalg eller flere gange om måneden lystigt lejer film på nettet?

Købekaffen blev en øjenåbner for mig. Den første af mange. Og det var der jeg lavede ti års-reglen for mig selv. Fra da af har jeg altid lavet regnestykket i mit hoved, hvis jeg pludselig får en fiks idé om et nyt streamingabonnement, ikke gider lave frokost til dagen efter eller pludselig synes at det er så synd for mig at jeg skal møde på et arbejde hver dag, så jeg må faktisk godt “forkæle” mig selv med papkaffe.

For min hjerne kan stadig tænke “Det er jo bare 30/45/50 kroner, det er jo ingenting!

Men det bliver det i det lange løb, og selvom vores hjerner kan have svært ved at acceptere det, fordi vi kun ser nu-prisen på 45 kroner, så gør vi altså os selv en kæmpe tjeneste ved at se prisen som den ser ud om ti år – og så lige lægger flødeskummen på til sidst som er værdien, hvis de penge så i stedet var blevet investeret.

Lad os lige tage et par andre eksempler – bare fordi det er sjovt.

Den hurtige sandwich

Flere af mine kolleger kigger hånligt på min frokosttallerken i kantinen, der indeholder resterne af aftensmaden fra dagen før, som jeg har opvarmet i mikroen. Så går de så ned på en sandwichbar i nærheden og køber en sandwich til 39 kroner.

Det er billigere end hvis jeg skal lave frokost derhjemme, mener en af mine kolleger.

Oh, really?

5 sandwiches om ugen: 195 kroner

Hver arbejdsdag i et år: 8.970 kroner

Hver arbejdsdag i ti år: 89.700 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 196.715 kroner

Til sammenligning er 89.700 kroner nogenlunde det, som Hr. Kapitalisthippie og jeg bruger på samtlige af døgnets måltider i løbet af ca. 3,7 år. Og 8.970 kroner svarer til 4,5 måneders madforbrug i vores budget.

Luksusbilvask

Hr. Kapitalisthippie er bilentusiast, og da vi fik ny bil i november 2019 købte han et abonnement til bilvask på 69 kroner i måneden. Det kan næsten ikke gøres billigere, mente han.

Bilvask i en måned: 69 kroner

Bilvask i et år: 828 kroner

Bilvask i ti år: 8.280 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 17.700 kroner

Jeg tror nok det havde været billigere bare at vaske bilen selv…

Tøjkøb

Hvis vi nu siger, at du er glad for at købe tøj, og du hver måned bruger 500 kroner på det både i butikkerne og på nettet. Så i alt 1000 kroner.

Tøjkøb i en måned: 1000 kroner

Tøjkøb i et år: 12.000 kroner

Tøjkøb i ti år: 120.000 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 236.000 kroner

Jowjow, vi skal jo alle have nyt tøj ind i mellem, kan man sige. Og ja, det skal vi da. Men man kan eddermame få meget tøj i almindelige butikker for 236.000 kroner, og man skal arbejde VIRKELIG hårdt for at slide alt det tøj op!

Hvad ti års-reglen har sparet mig

Jeg lavede på et tidspunkt en cirka-opgørelse over hvad min brug af ti års-reglen har sparet mig. Altså penge, som jeg nu er blevet opmærksom på er blevet brugt forkert og derfor har sendt ud at arbejde for mig som investering i stedet for – eller vil gøre, for flere af dem nåede jeg heldigvis at få stoppet før der var gået ti år.

Mobilspil: 4.800 kroner

Pendlerkort DSB: 63.600 kroner (i stedet begyndte jeg at cykle)

To go-kaffe og morgenmad: 103.500 kroner

Ekstra lagringsplads i iCloud: 840 kroner

Div. streamingabonnementer: 21.360 kroner

Månedlig boks med unødvendige lækkerier fra vegansk shop: 24.000 kroner

I alt en besparelse på over 218.000 kroner over ti år – helt uden at jeg har følt noget voldsomt afsavn. Ikke noget med at sælge bilen, ikke kunne tage på ferie eller skulle følge en stram madplan. Bare en helt simpel gennemgang af unødvendige små pengehuller, som mine penge fossede ud af, uden jeg var opmærksom på det.

De vil i øvrigt, igen med et gennemsnitligt årligt afkast på aktiemarkedet på 7 procent, stige til over 400.000 kroner i løbet af ti år.

Ti års-reglen er tatoveret langt ind under huden på mig. Den hjælper mig, hver gang min Indre Forbruger tager over og synes, at jeg skal “berige” mit liv med endnu en Ting eller et abonnement til “få” penge. For hvert køb jeg foretager mig, bringer mig en lille smule mindre tæt på mit mål om at opnå økonomisk uafhængighed. Derfor er det ikke længere så svært for mig at modstå eventuelle fristelser. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig nogensinde køber noget som helst andet end mad. Selvfølgelig gør jeg det. Men så er det et bevidst valg og noget, der er gennemtænkt.

Så hvis du ikke føler, at pengene slår til, eller at du slet ikke kan overskue, hvordan du skal finde penge til investering, selvom du egentlig har lyst, så er det her måske et godt sted at starte. Find dine små pengehuller, og få så hullet lappet.

Eller hvis du er typen, der har svært ved at stoppe med at shoppe, eller bare elsker følelsen når dankortet bliver revet igennem og du spankulerer gennem gågaden med en ny Ting i en skinnende pose. Så brug ti års-reglen. Lav regnestykket, og præsentér dig selv for det. Vil du opbygge din formue og lægge din fremtid i dine egne hænder, eller vil du have endnu en Ting? Den ene Ting tæller, ligeså meget som den næste gør. Og den før det. Og alle de andre små køb, du vil få muligheden for at lave resten af dit liv.

Og hey, hvis du efter at have læst det her stadig føler, at dit forbrug er lige præcis som det skal være, og du ikke kan se et problem i de akkumulerede tal, så er det også helt fint. Nu kan du så bare foretage de køb og fortsætte det forbrug på et oplyst grundlag.

Det er stadig en win, hvis du spørger mig 🙂

Du køber med dine følelser

Ikke kategoriseret

Dette indlæg skrev jeg i sommer, men jeg fandt aldrig en god anledning til at få det udgivet. Nu, hvor de fleste butikker er lukkede, men vi stadig i stor stil bliver bombarderet med tilbud på Ting vi i virkeligheden slet ikke har brug for i det årlige januarudsalgshelvede, føler jeg, at det har sin relevans. God fornøjelse – og pas på dine penge.

For nyligt var Hr. Ny Finans og jeg i København. Vi skulle besøge gode venner, deltage i en af de gode venners kandidatfest, og kombinerede det med et par dage ekstra, nu vi alligevel var der og havde ferie.

Så vi tog på udstilling. Noget vi ind i mellem gør, hvis vi finder noget, der er interessant for os. Nærmere bestemt Nick Cave-udstillingen Stranger Than Kindness, der kørte i Den Sorte Diamant. Jeg er stor Nick Cave-fan, og han er et virkelig interessant menneske, og derfor gav det mening at bruge de 90 kroner pr. person for at få lov at komme ind.

Udstillingen var også super god, kreativ og informativ, og det var ikke de 2×90 kroner, der var dagens udskejelse. Da vi kom ud på den anden side, gik vi lige ind i diamantens butik. Og det skal man aldrig gøre, hvis man endnu ikke er der, hvor man kan styre sine impulser. For der på hylden lå en plakat. Plakater er en af mine store svagheder. Jeg elsker dem. Min forbrugeriske side elsker, at jeg på et stykke glittet papir ophængt i en ramme på en væg kan fortælle omverdenen, at jeg er sådan en, der hører alternativ musik og ved alt muligt om det. Jeg er lidt anderledes. Uh, det varmer i maven.

Og det var ikke bare en hvilken som helst plakat. Det var en plakat med en tidlig udgave af forsidekunsten til singlen Into My Arms, min absolutte yndlingssang, og som jeg altid har drømt om skulle være involveret i mit bryllup på en eller anden måde. Nick Caves egne skriblerier.

Eiiiijh! Udbrød min indre Forbruger.

– Det er jo LIGE sagen! Og den vil passe PERFEKT ind i huset! Og Hr. Ny Finans kender også sangen, og vi har hørt den live sammen, så det er faktisk også noget der er OS BEGGE! KØB KØB KØB!

Og uden at tænke videre over det, rev jeg dankortet igennem og var i løbet af ingen tid 100 kroner fattigere og en plakat rigere.

Problemet er ikke de 100 kroner. Naturligvis har jeg råd til at give 100 kroner for en plakat. Problemet er, at købet overhovedet ikke var gennemtænkt. Jeg havde ikke engang overvejet hvor den skulle hænge, og om der overhovedet var plads. Mine impulser og Forbrugeren i mig overrulede alting i mit hoved, og jeg fik ikke stillet mig selv de vigtigste spørgsmål, man altid bør stille sig selv før man køber noget:

  • Vil denne Ting gøre mit liv nemmere/bedre/rigere?
  • Vil denne Ting gøre mig gladere?
  • Vil denne Ting give mit liv mere værdi?
  • Har jeg brug for denne Ting?

Og nej. En plakat med skriblerier som Nick Cave lavede engang for mange år siden, og i øvrigt selv frasorterede i processen, gør ikke mit liv hverken nemmere, bedre eller rigere. Jeg vil måske blive lidt glad i starten, når jeg kigger på plakaten, men efterhånden vil den blive en af mange her i vores hjem, som jeg stort set ikke bemærker, medmindre jeg begynder at tænke over dem. Og nej, den bidrager ikke med mere værdi. Den bidrager blot til forbruger-tanken om, at mine Ting er med til at identificere hvem jeg er som person – eller nærmere hvem jeg gerne vil fremstå som. Og nej… Den tjener heller ikke noget praktisk formål, så jeg har ikke brug for den.

Altså alt i alt et lortekøb, lavet udelukkende ud fra følelser og impulser. Og netop den lærdom er vigtig at forstå, hvis man vil leve et liv med finansiel frihed: Du køber med dine følelser.

Åh, hvor har jeg haft en dårlig dag. Nu køber jeg lige denne her kjole, så kan jeg forkæle mig selv lidt.

Nu skal vi på god restaurant/ferie/whatever, for nu skal vi rigtig hygge os.

Med denne her ting bliver vores hjem endelig perfekt! Så vil jeg aldrig få lyst til at købe noget nogensinde igen!

Lyder det bekendt? Det er oftest i situationer, hvor vi er i vores følelsers vold, at vi tager de dårligste beslutninger omkring forvaltning af vores penge. For nej, din dårlige dag bliver ikke bedre i det øjeblik kjolen er købt, og der er mange andre måder at anerkende en sejr end at spilde penge på selvforkælelse eller restaurantbesøg. Og jo, du vil sandsynlig få lyst til at købe en ny Perfekt Ting i næste uge.

Og som om en plakat er beviset på, at jeg går op i musik, eller at Hr. Ny Finans eller jeg elsker hinanden og har gode oplevelser sammen.

For at komme ud af tankegangen om, at den næste Ting vil ændre alting må vi lære at udøve selvdisciplin og trække vejret dybt før vi laver køb, der ikke tæller dagligvarer, der står på vores indkøbsliste.

Lær at stille dig selv spørgsmålene nævnt ovenover – og vær ærlig overfor dig selv. Hvis du ikke kan tænke klart, så giv dig selv to uger. Aftal med dig selv, at hvis du stadig higer efter at eje den Ting når de to uger er gået, så kan du overveje at købe den. Men inden da skal du lige huske dig selv på det her:

Hvis jeg ikke havde brugt de 100 kroner på plakaten, men i stedet havde investeret dem, så var de i løbet af ti år med renters rente-effekten vokset til 192,87 kroner.

Og nej nej, 92,87 kroner oveni hatten på ti år er da ikke meget. Men overvej lige hvor mange impulskøb de fleste laver, som ikke er nødvendige. Skal vi være konservative og sige 10.000 kroner om året? Det bliver til 19.288,82 kroner på ti år! Helt uden at du har behøvet at gøre noget, andet end at investere dem og lad være med at bruge dem på Ting.

Så køb endelig den Ting som din indre Forbruger higer så meget efter. Men gør det med bevidstheden om, at dit liv ikke bliver bedre på grund af den, og at du går glip af næsten det dobbelte af beløbet om ti år. Du snyder egentlig bare dit fremtidige jeg for penge.

Månedsupdate: December 2020

Ikke kategoriseret

De er allerede begyndt at fyre fyrværkeri af udenfor. Selv sidder jeg i sofaen med en kop kaffe på vores nye sofabord, mens jeg tænker, at de i virkeligheden bare fyrer penge af. Jeg tror faktisk ikke at jeg nogensinde har købt nytårsfyrværkeri selv, og Hr. Kapitalisthippie, der ellers plejer at fyre nogle penge af på den måde, har selv sagt fra i år. Han ville hellere bruge pengene på afbetaling af lånet.

Jeg var nervøs for december, for det kan som bekendt være en dyr måned, men det er gået over al forventning. Som barn i en familie, hvor der bliver gået meget op i gaver (altså ikke prisen på gaver, men gaverne gives gerne i en lind strøm og med omtanke og kærlighed) var jeg bekymret for om mit gavebudget, som, indrømmet, var noget mindre end tidligere år, var “nok”, hvis I forstår. Men jeg tror ikke, at nogen var utilfredse. Derudover er der tre fødselsdage i december og en nytårsaften, og Hr. Kapitalisthippie skulle holde jul i vores hus med sine forældre, hvilket naturligvis kostede lidt på madkontoen, men alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg tror jeg var bange for, at jeg på et tidspunkt ville falde i og sige “Fuck det, så bruger vi bare de penge, altså”, i stedet for at finde den mest optimale løsning for vores økonomi, fordi der er røvmange ting man skal ordne og tage stilling til i december måned. Og jeg blev da også en smule presset da de lukkede indkøbscentrene på grund af corona, og fødselsdags- OG julegaven til min far lå netop i sådan en indelåst butik. Der ligger det stadig, jeg fandt en anden løsning og så ligger der nogle hundrede kroner og venter på at blive returneret til mig. Egentlig en meget rar tanke.

Status på gæld:

Mor og far: 49.000 (55.000)

Banklån: 128.498 (381.000)

Realkreditlån: 1.652.000 (1.652.000)

Der er blevet barberet en ordentlig luns af banklånet, svarende til næsten 50.000 kroner! Det stammer fra den afbetaling vi har fast hver måned, som er 18.000 kroner, mediepenge fra os begge på i alt 9000 kroner, i alt 20.000 kroner fra vores respektive opsparingskonti og så vores seneste tiltag, som jeg også skrev lidt om i sidste månedsopdatering:

Efter den oprindelige plan skulle vi være af med lånet til oktober næste år, hvis vi afbetale 18.000 kroner hver måned. Men nu er vi blevet enige om at indbetale yderligere 2700 kroner per mand, og på den måde bliver vi færdige allerede til maj næste år. Det betyder, at vi fast afbetaler banklånet med 23.400 kroner – mere end en af os får udbetalt. Vi lever altså de næste fem måneder for lidt mindre end det, der svarer til én persons lønudbetaling her i husstanden.

I alt har vi siden januar 2020, hvor vi fik lånet, afbetalt 254.095 kroner. Shit, det er mange penge, og shit, det føles godt! Havde vi fulgt den plan vi fik fra banken helt i starten, havde vi på nuværende tidspunkt afbetalt mindre end 140.000 kroner. Jeg glæder mig til at begynde at regne på hvor mange renter vi har undgået!

Depotet

December gik op og ned, men mest op. Jeg har for længst indhentet det tabte tilbage fra krisen i februar/marts, og jeg går ud af 2020 med et overskud på omkring 6-7 procent, hvilket jeg er fint tilfreds med. Coronakrisen var min første rigtige af slagsen, og selv jeg gik fra altid at være glad for at åbne Nordnet og kigge på udviklingen i porteføljen, til at være nervøs og have en smule ondt i maven, så fulgte jeg min strategi og kom fint ud af det på den anden side. Jeg stolede på mig selv, på at jeg havde styr på det og at jeg havde valgt den rigtige strategi for mig, og det viste sig at holde stik. Selvom det ikke er sjovt at se værdien af ens penge falde med over 23 procent (især når man ikke har flere penge at investere for end jeg har pt!), så er opturen så meget sjovere, og man bliver mere robust. Jeg regner med at skulle være på aktiemarkedet resten af mit liv, og der vil hele tiden komme nye kriser, der ryster markedet. Om ti eller 20 år betyder nedturen under coronakrisen ingenting, da vil den bare være en note i det samlede gigantiske regnskab.

Jeg køber stadig kun ind gennem Nordnets månedopsparing, og der ser opdelingen ud som den altid gør:

Der kommer dog formentlig ikke til at gå mere end et par måneder, før jeg er nødt til at sætte investeringerne helt på pause indtil maj 2021. Med den ekstra afbetaling vi laver på banklånet, er der ikke plads i mit budget, uanset hvordan jeg vender og drejer det, til at afgive 1000-2000 kroner til investering hver måned. I mit nye budget, som jeg vil komme ind på i et kommende indlæg, har jeg afsat 1000 kroner til min bankopsparing månedligt, og ikke noget til investering.

Hvorfor så ikke afsætte de 1000 kroner til Nordnet, tænker du måske? Fordi min opsparing er ved at være helt i bund, hvilket vil sige, at min buffer næsten er væk. Det er den så ikke, for vi betaler stadig for meget ind på vores budgetkonto, men min egen personlige opsparing er næsten væk, og det giver mig en utryghed som jeg helst ikke vil have. Med tiden vil jeg gerne have en bankopsparing på omkring 100.000 kroner, så der både er til uforudsete udgifter, hvis jeg pludselig skulle blive arbejdsløs eller noget i den stil. Det tager tid at bygge den form for opsparing op, og hvem ved, om vi inden maj pludselig skal have bilen repareret eller får en kæmpe tandlægeregning? Har jeg ikke selv den økonomiske buffer til den slags ting, så skal jeg ud at låne, enten privat eller i banken, og så sætter jeg mig selv endnu længere tilbage rent frihedsmæssigt. Og når der blot er tale om tre måneders tid, og jeg efter de tre måneder på én måned vil kunne investere mere, end jeg ellers ville have kunnet på de tre måneder, så vælger jeg at gøre det sådan.

Giver det mening?

Forbrug

Jeg har aldrig som sådan haft et gavebudget til jul. Jeg har heller aldrig brugt flere penge end jeg har haft på gaver, men i år var pengene ekstra små, så der blev tænkt væsentligt mere over hver gave. Det betyder ikke, at vi ikke har brugt penge, for det har vi, men jeg var faktisk lidt stolt over at der stod 100 kroner tilbage på min konto, da januar-lønnen tikkede ind 30. december.

Vi har brugt lidt mere på mad og husholdning end vi plejer, omkring 2900 kroner mod normalt 2500 kroner. Det stammer fra juleaften, som Hr. Kapitalisthippie som nævnt holdt her hos os med sine forældre, en julefrokost vi var værter for 1. juledag, og så menuen nytårsaften, som vi besluttede os for skulle være 4-retters og med drinks. Det havde vi dog ikke behøvet, for vi gik ud af måneden med et overskud på lidt over 200, så reelt set har vi “kun” brugt 200 kroner mere end vi plejer – i en måned, hvor vi ellers ikke har holdt os tilbage med hjemmebag, julegodter, træ og pynt og hvor der er blevet brugt mere kaffe, plantemælk og spist mere morgenmad, fordi vi har arbejdet hjemme siden midten af december. Det synes jeg er ganske pænt klaret. Derudover havde vi også en træls regning på 750 kroner for en servicetekniker, som vi måtte have ud og kigge på husets klimaanlæg. Lige pludselig en dag begyndte der at dryppe vand ud på gulvet… Men det var heldigvis bare et filter, der skulle skiftes. Det tog ham 15 minutter minutter, og vi supplerede selv med filtret. Måske man skulle have taget den uddannelse – så ville der nok være lidt flere penge til investering 🙂

Således her forbruget i december 2020:

Under personligt forbrug har jeg lagt julegaveindkøb. Jeg har ikke talt de 10.000 kroner til gældsafviklingen fra min opsparing med, og heller ikke de 4500 kroners mediepenge, der også vil gå direkte til gældsafvikling, da jeg ikke har fået dem udbetalt endnu. Mit personlige forbrug er omkring 10 procent højere end normalt – penge, der ellers ville være gået til opsparing eller investering. Men eftersom jeg fik plads til begge poster alligevel, så må det være sådan. Jeg er endnu ikke et sted, hvor jeg vil undvære det (meste) materialistiske ved julen, og så må det koste lidt.

Mål for januar

Jeg har længe haft en mistanke om, at vi indbetaler et for højt beløb til vores budgetkonto, og den har jeg stadig. Pt. står der 17.000 kroner på den konto – og det er efter at der er blevet betalt renter på realkredit og banklån, betalt til gæld osv. Ja, i januar måned skal vi også betale halvdelen af årets regning på grundskyld på ca. 5000 kroner, og det er også derfra vi trækker til eksempelvis elektrikerregninger eller andet, der har med huset at gøre. Men 17.000 på én måned i overskud er meget. Derfor vil jeg i januar sætte mig ned og gennemgå alle vores betalinger fra budgetkontoen i 2020, så jeg får et overblik over hvad vi reelt har af udgifter som vi betaler fælles, og så se om den månedlige indbetaling ikke skal tilpasses lidt.

Det bliver også fra januar, at jeg ugentligt vil komme med en opgørelse over hvad vi bruger på mad om ugen på Instagram, som du kan følge lige her.

Året 2020

Helt ærligt? Shit, det har været et vildt år. Jeg tror ikke nogen af os havde regnet med, at håndtryk og kram overhovedet ville være noget man skulle tænke over, eller ligefrem kunne være farligt i starten af dette år. Eller at aktiemarkedet ville tage sådan et kæmpe dyk, som det gjorde tilbage i februar-april – eller at opturen efterfølgende ville komme så hurtigt og voldsomt. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at der ikke ligger en gigantisk nedtur og venter på aktiemarkedet i 2021. Men på den anden side: Det eneste man kan være helt sikker på i investeringsverdenen er, at markedet vil gå ned. Heldigvis går det også altid op igen 🙂

Men krisen kastede også noget godt af sig. Personligt var det krisen, og den lønnedgang som den tvang Hr. Kapitalisthippie og jeg ud i, der gjorde, at vi begyndte at afdrage endnu mere på vores banklån, som vi nu efter planen bliver færdige med halvandet år før tid. Samtidig lærte vi, at vi sagtens kan hygge os og have det godt uden at bruge penge på drinks, restauranter og biografture. Et af mine yndlingsminder fra nedlukningen i marts er den dag, hvor Hr. Kapitalisthippie bad mig gå ind i soveværelset og tage pænt tøj på. Da jeg kom ud igen, havde han forvandlet vores stue til en biograf. Han havde taget det slik vi havde i huset og lavet en lille kiosk, fundet en film vi skulle se og de reklamer man som regel ser i biografen på YouTube, og i LEGO bygget en lille mekanisk foranstaltning, der trak to stofservietter fra fjernsynets skærm, ligesom i biografen. Det kostede os ikke noget, og det var så hyggeligt.

Jeg slutter 2020 sammen med Hr. Kapitalisthippie, bare os to. Nu vi har været så meget alene i løbet af året tænkte vi, at vi ligeså godt kunne tage nytårsaften med. Vi har splurget på en fire-retters hjemmelavet menu, som kulminerer ved midnat, hvor vi tænder grillen udenfor og laver veganske hottere mens himlen er fuld af fyrværkeri. Vi skal drikke drinks, høre god musik, sikkert spille Harry Potter Trivial Pursuit, hvis jeg kender os ret og gøre status over året. Og bare snakke. Det er noget af det vi er bedst til, og vi er blevet endnu bedre til det i løbet af 2020.

Til næste år får vi barberet resten af bankgælden af i løbet af de første fem måneder, og så er det fuld fart fremad med opsparing og investering. Jeg fortsætter linjen som jeg har gjort hidtil: Hele tiden arbejde mig frem mod mere frihed ved at investere mine penge, i stedet for at bruge dem, og lære at indrette mig liv efter hvad der gør mig lykkelig og giver mig værdi. Kæft, hvor jeg glæder mig!

Jeg håber I alle får et rigtig godt nytår. Måske 2021 bliver året, hvor du selv bliver investor?

Månedsupdate: November 2020

Ikke kategoriseret

Lo and behold: Et nyt indlæg på bloggen!

Det er alt for lang tid siden sidst, og det giver næsten ikke mening at lave en månedsopdate for november, når jeg alligevel skal til at lave den for december om et par uger. Men for overblikkets skyld gør jeg det alligevel.

November var uden tvivl den hårdeste måned i hele 2020. Heldigvis ikke økonomisk (hej, jul!), men rent privat. Mere om det lidt længere nede.

I starten af november lavede jeg jo en challenge for mig selv, som jeg skrev om i sidste månedsupdate, og også undervejs opdaterede om på Instagram. Jeg satte mig selv den udfordring kun at bruge 200 kroner på madkortet i løbet af to uger, både for at udfordre mig selv på kreativitet, fordi nød lærer som bekendt frihedsbesat kvinde at spinne, men i høj grad også for at få tømt ud i vores lagre. Det er ikke fordi jeg nogensinde har hamstret i mit liv, men jeg har altid været (lidt for) god til lige at hælde et par poser gryn og bælgfrugter eller noget fra frost i kurven i supermarkedet, hvis der er et godt tilbud. Og så bare lade det ligge. Og efterhånden var mængden af der-er-lige-mad-til-en-enkelt-af-os-en-anden-aften-resterne i fryseren ved at hobe sig op.

Alt i alt et godt tidspunkt at få ryddet ud i reserverne og spare nogen penge. Og det lykkedes! I løbet af de to uger brugte vi i alt 177,50 kroner, blandt andet på Too Good To Go-poser, så der også var nogle friske grøntsager, og så mest af alt basisvarer som mel, gær, hakkede tomater og den slags. Da jeg løb tør for løg (sker det nogensinde?!) brugte jeg porrer i stedet. Ekstra krydderier gjorde det ud for bouillon i en enkelt ret, og en veganerlasagne blev lavet uden køderstatning eller svampe som jeg plejer, da det manglede, og jeg lærte, at røde linser er en udmærket erstatning. Vi fik lækker hjemmelavet mad hver eneste dag, samt nok til morgenmad, snacks og madpakker, og enkelte dage havde vi endda gæster til aftensmad. Det siger både noget om mine evner til at være kreativ og få det jeg har til at række – men sandsynligvis mere om, at vi havde alt for meget mad liggende. Jeg blev god til virkelig at kigge på de grøntsager jeg nu engang havde og prøve at være kreativ.

“Hmm, jeg har noget spaghetti, et blomkålshoved og nogle tomater jeg virkelig skal have brugt. Der er ikke mere ketchup. Hvad hvis man kogte blomkålen, hældte den i blenderen med lidt kogevand, krydderier og tahin og laver det til en sovs, stegte løg og tomater sammen med de der spinatrester fra fryseren og så hælder spaghettien ind i det?” eksempelvis.

Det var faktisk ret godt. Hvis jeg selv skal sige det. Selvfølgelig var retterne mere inspirerede nogen aftener end andre, men overall tror jeg ikke hverken Hr. Kapitalisthippie eller jeg manglede noget, og alle gik fra bordet mætte. Her nogle eksempler på vores tøm reserverne-mad:

Øverst fra venstre: Bagte auberginer med linsesalat og tahindressing, blomkålscurry med ris, hjemmelavede samosas med grønne linser, spinat, kartofler og porrer med spaghetti i guacamole, ovnbagte kartofler med stegt spinat og spaghetti, hjemmelavede spinatpandekager med stegt spidskål og tahindressing, rød linselasagne med granatæble-salat og førnævnte blomkålsret.

Jeg har besluttet mig for at det er en øvelse jeg vil gennemgå et par gange om året. Det giver én en godt overblik over hvad man har i skabene, for slet ikke at snakke om en kæmpe besparelse.

Statis på gæld

Sådan ser min samlede gæld ud nu:

Mor og far: 49.500 (55.000)

Banklån: 174.830 (381.000)

Realkreditlån: 1.652.000 (1.652.000)

I sidste måned skrev jeg, at vi næppe ville få flere overraskelser i form af pludseligt udbetalte penge som vi ville kunne smide oveni lånet. Man skal som bekendt aldrig sige aldrig, for i mellemtiden er politikerne blevet enige om at udbetale de sidste to ugers indefrosne feriepenge. Det giver omkring 10.000 kroner til Hr. Kapitalisthippie og jeg samlet, for vi vil naturligvis vælge at få dem udbetalt og smide dem over i lånet. Her i december får vi også udbetalt nogle såkaldt mediepenge i forbindelse med vores jobs, hvilket giver 9000 ekstra til afbetaling. Derudover er vi blevet enige om at smide 10.000 kroner ekstra hver fra vores respektive opsparinger over i lånet, som vi også gjorde i oktober måned. Det vil sige, at når vi når 31. december, så hedder tallet 127.830 kroner. Det betyder, at vi på et år har afbetalt 253.170 kroner på 12 måneder!

Som I kunne læse i indlægget om min løn, så svarer det sådan ca. til hvad jeg har udbetalt på et år. Ser man bort fra indbetalingerne til gælden, der kommer fra indefrosne feriepenge og opsparing, så har vi altså levet for det, der svarer til én persons lønning i vores husstand. Det er da meget godt gået, ikke?

Depotet

Det gik heldigvis mere op i november måned, og der er pt. et lille afkast på beholdningen. Men eftersom vi er over to uger inde i december, giver det ikke mening at komme med en større update her, synes jeg. Fordelingen på Nordnets månedopsparing er den samme, og i stedet vil jeg hellere snakke om:

Hvorfor jeg har været tavs

Corona påvirker som så mange andre oplever det også min branche, og november var en travl måned. Meget travl. Der var corona-relaterede sygemeldinger eller folk, der ikke kunne møde ind fordi de ventede på testsvar, hvilket naturligvis gav ekstra arbejde, og meget andet i den stil. Alle på kontoret var pressede, og så skete det, som bare ikke må ske: En dag, et kvarter før deadline, kogte min kollega sammen. Han har været i branchen i over 25 år, og vi var de eneste på kontoret. Det var meget ubehageligt, både for ham og for mig.

Kollegaen har det heldigvis bedre i dag og er begyndt til psykolog, fordi han godt selv var klar over, at der var tale om stress. Det viste sig nemlig, at det ikke er første gang det er sket for ham, men han har bare buldret afsted som de fleste nu engang gør, og netop det påvirkede mig rigtig meget. En af grundene til at jeg går så meget op i at skabe frihed for mig selv er netop for at undgå den slags. At skade mit fysiske eller psykiske helbred på grund af et arbejde, det virker så forkert på mig. Naturligvis er der forskel på hvilken branche man er i, og hvilket job man udfører, men jeg kan godt afsløre, at jeg ikke er i sundhedsbranchen og jeg ikke på daglig basis reder liv. Og så er det ikke det værd i mine øjne.

Selv var jeg også presset, og der var mange dage med mange timers overarbejde. Så da vi havde en planlagt ferie sidst i november på to uger, så gik jeg nærmest ud som et lys. Jeg havde brug for at tage afstand fra alt der hed computere og bimlende telefoner, og i stedet brugte jeg tiden sammen med Hr. Kapitalisthippie på at pynte op til den første jul i huset. Det var tiltrængt og det var godt. Nu er vi begge tilbage på arbejde – dog herhjemme på hver vores hjemmekontor på grund af de stigende smittetal. Og det er ok med mig. Det giver mig mere frihed samt muligheden for at sove en time længere hver morgen, og det nyder jeg.

Men situationen med min kollega har efterladt et indtryk på mig, og givet både Hr. Kapitalisthippie og jeg mere blod på tanden. Hr. Kapitalisthippie, som er virkelig god til at nørkle med tal, opdagede, at hvis vi indbetaler omkring 2700 ekstra kroner hver måned, sammenholdt med 10.000 fra hver mands opsparing og de ekstra indefrosne feriepenge, så kan vi være færdige med banklånet til maj 2021, modsat oktober 2021, som det oprindeligt var planen. Og med den oplevelse i bagagen var jeg klar, selvom vi kommer til at sidde max stramt i det. For bliver vi færdige i maj, så har vi næsten 3,5 år med afdragsfrihed, og her får vi rig mulighed for at spare op, investere og skabe mere frihed i vores tilværelse. Hvem ved, måske går jeg på deltid i løbet af et af de kommende år?

Forbrug

Fordi jeg var presset på stort set alle fronter i november måned, så blev der også brugt flere penge. Jeg er heldigvis ikke typen, der følelsesshopper, eller får lyst til at give mig selv ting fordi jeg har det dårligt eller er ked af det. Men jeg har svært ved at drive mig selv op til en cykeltur på 15 kilometer i mørke hver morgen, når jeg kun har sovet 3-4 timer eller ved at jeg står overfor en arbejdsdag på 9+ timer. Derfor er der blevet brugt en del penge på DSB-billetter og hurtige løsninger som fastfood. Heldigvis havde vi jo plads i madbudgettet til det på grund af den udfordring jeg gav mig selv i starten af måneden. Desværre brugte jeg også penge på cigaretter, min værste vane, som jeg ellers var kommet af med, og det er eddermame en dum ting at bruge penge på, så det skal jeg have rettet op på lige nu. Som i LIGE nu.

Dog er jeg også opmærksom på ikke at presse mig selv for hårdt eller slå mig selv i hovedet. Det tror jeg ikke på gør noget bedre, og når man i forvejen ikke er på toppen, så vil jeg hellere cutte mig selv noget slack end fortælle mig selv hvor dum jeg er. Det giver mig ikke frikort til at gå amok i forbrug, men jeg accepterer, at nogle dage er der mere overskud til at træffe de rigtige valg end andre. Og de dage, hvor der ikke er overskud, der må jeg bide i æblet og tage toget, spise takeout og lade opvasken (og bloggen) stå.

I november brugte vi også nogle penge på julepynt, omkring 500 kroner. En stor udgift umiddelbart, men vi har købt ting, som vi kan bruge mange år frem endnu og som passer til huset. Til gengæld var jeg stolt over ikke at gøre det nemmeste her, som ville være at købe granbundter fra Bilka til 50 kr. stykket, men i stedet cykle ud til en nærliggende gård og købe det for 20 kr. stykket, så der er stadig blevet tænkt over hvert enkelt køb. Pengene er taget fra vores fællesbudget, som vi har et relativt stort overskud på, pt. 16.000 kroner.

Eftersom det hele har sejlet i november måned, er det samtidig meget svært for mig at lave et diagram over hvordan pengene har fordelt sig, fordi jeg har været virkelig dårlig til at holde track. Jeg lover, at der bliver rettet op på det i næste opdatering.

Månedens optur/nedtur

Nedturen er helt klart at alt har været presset, travlt og lidt hårdt, hvilket har resulteret i ekstra udgifter. Det var godt at have lidt ferie, for nu har jeg klart mere energi og overskud end før. Opturen må til gengæld være, at det ikke gik mere skidt med budgettet. Der var ingen overtræk, der var stadig rigelig med afbetaling på gælden samt indbetaling til investering og opsparing.

Til gengæld var der ingen store reparationer på cyklen for engangs skyld. Det er vel også en slags optur!

Mål for december

Altså, nu er det ikke fordi der er vildt mange dage tilbage af december måned… Men mit mål er at holde budgettet på trods af julegaveindkøb, hvilket indtil videre går fint. Derudover vil jeg forsøge at udgive et indlæg om ugen fra i næste uge.

Jeg har tænkt på at lave en ugentlig opdatering på Instagram med vores dagligvarekøb. Mest af alt så jeg også selv kan holde lidt styr på det, og hvis jeg gør det, bliver det fra januar måned. En god måde at starte et nyt år på, tænker jeg.

Hvordan gik din november måned – og hvordan går det her i december?

Månedsupdate: Oktober 2020

Ikke kategoriseret

Jeg har glædet mig enormt meget til at lave denne månedsopdatering. Der er nemlig sket et voldsomt stort fremskridt på et af vores punkter. Mere om det senere.

Generelt var oktober en god måned. Vi brugte omkring 500 kroner mindre end vi havde til rådighed på madkortet i september måned, hvilket gjorde, at vi blot overførte 1000 kroner per mand til madkortet i oktober måned. Og alligevel gik vi ud af måneden med et lille plus på ca. 250 kroner. Selvom vi brugte (i mine øjne) virkelig mange penge, omkring 300 kroner, på havre- og rismælk, fordi det var på tilbud i både Rema1000 samt Føtex til 10 kroner. Når det er det, så køber jeg altid et så stort lager ind som muligt, så vi slipper for at betale den vanvittige pris på 20 kroner for en liter plantemælk.

Jeg føler virkelig vi er blevet rigtig gode til at undgå madspild, bruge hvad vi har og tænke over hvert indkøb. Det er ikke sådan at vi tilbudsjager, overhovedet ikke, faktisk, men jeg er begyndt at blive skarp til hvor meget vi spiser, hvor meget jeg har brug for at købe ind og få Too Good To Go-poserne, som jeg virkelig elsker, til at række langt. Det er fedt.

Oktober var også måneden, hvor vi fik vores indefrosne feriepenge udbetalt, i alt omkring 30.000 kroner efter skat. Der var på intet tidspunkt nogen snak om hvad de skulle bruges til, vi vidste begge, at de skulle direkte ind på banklånet. De 30.000 kroner svarer til næsten to måneders afbetaling, så det var virkelig fedt. Som jeg fortalte om i sidste månedsupdate, så overfører vi fast 11.200 kroner til banklånet, og de resterende 6800 kroner, som skal til hvis vi skal nå vores mål om at være færdige med afbetalingen til oktober næste år, bliver sat ind på en “banklånsopsparing”. Så de 11.200 er det vi “skal” overføre fast jævnført vores aftale med banken, og de 6800 kroner er dem, vi selv vælger at lægge til side for at komme hurtigere af med lånet. Når der står nok på den konto, så beder vi vores bankrådgiver om at overføre dem for os. Og da vi nåede oktober, stod der 77.500 kroner på den konto. Opsparet fra juli måned og frem. Nuj, det var nice at ringe til bankrådgiveren og sige, at hun gerne lige måtte overføre de der 77.500 kroner til lånet. Bare sådan helt casual når du lige får tid. Hun spærrede øjnene lidt op 🙂

De 30.000 var som sagt indefrosne feriepenge fra os begge, derudover var der 20.000 i alt fra vores respektive opsparingskonti og resten er penge vi hver måned har lagt til side til formålet. Det betyder, at vores gæld nu ser således ud:

Status på gæld

Gælden ser nu således ud:

Mor og far: 50.000 (55.000)

Banklån: 211.202 (381.000)

Realkreditlån: 1.652.000 (1.652.000)

Vi overtog huset i december måned sidste år, og begyndte afbetalingen i januar i år, hvilket vil sige, at vi på ti måneder har betalt næsten 170.000 kroner! Det føles godt nok jævnt fantastisk, næsten bedre end afkast på ens aktier, må jeg indrømme. Vi fortsætter ufortrødent med afbetalingen, og selvom vi næppe får flere overraskelser i form af skjulte penge vi pludselig får udbetalt, så føler jeg mig meget sikker på at vi når vores mål med oktober næste år.

Depotet

Det er godt, at der var en succeshistorie i bankgælden, for oktober var ikke en fed måned at være investor i. Alt raslede ned, og alt det afkast jeg havde fået opbygget efter krakket i marts måned er faktisk væk igen. Jeg er ikke så langt nede som dengang, langt fra, men afkast er blevet til underskud.

Det er selvfølgelig træls, men jeg kan mærke, at det ikke påvirker mig på samme måde som det gjorde tilbage i marts, som var min første krise på aktiemarkedet. Jeg stoler på min strategi, beholder hvad jeg har købt og fortsætter med at købe efter dollar-cost-average-metoden. Beholdningen ser derfor nu således ud:

Alt er egentlig gået ned, omend den første åbne markedsdag i november endte i plus, hvor noget af det tabte blev hentet ind, men som I kan se langt fra det hele. Jeg tilskriver Corona-uroen, det amerikanske valg og flere dårlige nyheder for Danske Bank en del af skylden, samt min egen teori om, at dem, der tjente stort på at gå ind i markedet i marts, da det hele var nede, nu begynder at trække deres gevinster ud, hvilket påvirker hele markedet. Buy and hold, people, buy and hold!

Jeg fortsætter den normale (og efterhånden kedelige) linje med Nordnets månedsopsparing med samme opdeling som altid:

Forbrug

Jeg brugte en smule penge på mig selv i oktober måned. Først var jeg en tur ved frisøren, for første gang i næsten halvandet år. Før Kapitalisthippie og mit nye syn på penge og forbrug ville det formentlig have været en timelang omgang, der både ville involvere farvning, hårvask, klipning og indkøb af nye hårprodukter som jeg ville være overbevist om ville ændre mit liv, men som ville ende i skuffen ved siden af de andre. Normalt for omkring 1000 kroner per gang. Denne gang vaskede jeg mit hår hjemmefra, frabad mig produkter i mit hår og slap med 169 kroner hos en sød elev, der synes det var lidt spændende ikke at måtte bruge alskens produkter. Det føltes rart.

Derudover har jeg købt to wetbags, en medium og en lille, samt tre stofbind til at supplere dem jeg allerede har til når jeg har menstruation. I alt 302 kroner.

Og så måtte cyklen til reparation igen… Endda lige i slutningen af måneden. Igen et hjul, der var punkteret, selvom det er mindre end en måned siden jeg sidst havde den inde. Måtte en (halv)billig elcykel til 4000 kroner ikke lige er skabt til over 100 km om ugen. Denne gang splurgede jeg på gode og forhåbentlig holdbare dæk i meget sliddygtig kvalitet. Det håber jeg holder cykelmanden for døren. Måske jeg bare skulle lære at lappe selv.

Fordi jeg er så vanvittigt stolt af vores store afbetaling på banklånet, har jeg talt de indefrosne feriepenge og opsparingspengene, der også gik over på lånet, med i mine indtægter denne måned, og forbruget for oktober så derfor således ud:

Jeg kan godt afsløre, at det føles virkelig godt at overføre så meget til én post, der er så vigtig. Gid det var sådan hver måned 🙂

Månedens optur/nedtur

Jeg endte med at bruge en del penge på cykelreparationer. Eller, ikke mange penge, men flere end jeg har lyst til. Hele idéen med at cykle i stedet for at køre eller tage offentlig transport var jo netop for at undgå udgifter, og det har vist sig ikke at holde stik. Nu har min baglygte også lige sat ud, for anden gang, i en af årets mørkeste måneder… Jeg må nok bare bide i det sure æble, og fokusere på kvalitet over kvantitet, men øv, den er træls.

Opturen har jeg vist nævnt et par gange allerede: VI HAR AFBETALT 170.000 KRONER AF VORES GÆLD PÅ TI MÅNEDER! OG VI HAR KUN ET ÅR TILBAGE!

Vi markerede det ved at tage pænt tøj på, jeg tog endda make up på (så ved man det er vildt!) og så gik vi ud og spiste på vores yndlingsrestaurant. Sår’n en med rigtig gode råvarer, virkelig gode drinks og tjenere, der ved hvad de snakker om. Og lidt for meget vin og gin. Og det føltes virkelig fantastisk. Et af mine yndlingsminder er dog fra hjemturen, som selvfølgelig foregik på cykel i regnvejr, mens vi sang Roben og Knud (igen, fordi vin og gin). Det er noget af det jeg elsker allermest ved Hr. Kapitalisthippie og mig sammen: Vi kan sagtens sidde på en fancy restaurant og virkelig nyde det, dresse op og ligne nogen, der har styr på tilværelsen. For så bagefter at sætte os ud på hver sin slidte cykel i stedet for en taxa, også selvom det regner, fordi vi er nøjsomme og virkelig nede på jorden.

Mål for november

I november har vi ferie (yay!) i to uger, for første gang siden juni. Det ser jeg voldsomt frem til, hungrer faktisk nærmest efter det. Der har jeg planer om at begynde at udgive de første investeringsindlæg. Det er, som jeg har nævnt før, omfattende stof, selvom selve budskabet egentlig er enkelt nok, og jeg vil gerne udgive det i den rigtige rækkefølge, så det giver mening for investeringsnovicer.

Og så har jeg lavet en lille challenge til mig selv: De første to uger af november vil jeg kun bruge 200 kroner fra madkortet. Så 100 kroner per uge. Hvorfor? For at få opbrugt vores lager i fryser og tørskab. Og fordi det er sjovt 🙂 Samtidig har vi så måske lidt ekstra på kontoen til når det bliver ferie, for der skal jeg eddermame jule den for sygt og bage for viiiiiildt.

Kan I mærke, at jeg er ret meget oppe at køre over den afbetaling der? Jeg elsker nøjsomhed!

Fem grunde til at du skal investere dine penge

Ikke kategoriseret

Jeg kender en kvinde, som er både skarp og intelligent. Jeg holder meget af hende, og jeg håber derfor, at hun vil tilgive mig, hvis hun nogensinde læser det her.

Denne kvinde er til en vis grad en tryghedsnarkoman, og hun kan godt lide, at der er styr på tingene. Hun bruger ikke flere penge end hun har, faktisk bruger hun overhovedet heller ikke alle dem hun har. Hendes kistebund er godt polstret. Hun er fornuftig. Hun har været på arbejdsmarkedet i mere end 30 år, og der er mindre end ti år til hun kan gå på pension. For et par år siden blev hun skilt, og i den forbindelse fik hun kigget sin økonomi igennem. Igen et fornuftigt valg.

Men der stoppede fornuften så for mig. En dag, da vi sad og snakkede om investering og økonomi proklamerede hun skarpt, at det bestemt ikke var noget for hende, og at hun synes det var en meget bedre løsning at have pengene stående i banken. Derudover havde hun jo huset (som ikke var betalt af), og hun var i fuld gang med at indbetale det årlige beløb hun måtte til en aldersopsparing, foruden den pension hun havde i kraft af sit job.

På sin bankkonto havde hun selv sparet næsten 400.000 kroner op, konkluderede hun stolt.

Hvilket i mine øjne, pardon my language, er fuldstændig åndssvagt.

  • Hvad er det meningen du gerne vil med de penge? spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene. De skulle vist mest bare stå der, som en form for sikkerhed, så der var lidt til fremtiden også.

Okay. Fair nok. Altid godt med en form for buffer. Men en passiv buffer på 400.000, der bare står og ikke gør noget?

Kvinden gør for så vidt ikke noget forkert, og hun gør ikke noget som rigtig mange andre på hendes alder ikke gør. Jeg tror der er rigtig mange mennesker derude i 50’erne og 60’erne, der har usigeligt store beløb stående i banken til nogenlunde 0,00% i årlig rente. Det betyder, at dine penge faktisk står og bliver mindre værd.

Grund nummer 1: Inflation

Mød inflation. Inflation er dybest set stigninger i samfundets priser, og hvis dine penge ikke følger med inflationen, så bliver din købekraft løbende forringet i takt med inflationsstigningerne. De sidste par år har inflationen sammenlagt for 2018 og 2019 ligget på 0,8 procent. Det vil sige, at hvis du havde 100.000 kroner stående på en opsparing i banken i hele 2019, så har de lige pludselig mistet en lille del af deres købsværdi, og er nu 99.200 kroner værd. Uden at du har rørt dem. En tommerfingerregel siger, at hvis du har 100.000 kroner stående i banken til 0% i rente, og du bare lader inflation æde af dem ligeså stille, så er de kun 80.000 kroner værd efter ti år.

Havde du modsat investeret dem i eksempelvis C25 og et par andre indeksfonde, så ville de over ti år være vokset til over 198.000 kroner, hvis man regner ud fra den historisk set gennemsnitligt årlige stigning på aktiemarkedet på 7 procent. Det leder over til…

Grund nummer to: Lad dine penge arbejde for dig

Når du investerer dine penge, kan du se det som om hver eneste investerede krone bliver ansat af dig til at arbejde for dig. Og hver eneste time, døgnet rundt, arbejder alle dine ansatte for at gøre din formue større og mere værd. Det betyder, på sigt, at du ikke behøver at arbejde helt så meget i dit lønmodtagerjob for at kunne betale dine regninger – det arbejder dine ansatte på. Også når du sover eller er på ferie. Lader du dem stå i banken, laver de til gengæld ikke en skid – og de bliver i hvert fald ikke mere værd.

Grund nummer tre: Strafrenter

Du betaler alle mulige former for gebyrer for overhovedet at få lov at være med i en bank. Et af dem er strafrenter, hvis dit indestående på en konto overstiger bankens tilladte beløb. Det varierer fra bank til bank, jeg kender til nogle, der får strafrenter, hvis der står mere end 50.000 kroner på en konto, og nogen, hvor det først bliver udløst efter 750.000. Ofte kommer det an på bankens størrelse. Selve renten varierer også, men taget i betragtning af, at stort set ingen banker i dag tilbyder opsparingskonti med en reel positiv rente, så er det en virkelig dårlig forretning for dig, hvis du ligefrem får strafrenter. Investerer du i stedet pengene, er der en mulighed for at du får afkast. Den højeste positive rente jeg har hørt om i en bank lå på 3 procent – og kun for de første 50.000 kroner. Det årlige gennemsnitlige afkast på aktiemarkedet har de sidste mange år ligget på 7 procent.

Grund nummer 4: Garantifond

Nu er det de færreste, der har en million eller to stående passivt i deres bank, men jeg synes alligevel at det følgende er en god pointe at huske på.

Jeg har læst, at danskerne er et af de folkefærd, der har flest penge gemt væk på opsparingskonti til 0 procent i rente. Samlet set er det flere milliarder kroner, og hvad sker der med dem, hvis din bank går konkurs? Den slags har vi set før, eksempelvis Amagerbanken og Tønder Bank (som jeg selv havde, dengang den eksisterede). GII er Garantifonden for Indskydere og Investorer, og er en slags forsikring for dig. Går din bank konkurs, vil denne fond sikre dig mod tab – men kun til en vis grænse.

Denne grænse ligger lige nu på 100.000 euro eller omkring 744.000 kroner. Alt indestående du måtte have haft udover det i den krakkede bank, er tabt. Det er der naturligvis også risiko for, hvis du investerer, men i det tilfælde har du i det mindste selv investeret pengene og ikke bare tænkt, at de stod i banken og var “safe”. Dette er altså også en god ting at huske på, hvis man mener, at det er tryggest og bedst bare at lade pengene stå. I hvert fald, hvis der er tale om mere end 744.000.

Grund nummer 5: Viden og empowerment

Du kan selvfølgelig godt bare ringe til din bankrådgiver og bede ham eller hende om at investere nogle af dine opsparede penge for dig. Din bank tilbyder uden tvivl diverse pakkeløsninger og investeringsmuligheder, og din bankrådgiver kan uden tvivl få det til at lyde virkelig attraktivt. Og måske er de også rigtig gode til at forvalte dine penge for dig og generere et stort afkast til dig. Men faktum er, at jo flere hænder dine penge skal igennem, før de når ned til dig, jo mindre er der tilbage til dig til sidst.

Det er blandt andet grunden til, at aktivt forvaltede investeringsforeninger har højere omkostninger (oftest over 1 procent årligt), mens de passive er noget lavere. Og hvis du lader andre gøre det, ved du så egentlig hvor dine penge er henne, og hvad de er investeret i?

Viden er magt, og tager du magten over din egen økonomi og investering, så er det dig, der er bossen. Det giver dig en uvurderlig følelse af selvstændighed, og tro mig, den følelse er værdifuld.

Alt dette snakkede jeg med den skarpe og intelligente kvinde om, og selvom hun endnu ikke er tryg ved at investere, så endte det faktisk med, at hun spurgte, om jeg ville lære hende mere. Succes!