Månedsupdate: November 2020

Ikke kategoriseret

Lo and behold: Et nyt indlæg på bloggen!

Det er alt for lang tid siden sidst, og det giver næsten ikke mening at lave en månedsopdate for november, når jeg alligevel skal til at lave den for december om et par uger. Men for overblikkets skyld gør jeg det alligevel.

November var uden tvivl den hårdeste måned i hele 2020. Heldigvis ikke økonomisk (hej, jul!), men rent privat. Mere om det lidt længere nede.

I starten af november lavede jeg jo en challenge for mig selv, som jeg skrev om i sidste månedsupdate, og også undervejs opdaterede om på Instagram. Jeg satte mig selv den udfordring kun at bruge 200 kroner på madkortet i løbet af to uger, både for at udfordre mig selv på kreativitet, fordi nød lærer som bekendt frihedsbesat kvinde at spinne, men i høj grad også for at få tømt ud i vores lagre. Det er ikke fordi jeg nogensinde har hamstret i mit liv, men jeg har altid været (lidt for) god til lige at hælde et par poser gryn og bælgfrugter eller noget fra frost i kurven i supermarkedet, hvis der er et godt tilbud. Og så bare lade det ligge. Og efterhånden var mængden af der-er-lige-mad-til-en-enkelt-af-os-en-anden-aften-resterne i fryseren ved at hobe sig op.

Alt i alt et godt tidspunkt at få ryddet ud i reserverne og spare nogen penge. Og det lykkedes! I løbet af de to uger brugte vi i alt 177,50 kroner, blandt andet på Too Good To Go-poser, så der også var nogle friske grøntsager, og så mest af alt basisvarer som mel, gær, hakkede tomater og den slags. Da jeg løb tør for løg (sker det nogensinde?!) brugte jeg porrer i stedet. Ekstra krydderier gjorde det ud for bouillon i en enkelt ret, og en veganerlasagne blev lavet uden køderstatning eller svampe som jeg plejer, da det manglede, og jeg lærte, at røde linser er en udmærket erstatning. Vi fik lækker hjemmelavet mad hver eneste dag, samt nok til morgenmad, snacks og madpakker, og enkelte dage havde vi endda gæster til aftensmad. Det siger både noget om mine evner til at være kreativ og få det jeg har til at række – men sandsynligvis mere om, at vi havde alt for meget mad liggende. Jeg blev god til virkelig at kigge på de grøntsager jeg nu engang havde og prøve at være kreativ.

“Hmm, jeg har noget spaghetti, et blomkålshoved og nogle tomater jeg virkelig skal have brugt. Der er ikke mere ketchup. Hvad hvis man kogte blomkålen, hældte den i blenderen med lidt kogevand, krydderier og tahin og laver det til en sovs, stegte løg og tomater sammen med de der spinatrester fra fryseren og så hælder spaghettien ind i det?” eksempelvis.

Det var faktisk ret godt. Hvis jeg selv skal sige det. Selvfølgelig var retterne mere inspirerede nogen aftener end andre, men overall tror jeg ikke hverken Hr. Kapitalisthippie eller jeg manglede noget, og alle gik fra bordet mætte. Her nogle eksempler på vores tøm reserverne-mad:

Øverst fra venstre: Bagte auberginer med linsesalat og tahindressing, blomkålscurry med ris, hjemmelavede samosas med grønne linser, spinat, kartofler og porrer med spaghetti i guacamole, ovnbagte kartofler med stegt spinat og spaghetti, hjemmelavede spinatpandekager med stegt spidskål og tahindressing, rød linselasagne med granatæble-salat og førnævnte blomkålsret.

Jeg har besluttet mig for at det er en øvelse jeg vil gennemgå et par gange om året. Det giver én en godt overblik over hvad man har i skabene, for slet ikke at snakke om en kæmpe besparelse.

Statis på gæld

Sådan ser min samlede gæld ud nu:

Mor og far: 49.500 (55.000)

Banklån: 174.830 (381.000)

Realkreditlån: 1.652.000 (1.652.000)

I sidste måned skrev jeg, at vi næppe ville få flere overraskelser i form af pludseligt udbetalte penge som vi ville kunne smide oveni lånet. Man skal som bekendt aldrig sige aldrig, for i mellemtiden er politikerne blevet enige om at udbetale de sidste to ugers indefrosne feriepenge. Det giver omkring 10.000 kroner til Hr. Kapitalisthippie og jeg samlet, for vi vil naturligvis vælge at få dem udbetalt og smide dem over i lånet. Her i december får vi også udbetalt nogle såkaldt mediepenge i forbindelse med vores jobs, hvilket giver 9000 ekstra til afbetaling. Derudover er vi blevet enige om at smide 10.000 kroner ekstra hver fra vores respektive opsparinger over i lånet, som vi også gjorde i oktober måned. Det vil sige, at når vi når 31. december, så hedder tallet 127.830 kroner. Det betyder, at vi på et år har afbetalt 253.170 kroner på 12 måneder!

Som I kunne læse i indlægget om min løn, så svarer det sådan ca. til hvad jeg har udbetalt på et år. Ser man bort fra indbetalingerne til gælden, der kommer fra indefrosne feriepenge og opsparing, så har vi altså levet for det, der svarer til én persons lønning i vores husstand. Det er da meget godt gået, ikke?

Depotet

Det gik heldigvis mere op i november måned, og der er pt. et lille afkast på beholdningen. Men eftersom vi er over to uger inde i december, giver det ikke mening at komme med en større update her, synes jeg. Fordelingen på Nordnets månedopsparing er den samme, og i stedet vil jeg hellere snakke om:

Hvorfor jeg har været tavs

Corona påvirker som så mange andre oplever det også min branche, og november var en travl måned. Meget travl. Der var corona-relaterede sygemeldinger eller folk, der ikke kunne møde ind fordi de ventede på testsvar, hvilket naturligvis gav ekstra arbejde, og meget andet i den stil. Alle på kontoret var pressede, og så skete det, som bare ikke må ske: En dag, et kvarter før deadline, kogte min kollega sammen. Han har været i branchen i over 25 år, og vi var de eneste på kontoret. Det var meget ubehageligt, både for ham og for mig.

Kollegaen har det heldigvis bedre i dag og er begyndt til psykolog, fordi han godt selv var klar over, at der var tale om stress. Det viste sig nemlig, at det ikke er første gang det er sket for ham, men han har bare buldret afsted som de fleste nu engang gør, og netop det påvirkede mig rigtig meget. En af grundene til at jeg går så meget op i at skabe frihed for mig selv er netop for at undgå den slags. At skade mit fysiske eller psykiske helbred på grund af et arbejde, det virker så forkert på mig. Naturligvis er der forskel på hvilken branche man er i, og hvilket job man udfører, men jeg kan godt afsløre, at jeg ikke er i sundhedsbranchen og jeg ikke på daglig basis reder liv. Og så er det ikke det værd i mine øjne.

Selv var jeg også presset, og der var mange dage med mange timers overarbejde. Så da vi havde en planlagt ferie sidst i november på to uger, så gik jeg nærmest ud som et lys. Jeg havde brug for at tage afstand fra alt der hed computere og bimlende telefoner, og i stedet brugte jeg tiden sammen med Hr. Kapitalisthippie på at pynte op til den første jul i huset. Det var tiltrængt og det var godt. Nu er vi begge tilbage på arbejde – dog herhjemme på hver vores hjemmekontor på grund af de stigende smittetal. Og det er ok med mig. Det giver mig mere frihed samt muligheden for at sove en time længere hver morgen, og det nyder jeg.

Men situationen med min kollega har efterladt et indtryk på mig, og givet både Hr. Kapitalisthippie og jeg mere blod på tanden. Hr. Kapitalisthippie, som er virkelig god til at nørkle med tal, opdagede, at hvis vi indbetaler omkring 2700 ekstra kroner hver måned, sammenholdt med 10.000 fra hver mands opsparing og de ekstra indefrosne feriepenge, så kan vi være færdige med banklånet til maj 2021, modsat oktober 2021, som det oprindeligt var planen. Og med den oplevelse i bagagen var jeg klar, selvom vi kommer til at sidde max stramt i det. For bliver vi færdige i maj, så har vi næsten 3,5 år med afdragsfrihed, og her får vi rig mulighed for at spare op, investere og skabe mere frihed i vores tilværelse. Hvem ved, måske går jeg på deltid i løbet af et af de kommende år?

Forbrug

Fordi jeg var presset på stort set alle fronter i november måned, så blev der også brugt flere penge. Jeg er heldigvis ikke typen, der følelsesshopper, eller får lyst til at give mig selv ting fordi jeg har det dårligt eller er ked af det. Men jeg har svært ved at drive mig selv op til en cykeltur på 15 kilometer i mørke hver morgen, når jeg kun har sovet 3-4 timer eller ved at jeg står overfor en arbejdsdag på 9+ timer. Derfor er der blevet brugt en del penge på DSB-billetter og hurtige løsninger som fastfood. Heldigvis havde vi jo plads i madbudgettet til det på grund af den udfordring jeg gav mig selv i starten af måneden. Desværre brugte jeg også penge på cigaretter, min værste vane, som jeg ellers var kommet af med, og det er eddermame en dum ting at bruge penge på, så det skal jeg have rettet op på lige nu. Som i LIGE nu.

Dog er jeg også opmærksom på ikke at presse mig selv for hårdt eller slå mig selv i hovedet. Det tror jeg ikke på gør noget bedre, og når man i forvejen ikke er på toppen, så vil jeg hellere cutte mig selv noget slack end fortælle mig selv hvor dum jeg er. Det giver mig ikke frikort til at gå amok i forbrug, men jeg accepterer, at nogle dage er der mere overskud til at træffe de rigtige valg end andre. Og de dage, hvor der ikke er overskud, der må jeg bide i æblet og tage toget, spise takeout og lade opvasken (og bloggen) stå.

I november brugte vi også nogle penge på julepynt, omkring 500 kroner. En stor udgift umiddelbart, men vi har købt ting, som vi kan bruge mange år frem endnu og som passer til huset. Til gengæld var jeg stolt over ikke at gøre det nemmeste her, som ville være at købe granbundter fra Bilka til 50 kr. stykket, men i stedet cykle ud til en nærliggende gård og købe det for 20 kr. stykket, så der er stadig blevet tænkt over hvert enkelt køb. Pengene er taget fra vores fællesbudget, som vi har et relativt stort overskud på, pt. 16.000 kroner.

Eftersom det hele har sejlet i november måned, er det samtidig meget svært for mig at lave et diagram over hvordan pengene har fordelt sig, fordi jeg har været virkelig dårlig til at holde track. Jeg lover, at der bliver rettet op på det i næste opdatering.

Månedens optur/nedtur

Nedturen er helt klart at alt har været presset, travlt og lidt hårdt, hvilket har resulteret i ekstra udgifter. Det var godt at have lidt ferie, for nu har jeg klart mere energi og overskud end før. Opturen må til gengæld være, at det ikke gik mere skidt med budgettet. Der var ingen overtræk, der var stadig rigelig med afbetaling på gælden samt indbetaling til investering og opsparing.

Til gengæld var der ingen store reparationer på cyklen for engangs skyld. Det er vel også en slags optur!

Mål for december

Altså, nu er det ikke fordi der er vildt mange dage tilbage af december måned… Men mit mål er at holde budgettet på trods af julegaveindkøb, hvilket indtil videre går fint. Derudover vil jeg forsøge at udgive et indlæg om ugen fra i næste uge.

Jeg har tænkt på at lave en ugentlig opdatering på Instagram med vores dagligvarekøb. Mest af alt så jeg også selv kan holde lidt styr på det, og hvis jeg gør det, bliver det fra januar måned. En god måde at starte et nyt år på, tænker jeg.

Hvordan gik din november måned – og hvordan går det her i december?