Månedsupdate: Januar 2021

Ikke kategoriseret

Ny måned, ny månedsupdate!

Der er blevet sat turbo på tingene. Fra januar kørte vi (igen) med et nyt budget, og nu indbetaler vi hver især 11.700 kroner, så i alt 23.400 kroner, på boliglånet. Til sammenligning var den originale aftale med banken, som blev sat i kraft i januar 2020, at vi i alt skulle betale 11.200 kroner om måneden. Så vi har lige fordoblet indsatsen og så lidt til. Det ses også tydeligt på afbetalingen – mere om det senere!

Status på gæld:

Okay. Mere om det nu så. Efter januar måned ser vores gæld sådan her ud:

Mor og far: 48.500 kroner (55.000)

Banklån: 99.999 kroner (381.000)

Realkredit: 1.652.000 kroner (1.652.000)

Vi er nået ned til de to-cifrede beløb! Woop-woop! Det er en fantastisk følelse, og tænk at vi er nået derned på lige præcis et år. Det betyder, at vi siden januar 2020, hvor vi overtog huset, har afbetalt 281.001 kroner plus renter.
Hvis vi fortsatte på den her måde, så ville vi kunne være helt af med alt vores gæld i huset, altså realkreditten, om 4,5 år. Det kommer vi dog ikke til at gøre. Jeg vælger at se sådan her på det: Der er en rente på realkreditten på 1,44 procent (skal genforhandles om fire år). Jeg har en stærk formodning om at jeg på aktiemarkedet kan lave et afkast, der årligt er bedre end 1,44 procent – og derfor giver det bedre mening at investere pengene i stedet for at bruge dem på ekstra afbetaling.

Vi satser stadig på at kunne være helt færdige med bankgælden til maj – selvom jeg nok må indrømme, at 99.999 kroner føles som rigtig mange penge i den sammenhæng. Der er kun tre måneder til!

Depotet

Januar var en virkelig interessant måned at være investor i, og det har afspejlet sig i porteføljen:

Som du kan se et rigtig fint afkast til at starte med, og så crashede hele markedet i sidste uge. Det er ved at komme lidt igen, men om vi er på vej ud i en korrektion, eller om den krise, som alle “eksperterne” har forudset ville komme siden sidste store finansielle krise, endelig kommer, det ved ingen før bagefter. Og hey, det er ikke fordi jeg er jubeloptimist. Det eneste man kan vide sig sikker på på aktiemarkedet er, at det vil gå ned. Jeg er bare ved at være en kende træt af diverse “eksperter” som i alt for skarpvinklede tv-indslag og artikler får lov at forudsige dommedag uden at have specielt meget at have det i.
Eksempelvis florerede et klip fra et Clement-program på diverse Facebooksider den forløbne uge. Her sidder en “ekspert”, der har “regnet på det” og hans konklusion var altså, at aktiemarkedet meget snart vil krakke og aldrig nogensinde komme sig. Simpelthen en ren økonomisk doom. Hvordan manden havde forestillet sig at verden ville fortsætte uden nogen former for økonomisk vækst, det ved jeg så ikke lige.
Rigtig mange blev utrygge og paniske, og det forstår man jo godt. Men i selvsamme program var der en 2-3 andre velkendte og succesfulde investorer, der var lodret uenige med ham – det var bare ikke lige så interessant at vise i et kort klip på sociale medier.

Det har selvfølgelig også noget at gøre med den krig, der er udbrudt på Wall Street lige nu. Jeg vil ikke gå forfærdeligt meget i detaljer med den (læs evt. mere her og her) men overordnet kan man sige, at der lige nu foregår en virkelig interessant kamp på børsen mellem den lille og den store mand, hvis lige vi aldrig har set før på aktiemarkedet. En flok Reddit-nørder er gået i flæsket på velrenommerede amerikanske hedgefonde fyldt med analytikere, økonomer og højtuddannede børsmæglere – og de giver dem kamp til stregen i aktiespekulation. Så hvis du ikke vidste, hvad shorting var for et par uger siden, så har du i hvert fald haft stor mulighed for at lære det nu – på alle andre sites end mit 🙂

Så altså. Opture og nedture på markedet denne måned, svært at sige hvordan det vil fortsætte, men en mindre korrektion ville ikke gøre mig så meget, faktisk. Aktierne er enormt højt prissat, så et lille udsalg ville passe mig fint.

Mine indkøb har til gengæld ikke ændret sig det mindste. Altid rart med lidt stabilitet på aktiemarkedet, ikke?

I sidste månedsupdate skrev jeg, at jeg formentlig ville blive nødt til at sætte aktiekøbene lidt på pause indtil vi var færdige med afbetalingen af banklånet til maj. Det har, indtil videre, ikke vist sig at holde stik. Og det er selvfølgelig rart. Januar var en måned, hvor man helt automatisk havde mest lyst til at blive inde, alt var lukket og vi har arbejdet hjemmefra, hvilket har minimeret mulighederne for at købe Ting og det ses i det samlede budget. Jeg har nu derfor en tro på, at jeg kan blive ved med at indbetale minimum 1000 kroner til Nordnet hver måned frem til maj. Og SÅ kommer der ENDELIG turbo på investeringerne!

Det bringer os videre til…

Forbrug

Jeg havde et personligt forbrug i januar måned på et stort rundt 0. Det er tankevækkende, synes jeg. Ikke at mit personlige forbrug normalt er højt, som regel mindre end 10% af min udbetalte løn på 20300 kroner, men alligevel vildt at jeg på en måned kan bruge lige præcis ingenting og stadig være glad og tilfreds. Det viser bare, at jeg stadig bruger unødvendige penge, selvom der er skåret så meget af. Det skal der arbejdes på.

Det, der var afsat til forbrug, men som så ikke blev brugt, blev i stedet hældt over på opsparingen. Jeg har i modellen ikke medtalt de ca. 900 kroner jeg tjente i løbet af januar på at sælge diverse Ting. Indtil videre står de på en separat konto, for jeg ved endnu ikke om det er bedst at lægge dem til bufferen, sende dem til Nordnet eller lægge dem i opsparingen. Derudover er jeg ikke helt færdig med at sælge Ting, selvom der er gået lidt lavvande i det, så når jeg ikke har mere til salg vil jeg vurdere hvad der skal ske med pengene.

Gæld fylder rigtig meget, som du kan se, og det gør mig glad. Mit håb er, når vi er ude på den anden side af den bankgæld, at min opsparings- og investeringsrate ligger deromkring, eller måske lidt højere.

Vi slap også godt fra januar måned på madkortet – 1600 kroner endte vi med at bruge. Resten er blevet overført til februar måned, hvor jeg har fødselsdag i slutningen af måneden. Det er Hr. Kapitalisthippie, der beslutter hvad der skal ske den dag, og vi har begge en klar aftale om, at vi ikke skal gå amok bare fordi en af os fylder år, men det er alligevel meget godt at have en buffer.

Månedens optur/nedtur

Det er vel egentlig ikke en reel nedtur som sådan, men i sidste måned havde jeg som mål at få gennemgået vores budgetkonto for hele 2020 fordi jeg var overbevist om, at vi indbetaler for meget til den. Sådan ser det altså bare ud, for eksempel lige nu, hvor alle regninger for februar måned er betalt, og der stadig er et plus på 13.000 kroner. Det irriterer mig at de penge bare står der, passivt, og ikke gør en skid. Men gennemgangen, som Hr. Kapitalisthippie og jeg satte os ned og lavede i midten af januar, viste altså, at tallene stemmer meget godt overens.

Vi indbetaler tilsammen 216.000 kroner til budgetkontoen om året. Fuck, det er mange penge, når man sådan lige lægger dem sammen. 134.400 af dem går til banklånet (resten af den månedlige afbetaling kommer fra hver vores lønkonti), og de resterende 81.600 kroner fordeles ud på andre budgetmæssige udgifter såsom el, vand, varme, reparationer, A-kasse og fagforening, forsikringer, ejendomsskat, grundejerforening osv. Og det passede altså meget godt i sidste ende, viste det sig. Jo egentlig fint, fordi vi havde regnet rigtigt i første omgang og ikke “spildt” penge på kontoen som sådan, og jo klart bedre, end hvis der havde manglet penge. Men 81.600 kroner årligt til budgetudgifter synes jeg er MANGE penge i en husstand på to (tænk hvis vi havde børn!), så i løbet af året skal vi have kigget på om vi ikke kan få nogle af de poster lidt ned.

Månedens optur, til gengæld, er virkelig fed. Jeg har fået supergod respons for investeringsindlæggene her på bloggen, og masser af god feedback på indlæg generelt på Facebook og Instagram. Det er jeg mega glad for! Mit håb med Kapitalisthippie var at jeg kunne inspirere og hjælpe andre i gang, og indtil videre lader det til at være tilfældet, så det er jeg virkelig tilfreds med.

Så til jer, der sidder derude og har læst med helt hertil: Tusind tak ❤
På søndag kommer det foreløbigt sidste indlæg i investeringsguiden for begyndere, og jeg glæder mig vildt til det, for det bliver et lidt specielt indlæg, synes jeg selv. Jeg er i fuld gang med at skrive det, og forhåbentlig bliver det det allersidste der skal til for nogen til selv at komme i gang.

Hvordan gik din januar måned?

Ti års-reglen – princippet, der kan få dig til at sige nej til det meste

Ikke kategoriseret

Der var engang, før jeg fik min økonomiske åbenbaring, hvor jeg hver morgen slog et sving ind forbi 7-Eleven på vej til arbejde. Den lå jo lige på vejen. Der røg som minimum en to go-latte med, ofte også et eller andet morgenmadsprodukt. 45 kroner, måske. Jeg tænkte ikke engang over det, det var en ren vane. Altså, 45 kroner. Det er jo ingenting, ikke?

Sådan tror jeg, at mange ser på et beløb som 45 kroner. Eller 30 kroner. Eller 50 kroner. Det er dråber i vandet i forhold til de beløb vi får udbetalt hver måned (for de fleste af os), så vi skænker dem ikke en tanke.

Vi lejer da bare en film, det koster jo kun 35 kroner.

Skal vi ikke lige have den i kurven også? Vi skal nok få det spist. Og hvis ikke, så er det kun 25 kroner.

Nå, jeg fik ikke stofposen med. Fuck det, en pose koster kun 3,50 kroner.

Det er vildt billigt, det er kun 75 kroner om måneden.

Men alle de små beløb hober sig op. Det gik op for mig på det tidspunkt, hvor jeg flyttede sammen med Hr. Kapitalisthippie. Faktisk husker jeg det meget tydeligt. Jeg var lige kommet hjem fra en festival i Berlin, og skulle med bankende hjerte, der sidst i måneden, åbne netbank og se hvor galt det stod til. Og jeg blev ærlig talt overrasket over at se, at min konto ikke engang var tæt på at gå i minus. Jeg tænkte, at der måske var nogen regninger, der ikke var blevet trukket endnu, men nej. Det hele så ud som det skulle. Og så lagde jeg mærke til, at der ikke var nogen transaktioner fra 7-Eleven. For Hr. Kapitalisthippie boede i den anden ende af byen, så jeg købte ikke længere kaffe om morgenen, men drak den bare når jeg mødte ind på kontoret.

Det var simpelthen kaffen, der havde drænet min konto, måned efter måned, mens jeg gik og var overbevist om at det var fordi jeg ikke fik nok i løn eller at vi brugte alt for mange penge på varmt vand. Og jeg havde jo ikke engang savnet papkaffen. Så på én og samme måned havde jeg altså formået at tage på festival i et andet land med alt hvad det indebærer af transport, mad og overnatning og skeje ud dér, og stadig få min morgenkaffe, bare på en anden måde, og stadig ikke gå i minus. På grund af købekaffe!

Tænk på hvad det kan blive til i løbet af et år. Eller ti år! tænkte jeg.

Hvad er ti års-reglen?

Mød ti års-reglen. En lille regel jeg satte op for mig selv, da jeg selv begyndte at tænke mere over hvor mine penge røg hen. For jeg var en af dem der. En af dem, der lystigt betalte 45 kroner for kaffe og to go-morgenmad uden at tænke over, at det egentlig var penge, og som så senere på måneden undrede mig over, hvor alle mine penge mon var blevet af. Jeg købte jo ikke nogen store ting til flere hundrede kroner. What’s up with that?

Men det er ligemeget. For de små beløb tæller ligeså meget som de store – og det lærer ti års-reglen dig.

Lad os tage mit eget eksempel med 7-Eleven-morgenmaden:

Lad os antage, at jeg fem dage om ugen gik på stationen for at få min kaffe og min morgenmad. Det er 225 kroner om ugen. Jeg har seks ugers ferie om året, så dem trækker vi fra, og så er der 46 uger tilbage. 46 uger, hvor jeg hver uge brugte 225 kroner på kaffe og morgenmad. Det er 10.350 kroner om året.

Altså, 10.350 om året er altså heller ikke særlig meget, sidder du så måske nu og tænker. Og nej, det er det ikke nødvendigvis, hvis man har et gennemsnitligt lønnet job. Havde man været på SU, havde det til gengæld været ca. 1/10 af ens rådighedsbeløb på årsbasis. Og man har sgu da lov til at købe to go-kaffe, når man er færdiguddannet og voksen og tjener rigtige penge! Men okay, hvis du ikke er overbevist endnu.

Så gang det lige med ti år.

Og så når vi op på 103.500 kroner, som jeg ville have givet til 7-Eleven i bytte for middelmådig kaffe og ligegyldige kalorier.

103.500 kroner. Til noget, som jeg jo egentlig allerede havde derhjemme, og ligeså godt kunne have smækket i en termokop med en bolle ved siden af og bare taget med i tasken.

Seriøst, smag lige på den. Ethundredeogtretusindfemhundrede kroner! For mig er det voldsomt mange penge at give for noget så ligegyldigt som kaffe i et papkrus. Så blev de 45 kroner pludselig til lidt mere end blot 45 ligegyldige kroner.

Men det stopper ikke her. For hvis jeg i stedet havde taget de 45 kroner om dagen og lagt dem i investering, så var de i løbet af de ti år blevet til over 200.000 kroner, hvis vi regner med et gennemsnitligt årligt markedsafkast på 7 procent.

Kan de fleste af os ikke undvære 45 kroner om dagen?

Dit forbrug bestemmer din formue – ikke din løn

En udbredt misforståelse omkring penge og formue er, at grundlaget for vores formue mest af alt bygger på størrelsen af vores indtægt. Tjener du godt, så bliver du rig. Dette er ikke sandt – eller det behøver det i hvert fald ikke at være. I virkeligheden handler det i langt højere grad om hvordan du bruger dine penge – eller ikke bruger dem. Men langt de fleste af os er slet ikke opmærksomme på alle de små beløb, som min to go-kaffe, som med tiden kan akkumulere til virkelig store beløb. Penge, der kunne være blevet brugt mere fornuftigt, sparet op eller investeret.

Jeg bruger kaffen som eksempel da den kommer fra mit eget liv og samtidig bygger på teorien bag The Latté Factor, men småbeløbene kan i virkeligheden være mangt og meget. Er du typen, der ofte finder “gode tilbud” på nips til vindueskarmen i genbrugsbutikker og på loppemarkeder? Køber sjove genstande til pakkekalendre/julefrokoster/den næste fest i Tiger? Køber blade i kiosken, handler tøj bare fordi det er på udsalg eller flere gange om måneden lystigt lejer film på nettet?

Købekaffen blev en øjenåbner for mig. Den første af mange. Og det var der jeg lavede ti års-reglen for mig selv. Fra da af har jeg altid lavet regnestykket i mit hoved, hvis jeg pludselig får en fiks idé om et nyt streamingabonnement, ikke gider lave frokost til dagen efter eller pludselig synes at det er så synd for mig at jeg skal møde på et arbejde hver dag, så jeg må faktisk godt “forkæle” mig selv med papkaffe.

For min hjerne kan stadig tænke “Det er jo bare 30/45/50 kroner, det er jo ingenting!

Men det bliver det i det lange løb, og selvom vores hjerner kan have svært ved at acceptere det, fordi vi kun ser nu-prisen på 45 kroner, så gør vi altså os selv en kæmpe tjeneste ved at se prisen som den ser ud om ti år – og så lige lægger flødeskummen på til sidst som er værdien, hvis de penge så i stedet var blevet investeret.

Lad os lige tage et par andre eksempler – bare fordi det er sjovt.

Den hurtige sandwich

Flere af mine kolleger kigger hånligt på min frokosttallerken i kantinen, der indeholder resterne af aftensmaden fra dagen før, som jeg har opvarmet i mikroen. Så går de så ned på en sandwichbar i nærheden og køber en sandwich til 39 kroner.

Det er billigere end hvis jeg skal lave frokost derhjemme, mener en af mine kolleger.

Oh, really?

5 sandwiches om ugen: 195 kroner

Hver arbejdsdag i et år: 8.970 kroner

Hver arbejdsdag i ti år: 89.700 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 196.715 kroner

Til sammenligning er 89.700 kroner nogenlunde det, som Hr. Kapitalisthippie og jeg bruger på samtlige af døgnets måltider i løbet af ca. 3,7 år. Og 8.970 kroner svarer til 4,5 måneders madforbrug i vores budget.

Luksusbilvask

Hr. Kapitalisthippie er bilentusiast, og da vi fik ny bil i november 2019 købte han et abonnement til bilvask på 69 kroner i måneden. Det kan næsten ikke gøres billigere, mente han.

Bilvask i en måned: 69 kroner

Bilvask i et år: 828 kroner

Bilvask i ti år: 8.280 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 17.700 kroner

Jeg tror nok det havde været billigere bare at vaske bilen selv…

Tøjkøb

Hvis vi nu siger, at du er glad for at købe tøj, og du hver måned bruger 500 kroner på det både i butikkerne og på nettet. Så i alt 1000 kroner.

Tøjkøb i en måned: 1000 kroner

Tøjkøb i et år: 12.000 kroner

Tøjkøb i ti år: 120.000 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 236.000 kroner

Jowjow, vi skal jo alle have nyt tøj ind i mellem, kan man sige. Og ja, det skal vi da. Men man kan eddermame få meget tøj i almindelige butikker for 236.000 kroner, og man skal arbejde VIRKELIG hårdt for at slide alt det tøj op!

Hvad ti års-reglen har sparet mig

Jeg lavede på et tidspunkt en cirka-opgørelse over hvad min brug af ti års-reglen har sparet mig. Altså penge, som jeg nu er blevet opmærksom på er blevet brugt forkert og derfor har sendt ud at arbejde for mig som investering i stedet for – eller vil gøre, for flere af dem nåede jeg heldigvis at få stoppet før der var gået ti år.

Mobilspil: 4.800 kroner

Pendlerkort DSB: 63.600 kroner (i stedet begyndte jeg at cykle)

To go-kaffe og morgenmad: 103.500 kroner

Ekstra lagringsplads i iCloud: 840 kroner

Div. streamingabonnementer: 21.360 kroner

Månedlig boks med unødvendige lækkerier fra vegansk shop: 24.000 kroner

I alt en besparelse på over 218.000 kroner over ti år – helt uden at jeg har følt noget voldsomt afsavn. Ikke noget med at sælge bilen, ikke kunne tage på ferie eller skulle følge en stram madplan. Bare en helt simpel gennemgang af unødvendige små pengehuller, som mine penge fossede ud af, uden jeg var opmærksom på det.

De vil i øvrigt, igen med et gennemsnitligt årligt afkast på aktiemarkedet på 7 procent, stige til over 400.000 kroner i løbet af ti år.

Ti års-reglen er tatoveret langt ind under huden på mig. Den hjælper mig, hver gang min Indre Forbruger tager over og synes, at jeg skal “berige” mit liv med endnu en Ting eller et abonnement til “få” penge. For hvert køb jeg foretager mig, bringer mig en lille smule mindre tæt på mit mål om at opnå økonomisk uafhængighed. Derfor er det ikke længere så svært for mig at modstå eventuelle fristelser. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig nogensinde køber noget som helst andet end mad. Selvfølgelig gør jeg det. Men så er det et bevidst valg og noget, der er gennemtænkt.

Så hvis du ikke føler, at pengene slår til, eller at du slet ikke kan overskue, hvordan du skal finde penge til investering, selvom du egentlig har lyst, så er det her måske et godt sted at starte. Find dine små pengehuller, og få så hullet lappet.

Eller hvis du er typen, der har svært ved at stoppe med at shoppe, eller bare elsker følelsen når dankortet bliver revet igennem og du spankulerer gennem gågaden med en ny Ting i en skinnende pose. Så brug ti års-reglen. Lav regnestykket, og præsentér dig selv for det. Vil du opbygge din formue og lægge din fremtid i dine egne hænder, eller vil du have endnu en Ting? Den ene Ting tæller, ligeså meget som den næste gør. Og den før det. Og alle de andre små køb, du vil få muligheden for at lave resten af dit liv.

Og hey, hvis du efter at have læst det her stadig føler, at dit forbrug er lige præcis som det skal være, og du ikke kan se et problem i de akkumulerede tal, så er det også helt fint. Nu kan du så bare foretage de køb og fortsætte det forbrug på et oplyst grundlag.

Det er stadig en win, hvis du spørger mig 🙂

Du køber med dine følelser

Ikke kategoriseret

Dette indlæg skrev jeg i sommer, men jeg fandt aldrig en god anledning til at få det udgivet. Nu, hvor de fleste butikker er lukkede, men vi stadig i stor stil bliver bombarderet med tilbud på Ting vi i virkeligheden slet ikke har brug for i det årlige januarudsalgshelvede, føler jeg, at det har sin relevans. God fornøjelse – og pas på dine penge.

For nyligt var Hr. Ny Finans og jeg i København. Vi skulle besøge gode venner, deltage i en af de gode venners kandidatfest, og kombinerede det med et par dage ekstra, nu vi alligevel var der og havde ferie.

Så vi tog på udstilling. Noget vi ind i mellem gør, hvis vi finder noget, der er interessant for os. Nærmere bestemt Nick Cave-udstillingen Stranger Than Kindness, der kørte i Den Sorte Diamant. Jeg er stor Nick Cave-fan, og han er et virkelig interessant menneske, og derfor gav det mening at bruge de 90 kroner pr. person for at få lov at komme ind.

Udstillingen var også super god, kreativ og informativ, og det var ikke de 2×90 kroner, der var dagens udskejelse. Da vi kom ud på den anden side, gik vi lige ind i diamantens butik. Og det skal man aldrig gøre, hvis man endnu ikke er der, hvor man kan styre sine impulser. For der på hylden lå en plakat. Plakater er en af mine store svagheder. Jeg elsker dem. Min forbrugeriske side elsker, at jeg på et stykke glittet papir ophængt i en ramme på en væg kan fortælle omverdenen, at jeg er sådan en, der hører alternativ musik og ved alt muligt om det. Jeg er lidt anderledes. Uh, det varmer i maven.

Og det var ikke bare en hvilken som helst plakat. Det var en plakat med en tidlig udgave af forsidekunsten til singlen Into My Arms, min absolutte yndlingssang, og som jeg altid har drømt om skulle være involveret i mit bryllup på en eller anden måde. Nick Caves egne skriblerier.

Eiiiijh! Udbrød min indre Forbruger.

– Det er jo LIGE sagen! Og den vil passe PERFEKT ind i huset! Og Hr. Ny Finans kender også sangen, og vi har hørt den live sammen, så det er faktisk også noget der er OS BEGGE! KØB KØB KØB!

Og uden at tænke videre over det, rev jeg dankortet igennem og var i løbet af ingen tid 100 kroner fattigere og en plakat rigere.

Problemet er ikke de 100 kroner. Naturligvis har jeg råd til at give 100 kroner for en plakat. Problemet er, at købet overhovedet ikke var gennemtænkt. Jeg havde ikke engang overvejet hvor den skulle hænge, og om der overhovedet var plads. Mine impulser og Forbrugeren i mig overrulede alting i mit hoved, og jeg fik ikke stillet mig selv de vigtigste spørgsmål, man altid bør stille sig selv før man køber noget:

  • Vil denne Ting gøre mit liv nemmere/bedre/rigere?
  • Vil denne Ting gøre mig gladere?
  • Vil denne Ting give mit liv mere værdi?
  • Har jeg brug for denne Ting?

Og nej. En plakat med skriblerier som Nick Cave lavede engang for mange år siden, og i øvrigt selv frasorterede i processen, gør ikke mit liv hverken nemmere, bedre eller rigere. Jeg vil måske blive lidt glad i starten, når jeg kigger på plakaten, men efterhånden vil den blive en af mange her i vores hjem, som jeg stort set ikke bemærker, medmindre jeg begynder at tænke over dem. Og nej, den bidrager ikke med mere værdi. Den bidrager blot til forbruger-tanken om, at mine Ting er med til at identificere hvem jeg er som person – eller nærmere hvem jeg gerne vil fremstå som. Og nej… Den tjener heller ikke noget praktisk formål, så jeg har ikke brug for den.

Altså alt i alt et lortekøb, lavet udelukkende ud fra følelser og impulser. Og netop den lærdom er vigtig at forstå, hvis man vil leve et liv med finansiel frihed: Du køber med dine følelser.

Åh, hvor har jeg haft en dårlig dag. Nu køber jeg lige denne her kjole, så kan jeg forkæle mig selv lidt.

Nu skal vi på god restaurant/ferie/whatever, for nu skal vi rigtig hygge os.

Med denne her ting bliver vores hjem endelig perfekt! Så vil jeg aldrig få lyst til at købe noget nogensinde igen!

Lyder det bekendt? Det er oftest i situationer, hvor vi er i vores følelsers vold, at vi tager de dårligste beslutninger omkring forvaltning af vores penge. For nej, din dårlige dag bliver ikke bedre i det øjeblik kjolen er købt, og der er mange andre måder at anerkende en sejr end at spilde penge på selvforkælelse eller restaurantbesøg. Og jo, du vil sandsynlig få lyst til at købe en ny Perfekt Ting i næste uge.

Og som om en plakat er beviset på, at jeg går op i musik, eller at Hr. Ny Finans eller jeg elsker hinanden og har gode oplevelser sammen.

For at komme ud af tankegangen om, at den næste Ting vil ændre alting må vi lære at udøve selvdisciplin og trække vejret dybt før vi laver køb, der ikke tæller dagligvarer, der står på vores indkøbsliste.

Lær at stille dig selv spørgsmålene nævnt ovenover – og vær ærlig overfor dig selv. Hvis du ikke kan tænke klart, så giv dig selv to uger. Aftal med dig selv, at hvis du stadig higer efter at eje den Ting når de to uger er gået, så kan du overveje at købe den. Men inden da skal du lige huske dig selv på det her:

Hvis jeg ikke havde brugt de 100 kroner på plakaten, men i stedet havde investeret dem, så var de i løbet af ti år med renters rente-effekten vokset til 192,87 kroner.

Og nej nej, 92,87 kroner oveni hatten på ti år er da ikke meget. Men overvej lige hvor mange impulskøb de fleste laver, som ikke er nødvendige. Skal vi være konservative og sige 10.000 kroner om året? Det bliver til 19.288,82 kroner på ti år! Helt uden at du har behøvet at gøre noget, andet end at investere dem og lad være med at bruge dem på Ting.

Så køb endelig den Ting som din indre Forbruger higer så meget efter. Men gør det med bevidstheden om, at dit liv ikke bliver bedre på grund af den, og at du går glip af næsten det dobbelte af beløbet om ti år. Du snyder egentlig bare dit fremtidige jeg for penge.