Ti års-reglen – princippet, der kan få dig til at sige nej til det meste

Ikke kategoriseret

Der var engang, før jeg fik min økonomiske åbenbaring, hvor jeg hver morgen slog et sving ind forbi 7-Eleven på vej til arbejde. Den lå jo lige på vejen. Der røg som minimum en to go-latte med, ofte også et eller andet morgenmadsprodukt. 45 kroner, måske. Jeg tænkte ikke engang over det, det var en ren vane. Altså, 45 kroner. Det er jo ingenting, ikke?

Sådan tror jeg, at mange ser på et beløb som 45 kroner. Eller 30 kroner. Eller 50 kroner. Det er dråber i vandet i forhold til de beløb vi får udbetalt hver måned (for de fleste af os), så vi skænker dem ikke en tanke.

Vi lejer da bare en film, det koster jo kun 35 kroner.

Skal vi ikke lige have den i kurven også? Vi skal nok få det spist. Og hvis ikke, så er det kun 25 kroner.

Nå, jeg fik ikke stofposen med. Fuck det, en pose koster kun 3,50 kroner.

Det er vildt billigt, det er kun 75 kroner om måneden.

Men alle de små beløb hober sig op. Det gik op for mig på det tidspunkt, hvor jeg flyttede sammen med Hr. Kapitalisthippie. Faktisk husker jeg det meget tydeligt. Jeg var lige kommet hjem fra en festival i Berlin, og skulle med bankende hjerte, der sidst i måneden, åbne netbank og se hvor galt det stod til. Og jeg blev ærlig talt overrasket over at se, at min konto ikke engang var tæt på at gå i minus. Jeg tænkte, at der måske var nogen regninger, der ikke var blevet trukket endnu, men nej. Det hele så ud som det skulle. Og så lagde jeg mærke til, at der ikke var nogen transaktioner fra 7-Eleven. For Hr. Kapitalisthippie boede i den anden ende af byen, så jeg købte ikke længere kaffe om morgenen, men drak den bare når jeg mødte ind på kontoret.

Det var simpelthen kaffen, der havde drænet min konto, måned efter måned, mens jeg gik og var overbevist om at det var fordi jeg ikke fik nok i løn eller at vi brugte alt for mange penge på varmt vand. Og jeg havde jo ikke engang savnet papkaffen. Så på én og samme måned havde jeg altså formået at tage på festival i et andet land med alt hvad det indebærer af transport, mad og overnatning og skeje ud dér, og stadig få min morgenkaffe, bare på en anden måde, og stadig ikke gå i minus. På grund af købekaffe!

Tænk på hvad det kan blive til i løbet af et år. Eller ti år! tænkte jeg.

Hvad er ti års-reglen?

Mød ti års-reglen. En lille regel jeg satte op for mig selv, da jeg selv begyndte at tænke mere over hvor mine penge røg hen. For jeg var en af dem der. En af dem, der lystigt betalte 45 kroner for kaffe og to go-morgenmad uden at tænke over, at det egentlig var penge, og som så senere på måneden undrede mig over, hvor alle mine penge mon var blevet af. Jeg købte jo ikke nogen store ting til flere hundrede kroner. What’s up with that?

Men det er ligemeget. For de små beløb tæller ligeså meget som de store – og det lærer ti års-reglen dig.

Lad os tage mit eget eksempel med 7-Eleven-morgenmaden:

Lad os antage, at jeg fem dage om ugen gik på stationen for at få min kaffe og min morgenmad. Det er 225 kroner om ugen. Jeg har seks ugers ferie om året, så dem trækker vi fra, og så er der 46 uger tilbage. 46 uger, hvor jeg hver uge brugte 225 kroner på kaffe og morgenmad. Det er 10.350 kroner om året.

Altså, 10.350 om året er altså heller ikke særlig meget, sidder du så måske nu og tænker. Og nej, det er det ikke nødvendigvis, hvis man har et gennemsnitligt lønnet job. Havde man været på SU, havde det til gengæld været ca. 1/10 af ens rådighedsbeløb på årsbasis. Og man har sgu da lov til at købe to go-kaffe, når man er færdiguddannet og voksen og tjener rigtige penge! Men okay, hvis du ikke er overbevist endnu.

Så gang det lige med ti år.

Og så når vi op på 103.500 kroner, som jeg ville have givet til 7-Eleven i bytte for middelmådig kaffe og ligegyldige kalorier.

103.500 kroner. Til noget, som jeg jo egentlig allerede havde derhjemme, og ligeså godt kunne have smækket i en termokop med en bolle ved siden af og bare taget med i tasken.

Seriøst, smag lige på den. Ethundredeogtretusindfemhundrede kroner! For mig er det voldsomt mange penge at give for noget så ligegyldigt som kaffe i et papkrus. Så blev de 45 kroner pludselig til lidt mere end blot 45 ligegyldige kroner.

Men det stopper ikke her. For hvis jeg i stedet havde taget de 45 kroner om dagen og lagt dem i investering, så var de i løbet af de ti år blevet til over 200.000 kroner, hvis vi regner med et gennemsnitligt årligt markedsafkast på 7 procent.

Kan de fleste af os ikke undvære 45 kroner om dagen?

Dit forbrug bestemmer din formue – ikke din løn

En udbredt misforståelse omkring penge og formue er, at grundlaget for vores formue mest af alt bygger på størrelsen af vores indtægt. Tjener du godt, så bliver du rig. Dette er ikke sandt – eller det behøver det i hvert fald ikke at være. I virkeligheden handler det i langt højere grad om hvordan du bruger dine penge – eller ikke bruger dem. Men langt de fleste af os er slet ikke opmærksomme på alle de små beløb, som min to go-kaffe, som med tiden kan akkumulere til virkelig store beløb. Penge, der kunne være blevet brugt mere fornuftigt, sparet op eller investeret.

Jeg bruger kaffen som eksempel da den kommer fra mit eget liv og samtidig bygger på teorien bag The Latté Factor, men småbeløbene kan i virkeligheden være mangt og meget. Er du typen, der ofte finder “gode tilbud” på nips til vindueskarmen i genbrugsbutikker og på loppemarkeder? Køber sjove genstande til pakkekalendre/julefrokoster/den næste fest i Tiger? Køber blade i kiosken, handler tøj bare fordi det er på udsalg eller flere gange om måneden lystigt lejer film på nettet?

Købekaffen blev en øjenåbner for mig. Den første af mange. Og det var der jeg lavede ti års-reglen for mig selv. Fra da af har jeg altid lavet regnestykket i mit hoved, hvis jeg pludselig får en fiks idé om et nyt streamingabonnement, ikke gider lave frokost til dagen efter eller pludselig synes at det er så synd for mig at jeg skal møde på et arbejde hver dag, så jeg må faktisk godt “forkæle” mig selv med papkaffe.

For min hjerne kan stadig tænke “Det er jo bare 30/45/50 kroner, det er jo ingenting!

Men det bliver det i det lange løb, og selvom vores hjerner kan have svært ved at acceptere det, fordi vi kun ser nu-prisen på 45 kroner, så gør vi altså os selv en kæmpe tjeneste ved at se prisen som den ser ud om ti år – og så lige lægger flødeskummen på til sidst som er værdien, hvis de penge så i stedet var blevet investeret.

Lad os lige tage et par andre eksempler – bare fordi det er sjovt.

Den hurtige sandwich

Flere af mine kolleger kigger hånligt på min frokosttallerken i kantinen, der indeholder resterne af aftensmaden fra dagen før, som jeg har opvarmet i mikroen. Så går de så ned på en sandwichbar i nærheden og køber en sandwich til 39 kroner.

Det er billigere end hvis jeg skal lave frokost derhjemme, mener en af mine kolleger.

Oh, really?

5 sandwiches om ugen: 195 kroner

Hver arbejdsdag i et år: 8.970 kroner

Hver arbejdsdag i ti år: 89.700 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 196.715 kroner

Til sammenligning er 89.700 kroner nogenlunde det, som Hr. Kapitalisthippie og jeg bruger på samtlige af døgnets måltider i løbet af ca. 3,7 år. Og 8.970 kroner svarer til 4,5 måneders madforbrug i vores budget.

Luksusbilvask

Hr. Kapitalisthippie er bilentusiast, og da vi fik ny bil i november 2019 købte han et abonnement til bilvask på 69 kroner i måneden. Det kan næsten ikke gøres billigere, mente han.

Bilvask i en måned: 69 kroner

Bilvask i et år: 828 kroner

Bilvask i ti år: 8.280 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 17.700 kroner

Jeg tror nok det havde været billigere bare at vaske bilen selv…

Tøjkøb

Hvis vi nu siger, at du er glad for at købe tøj, og du hver måned bruger 500 kroner på det både i butikkerne og på nettet. Så i alt 1000 kroner.

Tøjkøb i en måned: 1000 kroner

Tøjkøb i et år: 12.000 kroner

Tøjkøb i ti år: 120.000 kroner

Hvis de i stedet var blevet investeret: 236.000 kroner

Jowjow, vi skal jo alle have nyt tøj ind i mellem, kan man sige. Og ja, det skal vi da. Men man kan eddermame få meget tøj i almindelige butikker for 236.000 kroner, og man skal arbejde VIRKELIG hårdt for at slide alt det tøj op!

Hvad ti års-reglen har sparet mig

Jeg lavede på et tidspunkt en cirka-opgørelse over hvad min brug af ti års-reglen har sparet mig. Altså penge, som jeg nu er blevet opmærksom på er blevet brugt forkert og derfor har sendt ud at arbejde for mig som investering i stedet for – eller vil gøre, for flere af dem nåede jeg heldigvis at få stoppet før der var gået ti år.

Mobilspil: 4.800 kroner

Pendlerkort DSB: 63.600 kroner (i stedet begyndte jeg at cykle)

To go-kaffe og morgenmad: 103.500 kroner

Ekstra lagringsplads i iCloud: 840 kroner

Div. streamingabonnementer: 21.360 kroner

Månedlig boks med unødvendige lækkerier fra vegansk shop: 24.000 kroner

I alt en besparelse på over 218.000 kroner over ti år – helt uden at jeg har følt noget voldsomt afsavn. Ikke noget med at sælge bilen, ikke kunne tage på ferie eller skulle følge en stram madplan. Bare en helt simpel gennemgang af unødvendige små pengehuller, som mine penge fossede ud af, uden jeg var opmærksom på det.

De vil i øvrigt, igen med et gennemsnitligt årligt afkast på aktiemarkedet på 7 procent, stige til over 400.000 kroner i løbet af ti år.

Ti års-reglen er tatoveret langt ind under huden på mig. Den hjælper mig, hver gang min Indre Forbruger tager over og synes, at jeg skal “berige” mit liv med endnu en Ting eller et abonnement til “få” penge. For hvert køb jeg foretager mig, bringer mig en lille smule mindre tæt på mit mål om at opnå økonomisk uafhængighed. Derfor er det ikke længere så svært for mig at modstå eventuelle fristelser. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig nogensinde køber noget som helst andet end mad. Selvfølgelig gør jeg det. Men så er det et bevidst valg og noget, der er gennemtænkt.

Så hvis du ikke føler, at pengene slår til, eller at du slet ikke kan overskue, hvordan du skal finde penge til investering, selvom du egentlig har lyst, så er det her måske et godt sted at starte. Find dine små pengehuller, og få så hullet lappet.

Eller hvis du er typen, der har svært ved at stoppe med at shoppe, eller bare elsker følelsen når dankortet bliver revet igennem og du spankulerer gennem gågaden med en ny Ting i en skinnende pose. Så brug ti års-reglen. Lav regnestykket, og præsentér dig selv for det. Vil du opbygge din formue og lægge din fremtid i dine egne hænder, eller vil du have endnu en Ting? Den ene Ting tæller, ligeså meget som den næste gør. Og den før det. Og alle de andre små køb, du vil få muligheden for at lave resten af dit liv.

Og hey, hvis du efter at have læst det her stadig føler, at dit forbrug er lige præcis som det skal være, og du ikke kan se et problem i de akkumulerede tal, så er det også helt fint. Nu kan du så bare foretage de køb og fortsætte det forbrug på et oplyst grundlag.

Det er stadig en win, hvis du spørger mig 🙂